Mens Kno
arbejdede på sin solodebut, sendte Deacon The Villain et par følere ud i håbet
om at finde nogle rappere at slå tiden ihjel med, samtidig med at det også
ville være en chance for ham at eksperimentere med egne beats. Den ene føler
nåede helt til Seattle, hvor den ramlede ind i rapperen JustMe (fra Scribbling
Idiots). Han er praktiserende katolik, men selvom paralleller kan drages mellem
hans trosretning og musik, så laver han ifølge sig selv ikke decideret kristent
musik. Tragedy & Dope forholder
sig dog en smule uenig.
De to fyre mødtes altså over albummet Tragedy & Dope, der er produceret af Deacon og primært udført af JustMe. Den hvide rapper overlader dog flere af omkvædene til makkeren, der også er kendt for at skabe nogle ganske gode af disse. En enkelt anden rapper medvirker en enkelt gang, og det er ingen andre end Sheisty Khrist, der tilfældigvis er Deacon’s anden tætte kollaboratør det år. Natti er ingen steder at finde på albummet, mens Kno kun sørger for supplerende trommeprogrammering til et enkelt nummer, så forbindelsen til CunninLynguists er overraskende smal.
Men nu er det jo også primært JustMe’s album.
1. TRAGEDY & DOPE
Over et akkompagnement af trommer, strygere og vokalsamples spytter JustMe et kort vers, der introducerer albummet mere end det gør ham, men det er jo heller ikke hans første skive. Jo vist, han lægger sådan set ud med en bøn, men det er nu stadig en meget effektiv start.
2. I KNOW
Med spinkle guitartabs og et Deacon omkvæd er der lagt op til et minimum underholdende nok nummer, men man får så heller ikke meget mere. JustMe fortæller om dagligdagens kvaler og problemer, hvilket han af en eller anden grund skal blande Gud ind i. Det er lidt trættende, men nummeret er altså stadig nogle lyt værd.
3. SERENITY
Hvis man ignorerer JustMe’s ord lyder nummeret som den obligatoriske skæring til damerne på en gangsta rap-plade. Deacon fejler fuldstændigt sin partner, der uhindret fortsætter med sin ”voksen-mand” rap.
4. THE TRUTH & A LIE
Dette er bedre. Deacon disker op med flere vokalsamples og guitartabs, mens JustMe i et interessant twist forsigtigt diskuterer kristen fundamentalisme. Ikke dårligt, men beatet taber mig alligevel kort inde i nummeret.
5. OUT OF CONTEXT (FEAT. SHEISTY KHRIST)
I selskab med Khrist tager albummet lidt af en drejning, da det ikke helt er til at sige, hvad nummeret egentligt handler om. Uanset hvad stjæler Khrist dog uden tvivl rampelyset, mens Deacon synger et middelmådigt omkvæd, hvor han spørger, om folk er blevet vanvittige, hvilket muligvis er møntet på de to andre. Nummeret passer bestemt ikke ind.
6. UPS & DOWNS
Et af albummets højdepunkter, hvilket ikke mindst skyldtes den pragtfulde og forholdsvis muntre produktion. Jeg er ikke sikker på, at JustMe selv er klar over, hvad han mener til tider, men han lyder engageret i nummeret og dets budskab, der i grunden blot virker til at være en konstatering af det allerede velkendte. Det lyder dog ganske godt. Titlen er i øvrigt bare en omskrivning af albummets titel, så dette kunne formegentligt lige såvel have endt som titelnummeret.
7. SEXUAL CONFESSIONAL
Som både titel og melodi antyder, er vi kommet til det egentlige nummer til damerne. Det er her, at Kno har haft en lille finger med i spillet, men det ændrer ikke på, at nummeret er temmelig dårligt. Særligt omkvædet.
8. THE PRODIGAL
Et andet højdepunkt, hvad der egentligt ikke er særligt mange af. Deacon’s omkvæd er fængende, beatet lidt melankolsk og JustMe præsterer bedre end på noget andet nummer på albummet. Hans vers er meget personlige, reflekterende og nærmest terapeutiske. Sådan skal det gøres.
9. QUITTING TIME
Noget melodi og battlerap udgør dette nummer, der ikke lyder som noget, et medlem af CunninLynguists har været indblandet i. Nummeret er ikke dårligt, men det lyder lidt billigt og amatøragtigt.
10. WADE
En alternativ måde at slutte på. Det simple beat er forholdsvis mørkt, mens JustMe overhovedet ikke virker interesseret i at indspille nummeret. Deacon’s halvkedelige omkvæd er nok det bedste ved nummeret.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Tragedy & Dope er et kort album på kun 30 minutter, hvilket blot gør det værre, at kun halvdelen af numrene er noget værd. Deacon har enkelte lykkestrejf, men det er tydeligt, at han stadig har meget at lære endnu af Kno, mens JustMe virker lidt for optaget af Gud og for usikker på sig selv. ”The Prodigal” er uden tvivl albummets bedste skæring, og pudsigt nok kunne JustMe faktisk også selv lære noget af den, da han burde lave mere i samme boldgade. Samme fokus og selvindsigt. Tragedy & Dope er ærlig talt ikke noget særligt, men hvis man vil, kan man da forsøge sig med en brændt kopi.
BEDSTE NUMRE: ”Tragedy & Dope”; ”I Know”; ”Ups & Downs”; ”The Prodigal”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar