Dr. Dre - The Chronic (1992)

Velkommen til min første tema måned på HIP HOP MEDLEY, som ikke blot indebærer et bærende og fælles element i hele månedens anmeldelser men også en ny anmeldelse hver eneste dag. Igennem det seneste par måneder har jeg smidt flere indlæg op om albums med særligt to fællestræk; først funken, der går helt tilbage til Too Short’s debut, hvorefter den stødt har udviklet sig og modtaget større anerkendelse, og derefter gangsta rappen, hvis rødder kan spores næsten lige så langt tilbage, og som mere end noget andet blev sat i rampelyset omkring skiftet til halvfemserne. Det var i høj grad N.W.A., der populariserede denne undergenre i 1988, og fire år efter lykkedes det så igen for Dr. Dre at genopfinde mainstream hip-hop, da han den 15. december i 1992 udgav sin solodebut The Chronic. G-Funken var mere levende end nogensinde før, hvilket sås i et herfra eskalerende udvalg af G-Funk plader. Dr. Dre opfandt ikke G-Funk, hvilket jeg har bevist med mine seneste anmeldelser af udvalgte G-Funk albums, der alle udkom før The Chronic, men han var en pioner, der gjorde under-undergenren utroligt populær. Det skal dog til Dr. Dre’s forsvar nævnes, at The Chronic også kan ses som en videreudvikling af Efil4zaggin, da Dr. Dre allerede dengang begyndte at eksperimentere lidt med noget funk.

G-Funk er karakteriseret ved langsomme basdominerede beats, melodiske synthesizers og fundamentale P-Funk samples fra halvfjerdserne. Vokalmæssigt støder man tit på blide sangerinder og selvfølgelig selve rapperne med tilbagelænet levering og kortfattede sætninger. ”G” delen i G-Funk står for gangsta eller mindre populært ghetto, så det er klart kernen i det lyriske univers, men der er alligevel acceptable mindre afvigelser.

Der kan skrives meget om Dr. Dre (som f.eks. at han engang var DJ i gruppen World Class Wreckin’ Cru sammen med bl.a. DJ Yella, at han har et utal af biologiske, halv- og stedsøskende, og andre trivielle fakta som at han blev født i Compton, Californien i 1965), men jeg vælger at hoppe elegant over hele N.W.A. æraen, som jeg til formegentligt vil vende tilbage til på et senere tidspunkt. Så det er reelt først efter at Ice Cube trodsigt gik solo, og Dr. Dre med tvivlsom hjælp fra Marion ”Suge” Knight rev sig betinget løs fra medrapperen Eazy-E’s pladeselskab Ruthless Records at vores historie begynder. Suge Knight er en notorisk viljestærk og hård forretningsmand, så ligesom med 2Pac få år senere skabte han efter sin hjælp et professionelt forhold med Dr. Dre, og sammen åbnede de deres eget pladeselskab, Death Row Records.

Dr. Dre’s allerførste single stammede dog ikke var The Chronic, men var derimod titelnummeret og soundtracket til filmen Deep Cover. På trods af dette er singlen en fremragende repræsentant for albummet, da det problemfrit kunne være koblet ind mellem to numre. Det var derfor en smart måde for Dr. Dre at undersøge både stemningen for en soloudgivelse, den bløde G-Funk og ikke mindst indlogeringen af debutanten Snoop Doggy Dogg, som han havde mødt gennem stedbroderen Warren G. Warren G udgjorde nemlig en årgang en tredjedel af gruppen 213 sammen med fætterparret Snoop Dogg og Nate Dogg, som alle mere eller mindre blev håndplukket til at arbejde med Dr. Dre på hans debut.

Selvom jeg hidtil har omtalt The Chronic som Dr. Dre’s solodebut, så er det alt andet end en solobedrift. Dr. Dre har selvfølgelig haft mere indflydelse på hele processen og det færdige produkt, end han havde som en del af N.W.A., men hans aftryk er alligevel ikke meget mere synlige end på tidligere gruppeudgivelser. Han har angiveligt produceret hele molevitten selv, hvilket han også i høj grad gjorde under Ruthless Records’ tag, men hans evner som sangskriver har han ikke bekymret sig videre om, da hans kollegaer altid har bistået som ghost writers på hans projekter. Til sidst har vi så de egentlige vokale indslag, hvor det også er begrænset, hvad vi ser til værten, og han deler næsten på dette punkt lytterens opmærksomhed lige over med Snoop Dogg, mens de resterende fire gæsterappere (The Lady of Rage, Kurupt og Dat Nigga Daz som senere dannede duoen Tha Dogg Pound og RBX, hvoraf de sidste er yderligere to af Snoop Dogg’s fætre) kæmper mod hinanden om en plads i lytterens hukommelse. Dertil kommer så også de mange sangere ført an af Nate Dogg. Der er sågar flere numre, hvor Dr. Dre slet ikke medvirker eller vokalmæssigt blot bidrager med lidt ad-libs. Men nu har Dr. Dre også altid haft det bedst bag kulisserne og aldrig været bleg for at lade andre drage opmærksomheden væk fra ham.

Trods det mindre kaos med gæsteoptrædener er The Chronic alligevel et konsistent og sammenhængende lyt, hvilket ikke mindst skyldes produktionens strømlinede og gennemførte blanding af P-Funk samples og live musik, men Dr. Dre og resten af rapperne holder sig også mere eller mindre til det samme virkelighedstro og skånselsløse verdensbillede gennem troværdigt gangsta rap. Særligt Snoop Dogg har modtaget meget ros for sine tekster – foruden hans formidable, naturlige og utroligt flydende flow.

The Chronic er helt sikkert Dr. Dre’s baby, men aldrig før eller siden har to kunstnere nydt lige så stor en succes efter udgivelsen af et soloalbum som Dr. Dre og protegéen Snoop Dogg efter The Chronic. Trods CD’ens umiddelbare simple og billige pakning har den været en sand guldmine for særligt Dr. Dre, Snoop Dogg og Suge Knight. Albummet affødte tre meget populære singler, kickstartede en sikker karriere for Snoop, har solgt over otte millioner eksemplarer over hele verden, er blevet lovprist lige siden den første anmeldelse ramte gaden i 1992, og er inkluderet på samtlige lister over bedste og mest indflydelsesrige albums i både hip-hop musik og musik generelt. Det er en kollektivt besluttet klassiker.

1.       THE CHRONIC (INTRO) (FEAT. SNOOP DOGG)

”I don’t smoke weed or cess” – sådan sagde Dr. Dre på ”Express Yourself” fra Straight Outta Compton, men meget vand er tilsyneladende løbet under broen siden da. Lyden af jernrør, der slås sammen, er en simpel men ret storslået måde at starte albummet. Efter en hurtig lille hilsen fra Dr. Dre overtager Snoop Dogg, som introducerer lytteren for albummets involverede parter foruden at støde lidt til Ruthless Records ejerne Eazy-E og Jerry Heller. Der bliver samplet flere sange end på noget andet af albummets numre, og G-Funken er skam allerede solidt til stede. Problemet er bare, at dette stadig er en intro, der ikke indeholder noget egentligt rap, så jeg skynder mig videre...

2.       FUCK WIT DRE DAY (AND EVERYBODY’S CELEBRATIN’) (FEAT. JEWELL, RBX & SNOOP DOGG)

Funken er i hus, men faktisk indeholder nummeret også lidt dystre elementer som samples af en ond latter og en bidsk levering af Dr. Dre. Der bliver endnu engang langet ud efter Ruthless Records, Eazy-E og Jerry Heller, men turen er endelig også kommet til Tim Dog for hans ”Fuck Compton” (efter N.W.A. tøvede) og den lidt anderledes Luke Campbell fra 2 Live Crew. Det var albummets anden single (udgivet som ”Dre Day”) og med god grund, da det stadig i dag er friskt og utroligt underholdende. Dr. Dre i topform.

3.       LET ME RIDE (FEAT. JEWELL, RUBEN & SNOOP DOG)

Denne tredje single er et af de enkelte solonumre med Dr. Dre, man finder på The Chronic, og det er samtidig også et af de bedste numre. Dr. Dre fortæller om en dag i hans liv med en engageret men tilbagelænet levering, der virker meget overbevisende. Beatet er dynamisk og super sprødt i versene, mens omkvædet er smooth og fængende. Fantastisk.

4.       THE DAY THE NIGGAZ TOOK OVER (FEAT. DAT NIGGA DAZ, RBX & SNOOP DOGG)

En ret dyster vinkel på gangsta rap med en konstant depressiv og desperat atmosfære. Vokalen virker også til at være mikset med forholdsvis lav volumen, der gør det mørke beat mere overvældende. De to nye ansigter klarer sig nogenlunde, men særligt RBX formår at udtrykke sig virkelighedstro omkring sin håbløse situation. Det er et okay nummer.

5.       NOTHIN’ BUT A “G” THANG (FEAT. SNOOP DOGG)

Det forrige nummer springer direkte over i denne første single fra The Chronic, som muligvis er Dr. Dre’s bedst kendte stykke solomusik. De to herrer siger stort set intet på dette nummer, og omkvædet består kun af improvisationsagtig lyrik. Trods dens klassikerstatus er det ikke min favorit fra The Chronic, men det er bestemt et godt nummer – ikke mindst takket være den lækre produktion. Det er i øvrigt værd at bemærke, at ”’G’ Thang” er Snoop og Dr. Dre’s måde at referere til G-Funk, så de nævner faktisk på intet tidspunkt ordet G-Funk på albummet. Det var først året efter, at Above the Law navngav denne fantastiske under-undergenre med ”Call It What You Want” fra Black Mafia Life.

6.       DEEEZ NUUUTS (FEAT. DAT NIGGA DAZ, NATE DOGG, SNOOP DOGG & WARREN G)

De forskellige lister af medvirkende folk kan virke lidt voldsomme, men i dette tilfælde er Warren G’s vokale bidrag begrænset til den indledende introduktion, der som så meget andet med Dr. Dre har opnået kultstatus - her pga. af sin morsomme catchfrase, som også udgør titlen. Snoop Dog har ikke selv et egentligt vers, men han dukker til gengæld jævnligt op i dem alle med korte bemærkninger, hvilket gør nummeret mere livligt, mens Nate Dogg leverer en soulfuld og fængende afrunding. Daz har et rigtig fint vers, og Dr. Dre giver også to gode performances. Det melodiske og elektroniske beat er i øvrigt super fedt.

7.       LIL’ GHETTO BOY (FEAT. DAT NIGGA DAZ & SNOOP DOGG)

Dette er faktisk The Chronic’s glemte fjerde single, men selvom den blev spillet en smule i radioen, modtog den aldrig meget opmærksomhed. Det er nu lidt ærgerligt, da dette nummer beviser, at fyrene også kan være seriøse og fortælle afslørende historier om virkelighedens ghetto. Særligt Snoop Dogg imponerer meget, og det har uden tvivl også været med dette nummer i baghovedet, at diverse anmeldere har rost hans lyrik. Det er et stille og lidt deprimerende nummer med et alvorsfuldt omkvæd. Jeg kan godt lide det.

8.       A NIGGA WITTA GUN (FEAT. SNOOP DOGG)

Endnu et Dr. Dre solonummer (med Snoop i omkvædet) og selvom det ikke er ligeså interessant som det forrige, så er det nu stadig glimrende. Det fængende beat er uden tvivl højdepunktet med sine rastløse trommer og gode bas, og det alene gør nummeret værd at høre. Man bliver dog samtidig også mindet om, hvorfor Dr. Dre ikke gør sine soloalbums til solobedrifter, da han alene på mikrofonen i længden ikke fungerer lige så godt.

9.       RAT-TAT-TAT-TAT (FEAT. BJ “THA MOCKING BIRD”, RBX & SNOOP DOGG)

Selvom man ikke skulle tro det, så har Dr. Dre faktisk alle versene, mens han i samarbejde med Snoop og BJ tager sig af omkvædet. Nummeret er opbygget til at have tre vers, men faktisk er der kun to, da det potentiale midterste er udladet, hvilket efterlader et mindre hul mellem to omkvæd. Til gengæld er omkvædet meget simpelt og fængende, da de blot imiterer en pistol med lydordet, der også er nummerets titel. Ikke dårligt heller.

10.   THE $20 SACK PYRAMID (FEAT. BIG TITTIE NICKIE, THE D.O.C., SAMARA & SNOOP DOGG)

Dette er udelukkende en lang skit, men det er til gengæld en ret morsom en af slagsen. The D.O.C. og Samara deltager i et quizshow med et ret underholdende resultat. Særligt Tim Dog disset er sjovt.

11.   LYRICAL GANGBANG (FEAT. KURUPT, RAGE & RBX)

Og med dette nummer har Dr. Dre forladt os, og foruden kommende skits og lignende vender han først tilbage igen på det sidste nummer. Man kan sige, at vi er nået til posse-cut sekvensen, hvilken faktisk slutter igen sammen med albummet. The Lady of Rage siger mig ikke normalt så meget, men hun gør det nu glimrende. Den anden debutant, Kurupt, er dog mere imponerende, og stjæler uden problemer opmærksomheden fra de andre - særligt RBX, da han ikke er helt så fed herpå. Jeg kan tilføje, at beatet ikke gør så meget for mig, så dette er et nummer, jeg nemt kunne finde på at skippe.

12.   HIGH POWERED (FEAT. DAT NIGGA DAZ, RAGE & RBX)

Ærlig talt så vil jeg ikke kategorisere dette som et faktisk nummer, da Dr. Dre næsten bruger hele den første halvdel til stolt at fortælle om sine medrappere. Derefter får RBX lidt spilletid, men det er ikke rigtigt noget særligt. Det er en pæn gestus af en skæv Dr. Dre, men ikke meget mere, da det simpelthen er for rodet og uinteressant.

13.   THE DOCTOR’S OFFICE (FEAT. JEWELL & RAGE)

En simpel sexskit. 

14.   STRANDED ON DEATH ROW (FEAT. BUSHWICK BILL, KURUPT, RAGE, RBX & SNOOP DOGG)

For at gøre gæstelisterne lidt mere mærkværdige har Dr. Dre tilsyneladende inviteret Bushwick Bill fra Geto Boys ind for at introducere dette nummer. De resterende rappere leverer et vers hver, men Snoop’s er med god grund dobbelt så langt. Han har været rimelig fraværende i et stykke tid på dette tidspunkt, og hans tilbagevenden er meget værdsat. Kurupt giver dog også endnu et godt vers, og Rage er nu også ret dygtig. RBX er okay. Dette nummer er meget bedre end ”Lyrical Gangbang”, hvilket også skyldes det væsentligt bedre beat, der dog stadig er lidt rustikt.

15.   THE ROACH (THE CHRONIC OUTRO) (FEAT. DAT NIGGA DAZ, EMMAGE, JEWELL, RAGE, RBX & RUBEN)

Emmage og Jewell synger et smooth og meget fængende omkvæd, mens RBX ind i mellem siger lidt ligegyldigt ting. Det er altså heller ikke et egentligt nummer, men det varer alligevel næsten fem minutter. Bortset fra omkvædet er dette nummer intet værd, og så spændende er det simple omkvæd nu heller ikke.

16.   BITCHES AIN’T SHIT (FEAT. DAT NIGGA DAZ, JEWELL, KURUPT & SNOOP DOGG)

Dette nummer bliver til tider fejlagtigt betragtet som et bonusnummer, men selvom det er en forkert anskuelse, er det en meget forståelig en af slagsen. Beatet er nemlig genbrug fra et remiks af ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, mens nummeret slet ikke står skrevet på bagcoveret af albummet. Derudover er nummeret også rimelig kvindehadsk (ikke overraskende har man først læst titlen), hvilket trods alt er et af de ekstremer, man godt kunne forstille sig blive smidt på som en bonus, da det måske ikke rigtigt passer ind andre steder. Snoop smider bl.a. en anekdote ind om sin utro kæreste, så mon ikke noget af vreden kommer deraf. Produktionen inkluderer en glimrende basgang og beatet er generelt godt, men Snoop lyder faktisk desværre en smule søvnig og ligeglad gennem dele af nummeret. Trods den lidt hårde tone kan nummerets tilstedeværelse på albummet dog alligevel godt forsvares.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Chronic er et rigtig fedt album, men der er desværre også noget fyld inkluderet. Jeg kan godt med lidt god vilje køre det hele igennem i et træk, da albummet trods alt har en gennemgående G-Funk lyd, der er ganske vellykket. Derudover ligger flere af numrene også i naturlig forlængelse af hinanden, hvilket er endnu en grund til at høre det hele fra start til slut, men oftest vil jeg udvælge specifikke numre at høre. Produktionssiden har Dr. Dre under kontrol med sine sampletunge, langsomme og funky beats. De forskellige rappere involveret i projektet varierer i kvalitet, men selvom den lidt anonyme RBX falder igennem til tider, så er niveauet overvejende højt – ikke mindst pga. Snoop Dogg, som virkelig har bidraget med nogle fantastiske præstationer på The Chronic. Som hentydet til før falder albummet lidt fra hinanden i den sidste halvdel med skits, interludes og halve numre, men den første halvdel er til gengæld af ypperste kvalitet. Man kan selvfølgelig roligt købe The Chronic – det er jo ikke en klassiker i manges øjne for ingenting. Bare vær forberedt på at det hele ikke er lige interessant.

BEDSTE NUMRE: “Fuck wit Dre Day (And Everybody’s Celebratin’)”; “Let Me Ride”; “Nuthin’ But a “G” Thang”; “Deeez Nuuuts”; “Lil’ Ghetto Boy”; “A Nigga Witta Gun”; “Stranded on Death Row”