Bedste Eminem Features

Jeg ærgrer mig lidt over allerede at have dækket Eminem’s diskografi, da jeg mægtig godt kan lide meget af hans musik, og dermed også finder ham spændende at skrive om, så alternativt besluttede jeg mig for nogle par dage siden at skrive lidt om nogle af hans mange gæstevers på andre musikanters udgivelser. Jeg startede en kort optakt med No Mercy og B.o.B Presents: The Adventures of Bobby Ray, men nu er det altså tid til den endelige top 15, der cirka dækker alt, hvad der er værd at tage fat på. Anmeldelser følger. Måske. Af nogle af de omtalte albums. Engang.

Jeg elsker som skrevet at skrive om Eminem, så her følger lige nogle linjer om hans aktivitet på andres projekter, og hvordan hans besyv har udviklet sig gennem årene (føl dig fri til at skippe til slutningen af indledningen, hvor der opsummeres). I øvrigt skrev jeg faktisk det meste af hele denne indledning før mit ”Gensyn med Eminem”, hvortil jeg saksede et af de følgende afsnit, der dog blev redigeret til næsten ukendelighed, så det passede med mit daværende fokus, der dengang lå på hans soloalbums. 

Efter tilblivelsen af Slim Shady i 1997 begyndte Eminem at vække en smule opmærksomhed blandt andre rappere rundt omkring i hjembyen (Detroit), men det var først efter at have udgivet sin første single, ”My Name Is” på Aftermath Records i 1999, at han formåede at krydse bygrænserne, hvilket resulterede i alverdens forskellige gæsteoptrædener resten af året. 1999 er uden tvivl blandt Eminem’s mest aktive og travle år. Året bød på den mest koncentrerede omgang klassisk Slim Shady med detaljerede beskrivelser af absurde, voldsomme og ikke mindst morsomme scenarier (både solo og ikke).

I månederne op til udgivelsen af The Marshall Mathers LP året efter begyndte han dog at døje mere og mere med hjemve i takt med, at han også så småt rykkede fokus over på folks mange reaktioner på hans Aftermath debut, og han kastede sig derfor bl.a. ud i mere overlagte forsøg på at pisse sarte forældre af. Takket være en på samme tid mere autentisk og klarhovedet aggressivitet var kvaliteten dog på flere punkter højere end tidligere, men desværre kom det bare ikke så tit til udtryk uden for solokarrieren, da han kun indspillede få nye gæstevers i denne periode. Efter udgivelsen sænkede han blot yderligere farten for kort efter at gå helt i stå, men han havde også over et par år tre projekter i rap : Devil’s Night, The Eminem Show og 8 Mile.

Som skrevet mange gange før var Eminem popularitetsmæssigt på toppen lige efter 8 Mile, men højt at flyve dybt at falde, hvilket han kort efter fik at føle på egen krop, da han pludselig styrtede direkte mod bunden, bl.a. pga. et eskaleret stofmisbrug (der ironisk nok muligvis skyldtes populariteten). Ikke desto mindre fik man ham dog jævnligt at høre i små bidder i de kommende år, da han pludselig havde eget pladeselskab og egne kunstnere at søsætte, hvilket ikke overraskende ligeledes gik ad helvedes til. I 2005 knækkede båndet dog fuldstændig, og efter at have aflyst resten af Anger Mangement touren tjekkede han ind i en afvænningsklinik. Det virkede desværre ikke første gang, men gæsteoptrædenerne stilnede igen af over de efterfølgende år. I 2008 blev han så endelig stoffri igen, og året efter vendte han tilbage med enkelte gæstevers og en masse accenter i bagagen, hvilket blev skiftet ud med en punchlinekraftig og såkaldt råbende levering i 2010, der bød på en håndfuld forholdsvis alsidige gæsteoptrædener. I 2011 var han forholdsvis stille (du ved, foruden Hell: The Sequel), mens han i slutningen af 2012 gik en smule pop, da han optrådte på albums af bl.a. Rihanna (igen), P!nk og Skylar Grey (alle tidligere samarbejdspartnere).

Eminem’s engagement for andres værker kan altså som sådan deles ind i syv kapitler (en for hvert soloalbum med Infinite erstattet af opsamlingen); den aktive og morsomme tid omkring udgivelsen af TSSLP, den uforstående aggressivitet og knap så aktive tid omkring TMMLP, den inaktive tid omkring TEM og den efterfølgende forfærdelige tid, der omkring Curtain Calls bliver erstattet af en forfærdelig og forholdsvis inaktiv tid, den accentdrevende tid omkring Relapse og til slut den klarhovedede og råbende tid omkring Recovery. For næsten hver fase ændre hans flow sig markant, hvilket umiddelbart også er lidt af et særtilfælde i genren.

Der er en del fede skæringer med Eminem, som jeg ikke berører, men denne liste er altså forbeholdt numre, der har set en officiel udgivelse, og hvor Eminem udelukkende kan betragtes som en gæst, hvilket bl.a. udelukker soundtracks og flere kompilationer, men mere om det en anden gang. Til gengæld bør det lige nævnes, at numrene selvfølgelig vurderes ud fra Eminem’s tekst og flow men også, omend i mindre grad, konteksten og beatet, så numrene rent faktisk er underholdende at høre.

15.

“Drop the World”

(Lil’ Wayne’s The Rebirth, 2010)

Nummeret er et godt eksempel på, at konteksten nødvendigvis også må spille lidt ind, da det simpelthen ville have været for unaturligt at placere noget med Lil’ Wayne længere nede på listen. Beatet er ikke mere end nogenlunde, så det er altså udelukkende Eminem, der gør dette nummer til, hvad det er. Først synger han lidt (hvilket lyder fint), så lyder han et øjeblik fuldstændig afklaret, hvorefter han kaster sig ud i en lang, aggressiv og underholdende sekvens. Hans vers her var det første tegn på interessant liv fra ham efter en lang, træg periode.

14.

“Trife Thieves”

(Bizarre’s Attack of the Weirdoes, 1998)

Og straks hopper vi helt tilbage til 1998 - dengang Slim Shady endnu ikke helt var færdigudviklet. Hans vers er derfor lidt en blanding af psykotisk historiefortælling og truende battlerap. Han lyder okay, men derudover indeholder nummeret også et ganske fedt beat. Bizarre er desuden ikke blevet en pestilens endnu på dette tidspunkt, så både han og den anden gæst, Fuzz Scoota (originalt medlem af D12, der for et par år siden vendte tilbage), er ikke voldsomt i vejen.

13.

“The Last Hit”

(The High & Mighty’s Home Field Advantage, 1999)

Videre til 1999, der ikke overraskende er det bedst repræsenterede årstal på listen. Vi lægger småt ud med rapper/producer duoen The High & Mighty, der takket være sit samarbejde med Rawkus formåede at få et par up-n-coming rappere med på deres debut. Den ene er Mos Def (på singlen “B-Boy Document '99”), mens den anden selvfølgelig er Eminem. Han er i ren Slim Shady-mode, men han har lavet bedre vers. Mr. Eon gør det dog fint bag mikrofonen, og DJ Mighty Mi har produceret et nogenlunde interessant beat, så nummeret er værd at høre for fans.

  

12.

“Don’t Approach Me”

(Xzibit’s Restless, 2000)

Over eget beat advarer en meget aggressiv Eminem i selskab med Xzibit fans mod at være for påtrængende. Værten gør det fint, men Eminem imponerer først rigtigt med sit sidste vers, der til gengæld er ret fedt. Han har dog stadig selv produceret nummeret, hvilket sjældent er en god ting, da hans stil er lidt kedelig og uinspirerende, og nummeret er ikke rigtigt nogen undtagelse. Det er dog stadig et lyt værd.

11.

“The Anthem”

(Sway & King Tech’s This or That, 1999)

Jeg nævnte tidligere nummeret i min anmeldelse af RZA as Bobby Digital in Stereo, da radioværterne (MC) Sway og (DJ) King Tech saksede ”Airwaves” fra førnævnte album, udvidede den med inkluderingen af en lang række nye rappere, og smed den på deres eget album. De medvirkende er (foruden RZA) Tech N9ne, Xzibit, Pharoahe Monch, Chino XL, KRS-One, Kool G Rap og selvfølgelig Eminem. Det er uden tvivl et af de mest storslåede posse-cut’s derude, men da Eminem nødvendigvis må spille en mindre rolle, når nummeret ikke længere ned på listen.

10.

“That’s All She Wrote”

(T.I.’s No Mercy, 2010)

Et ud af to numre jeg allerede har berørt i min anmeldelse af de respektive albums. Max Martin og Dr. Luke sørger for det dragende og guitarbesmykkede beat, som Eminem ødelægger til ukendelighed med to aggressive og punchlinesfyldte vers - om en kvinde, men det er irrelevant. T.I. giver en af sine bedre præstationer, og mere kan man vel ikke forvente, så nummeret er nu et gennemgående, underholdende lyt.

9.

“Airplanes, Pt. II”

(B.o.B’s B.o.B Presents: The Adventures of Bobby Ray, 2010)

Og her er det andet nummer så. Beatet er fint, Bobby og Hayley Willams gør det begge to glimrende, men det er intet i forhold til Eminem’s fantastiske vers, der er et af de eneste reelt substansrige vers, han har begået på andres numre siden sit comeback. Det fortjener en cadeau.

8.

“What the Beat”

(DJ Clue?’s The Professional, Pt. 2, 2000)

Endnu et interessant posse-cut på en DJ skive – dog ikke helt så voldsomt som “The Anthem”. Eminem får nemlig kun selskab af to andre rappere; Royce da 5’9” og Method Man. Den første var at forvente – bortset fra at Em og Royce på dette tidspunkt ikke just var bedste venner, men de enkelte vers er ganske sikkert heller ikke indspillet i samme studie, hvilket også forklarer Method Man’s inkludering. Versene kan derfor virke lidt fragmenteret; f.eks. giver Meth shout-outs til Killa Beez i stedet for de to andre, men til gengæld nævner Royce dog kort Slim og Meth, hvilket giver en lille fornemmelse af samhørighed. Uanset hvad lyder de alle tre godt. Eminem byder på en blanding af psykotiske og aggressive repressalier over for kværulerende forældre, og det er nu altid ret underholdende.

7.

“Busa Rhyme”

(Missy Elliot’s Da Real World, 1999)

Det er interessant, som Missy Elliot næsten lyder fuldstændig overflødig på albummets bedste nummer. Em har tre stærke vers med underholdende Shady sekvenser, mens Missy virker til at interpolere Wild Cherry’s ”Play That Funky Music” i det ret cheesy omkvæd. Hun har også et vers til sidst, men det lyder som en sen tilføjelse, hvis primære funktion er at give lytteren tid til at fordøje de tidligere vers før næste nummer. Jah, Eminem er meget imponerende, hvilket blot gør det kedelige beat en større skuffelse.

6.

“Get You Mad”

(Sway & King Tech’s This or That, 1999)

Det andet nummer fra This or That er et solonummer, der siden blev håndplukket til den noget rodede affære, der udgør hans kompilation til ”Renegade” versionen af spillet DJ Hero (super fedt) fra 2009. Omkvædet er lidt retarderet, men hans to vers er både vanvittige og super fede, og da beatet er acceptabelt, har nummeret derfor sikret sig en plads nær toppen.

5.

“What’s the Difference”

(Dr. Dre’s 2001, 1999)

Eminem medvirker to gange på 2001, og eftersom albummet er fra 1999 og produceret af Dr. Dre selv, lægger begge numre ikke overraskende godt placeret på listen. På 5. pladsen finder vi det første af dem, der har et fantastisk beat og vers fra henholdsvis Dr. Dre, Xzibit og Eminem, hvor sidstnævnte bruger sin tid til at erklære sin kærlighed til og taknemlighed over for værten. Det i sig selv gør selvfølgelig verset specielt, men det er stadig ikke rigtigt noget særligt. Nummeret er dog stadig hamrende fedt.

4.

“If I Get Locked Up”

(Funkmaster Flex & Big Kap’s The Tunnel, 1999)

Endnu en DJ skive, men denne er lidt særlig, da ”If I Get Locked Up” i sin tid var en smagsprøve på Eminem’s næste album. Han synger mærkeligt nok et par forfærdelige linjer i omkvædet, hvilket ellers ikke var et problem på TMMLP, men hans vers er til gengæld lige i skabet – præcis som på TMMLP. Dr. Dre medvirker mere eller mindre kun på et ad-libs niveau, og så har han ikke engang været med til at skabe beatet. Hverken har Flex eller Kap dog, da nummeret er produceret af den på dette tidspunkt meget aktive Rockwilder, som har skabt en engagerende sammensmeltning af blæsere og trommer. (Grænsen mellem DJ plade og kompilation er meget spinkel.)

3.

“Forgot About Dre”

(Dr. Dre’s 2001, 1999)

Den anden skæring fra 2001 dukker op her i form af duetten ”Forgot About Me”, der byder på endnu et fedt beat og tre velskrevne men meget forskellige vers af Eminem. Han optræder dog kun med det ene, mens Dr. Dre tager sig af de to resterende, og jeg tror Dre sågar overraskede sig selv med, hvor godt han faktisk selv gør det. Nummeret oser generelt bare af ligevægt og samarbejde. Eminem’s omkvæd og vers er ligeledes knapskarpe, så dette kan ikke andet end være i top 3.

2.

“Stir Crazy”

(The Madd Rapper’s Tell ‘Em Why U Madd, 1999)

Who’s crazy? Oh yeah. D-Dot og Eminem vælter bygningen med en absurd, vanvittig og uforudsigelig skæring, hvor alt tilsyneladende kan ske. The Madd Rapper og Shady fungerer fantastisk sammen, da de virker til at være på eksakt samme bølgelængde og begge opererer indenfor de samme selvironiske og morsomme rammer. En ung og forholdsvis ukendt Kanye West sørger end videre for et superbt og legesygt beat, der tematisk nærmest smelter sammen med de vokale præstationer. Man kan godt ærgre sig lidt over, at The Madd Rapper ikke gæstede The Slim Shady LP.

1.

“Renegade”

(Jay-Z’s The Blueprint, 2001)

Jay-Z ville i begyndelsen af det nye årtusinde gerne arbejde sammen med Eminem, men da Em tilsyneladende ikke kunne overskue at skabe og indspille noget nyt, fandt han en gammel demo frem med Bad Meets Evil, fjernede Royce, restaurerede lyden og sendte den videre til Jay-Z, som så indspillede egne, nye vers. Det lyder ikke just lovende, men enhver sådan tanke bliver gjort til skamme, når først nummeret kører. Jo vist, Royce gjorde bestemt sin ting, men det bestod primært af punchlines modsat Eminem, der reflekterede over sin musiks konsekvenser blandet med lidt samfundskritik. Det passede ikke helt sammen, hvilket Jay-Z lavede om på med vers i Eminem’s boldgade, og sammen med den forbedrede lyd gør det derfor Jay-Z’s version til min favorit. Om Eminem myrder Jay-Z er svært at sige, da de begge gør det rigtig godt, men jo Em gør det nok lige en tand bedre (forskellen er altså ikke ligeså stor som her). Og så har Em desuden på forunderlig vis fået produceret et voldsomt fedt beat.

Eminem lyder fuldstændigt klarhovedet og stoisk i ”Renegade”, hvilket er noget, han burde prøve at arbejde videre med i dag.