King Gordy - The Entity (2003)

Web Entertainment, som udgav Eminem’s solodebut Infinite og Shady-debuten The Slim Shady EP, består af producerne og brødrende Bass, der på trods af at have ramt en guldåre med den unge Marshall Mathers, aldrig rigtigt har formået at spinde mere guld på situationen. Efter Eminem havnede på Aftermath fortsatte han samarbejdet med Bass brødrene, hvilket blot gjorde Eminem til en af deres eneste partnere, da de derfra primært kun har produceret beats til ham og altid fra inde bag kulisserne. Spildt potentiale, vil jeg tro.

Siden Eminem (som var den første på Web Entertainment) har kun to navne været signet til Web Entertainment, hvoraf det ene er et gammelt rockband fra Detroit ved navn The Romantics, som forsøgte sig med et comeback hos Bass brødrene. Det andet navn tilhører Detroit-rapperen King Gordy, som er affilieret med Bizarre fra D12, så her er Eminem også indblandet, hvilket blot understreger, at Bass brødrene ikke har prøvet særligt hårdt. King Gordy er endnu tungere end Bizarre (bogstavelig talt), men omtrent ligeså vulgær og skødesløs. De to minder derfor en del om hinanden, hvilket nok er grunden til, at de sidenhen har valgt at danne duoen Davidians. For nyligt udgav Bizarre i øvrigt et mixtape, hvor særligt et nummer skiller sig ud, som tilfældigvis også bliver gæstet af King Gordy. Nummeret handler om fyrenes utrolige had til en hvis ung popstjerne, og der bliver ikke gået stille til den. Faktisk får jeg en smule ondt af Justin Bieber, som nummeret er opkaldt efter. Bizarre har flere gange bevist, at han tilsyneladende ingen hæmninger har, og det samme gør sig altså forholdsvist gældende med King Gordy. Men mens Bizarre chokerer mest med overlagt fiktion, så gør Gordy det snart allerbedst med virkelige beretninger.

Debuten The Entity er derfor ikke overraskende horrorcore, men selvom King Gordy primært er aggressiv og truende, så bliver han faktisk også så personlig på et tidspunkt, at det blot understreger hans ligegyldighed over for normer, konventioner og sit offentlige billede. Der bliver dækket historiefortælling, gys, chok, komedie, battlerap og socialrealisme, men alt sammen i selskab med en dyster og mørk produktionsside. De fleste beats er udvundet af Bass brødrene, men lidt overraskende har Eminem fungeret som executive producer for hele projektet, mens hans jævnlige samarbejdspartner Luis Resto har stillet sine evner med et keyboard til rådighed. Der er i øvrigt ganske få gæsteoptrædener, hvoraf ingen udgør nogen overraskelse.

1.       THE ENTITY
Intro…

2.       NIGHTMARES
Og så lige på og hårdt med et dystert og hårdtslående beat. Gordy nævner i flæng vold, smerte, bitches og hash – hvilket The Entity i høj grad handler om, så dette er på den måde et glimrende nummer at lægge ud med. I bedste tilfælde er underholdningsværdien dog middelmådig.

3.       THE PAIN
Her vælger Gordy at uddybe sin fascination af smerte, og det er faktisk ikke dårligt. Gordy er aggressiv og skriger nærmest teksten, men han vedligeholder et nogenlunde flow, så det ikke virker fragmenteret og usammenhængende. Det bedste er dog det klaverbesmykkede og melodiske beat med sin meget dybe bas. Omkvædet, der lyder lidt som en homage til Method Man’s ”Bring the Pain”, passer i øvrigt glimrende ind. Udmærket horrorcore.

4.       FIGHT
Her bliver det til gengæld for generisk og D12-agtigt. Beatet lyder som noget løftet direkte fra Devil’s Night, og det minder såmænd da også en smule om ”Fight Music”.  Derudover er omkvædet dårligt. Kedeligt.

5.       SITUATIONS (FEAT. OBIE TRICE)
Allerede er vi dog tilbage på rette spor igen med dette lidt eksperimentelle nummer. Det er delt op i to skiftende sekvenser; i den ene lægger Obie Trice - uden et underlæggende beat og med få talte linjer - op til et specifikt emne, som Gordy derefter rapper nogle linjer om. Emnerne er de samme som i det indledende nummer, men den meget aggressive levering og det voldsomme beat er ret engagerende. Vildt og underholdende.

6.       WHEN DARKNESS FALLS
Dette lyder som en langsommere og blidere version af den tidligere tone med en lille skvis af noget dramatisk og dystert opera, hvilket skyldtes det mindre tempo og inkorporationen af et kor og strygere. De tunge trommer, den forvrængende guitar og den utroligt deprimerende tekst sender mig dog tilbage ind i Gordy’s verden. Hans langsomme flow er en kende irriterende, men nummeret er ikke helt dumt.

7.       PLAYGROUND (SKIT)
…

8.       TIME TO DIE (FEAT. BIZARRE)
Endnu engang tid til at drage nogle paralleller, men denne gang med en muligvis endnu mere bemærkelsesværdig instans. Det rolige beat med sit forsigtige guitarspil og melankolske vokalsample minder mig nemlig en del om Kno og hans arbejde på solodebuten Death Is Silent. Desværre maler fyrene et meget rødt og fantasifuldt billede, som jeg ikke rigtigt kan forene med beatet. Særligt Bizarre lever endnu engang op til sit navn. Jeg ville have fortrukket nogle mere introspektive og melankolske vers. Beatet er dog stadig fedt.

9.       FAT-TASTIC (FEAT. FAT KILLAHZ)
Et posse-cut med Gordy’s gruppe Fat Killahz, som indeholder The Entity’s absolut værste omkvæd, hvilket næsten egenhændigt ødelægger nummeret fuldstændigt. De tre andre medlemmer af Fat Killahz har ellers nogle udmærkede flows, og deres dog rimelig ligetil battlerap er et friskt pust efter alle de deprimerende og voldelige tanker. Efter en smule perspektivering er nummeret dog stadig ikke synderligt imponerende.

10.   PASS ME A LIGHTER
Intet anderledes eller bedre at komme efter her.

11.   NO LIGHTS
Uden sammenligning det nummer fra The Entity, der har bevæget mig allermest, hvilket ikke er særligt overraskende, da det også er det mest personlige og hudløst ærlige. Gordy tager bladet fra munden og fortæller alt om sit barndomshjem; at moderen var offer for stofmisbrug og narkohandel, og at søsteren havde været sammen med samtlige fyrer på blokken, hvilket gav ham et ønske om, at hans storebror ville tage sig sammen og hjælpe familien. Storebroderen ryger dog ind og ud af fængsel, søsteren føder flere af nabodrengenes børn og Gordy ender med at hjælpe sin mor med forretningen. Intet lys for enden af tunnelen her.

12.   WE VIOLENT
De voldelige fortællinger bliver mindre og mindre chokerende, og så er der ikke meget tilbage. Særligt ikke når omkvædet er dårligt, og beatet ikke er noget særligt.

13.   THE MASK (FEAT. SINDEE SYRINGE)
Dette fungerer lidt som hele forklaringen bag Gordy’s voldelige og aggressive musik. Han fortæller nemlig igen kort om sin familie og opvækst, og om hvordan han forsøger at ryge og drikke sorgerne væk og ellers iklæde sig en maske. Det er derfor en meget vigtig del af The Entity, da det nærmest afslører hele ideen bag albummet. Jeg kunne dog godt have undværet den gæstende sangerinde, da hun faktisk er ret irriterende, og beatet er en kende kedeligt, så udførelsen er ikke helt så god, som man kunne ønske sig.

14.   HELLO GORDY (SKIT)
Pendanten til “Paul” sekvenserne fra Eminem’s albums.

15.   STRESS (FEAT. SAL)
Gordy forsøger sig med en blanding af rock og hip-hop, og gæsten Sal synger endda et rocket omkvæd, men resultatet er meget undervældende. Det forvrængende guitarriff er simpelthen bare dødhamrende kedeligt. Gordy snakker noget mere om sit elendige liv, men efter ”No Lights” virker det næsten redundant.

16.   NOBODY HATES NOTHIN’ (FEAT. JENNIFER BOSTICK & STEPHANI SINGLETON)
King Gordy’s snak om sin placering i nabolaget og verden er så deprimerende, at jeg ikke føler, at jeg burde høre alt dette. Det 45 King assisterede beat og de medvirkende sangerinder er ellers nogenlunde, men der er bare alt for meget selvhad i dette nummer til at jeg kan nyde det den mindste smule.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: King Gordy har sin del af personlige dæmoner, hvilket bliver ret tydeligt gennem The Entity, og er man til aggressiv og simpel horrorcore rap, så vil man nok finde noget interessant herpå. Hvis man dog også sætter pris på et teknisk flot flow, interessante tekster og overraskende beats, så vil man blive ret skuffet. Det hele føltes langt hen ad vejen ret middelmådigt, og der er kun ganske få numre, der virkelig formår at fange min interesse. Jeg kan dog godt lide, at King Gordy kort forsøger at fortælle sin historie igennem albummet. Der er dog stadig ikke meget betragteligt kvalitetsmusik på The Entity, så man kan som maksimum nøjes med en brændt kopi.

BEDSTE NUMRE: ”The Pain”; ”Situations”; “No Lights”