OutKast satte sig med ATLiens
for at lave et kort og nærmest singlepræget album uden afbrydelser. Hvert nummer stod
fint for sig selv, og den eneste forstyrrelse i løbet af hele albummet var
halvandet minuts spoken word poetry mod slutningen, bare lige så man ikke
glemte, at det var OutKast, man havde med at gøre. Omvendt er det med Aquemini, der på flere punkter er en eksperimentel rejse gennem vores fortrukne genre. Den futuristiske
produktion er blevet en smule nedtrappet, mens OutKast’s
socialrealisme og historiefortælling er taget flere nyk op. Hvad albummet dog stadig har tilfælles med ATLiens, er André og Big Boi's blik mod stjernerne,
da titlen i denne omgang er en sammentrækning af duoens stjernetegn.
De kunstneriske tendenser på Aquemini dækker over flere alternative numre, mere historiefortælling, større variation i trommeprogrammeringerne, færre samples og en endnu større indflydelse på produktionen af duoen selv. Alle numrene på Aquemini har bestemt ikke singlepotentiale, da OutKast i den grad har udvidet sine kreative grænser. Det hele er generelt lidt mere eklektisk og eksperimentelt.
Aquemini solgte omtrent lige så meget som ATLiens, og blev hurtigt en lige så stor anmelderrost fanfavorit, så måske OutKast bare indsprøjtede projektet med den helt rigtige mængde nyskabelse, der gør Aquemini tilpas anderledes end sin forgænger. Lad os se på det.
1. HOLD ON, BE STRONG (FEAT. 4.0)
Intro. Bare en intro.
2. RETURN OF THE ’G’
Big Boi er glimrende, men hans vers lyder lidt som en sen tilføjelse til sammenligning med André’s aggressive og imponerende rimstime. Nummeret handler om folks kritik af duoen, der ofte gik ud på at de var blevet for blødsødne, så det er ikke overraskende, at det netop er André, der har mest at skulle have sagt af de to i denne sag. Han har ændret sig en del siden Southernplayalisticadillacmusiz, men kun til det bedre, så hvad er problemet? God måde at åbne albummet på.
3. ROSA PARKS
Fyrene har selv produceret i anledning af denne første single fra albummet, og de har sandelig gjort et godt arbejde. Ligesom titelnummeret og førstesinglen fra ATLiens er omkvædet simpelt og fængende, men modsat ”ATLiens” inkluderer ”Rosa Parks” en mundharmonikasolo... Det betyder til gengæld også, at det sidste vers allerede er gennemgået halvvejs gennem nummeret, hvilket er lidt ærgerligt. Heldigvis er beatet dog rigtig godt. Rosa Parks sagsøgte i øvrigt duoen for at bruge hendes navn, men de forhandlede sig frem til en løsning uden for retten, hvilket er en historie, der kun kan gøre et nummer endnu bedre.
4. SKEW IT ON THE BAR-B (FEAT. RAEKWON)
Dette nummer handler egentligt også om, hvordan OutKast er anderledes end konkurrenterne og hvordan de har ændret reglerne for, hvad der er acceptabelt indenfor vores fortrukne genre. Til at formidle dette budskab får de hjælp fra Wu-Tang’s Raekwon, og selvom de tre fyre måske ikke rigtigt har så meget tilfælles, så udgør de nu en glimrende trio.
5. AQUEMINI
Hvis man søger en super flydende overgang fra ATLiens til dette album, så er dette nummer et godt sted at starte. Den langsomme og basdrevne produktion minder om det forrige album, hvilket om noget er en ros, men med tilføjelsen af horn midtvejs bliver man på ny mindet om konteksten. Omkvædet er også af en helt anden verden, men i dette tilfælde er det uheldigvis ikke positivt ment. Stadig et super fedt nummer.
De kunstneriske tendenser på Aquemini dækker over flere alternative numre, mere historiefortælling, større variation i trommeprogrammeringerne, færre samples og en endnu større indflydelse på produktionen af duoen selv. Alle numrene på Aquemini har bestemt ikke singlepotentiale, da OutKast i den grad har udvidet sine kreative grænser. Det hele er generelt lidt mere eklektisk og eksperimentelt.
Aquemini solgte omtrent lige så meget som ATLiens, og blev hurtigt en lige så stor anmelderrost fanfavorit, så måske OutKast bare indsprøjtede projektet med den helt rigtige mængde nyskabelse, der gør Aquemini tilpas anderledes end sin forgænger. Lad os se på det.
1. HOLD ON, BE STRONG (FEAT. 4.0)
Intro. Bare en intro.
2. RETURN OF THE ’G’
Big Boi er glimrende, men hans vers lyder lidt som en sen tilføjelse til sammenligning med André’s aggressive og imponerende rimstime. Nummeret handler om folks kritik af duoen, der ofte gik ud på at de var blevet for blødsødne, så det er ikke overraskende, at det netop er André, der har mest at skulle have sagt af de to i denne sag. Han har ændret sig en del siden Southernplayalisticadillacmusiz, men kun til det bedre, så hvad er problemet? God måde at åbne albummet på.
3. ROSA PARKS
Fyrene har selv produceret i anledning af denne første single fra albummet, og de har sandelig gjort et godt arbejde. Ligesom titelnummeret og førstesinglen fra ATLiens er omkvædet simpelt og fængende, men modsat ”ATLiens” inkluderer ”Rosa Parks” en mundharmonikasolo... Det betyder til gengæld også, at det sidste vers allerede er gennemgået halvvejs gennem nummeret, hvilket er lidt ærgerligt. Heldigvis er beatet dog rigtig godt. Rosa Parks sagsøgte i øvrigt duoen for at bruge hendes navn, men de forhandlede sig frem til en løsning uden for retten, hvilket er en historie, der kun kan gøre et nummer endnu bedre.
4. SKEW IT ON THE BAR-B (FEAT. RAEKWON)
Dette nummer handler egentligt også om, hvordan OutKast er anderledes end konkurrenterne og hvordan de har ændret reglerne for, hvad der er acceptabelt indenfor vores fortrukne genre. Til at formidle dette budskab får de hjælp fra Wu-Tang’s Raekwon, og selvom de tre fyre måske ikke rigtigt har så meget tilfælles, så udgør de nu en glimrende trio.
5. AQUEMINI
Hvis man søger en super flydende overgang fra ATLiens til dette album, så er dette nummer et godt sted at starte. Den langsomme og basdrevne produktion minder om det forrige album, hvilket om noget er en ros, men med tilføjelsen af horn midtvejs bliver man på ny mindet om konteksten. Omkvædet er også af en helt anden verden, men i dette tilfælde er det uheldigvis ikke positivt ment. Stadig et super fedt nummer.
6. SYNTHEZISER (FEAT. GEORGE CLINTON)
Fyrene har hevet en af deres større inspirationer med ind i studiet, da George Clinton leverede flere samples til deres debutalbum, men frem for at synge laver han en blanding af at snakke, synge og oplæse spoken word poetry. OutKast’s eget beat er ikke særligt interessant, så dette må nødvendigvis være duens første fejltrin på Aquemini.
7. SLUMP (FEAT. BACKBONE & COOL BREEZE)
Frem for at rappe side om side med partneren André valgte Big Boi af en eller anden grund at invitere sine kammerater forbi og indspille dette nummer med deres hjælp. Det er jo nogle store sko at skulle fylde ud, men heldigvis har Big Boi faktisk en rimelig god smag for andre gode musikanter, så de gæstende fyre gør det nu ganske fint. Omkvædet refererer ”Hootie Hoo” fra duens debutalbum, og tilfældigvis afslører Big Boi til slut, at det næste nummer rent faktisk er en rest fra den tid.
8. WEST SAVANNAH
Hvis Big Boi havde lavet et soloalbum i midten af halvfemserne, ville det formegentligt have lydt sådan her, og jeg ville formegentligt også have købt det. André sidder nemlig også denne over, mens Big Boi fortæller om sine pusherdage over et dæmpet beat. Det virker lidt malplaceret, men ikke nok til at være et væsentligt problem.
9. DA ART OF STORYTELLIN’ (PART 1)
Mr. DJ hjalp OutKast med deres egne beats på ATLiens, men til Aquemini har han fået lov at prøve kræfter med virket på egen hånd, og han har således alene produceret dette og det næste nummer. Hans første beat er meget spacet og forholdsvis dæmpet, og det lyder ganske simpelt fantastisk. Det sender tankerne tilbage til ATLiens, men det gør lyrikken derimod ikke. Som titlen antyder, viser OutKast (altså også André igen), hvordan man strikker en god historie sammen, hvilket de ellers ikke gør meget i. Det lykkedes dem dog uden problemer her… (der findes i øvrigt et par remikses af nummeret, hvoraf det ene bliver besøgt af Slick Rick).
Fyrene har hevet en af deres større inspirationer med ind i studiet, da George Clinton leverede flere samples til deres debutalbum, men frem for at synge laver han en blanding af at snakke, synge og oplæse spoken word poetry. OutKast’s eget beat er ikke særligt interessant, så dette må nødvendigvis være duens første fejltrin på Aquemini.
7. SLUMP (FEAT. BACKBONE & COOL BREEZE)
Frem for at rappe side om side med partneren André valgte Big Boi af en eller anden grund at invitere sine kammerater forbi og indspille dette nummer med deres hjælp. Det er jo nogle store sko at skulle fylde ud, men heldigvis har Big Boi faktisk en rimelig god smag for andre gode musikanter, så de gæstende fyre gør det nu ganske fint. Omkvædet refererer ”Hootie Hoo” fra duens debutalbum, og tilfældigvis afslører Big Boi til slut, at det næste nummer rent faktisk er en rest fra den tid.
8. WEST SAVANNAH
Hvis Big Boi havde lavet et soloalbum i midten af halvfemserne, ville det formegentligt have lydt sådan her, og jeg ville formegentligt også have købt det. André sidder nemlig også denne over, mens Big Boi fortæller om sine pusherdage over et dæmpet beat. Det virker lidt malplaceret, men ikke nok til at være et væsentligt problem.
9. DA ART OF STORYTELLIN’ (PART 1)
Mr. DJ hjalp OutKast med deres egne beats på ATLiens, men til Aquemini har han fået lov at prøve kræfter med virket på egen hånd, og han har således alene produceret dette og det næste nummer. Hans første beat er meget spacet og forholdsvis dæmpet, og det lyder ganske simpelt fantastisk. Det sender tankerne tilbage til ATLiens, men det gør lyrikken derimod ikke. Som titlen antyder, viser OutKast (altså også André igen), hvordan man strikker en god historie sammen, hvilket de ellers ikke gør meget i. Det lykkedes dem dog uden problemer her… (der findes i øvrigt et par remikses af nummeret, hvoraf det ene bliver besøgt af Slick Rick).
10. DA ART OF STORYTELLIN’ (PART 2)
Og her. I den grad også her. Mens temaerne før var kærlighed og begær, er det denne gang dommedag og viljestyrke, da OutKast her tilsyneladende befinder sig midt i jordens undergang, men er fast besluttet på at færdiggøre nummeret. Naturligvis befinder dette Mr. DJ beat sig derfor i den anden ende af skalaen med et højt tempo og hvileløse trommer. Det er virkelig fantastisk.
11. MAMACITA (FEAT. MASADA & WITCHDOCTOR)
Overraskende nok har Organized Noize produceret denne dødbider af et nummer med et helt igennem kedeligt, langsomt beat. Det kunne dog være værre, og her kommer Masada så ind i billedet, da hun med sit åbningsvers formår at destruere alt håb for et bare nogenlunde, acceptabelt nummer. Witchdoctor og OutKast beretter om nogle lettere absurde oplevelser en fredag aften, så man går ikke glip af det helt store, hvis man vælger at skippe dette nummer – hvilket man burde. Altid.
12. SPOTTIEOTTIEDOPALISCIOUS (FEAT. SLEEPY BROWN)
Efter den forrige tragedie at et OutKast nummer forsøger duoen at gøre det godt igen med... spoken word poetry. Og syv minutter af det endda. Dette må være indbegrebet af kunstneriske tendenser. Sleepy Brown har en røvirriterende intro (af uransagelige årsager under navnet Pat Brown), men André og Big Boi er da bestemt ikke slemme at høre på, så også takket være en lidt interessant produktion er nummeret ikke en helt dårlig oplevelse.
13. Y’ALL SCARED (FEAT. T-MO, BIG GIPP & KHUJO)
Big Gipp er stadig ikke videre fantastisk, men de resterende fire gør det rigtig godt over den dæmpede og dystre produktion. Heldigvis har André og Big Boi lagt sine vers i direkte forlængelse af hinanden, så de ikke drukner i gæsteoptrædener, hvilket også hjælper nummeret til at lyde som mere end blot et traditionelt posse-cut. Fedt.
14. NATHANIEL (FEAT. SUPA NATE)
Lige som man tror, at albummet er tilbage i rette tempo, dukker denne temmelig unødvendige interlude op.
15. LIBERATION (FEAT. BIG RUBE, CEE-LO & ERYKAH BADU)
Endnu en gang forsøger OutKast sig med noget aldeles alternativt og eksperimentelt, da begge medlemmer hver synger et kort vers. Også Big Boi. Efter deres to vers dukker Goodie Mob’s fjerde medlem op og synger sit vers, og han viger derefter pladsen til André’s ekskæreste (der har forberedt et særligt godt vers om frihed i forbindelse med berømmelse), som til slut afløses af Big Rube, som ligesom på ATLiens har noget spoken word poetry til os. Pointen er dog, at nummeret modsat ”SpottieOttieDopaliscious” er overvejende melodisk og harmonisk, så det er egentligt et ganske hyggeligt lyt.
16. CHONKYFIRE
OutKast har selv producerede denne smårockede skæring, der bliver domineret af en jammende elguitar og metodiske strygere. Det er noget af en eksplosiv måde at gå ud på. Ganske fedt - også selvom at det er længere, end hvad godt er, da de sidste knap to minutter bare bliver fyldt ud af et smeltende breakdown og en skit.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Aquemini er mindre konsistent end ATLiens, hvilket skyldtes OutKast’s tilbøjelighed til at rode med alternative og potentielle tempoforstyrrende elementer som f.eks. spoken word poetry. De tager dog ikke som udgangspunkt noget fra kvaliteten – dette klarer et nummer som ”Mamacita” langt bedre. Alligevel bliver det måske lidt for artsy til tider, og albummet indeholder nogle mindre heldige (’normale’) skæringer, men som listen nedenunder indikerer, er der stadig virkelig meget guf at finde på Aquemini. Produktionen er generelt endnu mere alsidig og eksperimentel end på ATLiens, hvilket som oftest kommer positivt til udtryk. Det største, positive fremskridt finder man dog i duoens lyrik, der virker mere fokuseret i sin emnebehandling, så på nogle punkter er Aquemini skam bedre end forgængeren. Jeg kan derfor kun anbefale et køb.
BEDSTE NUMRE: “Return of the “G””; “Rosa Parks”; “Skew It on the Bar-B”; “Aquemini”; “Slump”; “Da Art of Storytellin’ (Part 1)”; “Da Art of Storytellin’ (Part 2)”; “Y’all Scared; “Chonkyfire”
At anmelde denne skive i 2012 og ikke have mere indblik i lyrikken er en skandale :D
SvarSlet