RZA – RZA as Bobby Digital in Stereo (1998)

RZA, produceren bag næsten samtlige af de dengang hidtidige Wu-Tang skæringer, skød sammen med Meth’s en uge ældre Tical 2000: Judgement Day i 1998 den anden generation af Wu-Tang soloalbums i gang. Det er generelt en generation kendetegnet af undervældende efterfølgere og en blandet omgang catch-up af tre ud af fire af gruppens sidste medlemmer. Tre albums skiller sig dog ud. Først og fremmest Ghost’s efterfølger til 1996’s Ironman, Supreme Clientele, der er mandens mest værdsatte værk, dernæst er der Inspectah Deck’s højst udskudte men anmelderroste debut Uncontrolled Substance, og til sidst har vi RZA’s fuldlængde debutalbum (hans egentlige debut kom nogle år tidligere (før Wu-Tang) med den hurtigt glemte EP Ooh I Love You Rakeem), RZA as Bobby Digital in Stereo, og hvordan skiller det sig så ud? Ved overhovedet ikke at repræsentere RZA som hverken producer eller rapper, da det, som titlen antyder, i stedet er skrevet og indspillet under alteregoet Bobby Digital.

Tre ud af fire af RZA’s soloalbums er udgivet under navnet Bobby Digital, men selv det sidste af dem er også heftigt påvirket af hans alternative persona. En forklaring på dette alterego kunne desværre godt være, at han selv udmærket er klar over, at der er massiv hype om et oprigtigt RZA soloalbum (lige siden han først annoncerede The Cure, der senere blev lagt til side til fordel for Bobby Digital), og at han derfor simpelthen er bange for, at albummet kommer til at skuffe fælt. Det er en forventelig frygt, da han om nogen er blevet smidt op på en høj piedestal. Men tilbage til Bobby Digital, som er en figur, han tog til sig for at have mulighed for at skride fra ansvaret og forventningerne om eftertænksomme, socialrealistiske og støvede skæringer. I stedet blev han altså Bobby Digital; en badass anti-superhelt med en forkærlighed for kvinder, stoffer og vold.

Navnet Bobby Digital kan ved første øjekast synes at virke lidt tilfældigt, men det er nu ret dækkende. Bobby er RZA’s fødenavn (tillagt Fitzgerald Diggs), og karakteren er en slags ekstrem refleksion af RZA’s liv før-Wu-Tang, hvor havde nogle af de samme prioriteter som Digital (plus RZA læste mange tegneserier). Apropos ”Digital” så beskriver det temmelig godt den akkompagnerende produktion, der hviler tungt på originale keyboardarrangementer til fordel for kung fu og samples – noget RZA selv kalder for digital orkestrering.

RZA as Bobby Digital in Stereo er kort sagt temmelig eksperimentel og desuden fyldt med skits og alternative gæster. Diverse Wu-Tang medlemmer (samt klanens affilierede) dukker dog også op i løbet af albummet.

1.       INTRO
Det underlæggende stykke musik er da i det mindste udmærket.

2.       B.O.B.B.Y.
Beatet er også her udmærket, så det første man formegentligt vil studse over (lige efter den uopfindsomme intro-slash-omkvæd), er RZA’s ændrede flow. Han kommer ikke så naturligt igennem som tidligere, da hans levering synes at bestå af lige dele flow og råb. Det er et bemærkelsesværdigt valg, da det altså ikke helt er til det bedre, men han forsøgte vil bare at skabe så meget afstand mellem Bobby og RZA som muligt. Nummeret er dog ikke desto mindre underholdende nok.

3.       UNSPOKEN WORD
Som regel kan jeg godt lide forvrængende, high-pitched vokalsamples, men det er her lidt for skingert og anmassende, da det korte sample kører i konstant loop. Det er fuldt forståeligt, hvis man skulle få lyst til at skippe dette nummer.

4.       SLOW-GRIND AFRICAN
Det første i en række af unødvendige mellemspil.

5.       AIRWAVES
Dette korte nummer er produceret af DJ King Tech, og det ville have været anbefalelsesværdigt, hvis altså ikke King Tech sammen med partneren Sway peppede nummeret op året efter med inkluderingen af en kavalkade af fede, aktuelle rappere for derefter at udgive det på albummet This or That under navnet ”The Anthem”. De medvirkende rappere inkluderer (foruden RZA selvfølgelig) Eminem, Tech N9ne, Xzibit, Pharoahe Monch, Chino XL, KRS-One og Kool G Rap. Nå ja og Jayo Felony. Det er svært at anbefale at høre ”Airwaves”, hvis ”The Anthem” er alternativet, men man kan selvfølgelig også bare høre dem begge.

6.       LOVE JONES (FEAT. ANGEL CAKE)
En kærlighedsduet med sangerinden Angel Cake. For hvad det er, er det dog ikke dårligt.

7.       N.Y.C. EVERYTHING (FEAT. METHOD MAN)
Den første single fra projektet er et interessant lyt, for selvom Meth er den bedre rapper af de to, så er han samtidig også mindre fortrolig med beatet (der er ganske fantastisk) end RZA, hvilket udjævner forskellene på dem lidt. Godt nummer.

8.       MANTIS (FEAT. MASTA KILLA & TEKITHA)
Efter et kung fu sample (den er god nok) sættes nogle engagerende trommer i sving sammen med nogle rigide keys, hvilket gør nummeret til et af de mere Wu-Tang lydende på albummet. Hvis Tekitha så bare var blevet substitueret af et egentligt medlem af klanen, havde nummeret formegentligt også været fedt.

9.       SLOW-GRIND FRENCH
…

10.   HOLOCAUST (SILKWORM) (FEAT. HOLOCAUST, DOC DOOM, GHOSTFACE KILLAH & MS. ROXY)
Her er der ingen uinteressante, kvindelige rappere til at spolere morskaben (upassende ordvalg i betragtning af nummerets titel?) i et nummer, der primært er skabt som en platform for den Wu affilierede Holocaust at gøre sin entre i Wu universet på. Og han er nu temmelig imponerende. De tre andre er også fine (særligt Ghost), og Ms. Roxy bidrager med fængende, sporadiske skud af sin bløde vokal.

11.   TERRORIST (FEAT. DOM PACHINO, DOC DOOM & KILLA SIN)
RZA er fraværende her, men modsat tidligere Wu soloalbums kommer det ikke som den helt store overraskelse, da han godt kan betragtes som producer først og rapper næst. Han overlader i stedet mikrofonpligten til nogle Killa Beez (Wu affilierede). Interessant nok var Holocaust oprindeligt også med på dette nummer (og er det stadig på det japanske cut), men han blev altså fjernet – formegentligt fordi hans vers er utroligt undervældende og særligt lige efter det forrige nummer (primært fordi han går i stå midt i det hele, men nummeret er angiveligt også en freestyle). Godt nummer, selvom jeg savner RZA lidt.

12.   BOBBY DID IT (SPANISH FLY) (FEAT. ISLORD, TIMBO KING, GHOSTFACE KILLAH & JAMIE SOMMERS)
RZA dukker op igen, men nummeret lyder alligevel mest af alt som velgørenhedsarbejde for Killa Beez. Det lyder såmænd ikke dårligt (bortset fra Jamie Sommers), men det er ikke helt, hvad man høret Wu-Tang soloalbums for.

13.   HANDWRITING ON THE WALL (FEAT. RAS KASS & MS. ROXY)
Over et minimalistisk stryger- og keysbesmykket beat kaster RZA og Ras Kass sig ud i et par korte vers, og de supplerer ærlig talt hinanden super godt. Desværre er også dette temmelig hurtigt overstået.

14.   KISS OF A BLACK WIDOW (FEAT. OL’ DIRTY BASTARD)
Inspectah Deck sampler Portishead’s “Over”, hvilket er et spændende valg, men desværre er resultatet bare meget undervældende, da trommerne bl.a. lyder til at lide af metaltræthed. Værre bliver det af Dirty’s bidrag, der blot er en citering af hans vers i Big Daddy Kane’s ”Show & Prove” – bortset fra at han nu lader til at glemme teksten et par gange. Pinligt.

15.   SLOW-GRIND ITALIAN
…

16.   MY LOVIN’ IS DIGI (FEAT. THE FORCE M.D.’S & MS. ROXY)
Jeg fatter ikke, at RZA endnu ikke har kappet alle bånd til Force M.D.’s, da han er fuldstændig ubrugelig. Ms. Roxy synger omkvædet, og til hendes forsvar så synger hun nu ganske godt, men jeg kan nu bedre lide hende, når hun blot bidrager med en messende baggrundsvokal. De mange gentagelser af omkvædet og strygeren skaber en lidt cinematisk stemning, hvilket er interessant nok, men nummeret er nu alligevel ikke noget særligt.

17.   DOMESTIC VIOLENCE (FEAT. JAMIE SOMMERS & U-GOD)
RZA og Jamie taler shit om hinanden over en middelmådig instrumental, og til slut dukker U-God så op for at deltage i samtalen. Et nummer som dette ville have normalt have skabt en masse rabalder i medierne, men så heldig var RZA uheldigvis ikke. Ellers ville RZA as Bobby Digital in Stereo formegentligt have solgt ufatteligt godt. Der bliver sagt nogle ret underholdende om end meget ondskabsfulde ting, men nummeret er nu temmelig ringe.

18.   PROJECT TALK (FEAT. KINETIC 9)
De sidste fire numre er af en eller anden grund krediteret til RZA, selvom de ikke som sådan skiller sig ud på nogen måde fra resten af pladen. Det første i rækken er en blanding af skit og hamrende kedeligt rap. Nummeret er dog kort.

19.   LAB DRUNK
Endelig en solobedrift igen og resultatet er ganske godt. Battlerap over et lidt fængende beat.

20.   FUCK WHAT YOU THINK (FEAT. ISLORD & 9TH PRINCE)
Den sporadiske bas er lækker (og minder mig lidt om CYNE’s ”Moonlight”), og den måtte derfor gerne have været permanent. I så fald ville nummeret også have været værd at høre modsat nu, hvor det hele hurtigt bliver en tand for kedeligt.

21.   DAILY ROUTINE (FEAT. KINETIC 9)
Det forrige nummer havde dog trods alt et enkelt interessant element i sin produktion og nogle okay vers. Lige præcis modsat her. Dette afsluttende nummer er næsten ubegribeligt elendigt og søvndyssende.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Hvis man er ny til Wu-Tang klanen, er RZA as Bobby Digital in Stereo ikke det værste sted at starte, men det er alligevel et temmelig dårligt udgangspunkt. Det flyder mest af alt som et miks af den eksperimentelle og ignorante Bobby Digital og hårdtsluttende skæringer med Killa Beez. Så hvis man derimod er på jagt efter Wu affilierede projekter, så er albummet et bedre valg (ikke meget bedre dog). Nu lægger landet jo bare således, at RZA er hovedmanden bag Wu-Tang’s succes, så man forventer naturligvis meget mere. Halvdelen af numrene er ikke værd at høre, og blandt de resterende er det stadig langt fra alle, der er lige gode. Som skrevet lyder albummet som et miks af to forskellige verdener, hvoraf ingen af dem endda er det optimale, og det gør albummet mindre sammenhængende end man kunne ønske sig. Pga. nogle enkelte underholdende skæringer kan RZA as Bobby Digital in Stereo nøjes med at brændes.

BEDSTE NUMRE: ”B.O.B.B.Y.”; ”Airwaves”; ”N.Y.C. Everything”; ”Holocaust”; ”Handwriting On the Wall”; ”Lab Drunk”