Eyedea &
Abilities er en opløst MC/DJ duo fra Saint Paul, Minnesota, der var aktive i
næsten to årtier fra 1993 og til 2010. De ville formegentligt stadig have været
aktive i dag, hvis ikke rapperen Eyedea på tragisk vis døde af en overdosis for et par år
siden. De var dog langt fra lige produktive hele tiden, da flere subliminale
pauser er skyld i et ret begrænset bagkatalog. De udgav nemlig kun tre albums.
De to fyrer mødtes i sin tid efter, at Eyedea (eller Micheal Larsen) havde deltaget i og vundet flere freestyle konkurrencer, heriblandt Blaze Battle som blev vist i TV, og at han havde dannet tætte forbindelser til Rhymesayers Entertainment, mens DJ Abilities (Gregory Keltgen) havde vundet nogle mindre DJ priser for sine adskillige mixtapes. De to lokale helte slog kludene sammen i begyndelsen af halvfemserne og begyndte at eksperimentere med en blanding af elektronisk musik og hip-hop. De signede selvfølgelig til Rhymesayers, og i 2001 udkom endelig debutalbummet First Born. DJ Abilities’ produktion var typiske genrebestemte trommer med nogle elektroniske elementer, og var generelt ret simpel uden flere lag, mens Eyedea tog en meget personlig og introspektiv tilgang til projektet, hvilket altså var i stor strid med hans rødder som freestyler (der jo primært består af battlerap). Det blev en stor succes i undergrunden, og året efter blev et nummer fra albummet endda benyttet i et Tony Hawk spil.
Efter en lille pause, hvor Eyedea udgav et album uafhængigt af DJ Abilities, blev duoen til sidst færdig med efterfølgeren, der udkom i 2004. Det selvbetitlede album, E&A, var på nogle punkter resultatet af en naturlig videreudvikling af duoens musik, mens det på andre punkter i højere grad var et kig tilbage i tiden. Det første skyldes DJ Abilities’ veludviklede evner som producer, der i denne omgang resulterede i nogle meget mere spændende, flerlagede og kompakte kompositioner, mens det andet punkt skyldes Eyedea’s større fokus på battlerap. Til gengæld leverede han også nogle af sine bedste præstationer med et mere dynamisk flow og højst komplekse, poetiske og introspektive tekster. Selvom albummet senere fik meget hård konkurrence af duoens tredje album, By the Throat, fra 2009, er E&A alligevel duoens mest populære album. Ikke desto mindre er By The Throat nok det mest gennemførte produkt. Abilities tilføjer nogle hårde guitarriffs og fulde trommesæt til blandingen af elektronisk musik og hip-hop, hvilket gør albummet ret rocket men samtidig også mere melodisk, hvilket ender ud i nogle fængende omkvæd, som af og til bliver sunget. Det lyder måske kommercielt, men det er det bestemt ikke.
By The Throat er stadig i høj grad eksperimentelt, men denne gang med rockgenren som største inspiration, mens Eyedea fuldstændig har vendt battlerap ryggen igen, og i stedet bidrager med endnu mere selvbevidst poesi. I nogle tilfælde også kaldet kreativt emorap. Det er alternativt som duoens tidligere albums, men altså på en væsentligt anderledes måde. Duoens albums blev i øvrigt gradvist meget kortere for hvert album, så By The Throat når med sine kun elleve numre end ikke over de tredve minutter.
1. HAY FEVER
“Lige på og hårdt” må være den bedste måde at beskrive dette indledende nummer, der kickstartes med en forvrænget og rytmisk guitar og Eyedea’s langsomt voksende desperate levering. Det er en meget anderledes lyd, hvis man kommer direkte fra de to forrige albums, og det kræver noget tilvænning. Jeg syntes til at starte med, at det hele virkede lidt for rastløst og voldsomt, men nummeret er vokset en del på mig. Det sungne omkvæd er i øvrigt glimrende, hvilket heldigvis ikke er et særtilfælde med Eyedea.
2. SPIN CYCLE
Der bliver skruet ned for forvrængningerne, og vi står derfor tilbage med en forholdsvis ren el-guitar. Derudover er der også nogle mere håndgribelige trommer, der lyder meget organiske og orkestrerede. Abilities topper det hele af med nogle veldrejede og velplacerede scratches, mens Eyedea selvfølgelig tømmer sin hoved over det rockede beat. Han har et meget fængende, følelsesladet og lidt desperat flow, hvilket generelt kendertegner ham (særligt på By The Throat). Han leger selvfølgelig også en del med tempoet, men selvom han skruer hastigheden op, så er det stadig muligt at fange teksten. Slutningen af nummeret er i øvrigt yderst fed.
3. TIME FLIES WHEN YOU HAVE A GUN
Et ud af flere korte stykker. Titlen antyder, at Eyedea har meget glæde af pistoler, men faktisk er budskabet, at pistoler holder ejeren som slave, hvilket er en overraskende og positiv drejning i mine øjne. Eyedea slutter i øvrigt af med at synge et par strofer, hvilket han nu gør meget overbevisende. Han har en fængende sangstemme. Desværre slutter nummeret jo bare, før det knap nok er gået i gang.
4. BURN FETISH
Guitaren udebliver i nogen grad fuldstændig denne gang, mens der i stedet lægges mere vægt på den gode bas. Det giver nummeret en mere dæmpet lyd i relation til resten af albummet, så der er deraf også et større fokus på lyrikken. Det er selvfølgelig intet problem, da Eyedea er fyldt af gådefulde og poetiske vendinger i den temmelig deprimerende tekst. Det er et væld af tanker omkring selvmord, døden og stoffer, der bliver pakket ind i metaforer og afbøjede ordsprog. Det er noget af en mundfuld, men en meget imponerende en af slagsen.
5. SKY DIVER
En af de ting Eyedea tilsyneladende kæmper allermest med i sit liv er én massiv identitetskrise krydret af med en uofficiel psykotisk skizofreni. Dette smider Eyedea ned på flere numre, og ”Sky Diver” er et af de bedste eksempler på dette. Han maler er temmelig dystert og deprimerende billede af sine problemer med at identificere sig selv. Produktionen er særligt i mellemspillene (hvad der normalt ville have været omkvædet) en smule majestætisk, hvilket giver nummeret en dramatisk og storslået kant.
6. JUNK
Med et af de mere radiovenlige og punkagtige omkvæd begiver Eyedea sig ud på en rejse gennem sit splittede sind igen med referencer til stofmisbrug, døden og nihilisme, men denne gang vender han den en smule om, og trækker sine sammenslutninger ned over hele U.S.A. og i høj grad mennesket generelt. Det er den hårdere tråd igen, og den er nu endnu engang ret fængende.
7. FORGIVE ME FOR MY SYNAPSES
Her giver Eyedea umiddelbart en lille lektion om hvordan kroppen og hjernen er opbygget, hvorefter han forklarer, hvordan han omstrukturerer sin hjerne og krop, så han ikke længere styres af de biologiske faktorer. Alt dette gør han i løbet af et enkelt tempofyldt vers med en lidt larmende produktion i baggrunden. Det er godt skrevet, men ikke særligt underholdende, hvilket primært skyldtes den uinteressante produktion.
8. THIS STORY
Dette lyder utroligt eksperimentelt, da Abilities inkorporerer nogle højst forvrængede guitarer, et smukt kor og tempofyldte og typiske hip-hop trommer. Interessant nok veksler han endvidere mellem de forskellige elementer, så Eyedea’s kulisser dynamisk skifter . Lyrikken kredser om verdensfred og krig men selvfølgelig ud fra et personligt perspektiv. Det er vildt og ganske spændende.
De to fyrer mødtes i sin tid efter, at Eyedea (eller Micheal Larsen) havde deltaget i og vundet flere freestyle konkurrencer, heriblandt Blaze Battle som blev vist i TV, og at han havde dannet tætte forbindelser til Rhymesayers Entertainment, mens DJ Abilities (Gregory Keltgen) havde vundet nogle mindre DJ priser for sine adskillige mixtapes. De to lokale helte slog kludene sammen i begyndelsen af halvfemserne og begyndte at eksperimentere med en blanding af elektronisk musik og hip-hop. De signede selvfølgelig til Rhymesayers, og i 2001 udkom endelig debutalbummet First Born. DJ Abilities’ produktion var typiske genrebestemte trommer med nogle elektroniske elementer, og var generelt ret simpel uden flere lag, mens Eyedea tog en meget personlig og introspektiv tilgang til projektet, hvilket altså var i stor strid med hans rødder som freestyler (der jo primært består af battlerap). Det blev en stor succes i undergrunden, og året efter blev et nummer fra albummet endda benyttet i et Tony Hawk spil.
Efter en lille pause, hvor Eyedea udgav et album uafhængigt af DJ Abilities, blev duoen til sidst færdig med efterfølgeren, der udkom i 2004. Det selvbetitlede album, E&A, var på nogle punkter resultatet af en naturlig videreudvikling af duoens musik, mens det på andre punkter i højere grad var et kig tilbage i tiden. Det første skyldes DJ Abilities’ veludviklede evner som producer, der i denne omgang resulterede i nogle meget mere spændende, flerlagede og kompakte kompositioner, mens det andet punkt skyldes Eyedea’s større fokus på battlerap. Til gengæld leverede han også nogle af sine bedste præstationer med et mere dynamisk flow og højst komplekse, poetiske og introspektive tekster. Selvom albummet senere fik meget hård konkurrence af duoens tredje album, By the Throat, fra 2009, er E&A alligevel duoens mest populære album. Ikke desto mindre er By The Throat nok det mest gennemførte produkt. Abilities tilføjer nogle hårde guitarriffs og fulde trommesæt til blandingen af elektronisk musik og hip-hop, hvilket gør albummet ret rocket men samtidig også mere melodisk, hvilket ender ud i nogle fængende omkvæd, som af og til bliver sunget. Det lyder måske kommercielt, men det er det bestemt ikke.
By The Throat er stadig i høj grad eksperimentelt, men denne gang med rockgenren som største inspiration, mens Eyedea fuldstændig har vendt battlerap ryggen igen, og i stedet bidrager med endnu mere selvbevidst poesi. I nogle tilfælde også kaldet kreativt emorap. Det er alternativt som duoens tidligere albums, men altså på en væsentligt anderledes måde. Duoens albums blev i øvrigt gradvist meget kortere for hvert album, så By The Throat når med sine kun elleve numre end ikke over de tredve minutter.
1. HAY FEVER
“Lige på og hårdt” må være den bedste måde at beskrive dette indledende nummer, der kickstartes med en forvrænget og rytmisk guitar og Eyedea’s langsomt voksende desperate levering. Det er en meget anderledes lyd, hvis man kommer direkte fra de to forrige albums, og det kræver noget tilvænning. Jeg syntes til at starte med, at det hele virkede lidt for rastløst og voldsomt, men nummeret er vokset en del på mig. Det sungne omkvæd er i øvrigt glimrende, hvilket heldigvis ikke er et særtilfælde med Eyedea.
2. SPIN CYCLE
Der bliver skruet ned for forvrængningerne, og vi står derfor tilbage med en forholdsvis ren el-guitar. Derudover er der også nogle mere håndgribelige trommer, der lyder meget organiske og orkestrerede. Abilities topper det hele af med nogle veldrejede og velplacerede scratches, mens Eyedea selvfølgelig tømmer sin hoved over det rockede beat. Han har et meget fængende, følelsesladet og lidt desperat flow, hvilket generelt kendertegner ham (særligt på By The Throat). Han leger selvfølgelig også en del med tempoet, men selvom han skruer hastigheden op, så er det stadig muligt at fange teksten. Slutningen af nummeret er i øvrigt yderst fed.
3. TIME FLIES WHEN YOU HAVE A GUN
Et ud af flere korte stykker. Titlen antyder, at Eyedea har meget glæde af pistoler, men faktisk er budskabet, at pistoler holder ejeren som slave, hvilket er en overraskende og positiv drejning i mine øjne. Eyedea slutter i øvrigt af med at synge et par strofer, hvilket han nu gør meget overbevisende. Han har en fængende sangstemme. Desværre slutter nummeret jo bare, før det knap nok er gået i gang.
4. BURN FETISH
Guitaren udebliver i nogen grad fuldstændig denne gang, mens der i stedet lægges mere vægt på den gode bas. Det giver nummeret en mere dæmpet lyd i relation til resten af albummet, så der er deraf også et større fokus på lyrikken. Det er selvfølgelig intet problem, da Eyedea er fyldt af gådefulde og poetiske vendinger i den temmelig deprimerende tekst. Det er et væld af tanker omkring selvmord, døden og stoffer, der bliver pakket ind i metaforer og afbøjede ordsprog. Det er noget af en mundfuld, men en meget imponerende en af slagsen.
5. SKY DIVER
En af de ting Eyedea tilsyneladende kæmper allermest med i sit liv er én massiv identitetskrise krydret af med en uofficiel psykotisk skizofreni. Dette smider Eyedea ned på flere numre, og ”Sky Diver” er et af de bedste eksempler på dette. Han maler er temmelig dystert og deprimerende billede af sine problemer med at identificere sig selv. Produktionen er særligt i mellemspillene (hvad der normalt ville have været omkvædet) en smule majestætisk, hvilket giver nummeret en dramatisk og storslået kant.
6. JUNK
Med et af de mere radiovenlige og punkagtige omkvæd begiver Eyedea sig ud på en rejse gennem sit splittede sind igen med referencer til stofmisbrug, døden og nihilisme, men denne gang vender han den en smule om, og trækker sine sammenslutninger ned over hele U.S.A. og i høj grad mennesket generelt. Det er den hårdere tråd igen, og den er nu endnu engang ret fængende.
7. FORGIVE ME FOR MY SYNAPSES
Her giver Eyedea umiddelbart en lille lektion om hvordan kroppen og hjernen er opbygget, hvorefter han forklarer, hvordan han omstrukturerer sin hjerne og krop, så han ikke længere styres af de biologiske faktorer. Alt dette gør han i løbet af et enkelt tempofyldt vers med en lidt larmende produktion i baggrunden. Det er godt skrevet, men ikke særligt underholdende, hvilket primært skyldtes den uinteressante produktion.
8. THIS STORY
Dette lyder utroligt eksperimentelt, da Abilities inkorporerer nogle højst forvrængede guitarer, et smukt kor og tempofyldte og typiske hip-hop trommer. Interessant nok veksler han endvidere mellem de forskellige elementer, så Eyedea’s kulisser dynamisk skifter . Lyrikken kredser om verdensfred og krig men selvfølgelig ud fra et personligt perspektiv. Det er vildt og ganske spændende.
9. FACTORY
Dette er lidt af en mærkværdig størrelse, da jeg bedre kan lide guitarriffet end trommerne. Guitaren er dog også nydelig, mens trommemønstret i versene bare er lidt kedelig. Til gengæld er det simple arrangement i omkvædet rimelig fængende. Eyedea er selvfølgelig udmærket, men dette nummer er intet særligt.
10. SMILE
Det er dette til gengæld. Den dæmpede produktion i versene er en fantastisk vellykket slags stilhed før stormen, da der bliver tilføjet nogle højst forvrængende og melodiske guitarer i det utroligt fængende omkvæd. Af denne grund er nummeret formegentligt også en af de bedste veje ind til By The Throat, da det er nemmere at relatere til end meget andet herpå. Derudover er Eyedea superb med sit forholdsvis afslappede flow og meget kritiske tekst. Trods verdens ulideligheder smiler han stadig. Vidunderligt og dragende nummer.
11. BY THE THROAT
Lidt alternativt slutter E&A albummet af med titelnummeret, men jeg beklager mig ikke. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det er en glimrende måde at runde af på. Abilities’ produktion er meget dragende med sin forvrængning og langsomme trommer, mens Eyedea lyder til at være ved at sprænge pga. af sin beundringsværdige og meget følelsesladede levering. Han snakker om en kvinde, hvilket han har gjort flere gange før på By The Throat, men mens det tidligere har kunnet være en metafor for stoffer, handler dette nummer angiveligt om en egentlig kvinde, og hvis hans næsten dirrende stemme er den mindste indikator, så havde han store følelser for hende. Smukt.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: By The Throat er ganske simpelt et fantastisk, gennemført og sammenhængende album. Der er intet pis med Eyedea, som giver den ene blødende levering efter den anden med velskrevne og personlige tekster. Hans flow er i øvrigt dynamisk og ganske sublimt. DJ Abilities’ rockede produktion er lidt voldsomt til tider, men jeg kan generelt godt lide den. Det er forvrænget, højtrystende og lidt hårdt, men det er også stemningsfuldt, melodisk og varieret. Nogle af mine favoritter med duoen finder jeg på de to tidligere albums, men nogle af dem finder jeg også på By The Throat, som i mine øjne er deres mest konsistente album. Til gengæld er det jo altså kort med sine knap tredve minutter, men ikke desto mindre er det i den grad et køb værd.
BEDSTE NUMRE: ”Spin Cycle”; ”Burn Fetish”; “Skydiver”; “Junk”; “Smile”; “By The Throat”
Dette album er i løbet af de seneste år virkelig blevet en af mine favoritter. Eyedea var i sandhed et geni når det kom til koncepter og tekstskrivning. En ting der virkelig også blev udtrykt fantastisk på First Born, og Oliver Hart albummet The Many Faces of Oliver Hart (to albums jeg øvrigt kunne tænke mig høre dine tanker omkring).
SvarSletDet jeg finder mest interessant ved eyedeas musik, er alle de tanker han satte i gang, når han besluttede sig for at tale om et emne. "Murder of memories" og "Color my World Mine" fra Forst Born er to ret gode eksempler. Det samme kan siges om "Time Flies When You have a Gun" og "Forgive For my Synapses", om end de er nogle ret spøjse bekendtskaber.
Rent personligt var han jo også fantastisk. Alle de følelser han kunne beskrive med bare et par enkelte linjer, var jo mesterligt. Her kan "Burn Fetish" og "Smile" også tages som fantastiske eksempler.