Ghostface Killah – Ironman (1996)

Man snakker ofte om generationer af Wu-Tang materiale, og disse spænder som regel fra det ene kollektive Wu-Tang album til det næste. Den første generation varede derfor fra 1993 (Enter the Wu-Tang (36 Chambers)) til 1997 (Wu-Tang Forever), og det er primært i disse år, at man finder de kollektivt anerkendte classic soloalbums. Dette skyldtes bl.a., at RZA stort set har produceret alt materialet fra denne tid – dvs. syv albums på fem år, hvorefter han holdt en tiltrængt pause (udgivelserne blev dog langt mere hyppige i den anden generation– der var bare andre producere bag knapperne). Jeg har allerede dækket fire ud af de fem soloalbums fra ”den klassiske periode”, hvilket gør Ironman til den femte og sidste.

Det er denne gang blevet Ghostface Killah’s tur til at gå solo, hvilket han dog ikke helt gjorde alligevel. Som coveret klart antyder, er Raekwon og Cappadonna nemlig stærkt repræsenteret på pladen. I Raekwon’s tilfælde var det en forventelig udvikling, da Ghost ligeledes spillede en stor rolle på Rae’s Only Built 4 Cuban Linx... Hvad Cappadonna (kun en tæt affilieret af gruppen) til gengæld har gjort for at sikre sig en plads på coveret, er ikke godt at vide.

Ghost blev inviteret med på Only Built 4 Cuban Linx... for at snakke om den kriminelle og narkobegærende levebane i en revitalisering af mafioso rappen, hvilket i høj grad fortsætter på Ironman i et miks af historiefortælling og bevidsthedsstrøm. Ghost gemmer dog også på en mere følelsesladet side, så selvom Ironman er domineret af en slags mafioso rap, så dukker der også nogle mere intime øjeblikke op undervejs.

Ironman er selvfølgelig produceret (næsten udelukkende) af RZA, som denne gang bringer nogle soulsamples til fadet, og både han og de fleste andre fra klanen låner desuden sin vokal til albummet. Hvis man i øvrigt undrer sig over titlens reference til en populær Marvel figur (der kun er blevet mere populær siden albummets udgivelse), så er grunden, at Ghost’s alterego (eller Wu-Gambino navn) er Tony Stark.

1.       IRON MAIDEN (FEAT. RAEKWON & CAPPADONNA)
Efter et længere stykke filmdialog vil man opdage flere interessante ting. Først for er lydkvaliteten, som er noget renere end tidligere Wu udgivelser, og i samme ombæring kan man også nævne det lidt mere soulfulde udtryk. Dernæst er Ghost’s lidt mærkværdige rolle i det hele, da han har valgt at tage sig af det andet vers. Til slut vil man også opdage, at Cappadonna faktisk gør det ganske udmærket. Nogen vil muligvis savne den mere minimalistiske og rå produktion på tidligere Wu albums, hvilket jeg godt kan relatere til.

2.       WILDFLOWER (FEAT. JAMIE SOMMERS)
Dette er i så fald lidt bedre, da trommerne sænker farten, og RZA pynter dem med strygere og klokker. Ghost kaster sig ud i et langt, hadefuldt vers om sin dame, der tilsyneladende har været ham utro. Det er ret grafisk og brutalt, men det er også et godt eksempel på Ghost’s mere personlige lyrik.

3.       THE FASTER BLADE (FEAT. RAEKWON)
Bemærkelsesværdigt er der flere numre på Ironman, hvor Ghost ikke selv medvirker. Dette er et af dem, så man får altså i stedet et enkelt vers fra Rae, der spytter en omgang battlerap.

4.       260 (FEAT. RAEKWON)
Ligesom i åbningsnummeret sampler RZA her Al Green, men takket være nogle mere tilforladelige trommer er dette nummer det bedre af dem. Til slut udveksler Rae og Ghost linjer med hinanden, hvilket desuden er et fint touch.

5.       ASSASSINATION DAY (FEAT. INSPECTAH DECK, RZA, RAEKWON & MASTA KILLA)
”260” flyder naturligt over i dette nummer, hvor vi endnu engang må undvære et vers af Ghost. Et mærkværdigt valg, da han ellers kunne have været prikken over i’et med et afsluttende vers. De medvirkende rappere gør nemlig et glimrende stykke arbejde over de gode, beskidte trommer.

6.       POISONOUS DARTS (FEAT. RAEKWON)
Dette kunne sagtens kategoriseres som en Wu banger, hvis ikke Ghost var den eneste med vers. Det er dog intet problem, da han klarer den superbt på egen hånd over det tempofyldte og engagerende beat. Nummeret er desuden kun lidt over to minutter langt, hvilket er med til at holde tempoet oppe.

7.       WINTER WARZ (FEAT. RAEKWON, U-GOD, MASTA KILLA & CAPPADONNA)
Mens U-God forsvarer sin plads i klanen, forsvarer Cappadonna tilføjelsen af sit navn til coveret. Dette lykkedes særligt for sidstnævnte, da han let løber af sted med det mest mindeværdige vers (eftersom det også er dobbelt så langt som en hver af de andres). Ghost og Masta Killa gør det ligeledes godt, og RZA’s lidt sælsomme beat udgør et acceptabelt akkompagnement.

8.       BOX IN HAND (FEAT. THE FORCE M.D.’S, RAEKWON & METHOD MAN)
Det starter temmelig ærgerligt med en unødvendig intro af M.D.’s, men når det melodiske og hårdtslående beat sættes i gang lysner det hele voldsomt op igen. Desværre skifter beatet kort efter til en mere minimalistisk version, der end ikke er halvt så god. Meth formår at rette lidt op på tingene med sit afsluttende vers, men det bliver aldrig helt ligeså godt igen.

9.       FISH (FEAT. RAEKWON & CAPPADONNA)
I den første generation af Wu udgivelser producerede RZA som skrevet kun næsten alt. Der var enkelte gange, hvor gruppen fik hjælp udefra, og når det endelig skete, var det ofte via 4th Disciple eller True Master. Netop sidstnævnte har produceret dette næsten DJ Premier-agtige beat – hårdtslående og besmykket med instrumenter som blæsere og klokker. Et thumps up er derfor en selvfølge.

10.   CAMAY (FEAT. RAEKWON & CAPPADONNA)
Ironisk nok er titlen taget fra Cappadonna’s vers, selvom han er den (af de medvirkende), jeg mindst ønsker at høre give den gas med sexrap. Rae holder en vis afstand til temaet, hvilket gør hans vers det mest interessante, da både ideen bag og udførelsen af dette nummer er temmelig intetsigende.

11.   DAYTONA 500 (FEAT. THE FORCE M.D.’S, RAEKWON & CAPPADONNA)
M.D.’s lyder ikke helt så forfærdelig her (men stadig uønsket), hvilket vel altid er noget. RZA disker op med et højst tempofyldt og larmende beat, der næsten får mig til at stille spørgsmål ved autenticiteten af pladens Wu-stempel. Jeg fortrækker nu klanens mindre bragende numre, men nummeret er skam ikke dårligt, da fyrene trods alt faktisk lyder mægtig godt over det buldrende beat.

12.   MOTHERLESS CHILD (FEAT. RAEKWON)
Ghost fortæller om et røveri, men af en eller anden grund er det bare ikke særligt engagerende. Måske det skyldtes et halvkedeligt beat eller også savner jeg bare flere gæster.

13.   BLACK JESUS (FEAT. POPA WU, RAEKWON & U-GOD)
Her får jeg så nogenlunde, hvad jeg savnede i det forrige nummer: flere medvirkende (Raekwon’s optræden er mere prominent) og et mere melodisk beat, der med en gennemgående bas, strygere og et messende vokalsample bestemt er mere underholdende.

14.   AFTER THE SMOKE IS CLEAR (FEAT. THE DELFONICS, RAEKWON & RZA)
Mærkværdigt nok drukner RZA i sin egen produktion. Han sampler en nynnende vokal, hvilket der måske skulle være skruet ned for, da den stjæler lidt for meget opmærksomhed (selvom det lyder glimrende). Også Rae og Ghost er påvirket af dette, dog i mindre grad.

15.   ALL THAT I GOT IS YOU (FEAT. MARY J. BLIGE & POPA WU)
Som den eneste i klanen har Ghost skrevet et nummer til sin mor, og dette er resultatet. Det er unødvendigt at skrive, at det er et meget følelsesladet nummer, hvilket kun bliver understeget af RZA’a strygerbesmykkede og lidt rnb-inspirerede produktion, der ligeledes imødekommer Mary J. Blige’s bløde vokal. Utroligt nok spiller det hele ganske godt, og selv Mary’s omkvæd lyder som en naturlig pause mellem versene, så nummeret er bestemt vellykket.

16.   THE SOUL CONTROLLER (FEAT. THE FORCE M.D.’S & POPA WU)
Nummeret interpolerer Sam Cooke’s “A Change Is Gonna Come”, hvilket RZA i sidste ende ikke slap af sted med, så nummeret blev fjernet efter første oplag. Det er lidt ærgerligt, da nummeret er en fin og mere Wu-Tang-agtig blanding af rap og rnb med vokalsamples, strygere og en rytmisk bas. Nummeret fortsætter dog i længere tid, end det har ret til.

17.   MARVEL (FEAT. RZA)
Apropos numre, hvor produceren tilsyneladende ikke ved, hvornår nok er nok. Omvendt kunne Ghost også bare have smidt nogle ekstra vers, da beatet (med sine meget digitale keys, fløjte og gode trommer) er ret fedt.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Ironman lyder markant anderledes end tidligere Wu albums. RZA synes bl.a. at holde på de ikoniske, rå beats, hvilket muligvis har noget at gøre med oversvømmelsen i hans kælderstudie, men det kan stadig ikke forsvares. Det er derfor forholdsvis forståeligt, at albummet tit bliver glemt, når snakken falder på klanens første generation af soloalbums, da det ikke helt formår at skabe en lige så god atmosfære som de andre. RZA’s produktion er forholdsvis undervældende og til tider uinspirerende, og det virker ikke til, at Ghost helt har vist, hvad han ville med sit album, og det er muligvis også derfor Raekwon og Cappadonna har fået en plads på coveret. Modsat de fire andre har Ghost så til gengæld haft god succes med næsten samtlige af hans senere udgivelser, men mere om det en anden gang. Ironman er ikke klassisk Wu-Tang, men det indeholder stadig nogle underholdende skæringer, mens det samtidig også sjældent rammer et niveau lavere end nogenlunde, så hvis du finder det billigt, vil jeg uden tøven anbefale, at du træder til.

BEDSTE NUMRE: “Wildflower”; “260”; “Assassination Day”; “Poisonous Darts”; “Winter Warz”; “Fish”; “All That I Got Is You”; “The Soul Controller”