2Pac - Greatest Hits (1998)

Et år efter udgivelsen af det første posthume album, R U Still Down? (Remember Me), udkom den første 2Pac opsamling, der ikke overraskende ikke inkluderer et eneste nummer fra førnævnte album. Til gengæld er alle fem hovedalbums repræsenteret, mens to singler udgivet omkring udgivelsen af All Eyez On Me - uden at være inkluderet på selvsamme album - også er inkluderet her. Dette efterlader dog stadig fire skæringer, der rigtigt nok aldrig har været udgivet før. Særligt det ene af disse nye numre viste sig dog at være en god inklusion, da det var en hitsingle fra dette album.

Jeg må jo nok erkende, at 2Pac’s Greatest Hits kompilation var det første album, som jeg hørte med manden, så mit første indtryk af ham må have været et noget rodet et af slagsen. Suge Knight og Afeni Shakur (Pac’s posthume albums er herfra udgivet under både Death Row og Amaru) roder nemlig rundt i de mange singles, der synes at være placeret mere eller mindre tilfældigt på tracklisten. Der er derfor f.eks. ingen kronologisk rækkefølge. Det betyder, at Pac gang på gang skifter stil fra nummer til nummer, men ærlig talt så er det faktisk ikke et større problem. Det giver bare en mere varieret og knap så stillestående oplevelse.

For lige hurtigt at vende de inkluderede hits, så giver de et fantastisk indblik i en meget tumultarisk karriere, der med sine op- og nedture danner rammerne for utroligt meget, lækkert musik. Og en pæn slat af dette er heldigvis inkluderet her, da mere eller mindre alle (gode) hits er inkluderet, og der er faktisk ikke rigtigt nogle af dem, jeg ville ønske fjernet. Langt størstedelen af numrene har da også været inkluderet på mine ”Bedste numre”-sektioner i de respektive anmeldelser. Men hvad så med de nye numre?

Vi kan passende starte med ”California Love” og ”Hit ’Em Up”, der begge havde sine turer i radioen i 1996. På All Eyez On Me blev vi spist af med et remiks af førstnævnte, og som jeg skrev dengang, er originalen nu engang den ultimativt bedste, hvilket jeg tror, de færreste vil være uenig med mig i. Produktionen virker bare mere detaljeret, melodiøs og veludført. ”Hit ’Em Up” har jeg derimod hidtil kun nævnt i nogle snævre vendinger. Jeg har vist beskrevet det som noget lignende juvenilt, aggressivt, energisk og hadfuldt. Om ikke andet har jeg hvert fald nu. På nummeret medvirker 2Pac og Outlawz, der disser alle fra østkysten, der bare så meget som har hvisket Pac’s navn, og de gør det på en ganske simpel og juvenil måde med øgenavne og en masse bandeord. Nogen finder det grænsende til latterligt, men ikke desto mindre må jeg indrømme, at jeg finder det vanvittigt underholdende, hvilket ikke mindst skyldes det engagerende beat. Den dertilhørende musikvideo er dog temmelig ringe.

Blandt de fire nye numre har vi først ”God Bless the Dead”, der er en dyster ode til de døde og paranoia. Det må derfor nødvendigvis stamme fra 1995, og selvom det ikke er den største, skjulte perle fra indspilningerne til Me Against the World, så kunne det sagtens have erstattet f.eks. ”Can U Get Away” fra selvsamme album. Dernæst følger ”Unconditionel Love” (den anden single), der er noget så sjældent som en god kærlighedssang af Pac. Det melodiøse beat er dejligt, omkvædet er fængende og Pac følger op med nogle søde vers. Til at åbne disk to har Suge og Afeni valgt at inkludere den legesyge ”Troublesome ’96”, hvor Pac giver den gas i en overflod af energi. Tilføj et meget engagerende beat og så er man altså i mål, selvom nummeret er en smule atypisk for manden – noget man dog ikke tænker over i farten.

Til slut har vi førstesinglen, der egenhændigt formegentligt er skyld i rigtig mange solgte eksemplarer af opsamlingen. ”Changes” er indspillet i 1992, formegentligt på omtrent samme tid som ”I Wonder If Heaven Got A Ghetto”, da de to numre har flere linjer tilfælles. Duplikeringer er i øvrigt ikke et unikt tilfælde med Pac, da han ofte ville genbruge gode linjer fra et uudgivet nummer i et nyt og mere ambitiøst et. Det er altså to forskellige indspilninger, hvilket også er mærkbart ved særlige tilfælde. ”I Wonder If Heaven Got A Ghetto” blev remikset (to gange endda) til R U Still Down? (Remember Me), mens ”Changes” er blevet restaureret til denne opsamling, og der er ingen tvivl i mit hjerte om, at ”Changes” både indeholder den bedste vokal og det bedste musikalske underlag. ”Changes” er lige så fedt nu, som første gang jeg hørte det, da Pac’s levering er spændende og teknisk god, den socialrealistiske lyrik er meget velskrevet og beatet er som antydet fænomenalt og skaber en sær men rar form for livsbekræftelse (og det gør i øvrigt langt bedre brug af Bruce Hornsby and the Range’s ”The Way It Is” end E-40’s ”Things’ll Never Change”). Man kan undre sig over, hvorfor ”Changes” først så dagens lys to år efter mandens død.

På trods af inkluderingen af de nye numre indeholder Greatest Hits ikke et eneste dårligt nummer, men der er dog alligevel et enkelt, lille kritikpunkt. Et virkeligt kritikpunkt og ikke noget i stil med, at coveret er for gult eller noget. Nogle enkelte numre er nemlig enten blevet censureret eller på anden vis ændret en smule. Det er rigtig nok ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til (jeg er først blevet gjort opmærksom på det nu efter at have læst det på Wikipedia), men det bør alligevel nævnes.  Hvis du ikke desto mindre stadig venter på den helt rigtige indgang til Pac’s musik, så kan ventetiden oplagt afsluttes ved købet af denne opsamling. Der er en god grund til, at det er mandens bedst sælgende album. Ejer du allerede alle hans foregående albums, så køb alligevel Greatest Hits. Det indeholder trods alt seks tidligere utilgængelige (andet end gennem singles), okay-til-fantastiske numre, der alle fortjener en plads i musikbiblioteket hos en Pac fan.

Og fik jeg nævnt, at albummet i øvrigt åbner med et af mandens bedste numre? Synes lige, at det skulle med. 2Pac’s Greatest Hits er en af de mest vellykkede opsamlinger over alle genre.

BEDSTE NUMRE (blandt de nyankomne): ”Hit ’Em Up”; ”Troublesome ’96”; “Changes”; “California Love”