2Pac - R U Still Down? (Remember Me) (1997)

Mere 2Pac! De næste par indlæg bliver ikke nødvendigvis nemme at komme igennem for hverken mig selv eller læseren, da de flere gange vil nå en temmelig lang længde, og de vil desuden mere ofte end ikke være domineret af knap så flatterede adjektiver. Det kan derfor virke håbløst at gennemføre projektet, men jeg har en ide om, at det vil være rart at kommentere på så meget af Tupac’s musik som muligt. Derudover gemmer der sig også nogle perler rundt omkring, som jeg vil forsøge at grave frem.

Efter Pac’s død og udgivelsen af The 7 Day Theory et par måneder senere fik hans mor, Afeni Shakur, rettighederne til alt hans tidligere uudgivne musik, hvilket bestemt ikke var noget, hun planlagde at tage med sig i graven. Men hun skal vel også have mad på bordet. Dette resulterede først i dobbeltalbummet R U Still Down? (Remember Me), der udkom året efter i 1997.

Afeni startede passende nok fra begyndelsen og arbejdede sig derfra vej frem, så R U Still Down? indeholder materiale fra 1992-95 – perioden mellem Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z. og Me Against the World. Jeg formoder, at indspilningerne til 2Pacalypse Now ikke efterlod sig særlig mange ubenyttede demoer. Tematisk ville det ellers have været bedre med numre fra tiden omkring de første to albums, da de trods alt mindede en smule om hinanden. R U Still Down? byder altså på lidt forskelligt materiale – nogle gange er 2Pac politisk og socialbevidst og andre gange skriger han bare ”THUG”. Selvfølgelig undtagen de gange han laver kærlighedssange… Han favner generelt lidt bredere end normalt. Til gengæld er der utroligt få gæsteoptrædener, og de få, der er, har alle mere eller mindre arbejdet sammen med Pac før. Plus flere numre også blot er restaurerede udgaver af gamle arrangementer, hvilket ligeledes må siges at være et godt tegn.

Albummet solgte ikke overraskende vældig godt, men alligevel er det ikke meget, man hører om det nu om dage..

DISC 1:
1.       REDEMPTION
En instrumental med noget nydeligt guitar-fingerspil. Jeg ved dog ikke helt, hvad det bestiller her.

2.       OPEN FIRE
Albummet starter rimelig godt ud med en lille håndfuld underholdende numre. Det er ikke den største, skjulte skat, men det er nu svært ikke at lade sig rive med af den engagerende basgang og genopfriskningen af Pac’s karakteristiske stemme.

3.       R U STILL DOWN?
Titelnummeret fortsætter strømmen af gode numre med et guitarbesmykket beat og et omkvæd, der om ikke andet ikke går i vejen for nogle underholdende vers. Pac siger stadig ikke rigtigt noget, man ikke har hørt ham sige før, men nummeret stammer fra hans paranoide og aggressive periode, så gentagelserne er til at leve med. End til videre.

4.       HELLRAZOR (FEAT. STRETCH & VAL YOUNG)
Ved første lyt vil ens forventninger på dette tidspunkt formegentligt være steget en del, da også dette nummer (om end i mindre grad grundet et halvtarveligt omkvæd) lover godt for resten af dobbeltalbummet.  Men alting har en ende..

5.       THUG STYLE
We Got Kidz har produceret flere af numrene, og de rammer uheldigvis oftest ved siden af, hvilket dette er et fint eksempel på. Pac's ”Thug”-lyrik er allerede før albummets udgivelse gamle nyheder, som jeg egentligt ikke behøver at høre mere om. Så allerede her finder vi den første filler.

6.       WHERE DO WE GO FROM HERE (INTERLUDE)
Et kedeligt mellemspil med unødvendigt narrativ af Souljah, Pac's alterego. Og så varer det kraftedeme mere end fire minutter.

7.       I WONDER IF HEAVEN GOT A GHETTO
Den første single fra albummet. Det var dog tilsyneladende ikke den store succes, da det ikke kom med på opsamlingsalbummet året efter, der til gengæld inkluderede ”Changes”, der originalt… Fuck it, det er en længere historie, som I må få på et lidt senere tidspunkt. Tilbage til ”I Wonder If Heaven Got a Ghetto”, der nu er et okay stykke musik. Lyrisk er det interessant, og selvom både Soulshock & Karlin’s klaverbesmykkede beat og omkvæd mangler en smule bid, så er det stadig god underholdning.

8.       NOTHING TO LOSE (FEAT. Y?N-VEE)
Dette er lidt en underlig størrelse, da det er et af de numre, jeg ikke rigtigt kan huske så meget fra bagefter – bortset fra at det er kanon godt. Det efterlader altså ikke nødvendigvis et vildt stort indtryk, men så længe det kører, er jeg alligevel vældig underholdt. Hver gang. Det skyldes i høj grad det energiske og fængende beat, der tilsyneladende er en fælles bedrift af Pac og Live Squad. Det havde da ikke været nødvendigt at kassere dette nummer i sin tid.

9.       I’M GETTING MONEY
Pac nævnte kort penge på The 7 Day Theory, men kun for at forklare at man derfra ikke ville høre mere til det. Nummeret lyder derfor som noget, der nok bare skulle være forblevet i gemmerne – også da det uundgåeligt vækker nogle associationer til Junior M.A.F.I.A. Mike Mosley forsøger at vinde mig tilbage med noget G-Funk, men det er altså ikke helt nok.

10.   LIE TO KICK IT (FEAT. RICHIE RICH)
Som den eneste gæst med et vers på denne disk åbner Richie Rich nummeret med sit som altid bløde flow. Pac tager sig af omkvædet, hvorefter han følger op med et vers, mens de sammen tager sig af de afsluttende linjer. I mellemtiden har Warren G så sørget for det lidt dystre og basdominerede lydtapet. Det lyder jo meget godt, men læg mærke til, at jeg faktisk ikke har nedfældet min egentlige mening om nummeret endnu. Det stinker.

11.   FUCK ALL Y’ALL
We Got Kidz forsøger sig med et par beats i forlængelse af hinanden, og dette første bud er uden tvivl et af deres bedre øjeblikke. Det er melodisk og med en god blanding af bas og diskant (inkl. guitarsolo) afkommet af guitarer, og så er det næsten lige meget, hvad Pac får fyret af. Det er måske heldigt nok, da hans vers ikke er de mest sammenhængende. Til gengæld lyder han faktisk rimelig afslappet og munter, på trods af hvad titlen måtte antyde.

12.   LET THEM THANGS GO
Hvis man absolut skal placere dette nummer, vil jeg mene, at det lyder som et skrottet nummer fra Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z., men sandheden er, at det faktisk ikke afspejler nogle af de mange forskellige sider Pac tidligere har vist sig fra. Det er en blanding af battlerap og provomoverende rap tilsat noget sing-a-long, så der var en god grund til, at nummeret først så dagens lys efter hans død. Det festlige beat er bestemt ikke værst, men det passer heller ikke rigtigt ind i konteksten.

13.   DEFINITION OF A THUG NIGGA
Warren G har mere held med sig her, da han har fået fremtryllet sig (samplet) en ganske hæderlig basgang, mens han har fyldt omkvædet ud med vokalsamples (inkl. et halvirriterende og skingert et af slagsen). Men selvom beatet lyder som noget fra All Eyez On Me, så stammer nummeret faktisk fra filmen Poetic Justice udgivet tilbage i 1993, så Pac lyder nødvendigvis anderledes. Udmærket.

DISC 2:
1.       READY 4 WHATEVER (FEAT. BIG SYKE)
Med beat fra Johnny “J” og en medvirkning af Big Syke lugter dette på papiret af All Eyes On Me, men når først 2Pac dukker op, bliver denne forestilling skudt til smadder. Det kan være svært at sige om dette er en decideret god eller skidt ting, men det er til gengæld let at kalde resultatet for en kende undervældende.

2.       WHEN I GET FREE
Souljah vender tilbage, og jeg er stadig ikke fan. Den monotone og reggaeinspirerende, musikalske baggrund er heller ikke noget at råbe hurra for.

3.       HOLD ON BE STRONG
Beatet er absolut intet særligt, men hvad der for alvor ødelægger nummeret, er Pac’s helt igennem ulidelige omkvæd, og så kan hans budskab være nok så godt.

4.       I’M LOSIN’ IT (FEAT. BIG SYKE & SPICE 1)
Endnu engang bliver vi spist af med et utroligt undervældende beat og et lunkent omkvæd, der forsøger at gentage succesen fra “California Love”. Det er ærgerligt, at de ikke tog dette ellers lovende posse-cut mere alvorligt.

5.       FAKE ASS BITCHES
Med den højst generiske titel vil man formegentligt ikke forvente meget af denne skæring, men alligevel formår det ikke at overraske positivt. Og det er på trods af, at J ellers har produceret.

6.       DO FOR LOVE (FEAT. ERIC WILLIAMS OF BLACKSTREET)
Den anden og sidste single fra albummet. Jeg forstår ikke, hvorfor de valgte at udgive det som single, men jeg forstår godt, hvorfor det var den sidste, da jeg let kunne forstille mig, at den slog al momentum ihjel. En kærlighedssang med et træls rnb-omkvæd, et kedeligt beat (igen af danske Soulshock & Karlin) og atypiske vers fra Pac.

7.       ENEMIES WITH ME (FEAT. DRAMACYDAL)
Endnu et posse-cut. Og et meget uinteressant et af slagsen. De var tilsyneladende ved at løbe tør for sprøde beats, og så hjælper det ikke, at Dramacydal lyder som en parodi på dem selv.

8.       NOTHIN’ BUT LOVE
Det er ikke videre fantastisk, men beatet er heller ikke ubrugeligt og ligeledes forholder det sig med det elektroniske omkvæd. Versene er til gengæld ret kedelige. Alligevel er nummeret et af denne disks højdepunkter…

9.       16 ON DEATH ROW
Et af de få numre der stammer fra tiden omkring Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z., hvilket kommer tydeligt til udtryk i Pac’s pludselige, socialrealistiske historiefortælling, der ser ham i skoene på en fyr på dødsgangen. Selvom beatet lige kunne gå an på en god dag, så er omkvædet stadig virkelig elendigt. Man forstår altså, hvorfor det blev skrottet i første omgang – selvom det ikke er uden merit.

10.   I WONDER IF HEAVEN GOT A GHETTO (HIP-HOP VERSION)
Og så var det så tid til et remiks af albummets første single. ”Originalen” er langt bedre, da beatet ikke synes at akkompagnere Pac’s vokal særlig godt.

11.   WHEN I GET FREE II
Det virker umiddelbart til, at Pac bare har indspillet nok materiale omkring den titulære frase til at fylde to numre (plus lidt til), og her har vi så del to. Måske en knap så flatterende beskrivelse men faktisk er nummeret ret godt. Det er uden tvivl diskens bedste, hvilket bl.a. skyldes Chris Rosser’s beat med sine engagerende trommer og sit strejf af melodi. Udmærket.

12.   BLACK STARRY NIGHT (INTERLUDE)
I det mindste varer det mindre end et minut.

13.   ONLY FEAR OF DEATH
Pac’s blødende paranoia bliver perfekt gengivet gennem hans vemodige levering, men bortset fra det er nummeret ikke så fedt igen. Beatet er en kende for simpelt, og det ville nu have gavnet med et fængende omkvæd for at bryde med den lidt monotone og depressive linje. Derudover kører nummeret for længe, men stadig en interessant afslutning.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Det er næsten lidt kliche at skrive som anmelder af hip-hop musik, men nej, R U Still Down? (Remember Me) burde ikke have været et dobbeltalbum. Man kunne med nød og næppe skrabe nok underholdende numre sammen til at fylde en enkelt disk med, men stadig ville selv denne være en lidt blandet oplevelse (men nu er Pac jo heller ikke kendt for at være konsistent). Albummet er en posthume udgivelse, så man kan ikke forvente en gennemgående rød tråd, men man kunne have håbet på knap så mange ukarakteristiske, kedelige og enkelte decideret dårlige numre (hvilket særligt er et problem på Disc 2). Det kan umuligt være Pac’s skyld, men folkene bag burde have været mere kræsen i valget af både vokaler og beats. De skal dog have ros for at holde alle mulige andre rappere ude af billedet (det meste af tiden), da det nu er ret befriende at fokus i den grad lægger på Pac. Midt i al fyldet finder man dog som skrevet stadig en god håndfuld underholdende numre, så hvis du er fan, vil jeg anbefale dig at brænde en kopi. (Hvis Disc 2 havde været på samme niveau som Disc 1, ville jeg have anbefalet et køb.)

Ikke en dårlig start, men hvad er chancen lige for at det bliver bedre herfra?

BEDSTE NUMRE: “Open Fire”; “R U Still Down? (Remember Me)”; “I Wonder If Heaven Got A Ghetto”; “Nothing to Lose”; “Fuck All Y’all”; “Definition of a Thug Nigga”; “When I Get Free II”