2Pac & Outlawz - Still I Rise (1999)

Det sidste halvfemserne hørte til 2Pac, var Still I Rise, som er udgivet i samarbejde med Outlawz. Det er altså ikke et soloalbum, men det bliver heller ikke rigtigt betragtet som Outlawz’ debut, på trods af at de ikke har udgivet nogle albums tidligere. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i, men det virker nu lidt suspekt, at Outlawz tilsyneladende lykkeligt har glemt dette første udspil.

Alt materialet har selvfølgelig hidtil været utilgængeligt, men hvorfra de enkelte dele stammer er ikke helt til at sige. Pac’s vokaler strækker sig umiddelbart over de sidste 3-4 år af hans liv, hvorfra Outlawz’ vers og de forskellige beats også overvejende stammer fra, men der er også nogle nyere tilføjelser. Producerne inkluderer derfor primært gamle kendinge som Johnny ”J”, Soulshock & Karlin, QD III, Daz Dillinger og Big D.

Pac har et vers eller to i de fleste numre, men han får aldrig lov at køre solo. Til gengæld indeholder Still I Rise enkelte numre, hvor Pac ingen vers har. Her får Outlawz så en chance for at skinne. Ikke dem alle sammen dog, da Hussein Fatal blev klippet ud af alle de gamle optagelser, eftersom han forlod gruppen efter de signede til Death Row Records, hvilket angiveligt var i mod Pac’s ønske og dermed også Fatal’s.

Still I Rise solgte temmelig godt, men det skyldtes nok mest af alt de mange Pac fans, der stadig hungrede efter mere musik med manden. Outlawz ville da heller aldrig opnå samme niveau af succes igen i fremtiden uden støtten fra frontfiguren.

1.       LETTER TO THE PRESIDENT (FEAT. BIG SYKE)
Titlen leder lytteren til at tro, at fyrene lægger ud med noget socialbevidst og samfundskritisk rap, men det er egentligt kun den halve sandhed, da versene ikke er vildt fokuseret omkring dette. Der er dog nok til at gøre nummeret et interessant lyt på den lyriske front, og eftersom QD III bidrager med et rimeligt engagerende beat, så er det nu en glimrende genintroduktion til alle de involverede.

2.       STILL I RISE (FEAT. TA’HE)
Producer Johnny “J” står bag endnu et udmærket nummer, der med sin dejlige, melodiøse produktion og sin tydeligvis gamle optagelse med Pac (han omtaler sig selv om en 19-årig) er et meget underholdende lyt. Det vil sige lige end til, at Ta’He begynder at synge og Outlawz derefter tager over. Omkvædet er ulideligt, mens ingen af drengene fra Outlawz formår at ramme samme følelsesladede niveau som Pac.

3.       SECRETZ OF WAR
Endnu engang træder Johnny “J” til med et beat, men dette burde de nok have ladet ligge i gemmerne. Det er ikke dårligt, bare temmelig kedeligt, men til gengæld reflekterer det på fin vis resten af nummeret.

4.       BABY DON’T CRY (KEEP YA HEAD UP II)
Jeg er som skrevet flere gange før stor fan af “Keep Ya Head Up”, så selvfølgelig var jeg begejstret ved udsigten til en efterfølger. Pac har selv været med til at producere, hvilket lykkedes fint for ham (god bas og selv omkvædet er sublimt). Desværre må jeg endnu engang kritiserer inkluderingen af Outlawz, hvilket kan virke lidt dumt, når nummeret stammer fra et album, der skal forstille at være en fælles bedrift, men sådan er det nu engang. De når bare ikke Pac til sokkeholderne, når han viser sin mere sympatiske og følsomme side frem. Budskabet er nydeligt, men nummeret lider en del under Outlawz’s bidrag. Så vil jeg hellere bare høre ”Keep Ya Head Up” endnu engang.

5.       AS THE WORLD TURNS
Still I Rise udkom samme år som Eminem’s The Slim Shady LP, der også indeholder et nummer kaldet ”As the World Turns”, men det er vist rimelig sikkert at sige, at de to har absolut intet med hinanden at gøre. Omkvædet er elendigt, men den lidt G-Funk-agtige produktion er godkendt, og for hver Young Noble og Napoleon er der en Kadafi (der i øvrigt døde kort efter Pac) og 2Pac, så det lyder nu ikke dårligt.

6.       BLACK JESUZ
Selvom Young Noble stadig er en mindre kompetent rapper, har han muligvis det bedste vers her, da han virkelig har taget emnet alvorligt. Ikke overraskende er det da også Pac’s vers, der virker mest malplaceret, hvilket til tider allerede var et problem før hans død. Når sådanne ting er tilfældet, kan resultatet dog nødvendigvis ikke være mere end middelmådigt.

7.       HOMEBOYZ
Still I Rise har end til nu været et noget middelmådigt lyt, men det har dog været tilforladeligt. Det slutter her. Det er svært at have store forventninger til et nummer med den titel, men alligevel er der større chance for at blive skuffet end positivt overrasket.

8.       HELL 4 A HUSTLER
Marginalt bedre, hvilket ikke siger meget, men mere behøver du ikke at vide.

9.       HIGH SPEED
Selvom Kadfi er en rimelig kompetent rapper, lyder hans vers her som alle andre før det. Hvis det ikke var for den distinktive produktion med sin sitar eller lignende, kunne man godt undre sig over, om dette mon er en genudgivelse. Generisk – og så er beatet i øvrigt heller ikke synderlig godt.

10.   THE GOOD DIE YOUNG (FEAT. VAL YOUNG)
Udgivet samme år som Dr. Dre og Eminem’s ”The Bad Guys Always Die” fra Wild Wild West soundtracket… Jah, jeg har ikke rigtigt mere at tilføje til det faktum, så tilbage til Outlawz (og 2Pac). Val Young’s omkvæd er så ringe, at jeg mistænker Outlawz for at beholde hende udelukkende for navnet. Beatet og den generelle stemning er lidt for blødsøden (det er også produceret af rnb-fyren Big D), men nummeret er stadig bedre end de tre forrige.

11.   KILLUMINATI
Nummeret er egentligt ret dårligt, men jeg vægtede det alligevel originalt forholdsvis højt. Det skyldtes sandsynligvis det faktum, at Pac har hele to vers plus en outro. Havde nummeret været inkluderet på The 7 Day Theory, ville jeg dog ikke have undt det mere end et enkelt blik. Det er snart lidt kliche at skrive, men omkvædet er virkelig dårligt. Kastro og Pac råber bare lidt frem og tilbage. Alt andet ved nummeret er bare uinspirerende.

12.   TEARDROPS AND CLOSED CASKETS (FEAT. NATE DOGG & VAL YOUNG)
Vi er derude, hvor jeg overvejer, om jeg mon var for hård ved de indledende numre, da de da trods alt er langt bedre end dette. Pac udveksler linjer med tilfældige medlemmer af Outlawz, hvilket måske lyder lidt spændende (lidt!) på papiret, men det fungerer ikke i praksis. Nate Dogg er derfor det bedste ved nummeret, da han med sin bløde stemme har en solid chance for at fange lytterens opmærksomhed. Big D har i øvrigt ikke produceret, selvom det godt kan lyde sådan. Den tvivlsomme ære tilkommer overraskende QD III.

13.   TATTOO TEARS
Som så mange gange før er versene ganske uinteressante, mens omkvædet er dårligt, men det bliver for en gang skyld opvejet en smule af Kurupt’s beat, der i øvrigt gør ham en mere succesfuld producer på albummet end kammeraten Daz, der fejlede pænt med ”Homeboyz”. Beatet udretter dog stadig langt fra nogen mirakler, så der er ikke vanvittigt meget at komme efter her.

14.   U CAN BE TOUCHED
Mens Kurupt dirigerede albummet på rette kurs igen, får Johnny “J” smidt det tilbage på sporet med sit meget engagerende, tiltrængte beat. Pac er blevet henstillet til omkvædet, hvilket han tager sig af uden at ødelægge noget, hvilket må siges at være fremgang på det punkt, og Outlawz får gnidningsfrit ført sig gennem de forskellige vers, der lader sig styre knap så meget af battlerap, som man ellers umiddelbart skulle tro. Endelig.

15.   Y’ALL DON’T KNOW US
Man når lige at undre sig over, om Outlawz mon klarer sig bedre uden Pac, før dette skydes i gang, og fyrene ydmyger sig selv helt uden hjælp fra Pac. Beatet er ikke værst, men det samme kan altså ikke siges om resten.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Med Still I Rise er der lidt flere ting at tage hensyn til end normalt, da man både kan se på Outlawz's præstationer, de udvalgte optagelser med Pac og forholdet mellem de to. De fleste Pac optagelser er temmelig tilfældige, men det er dog lykkedes dem af sikre sig nogle enkelte gode vers med ham, og det samme kan sådan set skrives om Outlawz. En ting er, at de forskellige parter kun er interessante enkelte gange, men en anden ting er, at det ikke engang altid er på samme tidspunkt. Når Pac er allerbedst, nydes han bedst alene, hvilket skaber nogle uheldige problemer, så konklusionen må nok være, at ideen med at udgive et helt album med både Pac og Outlawz er utrolig dårlig. Still I Rise er første og heldigvis sidste bevis på dette. Deres fælles bedrifter skal dels være nøje udvalgte og tages i små doseringer, og når de så samtidig kun har gamle optagelser at gå ud fra og en tilsyneladende mangel på bare nogenlunde beats, så er resultatet en sikker stinker. Still I Rise starter rigtigt nok ikke helt skidt ud, men med det hele taget in mente er det virkelig svært at anbefale at give det et lyt.

BEDSTE NUMRE: “Letter to the President”; “Still I Rise”; “Baby Don’t Cry (Keep  Ya Head Up II)”; “U Can Be Touched”