,
Deacon havde
som skrevet tidligere to projekter udenfor CunninLynguists i 2010, men mens det
første album, Tragedy & Dope med
JustMe, er en meget disintegreret del af CunninLynguists og
pladeselskabet-slash-kollektivet QN5, pga. albummet i høj grad er et JustMe
soloalbum, så forholder det sig anderledes med Deacon’s næste projekt, Niggaz
With Latitude (NWL) med Sheisty Khrist, der først og fremmest er udgivet på QN5, hvilket inkluderer
alt, hvad dette normalvis indebærer af gæsteoptrædener og hjælpende hænder bag
knapperne, men nu er partneren denne gang også meget tættere affilieret til
kollektivet. (Og træk vejret.)
Titlen er tydeligvis et nik tilbage til N.W.A.’s debutalbum, hvilket umiddelbart kun kan skyldes, at duoen håndhæver sin ret til frit at ytre sig – noget N.W.A. bestemt også gjorde i sin tid. Niggaz With Latitude (NWL) handler derfor om mange forskellige ting, mens der også er flere gæsteoptrædener fra bl.a. PackFM, Natti og Kno. Foruden sin vokalpræstation bidrager Kno desuden også med et beat, men interessant nok ikke til det samme nummer.
Et andet nummer er produceret af en anden QN5-producer, Kokayi, men resten er udarbejdet af Deacon the Villain, der dog ikke holder sig til beats og omkvæd denne gang, da han og Khrist langt hen ad vejen deler rampelyset bag mikrofonen.
1. CALL OF THE NIGHT (INTRO)
Guitartabs og sang skaber rammerne for denne knap så bemærkelsesværdige intro.
2. SATELLITES
Deacon’s vokal er i omkvædet kørt igennem et filter, men det lyder okay uden at være videre opsigtsvækkende. Derudover byder han også på albummets første vers, hvilket gør indgangen til albummet en flydende fornøjelse for CL fans. Khrist følger op med sit eget vers, og han gør det mindst lige så godt. Udmærket begyndelse.
3. BRAVE NEW WORLD (FEAT. NATTI)
Først troede jeg, at det var blandingen af rockede guitarer og rap, der skabte nogle ambivalente følelser i mig, men versene er jo faktisk fede nok, hvilket efterlader Deacon’s omkvæd – det stinker. Jeg ved i øvrigt ikke om, det er Natti, der til slut synger et par linjer fra ”A Whole New World”, men det er i hvert fald besynderligt.
4. RIP THE GUTS (FEAT. SOUL AKOBEN (OF CROP CIRCLE))
Jeg kunne i følge min last.fm profil originalt godt lide dette nummer, hvilket undrer mig lidt, da omkvædet er noget rod og ærlig talt noget larm. De roligere og klaverbesmykkede vers er dog udmærkede. Så lidt den samme sang som før.
5. CHEVROLET DOORS (FEAT. MINO SLICK)
Jeg får lidt en g-funk vibe fra dette nummer, hvilket er mærkeligt, da nummeret hverken er funky eller gangsta-relateret. Faktisk er nummeret mere sandsynligt en hyldest til OutKast og deres “2 Dope Boyz (In A Cadillac)” – tydeligvis pga. titlens inkludering af et bilmærke, men også fordi fyrene refererer til sig selv som KYLiens. Så ved nærmere eftertanke lyder nummeret nærmere som et miks af sydstaternes pimpsnak og vestkystens G-Funk (sammenligningen skyldes primært Deacon’s bløde omkvæd). Hvad angår numre dedikeret til biler, så er det nu udmærket.
6. NIGGAZ FOR SALE (INTERLUDER) (FEAT. BIANCA SPRIGGS)
En outro der blot underbygger min mistanke om fyrenes alsidige inspirationskilder.
7. AMERICAN GREED (FEAT. NATTI)
Kokayi har produceret denne skæring om penge og grådighed. Natti lyder ikke så oplagt, og Deacon’s omkvæd er ikke særlig godt, men Khrist’s tilsyneladende naturlige begejstring og indlevelse er ikke gået nogen steder. Han er nu ret imponerende.
8. LUTHER (FEAT. PACKFM)
Til en afveksling tager gæsten Khrist’s plads, så der kun er PackFM og Deacon tilbage. Ikke nødvendigvis en god ting men nummeret er nu ganske underholdende alligevel. Det er alt, jeg har.
9. BLACK DOG (FEAT. KNO)
Pga. det velsaksede vokalsample, engagerende trommer og nydelige keys er det næsten oplagt at tro, at Kno har håndteret produktionen, men hans melodiøse besyv må altså vente lidt på sig. Til gengæld giver han et skarpt vers, der harmonerer fint med Khrist’s. Ingen vokal fra Deacon overhovedet, men ikke desto mindre er nummeret et af albummets bedste – også takket være hans beat dog.
Titlen er tydeligvis et nik tilbage til N.W.A.’s debutalbum, hvilket umiddelbart kun kan skyldes, at duoen håndhæver sin ret til frit at ytre sig – noget N.W.A. bestemt også gjorde i sin tid. Niggaz With Latitude (NWL) handler derfor om mange forskellige ting, mens der også er flere gæsteoptrædener fra bl.a. PackFM, Natti og Kno. Foruden sin vokalpræstation bidrager Kno desuden også med et beat, men interessant nok ikke til det samme nummer.
Et andet nummer er produceret af en anden QN5-producer, Kokayi, men resten er udarbejdet af Deacon the Villain, der dog ikke holder sig til beats og omkvæd denne gang, da han og Khrist langt hen ad vejen deler rampelyset bag mikrofonen.
1. CALL OF THE NIGHT (INTRO)
Guitartabs og sang skaber rammerne for denne knap så bemærkelsesværdige intro.
2. SATELLITES
Deacon’s vokal er i omkvædet kørt igennem et filter, men det lyder okay uden at være videre opsigtsvækkende. Derudover byder han også på albummets første vers, hvilket gør indgangen til albummet en flydende fornøjelse for CL fans. Khrist følger op med sit eget vers, og han gør det mindst lige så godt. Udmærket begyndelse.
3. BRAVE NEW WORLD (FEAT. NATTI)
Først troede jeg, at det var blandingen af rockede guitarer og rap, der skabte nogle ambivalente følelser i mig, men versene er jo faktisk fede nok, hvilket efterlader Deacon’s omkvæd – det stinker. Jeg ved i øvrigt ikke om, det er Natti, der til slut synger et par linjer fra ”A Whole New World”, men det er i hvert fald besynderligt.
4. RIP THE GUTS (FEAT. SOUL AKOBEN (OF CROP CIRCLE))
Jeg kunne i følge min last.fm profil originalt godt lide dette nummer, hvilket undrer mig lidt, da omkvædet er noget rod og ærlig talt noget larm. De roligere og klaverbesmykkede vers er dog udmærkede. Så lidt den samme sang som før.
5. CHEVROLET DOORS (FEAT. MINO SLICK)
Jeg får lidt en g-funk vibe fra dette nummer, hvilket er mærkeligt, da nummeret hverken er funky eller gangsta-relateret. Faktisk er nummeret mere sandsynligt en hyldest til OutKast og deres “2 Dope Boyz (In A Cadillac)” – tydeligvis pga. titlens inkludering af et bilmærke, men også fordi fyrene refererer til sig selv som KYLiens. Så ved nærmere eftertanke lyder nummeret nærmere som et miks af sydstaternes pimpsnak og vestkystens G-Funk (sammenligningen skyldes primært Deacon’s bløde omkvæd). Hvad angår numre dedikeret til biler, så er det nu udmærket.
6. NIGGAZ FOR SALE (INTERLUDER) (FEAT. BIANCA SPRIGGS)
En outro der blot underbygger min mistanke om fyrenes alsidige inspirationskilder.
7. AMERICAN GREED (FEAT. NATTI)
Kokayi har produceret denne skæring om penge og grådighed. Natti lyder ikke så oplagt, og Deacon’s omkvæd er ikke særlig godt, men Khrist’s tilsyneladende naturlige begejstring og indlevelse er ikke gået nogen steder. Han er nu ret imponerende.
8. LUTHER (FEAT. PACKFM)
Til en afveksling tager gæsten Khrist’s plads, så der kun er PackFM og Deacon tilbage. Ikke nødvendigvis en god ting men nummeret er nu ganske underholdende alligevel. Det er alt, jeg har.
9. BLACK DOG (FEAT. KNO)
Pga. det velsaksede vokalsample, engagerende trommer og nydelige keys er det næsten oplagt at tro, at Kno har håndteret produktionen, men hans melodiøse besyv må altså vente lidt på sig. Til gengæld giver han et skarpt vers, der harmonerer fint med Khrist’s. Ingen vokal fra Deacon overhovedet, men ikke desto mindre er nummeret et af albummets bedste – også takket være hans beat dog.
10. NOBODY SPEAKS
Som titlen så småt antyder, kritiserer duoen vores haltende virkelyst til ansigt til ansigt at tage kontakt til andre mennesket (uden at male dem selv som helgener). Det er en af de mere deprimerende stunder på albummet (ja, mere end “Black Dog”), men dem skal der også være plads til.
11. ASCENSION
Over et fængende og dæmpet beat fortæller duoen om drømme og ambitioner, men lidt alternativt indeholder nummeret også en advarsel mod at sigte uhæmmet mod stjernerne. Det lyder virkelig godt, og jeg er også fan af det simple vokalsample i omkvædet.
12. MILLION MILES HIGH
Umiddelbart skulle man tro, at nummeret er en fejring af duoens præstationer, men nej sådan skulle det ikke just gå. Deacon får virkelig kamp til stregen om at skabe det mest velskrevne og personlige vers, hvilket blot understreger, hvor godt et par han og Khrist faktisk er. Kno sørger for den gode produktion, der selvfølgelig inkluderer et fint vokalsample. Godt nummer.
13. FINAL CALL (OUTRO) (FEAT. WILLIE EAMES & BIANCA SPRIGGS)
Over en dæmpet (og guitarbesmykket) instrumental bliver der budt på et spændende miks af rap, spoken word poetry og guitarsoloer. Rappen tager Khrist og Deacon sig selvfølgelig af, hvilket de selvfølgelig gør glimrende, mens Bianca Spriggs snakker lidt, og Willie Eames sørger for det superbe guitarspil. Endnu engang må jeg drage paralleller til OutKast og eksempelvis “13th Floor/Growing Old”. Smuk og anderledes afslutning.
Som titlen så småt antyder, kritiserer duoen vores haltende virkelyst til ansigt til ansigt at tage kontakt til andre mennesket (uden at male dem selv som helgener). Det er en af de mere deprimerende stunder på albummet (ja, mere end “Black Dog”), men dem skal der også være plads til.
11. ASCENSION
Over et fængende og dæmpet beat fortæller duoen om drømme og ambitioner, men lidt alternativt indeholder nummeret også en advarsel mod at sigte uhæmmet mod stjernerne. Det lyder virkelig godt, og jeg er også fan af det simple vokalsample i omkvædet.
12. MILLION MILES HIGH
Umiddelbart skulle man tro, at nummeret er en fejring af duoens præstationer, men nej sådan skulle det ikke just gå. Deacon får virkelig kamp til stregen om at skabe det mest velskrevne og personlige vers, hvilket blot understreger, hvor godt et par han og Khrist faktisk er. Kno sørger for den gode produktion, der selvfølgelig inkluderer et fint vokalsample. Godt nummer.
13. FINAL CALL (OUTRO) (FEAT. WILLIE EAMES & BIANCA SPRIGGS)
Over en dæmpet (og guitarbesmykket) instrumental bliver der budt på et spændende miks af rap, spoken word poetry og guitarsoloer. Rappen tager Khrist og Deacon sig selvfølgelig af, hvilket de selvfølgelig gør glimrende, mens Bianca Spriggs snakker lidt, og Willie Eames sørger for det superbe guitarspil. Endnu engang må jeg drage paralleller til OutKast og eksempelvis “13th Floor/Growing Old”. Smuk og anderledes afslutning.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Ikke fordi sammenligningen som sådan er vildt oplagt, men Niggaz With Latitude (NWL) er meget bedre end Tragedy & Dope. Khrist er en helt igennem interessant rapper, og han fungerer glimrende sammen med Deacon, der desuden også bidrager med nogle vers, hvilket nu engang er hans spidskompetence. Hans beats er desuden også gennemgående bedre og mere sammenhængende, på trods af at han igen forsøger sig med lidt af hvert. Samarbejdet med andre QN5 kunstnere er også et godt valg, da det skaber endnu mere dynamik.Man får sjældent pusterum i løbet af de 13 numre. Niggaz With Latitude (NWL) er en blanding af velkendte opskrifter og eksperimenter, men hele vejen igennem holdes der et overvejende pænt niveau (særligt i den sidste halvdel), så det kan bestemt anbefales, at man giver albummet en chance. Køb.
BEDSTE NUMRE: “Chevrolet Doors”; “Black Dog”; “Ascension”; “Million Miles High”; “Final Call (Outro)”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar