Me Against the World, som jeg anmeldte
sidste sommer i G-Funk temamåneden, udkom, mens 2Pac afsonede sin straf for at
have antastet en kvinde. Selve dagen for forbrydelsen dækkede han selvfølgelig
på Me Against the World, men selve
afgørelsen nåede ikke med, da det foregik efter indspilningerne var på plads.
En anden ting han ikke berørte (af samme grund), var hændelserne på den
skæbnesvangre dag d. 30. november i 1994, hvor han blev beskudt og berøvet i
receptionen i Quad Recording Studios, mens Biggie og Puff Daddy ventede på ham
nogle etager længere oppe.
Pga. sin stigende paranoia beskyldte Shakur de to førnævnte for at have arrangeret overfaldet, så da han derefter blev smidt i fængsel (for hele voldtægtseskapaden), var det med et brændende had for The Notorious B.I.G., P. Diddy og generelt Bad Boy Records. Hadet fik så lov at buldre lidt for sig selv, mens han studerede politisk filosofi og strategi (nævneværdigt Machiavilli) og sågar skrev et filmmanuskript. Efter knap et år blev hans sag appelleret med en kaution på mere end en million amerikanske dollars, så det så umiddelbart ud til, at 2Pac måtte spenderer en del tid i fængslet endnu. Men så kom Suge Knight, grundlægger af Death Row Records, med sin store pengepung og efter aftale om at få tre albums til gengæld betalte han kautionen.
Efter 2Pac blev lukket ud begyndte han straks igen skriverierne, der primært beskæftigede sig med skyderiet, kvinder, Thug Life og vigtigst af alt hans flamboyante livsstil og overlegenhed. Han var tydeligvis og forståeligt nok glad for at være ude af fængslet, men hans kulørte lyrik var også en måde, hvorpå han kunne fortælle Biggie og Puff om, at han stadig nød livet. Så hvad med socialrealismen? Den forsvandt mere eller mindre for altid med introduktionen af gruppen Thug Life (på trods af at gruppens andre medlemmer omfavnede den til en hvis grad).
Mange af de nyindspillede numre blev smidt på All Eyez on Me, der udkom tidligt i 1996, og som altså handler mere om image og festligheder end om at redde-slash-oplyse verden. Med nogle mere simple og ligetil temaer blev det til gengæld også meget lettere for 2Pac at skrive tekster, så han spyttede nærmest ustandseligt nye vers ud. Af den grund endte All Eyez on Me som et dobbeltalbum, hvilket samtidig også talte for to albums i aftalen med Suge Knight.
All Eyez on Me er proppet med gæsteoptrædener (uden at det virker overvældende), og blandt disse er selvfølgelig de sædvanlige drenge, der nu mere eller mindre går under betegnelsen Outlawz, og grundet omstændighederne også en del gangstarappere – både fra Death Row og udefra. Albummets producere er ligeledes en blanding af gammelt og nyt, da Johnny ”J” får selskab af Dat Nigga Daz (fra Tha Dogg Pound), DJ Quik og Dr. Dre blandt andre. Rækken af større, anerkendte producere garanterede en høj produktionsværdi og i dette tilfælde meget mere G-Funk – rart at møde dig igen.
All Eyez on Me blev fantastisk godt modtaget af både kritikere, fans og ikke-fans, og det bliver af mange betragtet som hans magnum opus. Det er dog de færreste, der kan bære et helt dobbeltalbum, så skænk dig selv en koffeinfyldig drik og læn dig godt tilbage – det bliver en lang og ujævn tur.
BOOK ONE:
1. AMBITIONZ AZ A RIDAH
Angiveligt det første nummer, som Pac indspillede efter sin løsladelse, og da det også giver et temmelig godt billede af resten af albummet, så er det jo en fin måde at åbne albummet på. Daz bidrager med et simpelt men dystert beat, der står fornemt sammen med Pac’s mere aggressive og selvbevidste lyrik. Udmærket reintroduktion af en forvandlet Pac.
2. ALL ABOUT U (FEAT. DRU DOWN, NATE DOGG, SNOOP DOGGY DOGG, FATAL & YAKI KADAFI)
Det tidligere omtalte nummer hvor Dru Down ikke andet end spytter nogle ad-libs til at begynde med, hvilket Snoop Dogg efterligner mod slutningen med flere ad-libs. Nate Dogg synger selvfølgelig omkvædet, hvilket efterlader 2Pac og to af medlemmerne af Dramacydal. Fatal og Kadafi lyder temmelig unge, hvilket kan være lidt forstyrrende, men til gengæld er 2Pac i godt humør, mens Johnny ”J” har produceret et sprødt og melodisk beat, så dette nummer til damerne er ganske effektivt.
3. SKANDALOUZ (FEAT. NATE DOGG)
Pac drager nogle paralleller mellem tøserne, ham selv og byen over Daz’s flamboyante og nogenlunde beat, mens Nate Dogg bidrager med et generisk og tomt omkvæd. Det lyder ikke videre interessant, vel?
4. GOT MY MIND MADE UP (FEAT. DAT NIGGA DAZ, KURUPT, REDMAN & METHOD MAN)
Uden tvivl det mest imponerende posse-cut på en 2Pac skive, da han får besøg af et par af de bedre hip-hop duoer, der har imponeret på hver deres kyst. Daz har produceret et simpelt beat med nogle spinkle keys, hvilket giver plads for de optrædende til at tryllebinde lytteren. Dette lykkedes særligt for Kurupt, Method Man og Redman. Det er næsten unødvendigt at skrive at 2Pac drukner i underholdende vers, og nummeret lyder da også mere som noget fra en Dogg Pound skive. I konteksten fungerer nummeret altså ikke så godt, men det forhindrer det ikke i at være et rigtig godt lyt.
5. HOW DO U WANT IT (FEAT. K-CI & JOJO)
Johnny ”J”’s tempofyldte produktion er udmærket, og det samme kan siges om omkvædet, men interessant nok fucker Pac selv nummeret op, da det starter ud som sexrap men sluttes af med mere Thug Life lyrik. Sidste vers er generelt bare ret uheldigt. Stadig et lyt værd dog.
6. 2 OF AMERICAZ MOST WANTED (FEAT. SNOOP DOGGY DOGG)
Eftersom Snoop og Pac begge havde problemer med lovens lange arm og var populære rappere på dette tidspunkt, er titlen overraskende passende. Duetten er formegentligt en af de bedst kendte i hele genren, hvilket ikke er helt ufortjent, da nummeret er ganske underholdende, selvom deres kemi måske ikke nødvendigvis er den bedste i verden, men nu levede de jo næsten også i to vidt forskellige verdener, da Snoop omtrent er ligeså rolig, som Pac er aggressiv.
7. NO MORE PAIN
Interpolationen af Method Man’s “Bring the Pain” i omkvædet er en meget fed tribut, men det er også i mine øjne den eneste rigtig gode ting ved nummeret. Beatet er anonymt, og Pac har lydt mere engagerende mange gange før, så jeg er ikke just fan. Det er dog rart at se, at han trods den gænge opfattelse gjorde et ihærdigt forsøg på at bygge en bro mellem kysterne.
8. HEARTZ OF MEN
DJ Quik har produceret denne mørke og overraskende funkfrie skæring, der dog ikke desto mindre er ganske engagerende. Omkvædet består af samples fra Richard Pryor’s komediealbum That Nigger’s Crazy, hvilket er temmelig alternativt, men det bliver heldigvis akkompagneret af et fængende blæserarrangement, så det fungerer nu okay. Generelt er nummerets sangstruktur en smule alternativ, hvilket faktisk klæder det fint.
9. LIFE GOES ON
Denne ode til døde kammerater skiller tilsyneladende vandene, men jeg hører til den side, der synger med på både vers og omkvæd. Og når jeg siger ”synger”, så er det faktisk ikke helt ved siden af, da Pac påtager sig et atypisk, syngende flow, og ja, jeg kan nu mægtig godt lide det. Johnny ”J” er manden bag den meget melodiske produktion, der bl.a. indeholder en gennemvædet baggrundsvokal, og endnu engang er jeg altså ombord.
Pga. sin stigende paranoia beskyldte Shakur de to førnævnte for at have arrangeret overfaldet, så da han derefter blev smidt i fængsel (for hele voldtægtseskapaden), var det med et brændende had for The Notorious B.I.G., P. Diddy og generelt Bad Boy Records. Hadet fik så lov at buldre lidt for sig selv, mens han studerede politisk filosofi og strategi (nævneværdigt Machiavilli) og sågar skrev et filmmanuskript. Efter knap et år blev hans sag appelleret med en kaution på mere end en million amerikanske dollars, så det så umiddelbart ud til, at 2Pac måtte spenderer en del tid i fængslet endnu. Men så kom Suge Knight, grundlægger af Death Row Records, med sin store pengepung og efter aftale om at få tre albums til gengæld betalte han kautionen.
Efter 2Pac blev lukket ud begyndte han straks igen skriverierne, der primært beskæftigede sig med skyderiet, kvinder, Thug Life og vigtigst af alt hans flamboyante livsstil og overlegenhed. Han var tydeligvis og forståeligt nok glad for at være ude af fængslet, men hans kulørte lyrik var også en måde, hvorpå han kunne fortælle Biggie og Puff om, at han stadig nød livet. Så hvad med socialrealismen? Den forsvandt mere eller mindre for altid med introduktionen af gruppen Thug Life (på trods af at gruppens andre medlemmer omfavnede den til en hvis grad).
Mange af de nyindspillede numre blev smidt på All Eyez on Me, der udkom tidligt i 1996, og som altså handler mere om image og festligheder end om at redde-slash-oplyse verden. Med nogle mere simple og ligetil temaer blev det til gengæld også meget lettere for 2Pac at skrive tekster, så han spyttede nærmest ustandseligt nye vers ud. Af den grund endte All Eyez on Me som et dobbeltalbum, hvilket samtidig også talte for to albums i aftalen med Suge Knight.
All Eyez on Me er proppet med gæsteoptrædener (uden at det virker overvældende), og blandt disse er selvfølgelig de sædvanlige drenge, der nu mere eller mindre går under betegnelsen Outlawz, og grundet omstændighederne også en del gangstarappere – både fra Death Row og udefra. Albummets producere er ligeledes en blanding af gammelt og nyt, da Johnny ”J” får selskab af Dat Nigga Daz (fra Tha Dogg Pound), DJ Quik og Dr. Dre blandt andre. Rækken af større, anerkendte producere garanterede en høj produktionsværdi og i dette tilfælde meget mere G-Funk – rart at møde dig igen.
All Eyez on Me blev fantastisk godt modtaget af både kritikere, fans og ikke-fans, og det bliver af mange betragtet som hans magnum opus. Det er dog de færreste, der kan bære et helt dobbeltalbum, så skænk dig selv en koffeinfyldig drik og læn dig godt tilbage – det bliver en lang og ujævn tur.
BOOK ONE:
1. AMBITIONZ AZ A RIDAH
Angiveligt det første nummer, som Pac indspillede efter sin løsladelse, og da det også giver et temmelig godt billede af resten af albummet, så er det jo en fin måde at åbne albummet på. Daz bidrager med et simpelt men dystert beat, der står fornemt sammen med Pac’s mere aggressive og selvbevidste lyrik. Udmærket reintroduktion af en forvandlet Pac.
2. ALL ABOUT U (FEAT. DRU DOWN, NATE DOGG, SNOOP DOGGY DOGG, FATAL & YAKI KADAFI)
Det tidligere omtalte nummer hvor Dru Down ikke andet end spytter nogle ad-libs til at begynde med, hvilket Snoop Dogg efterligner mod slutningen med flere ad-libs. Nate Dogg synger selvfølgelig omkvædet, hvilket efterlader 2Pac og to af medlemmerne af Dramacydal. Fatal og Kadafi lyder temmelig unge, hvilket kan være lidt forstyrrende, men til gengæld er 2Pac i godt humør, mens Johnny ”J” har produceret et sprødt og melodisk beat, så dette nummer til damerne er ganske effektivt.
3. SKANDALOUZ (FEAT. NATE DOGG)
Pac drager nogle paralleller mellem tøserne, ham selv og byen over Daz’s flamboyante og nogenlunde beat, mens Nate Dogg bidrager med et generisk og tomt omkvæd. Det lyder ikke videre interessant, vel?
4. GOT MY MIND MADE UP (FEAT. DAT NIGGA DAZ, KURUPT, REDMAN & METHOD MAN)
Uden tvivl det mest imponerende posse-cut på en 2Pac skive, da han får besøg af et par af de bedre hip-hop duoer, der har imponeret på hver deres kyst. Daz har produceret et simpelt beat med nogle spinkle keys, hvilket giver plads for de optrædende til at tryllebinde lytteren. Dette lykkedes særligt for Kurupt, Method Man og Redman. Det er næsten unødvendigt at skrive at 2Pac drukner i underholdende vers, og nummeret lyder da også mere som noget fra en Dogg Pound skive. I konteksten fungerer nummeret altså ikke så godt, men det forhindrer det ikke i at være et rigtig godt lyt.
5. HOW DO U WANT IT (FEAT. K-CI & JOJO)
Johnny ”J”’s tempofyldte produktion er udmærket, og det samme kan siges om omkvædet, men interessant nok fucker Pac selv nummeret op, da det starter ud som sexrap men sluttes af med mere Thug Life lyrik. Sidste vers er generelt bare ret uheldigt. Stadig et lyt værd dog.
6. 2 OF AMERICAZ MOST WANTED (FEAT. SNOOP DOGGY DOGG)
Eftersom Snoop og Pac begge havde problemer med lovens lange arm og var populære rappere på dette tidspunkt, er titlen overraskende passende. Duetten er formegentligt en af de bedst kendte i hele genren, hvilket ikke er helt ufortjent, da nummeret er ganske underholdende, selvom deres kemi måske ikke nødvendigvis er den bedste i verden, men nu levede de jo næsten også i to vidt forskellige verdener, da Snoop omtrent er ligeså rolig, som Pac er aggressiv.
7. NO MORE PAIN
Interpolationen af Method Man’s “Bring the Pain” i omkvædet er en meget fed tribut, men det er også i mine øjne den eneste rigtig gode ting ved nummeret. Beatet er anonymt, og Pac har lydt mere engagerende mange gange før, så jeg er ikke just fan. Det er dog rart at se, at han trods den gænge opfattelse gjorde et ihærdigt forsøg på at bygge en bro mellem kysterne.
8. HEARTZ OF MEN
DJ Quik har produceret denne mørke og overraskende funkfrie skæring, der dog ikke desto mindre er ganske engagerende. Omkvædet består af samples fra Richard Pryor’s komediealbum That Nigger’s Crazy, hvilket er temmelig alternativt, men det bliver heldigvis akkompagneret af et fængende blæserarrangement, så det fungerer nu okay. Generelt er nummerets sangstruktur en smule alternativ, hvilket faktisk klæder det fint.
9. LIFE GOES ON
Denne ode til døde kammerater skiller tilsyneladende vandene, men jeg hører til den side, der synger med på både vers og omkvæd. Og når jeg siger ”synger”, så er det faktisk ikke helt ved siden af, da Pac påtager sig et atypisk, syngende flow, og ja, jeg kan nu mægtig godt lide det. Johnny ”J” er manden bag den meget melodiske produktion, der bl.a. indeholder en gennemvædet baggrundsvokal, og endnu engang er jeg altså ombord.
10. ONLY GOD CAN JUDGE ME (FEAT. RAPPIN’
4-TAY)
I et overraskende træk kaster Pac sig pludselig ud i noget Me Against the World-agtigt rap, da han sætter flere ord på sine tanker om sit liv og sin død. Det er et kærkomment lyt, men desværre dukker 4-Tay op mod slutningen, og han bidrager virkelig ikke meget noget særligt. Derudover er den halvelektroniske produktion også forholdsvis middelmådig, hvilket er ret synd for Pac, da han faktisk havde skrevet noget meget interessant.
11. TRADIN’ WAR STORIES (FEAT. OUTLAWZ, C-BO & STORM)
Pac siger egentligt ikke meget nyt, men pga. hans meget passionerede levering virker det alligevel ret fængslende. Han er af den grund selvfølgelig også uden sammenligning den mest interessante af rapperne. Blandt de resterende skiller C-Bo sig mest ud, så han tager en sikker anden plads. De sidste gør ikke et mærkbart indtryk, men de havde heller ikke hver i sær meget spilletid. Det atmosfæriske beat er acceptabelt, men desværre skinner kun enkelte af rapperne altså igennem.
12. CALIFORNIA LOVE (REMIX) (FEAT. DR. DRE & ROGER TROUTMAN)
Eftersom nummeret originalt var tænkt for Dre’s næste album, blev man på All Eyez on Me spist af med dette underlegne remiks, der har en mere afslappet, G-Funk vibe over sig. Eftersom Dre dog nåede at skride fra Death Row, før et nyt album blev udgivet, blev originalen i stedet smidt på 2Pac’s Greatest Hits album et par år senere.
13. I AIN’T MAD AT CHA (FEAT. DANNY BOY)
Over et pianobesmykket og afslappende Daz beat fortæller Pac om nogle bekendte, der har ændret sig på den ene eller anden made, og garanterer, at han ikke holder deres valg op imod dem. Det hele emmer lidt af den gamle 2Pac, hvilket virkelig er befriende til en afveksling, så nummeret er selvfølgelig en af mine favoritter fra albummet.
I et overraskende træk kaster Pac sig pludselig ud i noget Me Against the World-agtigt rap, da han sætter flere ord på sine tanker om sit liv og sin død. Det er et kærkomment lyt, men desværre dukker 4-Tay op mod slutningen, og han bidrager virkelig ikke meget noget særligt. Derudover er den halvelektroniske produktion også forholdsvis middelmådig, hvilket er ret synd for Pac, da han faktisk havde skrevet noget meget interessant.
11. TRADIN’ WAR STORIES (FEAT. OUTLAWZ, C-BO & STORM)
Pac siger egentligt ikke meget nyt, men pga. hans meget passionerede levering virker det alligevel ret fængslende. Han er af den grund selvfølgelig også uden sammenligning den mest interessante af rapperne. Blandt de resterende skiller C-Bo sig mest ud, så han tager en sikker anden plads. De sidste gør ikke et mærkbart indtryk, men de havde heller ikke hver i sær meget spilletid. Det atmosfæriske beat er acceptabelt, men desværre skinner kun enkelte af rapperne altså igennem.
12. CALIFORNIA LOVE (REMIX) (FEAT. DR. DRE & ROGER TROUTMAN)
Eftersom nummeret originalt var tænkt for Dre’s næste album, blev man på All Eyez on Me spist af med dette underlegne remiks, der har en mere afslappet, G-Funk vibe over sig. Eftersom Dre dog nåede at skride fra Death Row, før et nyt album blev udgivet, blev originalen i stedet smidt på 2Pac’s Greatest Hits album et par år senere.
13. I AIN’T MAD AT CHA (FEAT. DANNY BOY)
Over et pianobesmykket og afslappende Daz beat fortæller Pac om nogle bekendte, der har ændret sig på den ene eller anden made, og garanterer, at han ikke holder deres valg op imod dem. Det hele emmer lidt af den gamle 2Pac, hvilket virkelig er befriende til en afveksling, så nummeret er selvfølgelig en af mine favoritter fra albummet.
14. WHAT’Z YA PHONE # (FEAT. DANNY BOY)
Den første skive sluttes af med, hvad der uden sammenligning er dobbeltalbummets absolut værste skæring. Der er ikke det, der ikke er galt med dette nummer; alt fra det kaotiske og forfærdigelige beat til den overlange outro. Næste! Disk.
BOOK TWO:
1. CAN’T C ME (FEAT. GEORGE CLINTON & NANCI FLETCHER)
Da 2Pac signede til Death Row, var der særligt en ting, som fans så frem til med begejstring i øjnene – fremtidige kollaborationer med producer Dr. Dre. Desværre var Dre bare så småt ude af døren hos sit tidligere pladeselskab, så 2Pac måtte nøjes med demoer ment for Dre’s egne projekter, hvilket først resulterede i ”Californication” og dernæst ”Can’t C Me”, som Tha Dogg Pound allerede var blevet tilbudt. ”Nøjes” er dog så meget sagt, da Dre’s aggressive G-Funk produktion her er intet mindre end fantastisk. 2Pac giver den ligeledes hele armen med tre engagerende og hæsblæsende vers, så han har haft god grund til at være tilfreds med resultatet.
Den første skive sluttes af med, hvad der uden sammenligning er dobbeltalbummets absolut værste skæring. Der er ikke det, der ikke er galt med dette nummer; alt fra det kaotiske og forfærdigelige beat til den overlange outro. Næste! Disk.
BOOK TWO:
1. CAN’T C ME (FEAT. GEORGE CLINTON & NANCI FLETCHER)
Da 2Pac signede til Death Row, var der særligt en ting, som fans så frem til med begejstring i øjnene – fremtidige kollaborationer med producer Dr. Dre. Desværre var Dre bare så småt ude af døren hos sit tidligere pladeselskab, så 2Pac måtte nøjes med demoer ment for Dre’s egne projekter, hvilket først resulterede i ”Californication” og dernæst ”Can’t C Me”, som Tha Dogg Pound allerede var blevet tilbudt. ”Nøjes” er dog så meget sagt, da Dre’s aggressive G-Funk produktion her er intet mindre end fantastisk. 2Pac giver den ligeledes hele armen med tre engagerende og hæsblæsende vers, så han har haft god grund til at være tilfreds med resultatet.
2. SHORTY WANNA BE A THUG
Ganske simpelt bare en knap så overraskende fortælling om shorty, der vil være thug. Det er dog lykkedes Johnny ”J” at producere noget nydeligt, melodisk musik, mens Pac også synger et simpelt men fængende omkvæd, så jeg kan faktisk godt lide det.
3. HOLLA AT ME (FEAT. JEWELL)
Selvom Fletcher får lidt for meget taletid, så finder jeg dette nummer utroligt godt. Endnu engang sendes tankerne så småt tilbage til Me Against the World med lyrik om forræderi, død og paranoia, mens han også nævner skyderiet i lobbyen hos Quad Recording Studios, hvilket bringer det hele up to date. Derudover er Pac’s omkvæd vildt fængende, og beatet slår tilpas hårdt. Fedt.
Ganske simpelt bare en knap så overraskende fortælling om shorty, der vil være thug. Det er dog lykkedes Johnny ”J” at producere noget nydeligt, melodisk musik, mens Pac også synger et simpelt men fængende omkvæd, så jeg kan faktisk godt lide det.
3. HOLLA AT ME (FEAT. JEWELL)
Selvom Fletcher får lidt for meget taletid, så finder jeg dette nummer utroligt godt. Endnu engang sendes tankerne så småt tilbage til Me Against the World med lyrik om forræderi, død og paranoia, mens han også nævner skyderiet i lobbyen hos Quad Recording Studios, hvilket bringer det hele up to date. Derudover er Pac’s omkvæd vildt fængende, og beatet slår tilpas hårdt. Fedt.
4. WONDA WHY THEY CALL U BITCH (FEAT. JEWELL)
Starten af Disk 2 er min ynglings sekvens på All Eyez on Me, da der følger fire gode numre lige efter hinanden. Her til slut kommer Pac med nogle eksempler på, hvad en kælling er, mens han i samme lejlighed også giver et shout-out til C. Delores Tucker, der er offentligt modstander af bl.a. hans musik. Det kan lyde lidt barsk, men der gemmer sig faktisk noget karakteristisk socialrealisme i teksten, hvilket jeg sætter pris på. Selvom Jewell i øvrigt står bag baggrundsvokalen her, så lagde tjansen faktisk originalt hos Biggie’s kone Faith, hvilket blot underbyggede påstanden om, at Pac angiveligt skulle have været i seng med hende.
5. WHEN WE RIDE (FEAT. OUTLAW IMMORTALZ)
Massivt posse-cut med Outlawz, der grundlæggende er en relancering af Dramacydal. Efter en lang intro begynder det sjove (sådan da), da de forskellige medlemmer (og dem er der en del af) hver skyder et vers af sted indeholdende en blanding af Thug Life og battlerap. Ikke nogen vers der ligefrem har godt af at blive lyttet intenst til, så deres korte længde er rent faktisk en god ting, da der så i det mindste sker lidt hele tiden. Det synes formegentligt ikke at lyde særligt lovende, og det ville da også have været et temmelig kedeligt lyt, havde det ikke været for DJ Pooh’s ganske fede beat, der redder nummeret fra at være en kamp at komme igennem.
6. THUG PASSION (FEAT. JEWELL, OUTLAWZ & STORM)
Modsat dette, der kun lige nøjagtigt taber kampen om at være det dårligste nummer til ”What’z Ya Phone No.”. Jewell er irriterende, og beatet er faktisk decideret ulideligt, og det er ikke just fordi, Outlawz kommer og redder dagen. Næste!
7. PICTURE ME ROLLIN’ (FEAT. DANNY BOY, BIG SYKE & CPO)
Her bliver man på fornem vis introduceret for en af Johnny “J”’s bedre beats på disk to, der med engagerende trommer, en bølgende bas og velplacerede keys i sig selv har en god underholdningsværdi. Endnu bedre bliver det af gæsterapperne, der lidt overraskende begge lyder ganske fede i selskab med Pac. Det er bestemt godkendt.
8. CHECK OUT TIME (FEAT. KURUPT & BIG SYKE)
Fyrene nyder livet i Californien, hvilket de har skrevet nogle fiktive historier om. Det er lidt plat, men vigtigst af alt er det ganske uinteressant. Selvom det afslappende beat ikke er vildt ophidsende, er det dog meget passende – modsat omkvædet, der bare stinker.
9. RATHA BE YA NIGGA (FEAT. RICHIE RICH)
Med 27 numre er det ikke overraskende, at der dukker nogle fillers op en gang i mellem, men man skulle nogle gange tro, at Pac ikke har haft nogen form for kvalitetskontrol med All Eyez on Me. Omvendt er manglen på kvalitetskontrol overhovedet heller ikke en fjern tanke, da det ikke er første (eller sidste) gang, at han har haft disse problemer. Det er overflødigt at skrive, at dette nummer, der lidt lyder som en dårlig single fra en Jay-Z plade, er ringe, men nu står det her ikke desto mindre.
10. ALL EYEZ ON ME (FEAT. BIG SYKE)
Titelnummeret er skubbet så langt ind i albummet, at man næsten har glemt, hvad albummet hedder på dette tidspunkt, men her er det altså. 2Pac siger ikke rigtigt noget spændende, og beatet er ligeledes undervældende, så uanset hvor meget jeg prøver at holde af nummeret, så kan jeg simpelthen bare ikke engagere mig særligt meget i det.
11. RUN THA STREETZ (FEAT. MICHEL’LE, MUTAH & STORM)
Den elektroniskproducerede melodi gør sig godt sammen med Pac, men resten er på ingen måde mindeværdigt. De tre gæster rangerer fra ringe til lunken, så nummeret var nok dødsdømt fra begyndelsen.
12. AIN’T HARD 2 FIND (FEAT. E-40, B-LEGIT, C-BO & RICHIE RICH)
Et sidste posse-cut med nogle kammerater fra Californien, der hverken var medlem af Outlawz eller signet til Death Row. Som det sande vestkyst posse-cut det er, er tempoet selvfølgelig sat ned, så fyrene kan gøre deres ting i en afslappet atmosfære. Selvom Pac lyder til at have moret sig, er nummeret uigenkaldeligt ikke helt i hans ånd, så det ville utvivlsom have fungeret bedre på en af gæsternes egne albums.
13. HEAVEN AIN’T HARD 2 FIND
Det ville være oplagt at tro, at dette er en efterfølger til det forrige nummer, men det er selvfølgelig overhovedet ikke tilfældet. Det ville da også være utroligt, hvis Pac følte sig nødsaget til officielt at lave en direkte efterfølger til noget som helst, da de fleste numre i forvejen behandler samme emner. QD3 byder på noget forsigtigt G-Funk, mens Pac forsøger at fange en kvindes opmærksomhed. Ikke en skidt måde at runde af på, om end den ikke just indeholder nogle overraskelser.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Som I kan se på rækken af numre nedenunder, er der tilstrækkelig god musik til at udgøre et underholdende album fra start til slut, men sådan skulle det altså ikke være, da Pac valgte både at tilføje nogle blot knap så gode numre og nogle decideret elendige numre. All Eyez on Me føles lidt som en opsamling, hvor samtlige singler er inkluderet. Det vil først og fremmest sige, at kvaliteten svinger utroligt meget, men det vil også sige, at der mere eller mindre ingen forbindelse er mellem de forskellige numre. Der er ingen rød tråd. Det meste af tiden går der californication i den i forskellige udstrækninger og over en palet af forskellige beats, der en sjælden gang i mellem bliver afbrudt af sørgende eller mere socialrealistisk rap. Det er en meget turbulent tur gennem to skiver, der ikke er blevet ført en særlig skarp kvalitetskontrol med.
Glemmer man det store billede et øjeblik og i stedet kaster blikket over på de enkelte numre, så vil man dog opdage mange gode og fængende skæringer, hvor Pac’s levering, beatet og enkelte gange endda teksten går op i en større enhed. Disse øjeblikke gør All Eyez on Me værd at købe, men det er ikke et album, jeg frivilligt gider høre igennem fra start til slut. Havde der kun været en enkelt skive ville det have været et mere konsistent lyt omend ikke perfekt, da det stadig ville lyde som en samling usammenhængende hits. Fede hits.
BEDSTE NUMRE: “All About U”; “Got My Mind Made Up”; “2 of Americaz Most Wanted”; “Heartz of Men”; “Life Goes On”; “I Ain’t Mad at Cha”; “Can’t C Me”; “Shorty Wanna Be a Thug”; “Holla at Me”; “Wonder Why They Call U Bitch”; “Picture Me Rollin’”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar