Med mere
succes kom også flere skandaler, der først så 2Pac i en skudduel med en
politibetjent uden for tjeneste, og selvom han slap godt fra det, så blev sagen
blot afløst af en voldtægtssag i slutningen af 1993. Det var tilsyneladende
dråben for Shakur, da han derefter kastede sig over projektet Thug Life – en
livsstil han ville refererer til resten af sine dage, men også en musikgruppe
gjort op af ham selv og vennerne Big Syke, Macadoshis, Rated R og stedbroderen
Mopreme. Gruppen indspillede originalt en masse gangstarap, men da undergenren
var under hård beskydning i medierne på dette tidspunkt, valgte 2Pac og resten
af slænget tilsyneladende af egen fri vilje (albummet er udgivet på Pac's eget pladeselskab Out Da Gutta) at skrotte noget af materialet
og ændre retning en smule.
Thug Life er ifølge 2Pac, når man uden hjælp eller sikkerhedsnet kæmper sig til tops; som ham selv der gik fra at være en fattig dreng i ghettoen til en succesfuld og rig rapper. Denne lidt løse definition resulterede bl.a. i den reviderede og opdaterede Thug Life lyd, hvor fokusset blev rykket mod personlige kampe, eget liv og egen død (paranoiaen begynder så småt at vinde indpas hos 2Pac) – modsat krigen i gaderne som han berørte i sin tidligere musik. Denne stil deler dog rampelyset med de resterende gangstarap elementer på albummet, men de to ting går også forholdsvis fint i spænd.
Thug Life: Volume 1 udkom i slutningen af 1994, og ligesom lyrikken gjorde produktionen også på flere punkter op med gamle vaner, da man her for første gang bliver introduceret for fremtidige samarbejdspartnere, heriblandt producerne Johnny ”J” og Easy Mo Bee, plus den strejfende interesse i gangstarap også kastede noget af sig i form af samarbejdet med Warren G og Nate Dogg.
Thug Life: Volume 1 bringer overraskende meget nyt til bordet, men som altid før befinder 2Pac sig i rampelyset, da han bl.a. har hele to solonumre (ud af albummets ti numre). Så det er altså ikke ligesom Eminem, der altid forsøgte at stable en gruppe (D12) på benene, der ikke behøvede at læne sig op ad stjernen. 2Pac giver dog også enkelte gange kammeraterne chancen for at skinne på egen hånd.
1. BURY ME A G (FEAT. NATASHA WALKER)
Over et melodisk og behageligt beat bliver man introduceret for gruppens samtlige medlemmer, og det lykkedes fyrene at gøre et udmærket førstehåndsindtryk. 2Pac imponerer mest med sin forlængede spilletid, men de resterende fire fyre har heller ikke voldsomt meget at arbejde med. De smider næsten alle sammen referencer til pistoler, hvilket virker til at være et tilfælde, da versene hænger temmelig løst sammen, men det lyder nu stadig glimrende.
2. DON’T GET IT TWISTED
Den første skæring uden 2Pac’s indblanding og bortset fra et unødvendigt hook så er det en rigtig god oplevelse. Mopreme er delvist manden bag den fængende instrumental (fantastisk basgang), samtidig med at han også åbner nummeret med et flow og vers, der minder mig lidt om Sen Dog eller B-Real. Generelt får jeg bare nogle mindre associationer til Cypress Hill løbende gennem nummeret. Fedt.
Thug Life er ifølge 2Pac, når man uden hjælp eller sikkerhedsnet kæmper sig til tops; som ham selv der gik fra at være en fattig dreng i ghettoen til en succesfuld og rig rapper. Denne lidt løse definition resulterede bl.a. i den reviderede og opdaterede Thug Life lyd, hvor fokusset blev rykket mod personlige kampe, eget liv og egen død (paranoiaen begynder så småt at vinde indpas hos 2Pac) – modsat krigen i gaderne som han berørte i sin tidligere musik. Denne stil deler dog rampelyset med de resterende gangstarap elementer på albummet, men de to ting går også forholdsvis fint i spænd.
Thug Life: Volume 1 udkom i slutningen af 1994, og ligesom lyrikken gjorde produktionen også på flere punkter op med gamle vaner, da man her for første gang bliver introduceret for fremtidige samarbejdspartnere, heriblandt producerne Johnny ”J” og Easy Mo Bee, plus den strejfende interesse i gangstarap også kastede noget af sig i form af samarbejdet med Warren G og Nate Dogg.
Thug Life: Volume 1 bringer overraskende meget nyt til bordet, men som altid før befinder 2Pac sig i rampelyset, da han bl.a. har hele to solonumre (ud af albummets ti numre). Så det er altså ikke ligesom Eminem, der altid forsøgte at stable en gruppe (D12) på benene, der ikke behøvede at læne sig op ad stjernen. 2Pac giver dog også enkelte gange kammeraterne chancen for at skinne på egen hånd.
1. BURY ME A G (FEAT. NATASHA WALKER)
Over et melodisk og behageligt beat bliver man introduceret for gruppens samtlige medlemmer, og det lykkedes fyrene at gøre et udmærket førstehåndsindtryk. 2Pac imponerer mest med sin forlængede spilletid, men de resterende fire fyre har heller ikke voldsomt meget at arbejde med. De smider næsten alle sammen referencer til pistoler, hvilket virker til at være et tilfælde, da versene hænger temmelig løst sammen, men det lyder nu stadig glimrende.
2. DON’T GET IT TWISTED
Den første skæring uden 2Pac’s indblanding og bortset fra et unødvendigt hook så er det en rigtig god oplevelse. Mopreme er delvist manden bag den fængende instrumental (fantastisk basgang), samtidig med at han også åbner nummeret med et flow og vers, der minder mig lidt om Sen Dog eller B-Real. Generelt får jeg bare nogle mindre associationer til Cypress Hill løbende gennem nummeret. Fedt.
3. SHIT DON’T STOP (FEAT. Y.N.V.)
2Pac tager sig af det første vers, mens de andre fire må slås om de to sidste. Det er ikke just en fair opdeling, og det bliver ikke bedre af, at det forfærdelige omkvæd ligeledes optager en del plads. Rated R kommer ud som den mindst interessante af dem alle, men det kan sådan set være lige meget, da nummeret er temmelig elendigt. Beatet er nemlig også ringe.
4. POUR OUT A LITTLE LIQOUR
Det første soloshow med 2Pac, der først så dagens lys på soundtracket til Above the Rim. Til dette har han fået tilegnet sig Johnny ”J”’s eneste bidrag til albummet, hvilket var et godt træk af rapperen, da Johnny allerede her imponerer med sine producerevner. Der bydes således på et fantastisk, fængende beat og vers om faldne kammerater – et emne 2Pac bestemt ikke færdigbehandlede her, hvilket dog er meget godt, da det i mine ører næsten altid resulterede i gode skæringer.
5. STAY TRUE (FEAT. STRETCH)
Dette er et af de bedre eksempler på Thug Life musik, da nummeret har en munter og melodisk produktion og vers om at kæmpe for at nå sine mål – på sin egen måde. Det var tydeligvis et af de sidste numre til at blive indspillet til albummet, og det skaber et spændende afbræk fra gangstarappen, selvom det ikke er blandt albummets bedste numre.
6. HOW LONG WILL THEY MOURN ME? (FEAT. NATE DOGG)
Nate Dogg synger det fængende omkvæd, mens han sammen med Warren G også står bag den bløde G-Funk produktion. Selvom titlen antyder, at nummeret handler om fyrenes egen eftermæle, så snakker de dog mest af alt om kammeraterne igen (primært Kato). Det er lidt svært at blive klog på budskabet, men jeg finder ikke desto mindre nummeret meget underholdende.
2Pac tager sig af det første vers, mens de andre fire må slås om de to sidste. Det er ikke just en fair opdeling, og det bliver ikke bedre af, at det forfærdelige omkvæd ligeledes optager en del plads. Rated R kommer ud som den mindst interessante af dem alle, men det kan sådan set være lige meget, da nummeret er temmelig elendigt. Beatet er nemlig også ringe.
4. POUR OUT A LITTLE LIQOUR
Det første soloshow med 2Pac, der først så dagens lys på soundtracket til Above the Rim. Til dette har han fået tilegnet sig Johnny ”J”’s eneste bidrag til albummet, hvilket var et godt træk af rapperen, da Johnny allerede her imponerer med sine producerevner. Der bydes således på et fantastisk, fængende beat og vers om faldne kammerater – et emne 2Pac bestemt ikke færdigbehandlede her, hvilket dog er meget godt, da det i mine ører næsten altid resulterede i gode skæringer.
5. STAY TRUE (FEAT. STRETCH)
Dette er et af de bedre eksempler på Thug Life musik, da nummeret har en munter og melodisk produktion og vers om at kæmpe for at nå sine mål – på sin egen måde. Det var tydeligvis et af de sidste numre til at blive indspillet til albummet, og det skaber et spændende afbræk fra gangstarappen, selvom det ikke er blandt albummets bedste numre.
6. HOW LONG WILL THEY MOURN ME? (FEAT. NATE DOGG)
Nate Dogg synger det fængende omkvæd, mens han sammen med Warren G også står bag den bløde G-Funk produktion. Selvom titlen antyder, at nummeret handler om fyrenes egen eftermæle, så snakker de dog mest af alt om kammeraterne igen (primært Kato). Det er lidt svært at blive klog på budskabet, men jeg finder ikke desto mindre nummeret meget underholdende.
7. UNDER PRESSURE (FEAT. STRETCH)
Den mørke produktion er en interessant afveksling, og både Stretch og 2Pac’s vers indeholder flere glimt af kløgtige linjer, selvom særligt 2Pac (der i øvrigt udviser et særligt fedt flow) også her flere gange falder tilbage til pistolsnakken. Apropos alle benævnelserne af pistoler så virker det i 2Pac’s tilfælde forholdsvis autentisk om end en smule overdrevet, da han ikke vifter rundt med dem for sjov, men fordi han virkelig er hunderæd for, hvad der venter rundt om hjørnet. Det undskylder ham en smule, men der er dog alligevel grænser for, hvor mange referencer man kan smide til skydevåben, før det bliver lidt redundant.
8. STREET FAME (FEAT. JMJ)
Rendyrket gangstarap, hvilket 2Pac overlader til kammeraterne, da han også sidder denne over. Det er ikke dårligt, men det er heller ikke særligt ophidsende. Den forvrængede basgang er da interessant, men den kan altså ikke holdet beatet oppe på egen hånd, og så virker gangstarappen også af en eller anden grund en smule for konventionel i konteksten.
9. CRADLE TO THE GRAVE
Den eneste single der ramte hitlisterne. Produktionen er lidt alternativ, da den indeholder flere G-Funk elementer, men bassen er ikke voldsomt funky, mens den også spiller en forholdsvis mindre rolle. Det er også lidt mærkeligt, at Macadoshis beskylder den hvide mand for, at han må ty til at sælge kokain, men bortset fra det er hans vers muligvis det bedste i nummeret, da han holder sig pænt til emnet. De andre falder fint ind bagved, mens 2Pac endnu engang lader tankerne løbe frit. De får alle rimelig spilletid, så nummeret strækker sig over seks minutter, og de kunne derfor passende have droppet det tarvelige omkvæd, der forhindrer nummeret i at være rigtig godt.
10. STR8 BALLIN’
Albummet rundes af med den sidste solobedrift af 2Pac med beat fra Easy Mo Bee. Det lyder jo som en god kombination, og nummeret har da også opnået en del popularitet blandt fans, men alligevel har det ikke været blandt mine favoritter. Omkvædet lyder nemlig malplaceret, og titlen virker lidt som en undskyldning for at lade tankerne flyve i de sædvanlige baner. Nummeret er dog en del bedre, end jeg husker det.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: 2Pac viser for første gang tegn på sin paranoia og besættelse af skydevåben, hvilket i grunden resulterer i nogle lidt morsomme situationer, da han altid kun virker til at have kastet titlen et kort glimt for derefter at køre ud af en bane, han ikke nødvendigvis deler med de andre gruppemedlemmer. Det er faktisk lidt synd for Big Syke, Macadoshis, Rated R og Mopreme, da de gør deres bedste for at skrue nogle solide og om ikke andet mere fokuserede skæringer sammen, hvilket gør albummet en smule fragmenteret. Bortset fra hans utilregnelighed (eller mangel på samme), Rated R’s lunkne flow og nummeret ”Shit Don’t Stop” er der dog ikke rigtigt andet skidt at komme efter, hvilket efterlader et overvejende godt udvalg af beats og præstationer fra de resterende fyre. Og ærlig talt så er 2Pac også stadig en vældig interessant spiller. Thug Life: Volume 1 er derfor et overraskende underholdende lyt med en del mindeværdige skæringer, hvilket man formodentligt også kan takke den forholdsvis korte længde for. Korte hip-hop albums er i øvrigt helt okay, og med det skrevet vil jeg afslutte med en købsanbefaling.
BEDSTE NUMRE: “Don’t Get It Twisted”; “Pour Out a Little Liqour”; “How Long Will They Mourn Me?”; “Cradle to the Grave”; “Str8 Ballin’”
Den mørke produktion er en interessant afveksling, og både Stretch og 2Pac’s vers indeholder flere glimt af kløgtige linjer, selvom særligt 2Pac (der i øvrigt udviser et særligt fedt flow) også her flere gange falder tilbage til pistolsnakken. Apropos alle benævnelserne af pistoler så virker det i 2Pac’s tilfælde forholdsvis autentisk om end en smule overdrevet, da han ikke vifter rundt med dem for sjov, men fordi han virkelig er hunderæd for, hvad der venter rundt om hjørnet. Det undskylder ham en smule, men der er dog alligevel grænser for, hvor mange referencer man kan smide til skydevåben, før det bliver lidt redundant.
8. STREET FAME (FEAT. JMJ)
Rendyrket gangstarap, hvilket 2Pac overlader til kammeraterne, da han også sidder denne over. Det er ikke dårligt, men det er heller ikke særligt ophidsende. Den forvrængede basgang er da interessant, men den kan altså ikke holdet beatet oppe på egen hånd, og så virker gangstarappen også af en eller anden grund en smule for konventionel i konteksten.
9. CRADLE TO THE GRAVE
Den eneste single der ramte hitlisterne. Produktionen er lidt alternativ, da den indeholder flere G-Funk elementer, men bassen er ikke voldsomt funky, mens den også spiller en forholdsvis mindre rolle. Det er også lidt mærkeligt, at Macadoshis beskylder den hvide mand for, at han må ty til at sælge kokain, men bortset fra det er hans vers muligvis det bedste i nummeret, da han holder sig pænt til emnet. De andre falder fint ind bagved, mens 2Pac endnu engang lader tankerne løbe frit. De får alle rimelig spilletid, så nummeret strækker sig over seks minutter, og de kunne derfor passende have droppet det tarvelige omkvæd, der forhindrer nummeret i at være rigtig godt.
10. STR8 BALLIN’
Albummet rundes af med den sidste solobedrift af 2Pac med beat fra Easy Mo Bee. Det lyder jo som en god kombination, og nummeret har da også opnået en del popularitet blandt fans, men alligevel har det ikke været blandt mine favoritter. Omkvædet lyder nemlig malplaceret, og titlen virker lidt som en undskyldning for at lade tankerne flyve i de sædvanlige baner. Nummeret er dog en del bedre, end jeg husker det.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: 2Pac viser for første gang tegn på sin paranoia og besættelse af skydevåben, hvilket i grunden resulterer i nogle lidt morsomme situationer, da han altid kun virker til at have kastet titlen et kort glimt for derefter at køre ud af en bane, han ikke nødvendigvis deler med de andre gruppemedlemmer. Det er faktisk lidt synd for Big Syke, Macadoshis, Rated R og Mopreme, da de gør deres bedste for at skrue nogle solide og om ikke andet mere fokuserede skæringer sammen, hvilket gør albummet en smule fragmenteret. Bortset fra hans utilregnelighed (eller mangel på samme), Rated R’s lunkne flow og nummeret ”Shit Don’t Stop” er der dog ikke rigtigt andet skidt at komme efter, hvilket efterlader et overvejende godt udvalg af beats og præstationer fra de resterende fyre. Og ærlig talt så er 2Pac også stadig en vældig interessant spiller. Thug Life: Volume 1 er derfor et overraskende underholdende lyt med en del mindeværdige skæringer, hvilket man formodentligt også kan takke den forholdsvis korte længde for. Korte hip-hop albums er i øvrigt helt okay, og med det skrevet vil jeg afslutte med en købsanbefaling.
BEDSTE NUMRE: “Don’t Get It Twisted”; “Pour Out a Little Liqour”; “How Long Will They Mourn Me?”; “Cradle to the Grave”; “Str8 Ballin’”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar