26 april 2012

Malk de Koijn - Smash Hit In Aberdeen (1998)


Der var engang, hvor også dansk mainstream rap var underholdende, og det var selvfølgelig dengang i halvfemserne, hvor der faktisk ikke var den store forskel på mainstream og ikke-mainstream rap. Der blev derfor dengang lavet nogle spændende kompilationer med lovende nye navne på den danske rapscene, hvilket bl.a. inkluderede Rap’O’Mania serien og særligt De Grimme Ællinger, da rap endnu ikke var blevet fuldt accepteret af æterens mest loyale fans.
Et af disse navne var Malk de Koijn, som blev dannet af rapper, DJ og producer Tue Track, rapper og til tider producer Blæs Bukki (som tidligere havde været en del af producerteamet Madness 4 Real, som bl.a. producerede for store amerikanske navne, og sidenhen lavede sit eget musik under navnet Den Gale Pose) og rapper Geolo G i 1993. De formåede at skabe en del buzz omkring sig selv i undergrunden, da de efterfølgende spillede deres alternative og legende musik for andre. Dette sikrede dem pladser på begge af de nævnte kompilationer (vol. 1 af Rap’O’Mania) i 1996, og var på sidstnævnte bl.a. i selskab med en, modsat i dag, interessant Clemens, gruppen Klart Dér, Kølig Kaj (bedst kendt som tidligere konferencier i MC Fight Night) og Hvid Sjokolade, der samme år udgav sin debut Så’n Er Vi, som blev rundet af med en af dansk raps største posse-cuts, da ”Hvem Er Det Der Banker?” blev gæstet af alle fra Jokeren og Humleridderne til Per Vers og Malk de Koijn.

Malk de Koijn forsøgte med alt magt at sprede rygtet, mens de også i mellemtiden arbejdede på materiale til deres debutalbum, som fik den meget charmerende titel Smash Hit In Aberdeen og udkom i 1998. Det er svært at sige, hvilke rappere der helt præcist har inspireret drengene, men en eller flere fra gruppen har udtrykt en begejstring for bl.a. MC Einar, Chuck D (fra Public Enemy) og Ultramagnetic MC’s. Mens lighederne med de to første er meget minimale, så er sidstnævnte måske endda en indlysende indflydelse med Kool Keith’s alternative rimmønstre, mange rim og bizarre tekster.  Ultramagnetic MC’s’ primære producer Ced Gee er også kendt for sin forkærlighed for samples, men dette er dog ikke noget Tue Track har taget med fra sine oplevelser med gruppen.

Til gengæld skyldes en stor del af Malk de Koijn’s nu rimelige succes og loyale fanskare deres ligeledes alternative rimstruktur, kompakte rim og ikke mindst deres utroligt bizarre, drømmeagtige og anderledes tekstunivers. Smash Hit In Aberdeen er en fortælling om Aberdeen og særligt den deri liggende flække Langestrand, og de forskellige mennesker der befolker dette område. Disse mange forskellige indfaldsvinkler til dette område har resulteret i mærkværdige og meget alternative numre. Har man ikke hørt noget af deres musik, og derfor har svært ved at forstille sig denne anderledes tilgang til dansk rap, så burde et kig på tracklisten fuldstændigt fjerne denne undren, som til gengæld bliver erstattet af 19 nye. Tue Track har produceret store dele af hele albummet, og også her udviser gruppen stor alsidighed med varierede og interessante produktioner. Malk de Koijn er formegentligt dansk raps mest alternative hip-hop gruppe, men det er nu ikke en helt dum titel at bære.

1.       ØRKENSTORM
Vi lægger ud med en hårdtslående Blæs Bukki produktion, som gruppen benytter til at præsentere sig selv for lytteren. De smeder nogle rimelig mærkværdige sætninger sammen for at fortælle, hvorfor de netop er verdens bedste gruppe (+/- 1 eller 2 hist og her). Blæs Bukki er nok gruppens mest kompetente rapper, men Geolo G’s ivrige stemme er nu også underholdende. Tue Track er også en okay rapper, men han skiller sig mindre ud end resten af gruppen. Glimrende nummer og det lægger faktisk en smule subliminalt op til næste nummer.

2.       Å ÅÅ MÆIO
Titlen på dette nummer er en ud af mange morsomme, og faktisk har gruppen sandsynligvis overvejet ”Et Barn Du Ikke Kan Nå”, men det lød formegentligt for normalt. Det er umiddelbart endnu et trommedomineret nummer med morsomme sætningssammensætninger, men halvvejs inde i nummeret dukker en radioskit op, hvorefter Geolo G rapper lidt over noget jazzet pop. Det er en mærkværdig udvikling – præcist sådan noget man burde forvente sig af Malk de Koijn. Ret morsomt.

3.       SMASH HIT IN ABERDEEN
Det første Tue Track producerede nummer, og sikke en entré han gør. Det lyder virkelig fedt. Gruppen fortæller om deres hits i Aberdeen, og Blæs Bukki’s vers er ret plat skrevet, hvilket kun bliver bedre af, at han mere eller mindre genbruger ideen på næste nummer. Det kan godt være at Blæs Bukki er en god rapper, men han er ikke nødvendigvis den bedste sangskriver på holdet.

4.       TROPPELANDING
Blæs Bukki’s vers om drengene, der køber blade er vanvittigt morsomt, men jeg ved ikke helt om det er frivilligt eller ej. Det er utroligt ringe skrevet. Hans anden del er noget bedre, hvor han fortæller om en eller anden tilfældig borger i Aberdeen. Da Geolo G overtager, bliver det blot mere underholdende, da hans stemme virkelig er et unikum, så når han samtidig påtager sig et lidt alternativ flow, så er resultatet ret underholdende. Produktionen er god, men særligt koret i begyndelsen og slutningen er ret fedt.

5.       DISTRIKT LANGESTRAND
Malk de Koijn bliver pludselig jagtet af politiet…

6.       JAGT
En ret normal titel og gruppen holder sig endda fuldstændig til emnet, så dette er formegentligt det mest normale nummer på albummet. Det siger dog ikke så meget, og ”Jagt” er skam også meget alternativt med sin hårdtslående og dystre produktion og lidt ubehagelige men utroligt vellykkede omkvæd. Det skiller sig ret meget ud fra resten af albummet, så det er formegentligt et af de numre, man vil huske allerbedst. Særligt Blæs Bukki’s sidste vers er også ret morsomt og mindeværdigt på en underholdende måde.

7.       FÅKD-OP-MODE PART ACE
Geolo G leverer lidt fucked op stand-up.

8.       P.I.G.E.
Tue Track har helt styr på drumbreaks, men med det sagt har nummeret ikke så meget kørende for sig. Nummeret har såmænd en snert af socialbevidsthed, da drengene sætter en finger på pigers usunde fokus på sundhed, men det bliver lidt kedelig i længden. Blæs Bukki præsenterer os kort for hans sangevner, og han har nu underholdende sangstemme.

9.       FÅKT-ÅP-MODE PART DEUCE
Lidt mere fucked op stand-up af Geolo G. Jeg elsker, når han laver guitarlyde med tungen.

10.   LORTESANGEN
En umiddelbart mærkværdig titel, men når man først har hørt nummeret, så virker den som det eneste oplagte valg. Det er et nummer om lort, røve (alle slags) og toiletter. Den var vidst rimelig populær i undergrunden op til udgivelsen af albummet, men jeg må nu takke nej alligevel. Jeg ser cirka intet tiltalende ved dette nummer.

11.   DET SÅRT’ BÆLT’ ER EN LIVSSTIL
Det er en stærk og dyster instrumental med lidt snak ind over en gang i mellem. Præsentationen læner sig faktisk lidt op af propaganda, hvilket er ret morsomt. Det lyder lidt som noget fra en krigsfilm. Men det er altså voldsomt fedt (undtagen den afsluttende radioskit). Det er desuden første del i en mærkværdig og kampglad trilogi.

12.   24 KARAT(E)
Malk de Koijn er altså meget glade for karate, og de fortæller lidt om, hvad de får ud af denne livsstil, og hvad de kan bruge den til. Det burde være en oplagt mulighed for noget batterap, men jeg er faktisk ret forvirret over, hvad jeg lige har hørt. Det er super mærkeligt, og det lyder egentligt ikke voldsomt godt, så jeg går hurtigt videre til næste nummer…

13.   SMUKKESTE KASTESTJERNE AFSNIT II
… som er mere kinetisk- og japanskinspireret musik. Gruppens medlemmer påtager sig forskellige roller som bl.a. Retardo San og Bluce Lee Bluce Lah, og så er der ellers referencer til Bruce Lee, Yamaha og selvfølgelig kastestjerne mm. Den tunge produktion er ret fed, men nummeret er cirka ligeså mærkeligt som det forrige. Det er bedre, men stadig ikke blandt albummets bedste.

14.   THE JERREGAARD BLUES
Blues? Åbenbart. Der er gjort en del ud af produktionen, da flere folk er hentet ind for at indspille de forskellige instrumenter, og det lyder faktisk meget behageligt. Der er ikke meget melankoli over Jerregaard’s hyldest af genren (han snakker gennem alle fire minutter af nummeret), men det er måske også lige meget. Det er det.

15.   JIM DAGGERTHUGGERT
Mødet med den utroligt grimme og forfaldende Jim Daggerthuggert er formegentligt også et af dem, der vil blive husket allerbedst efter første gennemlytning af albummet. Både pga. de mange gentagelser af hans navn og rapparodien, der udfolder sig i form af Jim, der finder sit kald på mikrofonen, og derefter går en lidt mere positiv fremtid i møde. Det er et ret underholdende nummer på en morsom måde. Outroen er dog lidt for indholdsløst.

16.   YDERST SJÆLDEN FRANSK LAKSKIVE
Præcis hvad titlen angiver: et sample fra en yderst sjælden fransk LP. Jeg har flere gange været fristet til at skrive ”hvad fanden?”, men da jeg jo ikke vil gentage mig mere, end jeg allerede gør, har jeg valgt at gemme udbruddet til dette nummer, så: Hvad fanden?

17.   KOSMISK KAOS
Jeg har skrevet tidligere i min anmeldelse af Clemens’ andet album, at hans ”Den Anden Verden” er mit favorit nummer blandt alt dansk rap, jeg kender til, hvilket jeg stadig mener, men dette nummer kommer direkte ind på en tæt anden plads. Lad mig starte med produktionen: Den er fantastisk. Så let kan det skrives, men jeg elsker virkelig alt ved den. Alt fra de melankolske strygere og det lækre obo arrangement til det stemningsfulde cowboyklaver og de tilpas fremtrædende trommer. Som Blæs Bukki er inde på til sidst, så er dette, noget af det tætteste hip-hop kommer på blues, hvilket ikke mindst også skyldes de tre triste og fortabte personligheder, hver rapper skildrer gennem sine henholdsvise vers. Det er muligvis et billede på deres plads på den danske musikscene, da der er fokus på musik og Geolo kalder sig selv ved navn modsat resten af albummet, hvor de påtager sig forskellige roller. En ting er hvert fald sikker; ”Kosmisk Kaos” skiller sig voldsomt ud på Smash Hit In Aberdeen med sit seriøse og socialrealistiske udtryk, og selvom Malk de Koijn i forvejen har en underholdende stil, så er det på ingen måde en dårlig ting.


18.   JENS ELO I LANGEAKVARIET
En skit med Jens Elo, der er en ringe skuespiller…

19.   ZYGO ALPHA DISKO BETA
Dette nummer er bare hamrende underholdende. Vi møder samtlige forskellige personer fra Aberdeen, og de er alle ret morsomme. Jeg elsker særligt Geolo G’s første vers, hvor han har et super sjovt og syngende flow. Produktionen er futuristisk med en smule funk, og omkvædet er simpelt og fængende, så det hele spiller bare. Nummeret er ligesom ”Kosmisk Kaos” mere end seks minutter langt, men det er ganske tilforladeligt i disse tilfælde.

Efter næsten seks minutters stilhed dukker ’pludseligt’ noget bonusmateriale op:

BONUS NUMMER
Først for har vi noget mere stand-up om store røve, hvilket meget naturligt leder os videre til næste nummer. Malk de Koijn dedikerer et helt nummer til store røve, som de er meget fascineret af. Det er ikke super godt mikset, og kunne muligvis godt være indspillet på første forsøg, men alligevel er det ret underholdende. De har flere gode punchlines – både opfindsomme, platte og blandet. F.eks. ” alting har en ende, [og]jeg må sige, at den var god”. Utroligt plat måde at slutte albummet af på, men det var morsomt nok. Nu var det jo også kun et bonus nummer.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Malk de Koijn er noget af det mest skæve og syrede, som vi har på den danske musikscene, og det bør hyldes. Ikke blot fordi de er anderledes, men også fordi de er en meget underholdende gruppe. Mødet med Aberdeen er ikke bare en spidsfindig ide men også en god oplevelse, da konceptet lægger op til varierede produktioner, personligheder og tilgange til numrene. Malk de Koijn er som skrevet glade for rim, men rimene virker nogle gange for påduttet og unaturlige, hvilket er lidt skidt, da de er en stor del af gruppens image. Det bliver ganske simpelt lidt for letkøbt og plat til tider. Derudover bevæger de sig også nogle gange for langt ind på internt og mærkværdigt territorium, men vender man det blinde øje til de tilfælde, så står man stadig med et pænt udbud af alternative, hårdtslående og gode skæringer. Smash Hit In Aberdeen bør købes, så snart muligheden opstår, og eftersom nettet aldrig sover, er det bare med at få lagt albummet i indkøbskurven. Med dette album behøver man aldrig at kede sig igen, da man altid bare kan forsøge sig med at udvinde, hvad forfatterne mon har tænkt under tilblivelsen af dette unikum. Og det er positivt ment.

BEDSTE NUMRE: ”Ørkenstorm”; ”Å Åå Mæio”; ”Smash Hit in Aberdeen”; ”Jagt”; ”A Det Sårt’ Bælt’ Er En Livsstil”; ”Kosmisk Kaos”; ”Zygo Alpha Disko Beta”

4 kommentarer:

  1. Det var så den anmeldelse jeg spurgte efter, og er egentlig ret enig.

    Malk de Koijn er en af mine yndlings grupper, og Kosmisk Kaos er mit yndlings danske rap nummer, selvom det måske virker lidt malplaceret på cd'en.

    Den plade er så fucked...

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk blev den en smule mindre mærkværdig, efter at jeg kiggede lidt nærmere på den. Det er et konceptalbum bygget over en spændende ide, og med det i mente giver pladen faktisk en smule mening... På på sin egen underholdende måde.

      Tak fordi du læste med.

      Slet
  2. Har du nogen info om hvilke låter som er sampled i Hits From Aberdeen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, desværre ikke. Umiddelbart vil jeg sige, at der ikke er alverdens. I følge liner-notes er der flere gange benyttet live-instrumentering, hvilket kunne indikere originale melodier.

      Slet