Makaveli - The Don Killuminati: The 7 Day Theory (1996)

Når snakken falder på den Makaveli krediterede The 7 Day Theory er det ikke unormalt at bringe ord som begravelsesmusik og konspirationsteorier ind i samtalen, da albummet er en dyster dokumentation af Pac’s symbolske død og genopstandelse som alteregoet Makaveli – udgivet mindre end en måned efter mandens virkelige død. Af gode grunde er projektet derfor genstand for en del spekulation… Lever Pac mon det søde liv på en stillehavskyst sammen med Elvis Presley og Michael Jackson?
Spoiler: Nej.

I forbindelse med at Pac sammen med nogle kammerater dannede Outlawz, skabte de hver i sær et alterego opkaldt efter diktatorer, militærledere etc., og da Pac i sin tid i fængsel fik stor interesse for særligt politikeren og forfatteren Niccolo Machiavelli (han har bl.a. skrevet Fyrsten), tog han navnet Makaveli til sig. Han brugte det allerede løst på All Eyez on Me, men derefter begyndte han at lege lidt mere med det, hvilket resulterede i ideen om at lave et helt album, hvis formål var at introducere Makaveli officielt for folket. Således finder man følgende skrevet i albumhæftet: ”Exit 2Pac, Enter Makaveli”, mens coveret afbilleder Pac, der bliver korsfæstet – selvfølgelig for at genopstå et par dage senere med en fornyet, artistisk raffineret kunst, som en larves forvandling til sommerfugl.

For at gøre historien endnu mere eventyrlig og storslået skrev og indspillede Pac alt musikken (plus det overflødige) på tre dage, mens miksningen osv. tog yderligere fire dage. Altså en proces, der strakte sig over kun syv dage, hvilket også forklarer den anden halvdel af albummets titel.

The 7 Day Theory var oprindeligt ment for en 1997-udgivelse, men der skulle selvfølgelig kapitaliseres på Pac’s død, hvilket sendte udgivelsesdatoen nogle måneder frem. Pac skulle dog have godkendt mere eller mindre hele albummet før sin tragiske død, så derfor bliver albummet almindeligvis kategoriseret sammen med de tidligere fire soloalbums.

Med nyt pseudonym og ny stil bevægede Pac sig også væk fra tidligere samarbejdspartnere bag knapperne, hvilket betyder, at The 7 Day Theory med en enkelt undtagelse er produceret af nye folk – primært Hurt-M-Badd og Big D, og selvom sidstnævnte havde mest erfaring med rnb, så fanger de uden problemer den dystre og vemodige stemning. På mikrofonen er alt til gengæld ved det gamle, da han primært får selskab af Outlawz. Med hvem han et par måneder tidligere i øvrigt indspillede ”Hit ’Em Up” med… Mere om den en anden gang.

Grundet de forholdsvis stabile gæsteoptrædener og producere, den dystre stemning, relativt korte varighed og det (omend løse) koncept er The 7 Day Theory mere eller mindre den diametrale modsætning til All Eyez on Me, hvilket er et lidt imponerende skift, eftersom All Eyez on Me blot udkom tidligere samme år.

Tupac Shakur blev d. 7. september skudt flere gange ved et drive-by. 7 dage senere omkom han af sårene. Gerningsmanden er stadig ukendt. D. 5. november udkom The Don Killuminati: The 7 Day Theory.

1.       INTRO / BOMB FIRST (MY SECOND REPLY) (FEAT. E.D.I. & YOUNG NOBLE)
Makaveli bliver introduceret gennem en lang intro efterfulgt af et langt vers, der begge giver indtrykket af en meget vred og næsten blodtørstig hævner, der bl.a. har nogle mellemværende med rappere fra østkysten (deraf ”My Second Reply”). Der bliver i flæng nævnt fængslet, thug life, pistoler og Bad Boy. Altså intet uventet, men det bliver pakket ind i en mere dyster og sortseende lyd. De to fyre fra Outlawz følger trop med militant battlerap, mens det mørke og dybe beat understreger den trykkede stemning. Det er ikke vildt ophidsende, men det fungerer okay som introduktion til albummet.

2.       HAIL MARY (FEAT. THE OUTLAWZ)
“Bomb First” løber flydende over i albummets tredje og anden bedste single, der indeholder en utroligt atmosfærisk og tung produktion, et fængslende omkvæd og imponerende vers fra alle de indblandede. Outlawz lyder passionerede, men det er selvfølgelig Pac, der løber med den meste opmærksomhed. Særligt hans to åbningslinjer er trods deres forholdsvise simplicitet lige i øjet, hvilket også er takket være hans overbevisende levering. Af gode grunde en af albummets mest populære skæringer.

3.       TOSS IT UP (FEAT. DANNY BOY, K-CI, JOJO & AARON HALL)
Til sin anden single får Pac selskab af en stribe sangere, der alle synger en sekvens mellem hans to vers. Det er ret alternativt, og det falder ikke helt i min smag, da jeg egentligt hellere ville høre på Pac. Mens første vers er sexrap, åbner han i andet vers sin beef med Dre, der havde forladt Death Row kort forinden (angiveligt skulle Dre også have produceret den originale version af nummeret, men beatet gik i stedet til Blackstreet og deres single ”No Diggity”, så Pac endte i stedet med et remiks – og det minder rent faktisk en del om ”No Diggity”). Nummeret er altså lidt over det hele, hvilket bliver lidt for meget. Det kan dog stadig høres.

4.       TO LIVE AND DIE IN L.A. (FEAT. VAL YOUNG)
Den sidste single og som antydet tidligere er dette min favorit ud af dem alle tre. Det er muligvis også min favorit blandt alle albummets numre. Først og fremmest elsker jeg introen med det redigerede interview, hvilket også senderne tankerne tilbage til åbningen på Me Against the World. Derudover er den bløde og afslappende produktion ganske fantastisk, og den bliver på nydelig vis akkompagneret af et glimrende omkvæd sunget af Val Young. Til slut har vi Pac, der til en afveksling lyder til at hvile i sig selv, hvilket nu er ret befriende for en gangs skyld.

5.       BLASPHEMY
Pac sagde noget om spiritual lyrik i ”Bomb First”, og det får man i den grad serveret her, hvor han med udgangspunkt i kristendommen gør sig nogle tanker om sin baggrund. Det er dog slet ikke så firkantet og prædikende, som jeg får det til at lyde som her, da Pac ikke decideret omfavner kristendommen, men gør brug af den til at skabe en interessant, sympatisk og kulørt tekst. En af hans mest velskrevne numre på Death Row. Desværre er omkvædet ret tamt, og beatet kunne godt bruge lidt mere bid. Stadig et imponerede nummer.

6.       LIFE OF AN OUTLAW (FEAT. THE OUTLAWZ)
Instrumentalen minder lidt om introen til albummet, hvilket ikke helt er en god ting. Det skyldes bl.a., at beatet minder mig om det forfærdelige omkvæd, og sammen er de to ting mere eller mindre altødelæggende. Af den grund har jeg ikke meget tilovers for dette posse-cut. Jeg vil dog sige, at vedkommende der starter sit vers med ”And still I'm lost in the land of the lonely”, gør nummeret mindre hårdt at kæmpe sig igennem.

7.       JUST LIKE DADDY (FEAT. THE OUTLAWZ)
Titlen siger det hele. Pac og Outlawz fortæller om deres damer, og det er det. Omkvædet er ligeså tåbeligt som versene, men Hurt-M-Badd har fundet en nogenlunde fængende basgang frem, så det hele er ikke helt spild af tid. Tæt på dog.

8.       KRAZY
Pac får endelig fred fra sine største fans, og øjeblikkeligt bliver niveauet hævet et par stykker. Det langsomme og næsten blues-agtige beat reflekterer den personlige og melankolske lyrik, der dels bliver leveret af Pac og den ukrediterede rapper Bad Azz. De fortæller meget nedslåede om en tilværelse, der gør dem skøre, hvilket også kommer til udtryk i det næsten opgivende omkvæd. Selvom Bad Azz ikke er den fedeste rapper, har han skrevet et passende vers, og Pac kører bare derud af.

9.       WHITE MAN’Z WORLD
Meget pre-Me Against the World-agtigt, da Pac fortæller om særligt sorte kvinders hårde kår i et land primært befolket af hvide mennesker. Hvis du har læst mine andre anmeldelser af Pac’s albums, tænker du sikkert, at jeg har svært ved at få hænderne ned nu, da jeg elsker Pac’s politiske og socialrealistiske skæringer, men jeg havde aldrig hænderne oppe i første omgang. Nummeret kan desværre slet ikke måle sig med f.eks. ”Keep Ya Head Up”, da beatet er monotont og kedeligt og omkvædet er inficeret af rnb. Derudover taber Pac også tråden i det tredje vers, så nummeret er ikke meget mere end middelmådigt.

10.   ME AND MY GIRLFRIEND
Da jeg første gang læste titlen på dette nummer, var jeg ét stort spørgsmålstegn, for hvorfor i alverden skulle Pac pludselig dedikerer et helt nummer til sin fiktive kæreste? Jeg forventede derfor ikke meget, men da nummeret var ovre, var det nogle uventede tanker, der strøg gennem mit hoved. Noget i retning af ”Ahhh” og ”Uhhh”. Det sidste fordi beatet sparker røv og Pac lyder super godt og endvidere synger et fængende omkvæd. Jovist, det er lidt irriterende, at en kvinde (med attitude) afbryder Pac midt i det hele, men det ændrer ikke på, at nummeret er ganske solidt.

11.   HOLD YA HEAD (FEAT. TYRONE WRICE)
Apropos “Keep Ya Head Up”. Ikke fordi “Hold Ya Head” indeholder lignende politiskorienteret lyrik – faktisk er versene mere personlige og Me Against the World-agtige – men omkvædet og det melodiske (og dejlige) beat er forholdsvis opmuntrende og inspirerende. Det er en lidt atypisk blanding, men de forskellige elementer er jo udmærkede, så helhedsindtrykket er bestemt ikke skidt.

12.   AGAINST ALL ODD
Albummet rundes af med ét langt diss af hans værste ”fjender”, hvilket bl.a. inkluderer Puffy, Dr. Dre, Nas og sladrehanken Jack. Modsat ”Hit ’Em Up” byder dette dog på mere end juvenile tilsvininger, da Pac tydeligvis har overvejet sine ord mere nøje. Det er mere eftertænksomt og velovervejet, hvilket igen understreger Pac’s dualitet og indre kamp. Manden med de mange ansigter. Beatet er sprødt og omkvædet er fængende, så det er en meget spændende og underholdende afslutning.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: På mange måder er The 7 Day Theory et typisk Pac album, da det indeholder en håndfuld stærke skæringer, ligesom det også indeholder enkelte stinkere eller fillers. Til gengæld er produktionen herpå hans mest kontrolleret og sammenhængende, da den primært er udarbejdet af to personer. Flere af numrene flyder derfor problemfrit over i hinanden, mens produktionen også mere eller mindre er gennemført mørk og en smule tung. Lyrisk var Pac ved at finde sig selv igen med større fokus og koncentration, hvilket ligeledes er en positiv udvikling, så selvom både Pac og producerne træder forkert en gang i mellem, er The 7 Day Theory et temmelig underholdende og imponerende lyt. Hvis Pac og partnere kunne fremtrylle dette på blot syv dage, hvad kunne han så ikke have udrettet, var han ikke afgået ved døden samme år?
Køb. R.I.P.

BEDSTE NUMRE: “Hail Mary”; “To Live and Die in L.A.”; “Krazy”; “Me and My Girlfriend”; “Hold Ya Head”; “Against all Odds”

Angående posthume albums, så må det blive en anden gang, da jeg pt. ikke orker bl.a. at kæmpe mig igennem flere dobbeltalbums (læg mærke til flertalsendelsen).