10 marts 2013

Kno - Death Is Silent (2010)

Death Is Silent cover art

Jeg betragter generelt Kno som en solidt integreret del af sydstatsgruppen CunninLynguists, så det er umiddelbart lidt underligt, at han for en kort stund i 2010 løsrev sig for at udgive sit første soloalbum. Når man først har hørt Death Is Silent, forstummer en del af forundringen sig dog, da det ikke lyder som noget CunninLynguists tidligere har udgivet. Til gengæld reflekteres projektet i trioens næste album, Oneirology, der dog stadig ikke er helt så mørkt. For præcis som titlen (og det fine, minimalistiske cover) antyder, byder Death Is Silent på et ganske mørkt og melankolsk lydbillede.

Selvom Kno forståeligt nok valgte en anden platform til at komme af med sine dystre tanker, er han selvfølgelig alligevel ikke alene, da flere rappere fra pladeselskabet QN5 Music kigger forbi undervejs, inkl. kammeraterne fra CunninLynguists. Trods de talrige gæsteoptrædener (uden, albummet ikke ville have været det samme) handler albummet dog i høj grad om Kno, der efter at have holdt sig forholdsvis bag knapperne siden SouthernUnderground gjorde comeback som rapper med Death Is Silent. Han medvirker på samtlige numre (undtagen to instrumentale), og med god grund da han sagtens kan kontrollerer mikrofonen, hvilket han allerede beviste på Will Rap For Food (han var dog rigtig nok mindre interessant på efterfølgeren).

Death Is Silent blev pænt modtaget af både kritikere og fans, men der er heller ikke grund til at forvente mindre af en af de absolut bedste hip-hop producere.

1.       DEATH IS SILENT
En forholdsvis kort, stemningssættende introduktion til et album, hvor lyden af gråd i baggrunden ikke føles malplaceret. Det betyder dog ikke, at gråden ikke er lidt irriterende i længden. Nummeret er temmelig mørkt med et lille lys for enden af tunnelen, men det er dog svært at betragte dette som meget andet end en introduktion.

2.       IF YOU CRY (FEAT. NATTI)
Dette er meget bedre. Med en melankolsk produktion og et superbt vokalsample formår Kno at skabe en melankolsk men behagelig lyd, der i forskellige skikkelser mere eller mindre fortsætter gennem resten af albummet. Natti er i øvrigt meget dygtig, og desuden meget bedre end CunninLynguists’ tidligere tredje medlem, Mr. SOS.

3.       LONELINESS (FEAT. NEMO ACHIDA & DEACON THE VILLAIN)
Deacon tager sig kun af omkvædet, men som altid gør han det uden problemer, da han har en rigtig god og blød stemme. Nemo Achida lyder lidt som Lil’ Wayne, hvilket er en smule forstyrrende, men nummeret er stadig fint – uden at være blandt albummets bedste.

4.       LA PETITE MORT (COME DIE WITH ME)
Den bedste solobedrift ud af de få, der findes på albummet. Produktionen er fantastisk – alt fra de melankolske guitartabs og engagerende trommer til den stemningsfulde, messende baggrundsvokal og det sublime vokalsample i omkvædet. Kno passer ikke overraskende perfekt ind i sit eget og meget imponerende lydbillede. Et af albummets højdepunkter.


5.       RHYTHM OF THE RAIN (FEAT. THEE TOM HARDY & TUNJI)
Navnebroderen til den udmærkede skuespiller er en anden hvid rapper, hvilket på en måde underminerer Kno en smule, da han så ikke skiller sig lige så meget ud længere. Plus Hardy heller ikke er vildt god, og slet ikke stillet op ved siden af Tunji, der er en værdig tilføjelse til QN5 holdet. Jeg elsker numre, der inkorporerer lyden af regn i baggrunden, og selvom effekten forsvinder igen kort inde i nummeret, så er nummeret nu stadig en god, stemningsfuld skæring.

6.       SPREAD YOUR WINGS (FEAT. DEACON THE VILLAIN)
Da Kno sampler en vokal i omkvædet, bidrager Deacon i stedet med et vers, hvilket er svært at protestere i mod, og eftersom Kno ikke skuffer med hverken vokal eller beat, er nummeret derfor endnu et godt bekendtskab. Omkvædet er dog ikke blandt de bedste på albummet.

7.       SMILE (THEY BROUGHT YOUR COFFIN IN)
En rimelig kort instrumental plus vokalsamples. Ikke just albummets højdepunkt, men det lyder da ganske godt.

8.       GRAVEYARD (FEAT. SHEISTY KHRIST)
Et af de mest spændende elementer ved Death Is Silent er alle de forskellige, saksede vokaler, som Kno kan smede ind i produktionen og få til at lyde som om, at de aldrig var fraværende. Det er virkelig imponerende. Og apropos eksperimentering og leg med mediet, så er dette nummer nærmest en stor legeplads. Produktionen er overraskende tempofyldt med inkorporationen af træfløjter, mens Kno er i forholdsvis højt humør med jokes og punchlines. Alene hans reference til Crash Bandicoot gør nummeret et underholdende om end alternativt lyt.

9.       I WISH I WAS DEAD (FEAT. TONEDEFF)
Når bossen kigger forbi går det sjældent galt, da Tonedeff uden tvivl er i besiddelse af et af de vildeste flows, plus han kan skrive. De to fyres vers hænger ikke umiddelbart sammen overhovedet, men de har den samme atmosfære og ender begge med deres egen død. For det meste er teksterne på Death Is Silent en samling kryptisk sammensat linjer, hvilket også gør sig gældende med Tonedeff’s vers, men Kno’s er faktisk et stykke ligetil historiefortælling. Med mindre de begge rent faktisk ønsker at dø, er budskabet dog alligevel gemt væk.

10.   THEY TOLD ME (FEAT. DEACON THE VILLAIN)
Deacon kigger forbi en sidste gang med et vers, mens omkvædet endnu engang består af et vokalsample, der til gengæld denne gang er ret fantastisk. Lyrisk er nummeret rent interessant, da Kno (med et sprødt flow) snakker om hans modstand mod kommercialisme, og hvad dette betyder finansielt for ham, mens Deacon diskuterer om himmel og helvede, hvilket begge dele er populære emner på deres fælles udgivelser. Fedt nummer.

11.   WHEN I WAS YOUNG (FEAT. NATTI & SUBSTANTIAL)
Mens Natti og Kno fortæller om en barndom med pengeproblemer men kærlige forældre, vælger Substantial i stedet at fortælle om sin indgang til musikken. Lidt mærkeligt, men nummeret er stadig rigtig godt med endnu et vidunderligt vokalsample.

12.   NOT AT THE END (FEAT. TUNJI)
Muligvis albummets bedste nummer, men det har nok også noget at gøre med, at det var det første nummer fra albummet, jeg hørte. Det er dog voldsomt fedt. Både Tunji og Kno leverer pragtpræstationer med skråsikre leveringer og tekster, mens Kno yderligere har produceret røven ud af bukserne. Hans valg af vokalsample i denne omgang er decideret imponerende. Derudover slutter nummeret også på en forholdsvis positiv tone. Smukt.


13.   THE NEW DAY (DEATH HAS NO MEANING)
En afsluttende og mellemlang instrumental med inkluderingen af forskellige vokalsamples, der forlænger den positive tone. Udmærket.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Selvom forventningerne til Kno bliver højere og højere er Death Is Silent stadig et meget imponerende lyt, og trods der generelt bliver givet gode præstationer af både Kno selv og de gæstende rappere, så er det alligevel den stemningsfulde og melodiøse produktion, der løber med den meste opmærksomhed, men det er også helt i orden. Death Is Silent er et meget konsistent og sammenhængende lyt, og så er det desuden også rart at se en rapper, der kan begrænse sig til 13 numre inkl. instrumentale. De forholdsvis få numre ser jeg absolut ikke som et kritikpunkt. Death Is Silent skaber en temmelig dyster stemning, men mod slutningen begynder håbet at sive ind, så det er langt fra ét langt selvmordsbrev. Det er derimod et meget underholdende lyt, der bestemt fortjener at blive købt.

BEDSTE NUMRE: “If You Cry”; “La Petite Mort (Come Die With Me)”; “Rhythm Of The Rain”; “They Told Me”; “When I Was Young”; “Not At The End”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar