T.I. er en
typisk rapper fra sydstaterne med dialekten i orden og numre om pistoler, narko
og penge, men der er to yderligere karaktertræk, der får ham til at skille sig
ud; først og fremmest er han en mindre pionerer indenfor trap-musik, og dernæst
ryger han konstant ind og ud af fængsel. Det sidste punkt begyndte dog efter
nogle albums at nage ham mere og mere, og det endte med, at han efter at have
fået sin frihed tilbage endnu engang i begyndelsen af 2010 besluttede
sig for at ændre sine veje, angre sin fortid og så at sige forblive fri. Hans
næste album var derfor planlagt til at udkomme senere på året med titlen King Uncaged, men sørme om han så ikke
overtrådte betingelserne for sin prøveløsladelse.
Før han røg ind at brumme igen, ændrede han på sin tidligere plan og udgav i stedet No Mercy. Enkelte elementer fra den tidligere proces overlevede, og disse blev blandet op med en ny og mere kommerciel lyd, hvilket siger en del, da T.I. i forvejen var en mainstream-rapper. Albummets producere inkluderer således navne som Jake One, Kanye West, The Neptunes, Alex da Kid, Dr. Luke og The-Dream, mens T.I. bag mikrofonen primært får selskab af populære folk som Chris Brown, Drake, Eminem og Christina Aguilera.
Man kan sige, at T.I. med No Mercy byder på en slags pop-trap udarbejdet under tumultariske begivenheder. Nok ikke en sætning man ser klistret på coveret, men derfor kan albummet jo godt være underholdende…
1. WELCOME TO THE WORLD (FEAT. KANYE WEST & KID CUDI)
Over, hvad der lyder som en halvtarvelig rest fra My Beautiful Dark Twisted Fantasy, lægger T.I. ud med at fortælle, at han har lagt sine materialistiske tendenser bag sig for at fokusere på musikken… Mens han gennem resten af verset mere eller mindre modsiger sig selv, men det kan også kun have været en halvhjertet gestus, da fucking Kanye West – også kendt som Loui Vuitton Don – gæster nummeret. Som altid med Kanye handler nummeret i stedet om kvinder. Sikke et rod.
2. HOW LIFE CHANGED (FEAT. MITCHELLE’L & SCARFACE)
Ganske simpelt mindes T.I. gamle dage, og hvor langt han er kommet siden da. Altså bortset fra at han stadig er en jævnlig gæst i den lokale brumme. Scarface lukker nummeret med uden sammenligning det bedste vers, men det er ikke fordi nogle af dem imponerer vildt meget. Beatet er dog også acceptabelt, så nummeret er nu udmærket.
3. GET BACK UP (FEAT. CHRIS BROWN)
The Neptunes’ silkebløde produktion er nu ret behagelig, og hvis man er lidt tålmodig, vil man muligvis også vænne sig lidt til en Chris Brown, der fuldstændig voldtager auto-tune. Den største overraskelse lægger dog i T.I.’s præstation, da han faktisk gør det ganske fint med nogle reflekterende og undskyldende vers. Der måtte dog gerne være blevet skruet en tand ned for poppen. Det behøver ikke være så tydeligt, at nummeret uundgåeligt skulle udgives som single.
4. I CAN’T HELP IT (FEAT. ROCKO)
Her er der dog absolut intet håb for omkvædet, og generelt er Rocko faktisk bare i vejen. Næste.
5. THAT’S ALL SHE WROTE (FEAT. EMINEM)
Og så til No Mercy’s uigenkaldelige højdepunkt. Med hjælp fra Max Martin leverer Dr. Luke et overraskende fedt guitarbesmykket og blødt men nuanceret beat, der kun bliver endnu federe af at blive holdt med selskab af Eminem. Omkvædet er ret godt (særligt når Em overlader de lange toner til T.I.), men det siger ikke rigtigt noget om nummeret. T.I. lægger nogle gode vers med primært battlerap, og selvom Em egentligt snakker om en kvinde, så er det blot en undskyldning for at fyre de mest kringlede linjer af sted. Manglen på et reelt tema afspejles også ganske godt i valget af at ændre Eminem’s første vers (noget jeg stadig ærgrer mig en smule over) efter nummeret først leakede kort før udgivelsen generelt bød slutningen af 2010 på gode leaks med Eminem). Det ændrer dog ikke på, at Em’s flow er fantastisk, samtidig med at T.I. og producerne også leverer. Det er populært at sammenligne nummeret med “Touchdown” – sidste gang de to herrer delte mikrofonen – men det er indspillet under Eminem’s ”mørke” tid, så det er en ret uretfærdig sammenligning. Selvfølgelig sutter ”Touchdown” ukontrollerbart.
6. NO MERCY (FEAT. THE-DREAM)
The-Dream både (co-)producerer og synger omkvædet, og han gør det egentligt okay. T.I. smider referencer til religion og kalder sig selv for den næste 2Pac, hvilket er et tydeligt tegn på en fuldstændig fraværende selvbevidsthed hos manden, men nummeret er nu underholdende nok alligevel. Der skabes en klassisk, selvreflekterende stemning, og med klassisk mener jeg mainstream.
7. BIG PICTURE
Dette er et af de numre, der godt kunne være ment for King Uncaged. Han snakker hvert fald om at blive et andet menneske, da han nu forstår, hvad der er rigtigt, efter at have set det store billede. Omkvædet (faktisk ligesom versene) er meget mere fængende, end hvad det burde have lov til, så nummeret er nu ret underholdende.
8. STRIP (FEAT. YOUNG DRO & TREY SONGZ)
Dette er til gengæld elendigt, men det kan man allerede regne ud efter at have læst titlen. Alt for kommercielt lydende, og det er uheldigvis kun begyndelsen.
9. SALUTE
At Jake One har produceret lyder umiddelbart lovende, og han leverer da også et forholdsvis alternativt og sjælfyldt beat, men det er ærlig talt ikke særligt ophidsende. Det bliver hurtigt småkedeligt. Det er dog bedre end f.eks. forrige og næste nummer.
10. AMAZING (FEAT. PHARREL)
Det simple beat er i en noget anden boldgade end The Neptunes’ andet bidrag til pladen, men skiftet er bestemt ikke til det bedre. Beatet er ligeså kedeligt som omkvædet er elendigt, hvilket er en hel del. Fem minutter der er meget svære at komme igennem.
11. EVERYTHING ON ME
Problemet med No Mercy er, at de lyrisk acceptable eller/og underholdende numre fyres af til at starte med, så de sidste par numre er simple festnumre. Hvad festsange angår, kunne det dog være meget værre, da produceren Danja trods alt har arbejdet tæt sammen med Timberland ved flere lejligheder.
12. POPPIN’ BOTTLES (FEAT. DRAKE)
T-Minus har produceret, mens Drake låner sin vokal ud. Ergo havde jeg allerede afskrevet nummeret længe før, jeg hørte det – hvis jeg da havde kendt til disse to omstændigheder dengang. Jeg blev ret overrasket over, at T-Minus stod bag denne skæring, da den faktisk ikke er slem. Ikke at nummeret er decideret godt heller dog – desuden skuffede Drake bestemt heller ikke med sin irriterende stemme.
13. LAY ME DOWN (FEAT. RICO LOVE)
Dette er til gengæld endnu et lavpunkt på albummet. Faktisk muligvis det lavpunkt. Der er absolut intet godt ved dette nummer. Jeg håber aldrig, jeg støder ind i navnet Rico Love igen.
14. CASTLE WALLS (FEAT. CHRISTINA AGUILERA)
Alex da Kid kan nu noget med radiovenlige-slash-poppede skæringer. Det forholdsvis elektroniske og melodiøse beat er ret underholdende, og overraskende nok får Aguilera møvet sig problemfrit ind i det fængende omkvæd (hendes bridge bliver dog for meget af det gode). T.I. tuder over sin succes og popularitet – noget der altid skiller vandene, men af en eller anden grund er jeg altså en af dem, der tager i mod det med åbne arme (jeg er dog ved at være ret træt af Eminem’s konstante tuden). God afslutning og i mine øjne (ører?) et af albummets bedste numre.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Den første halvdel af No Mercy er ikke uden fejltrin, men den er generelt ret underholdende, da de radiovenlige numre overvejende besidder en smule integritet med fængende melodier og mere eller mindre reflekterende, gode vers. Når man træder ind i anden halvdel af albummet, vender det hele dog 180 grader, da det radiovenlige bliver til decideret kommercialisme, mens de strejfende, interessante tanker bliver til ligegyldige linjer om fest og piger. Som i første halvdel er der dog undtagelser, men den eneste der er værd at nævne, er ”Castle Walls”, der binder en fin sløjfe på albummet. No Mercy er meget sjusket, og T.I. virker ikke til at have haft hjertet med sig mere end halvdelen af tiden. Lyrisk er han i øvrigt også ret simpel. En brændt kopi må være rigeligt.
BEDSTE NUMRE: ”How Life Changed”; ”That’s All She Wrote”; ”No Mercy”; “Castle Walls”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar