Jeg har
bestemt ikke planer om at slutte min tour-de-Pac med Pac’s Life, så her følger min mening om den tidligere omtalte
kompilation, der samler en håndfuld materiale fra Pac’s helt spæde år som
rapper. De ældste numre kan dateres helt tilbage til slutfirserne, så det er en
langt mere old school version af Pac, man bliver introduceret for her. Han har
ved flere lejligheder erklæret sin kærlighed til den gamle skole, og det er da
heller ikke fordi, konceptet lagde ham fjernt. Pac er nemlig på The Lost Tapes en flittig
historiefortæller, og han er også til tider socialrealistisk, så det indeholder
nogle elementer, der senere blev kædet sammen til debutalbummet.
The Lost Tapes er beholdt i sin originale tilstand – som numrene først blev udformet, og som de også lød nogle år tidligere, da kompilationen lækkede. Det er derfor produceret af en ung Chopmaster J. fra Digital Underground, og er altså en lidt alternativ udgivelse udelukkende rettet mod de med passionerede fans.
1. PANTHER POWER
Jeg har allerede kommenteret denne her, da nummeret også er inkluderet på Tupac: Resurrection soundtracket, men der er altså her, at Pac byder på noget af sin første socialrealisme. Produktionsværdien er meget lav, hvilket gælder det meste af albummet, så selvom beatet ikke er synderligt mindeværdigt, er det stadig det bedste på pladen.
2. THE CASE OF THE MISPLACED MIC
Pac’s slæng anno 1988 hed Strictly Dope, og de dukker løbende op igennem albummet med korte kommentarer-slash-ad-libs. Og når jeg skriver 1988, er det fordi det halvrockede beat og historiefortællingen hinter derhenad. Titlen er ret cool.
3. LET KNOWLEDGE DROP
Tilbage til de sociale kommentarer. Østkystens musikscene har været en tydelig inspirationskilde for ham, men der gemmer sig også nogle halve referencer til N.W.A.
4. NEVER BE BEAT
Fløjter, basguitar og scratches omkredser trommerne, men desværre bliver breakbeatet repetitivt i længden. Lyrisk er det ligeså old school.
5. A DAY IN THE LIFE
Basgangen er mægtig god, men Pac blev tydeligvis bedre til historiefortælling senere hen.
6. MY BURNIN’ HEART
En kærlighedssang for det skal man jo have med.
7. MINNIE THE MOOCHER
Allerede her er hans historiefortælling faktisk bedre, men det er stadig stærk præget af old school simplicitet. Pac fortæller historien om den titulære hovedperson, der på sin vis er en slags forløber for Brenda. Et af de bedre numre på kompilationen.
8. THE CASE OF THE MISPLACED MIC II
Et remiks af originalen og ja, nummeret er ret undervældende.
9. STATIC MIX
De sidste to numre er tydeligvis ikke helt så gamle som de forrige, da Pac udviser en pludselig aggressivitet, mens produktionen er lidt mere professionelt lydende. Selvpromoverende rap over et breakbeat, men det er da bestemt et af kompilationens mere underholdende numre – hvilket ikke mindst skyldes den højere produktionsværdi.
10. STATIC MIX II
Endnu engang var et remiks ikke rigtigt nødvendig, men spørgsmålet er, om kompilationen i sin helhed overhovedet var det?
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Lost Tapes er meget undervældende. Det er korrekt. Men for de mest fanatiske fans kan det også være et rimelig spændende indblik i Pac’s baggrund – og vejen frem til debutalbummet. Selvom enkelte numre har en smule af interesse, vil man dog højst sandsynligt ikke finde noget, der bare tilnærmelsesvis kan betragtes som nye favoritter, da produktionen er overvejende uinteressant, mens Pac er en grøn rapper, der tydeligvis stadig forsøger at finde sig selv. Så med mindre du altså bare ikke kan få nok af manden, er der ikke nogen grund til at opstøve The Lost Tapes.
BEDSTE NUMRE: “Panther Power”; “Static Mix”
The Lost Tapes er beholdt i sin originale tilstand – som numrene først blev udformet, og som de også lød nogle år tidligere, da kompilationen lækkede. Det er derfor produceret af en ung Chopmaster J. fra Digital Underground, og er altså en lidt alternativ udgivelse udelukkende rettet mod de med passionerede fans.
1. PANTHER POWER
Jeg har allerede kommenteret denne her, da nummeret også er inkluderet på Tupac: Resurrection soundtracket, men der er altså her, at Pac byder på noget af sin første socialrealisme. Produktionsværdien er meget lav, hvilket gælder det meste af albummet, så selvom beatet ikke er synderligt mindeværdigt, er det stadig det bedste på pladen.
2. THE CASE OF THE MISPLACED MIC
Pac’s slæng anno 1988 hed Strictly Dope, og de dukker løbende op igennem albummet med korte kommentarer-slash-ad-libs. Og når jeg skriver 1988, er det fordi det halvrockede beat og historiefortællingen hinter derhenad. Titlen er ret cool.
3. LET KNOWLEDGE DROP
Tilbage til de sociale kommentarer. Østkystens musikscene har været en tydelig inspirationskilde for ham, men der gemmer sig også nogle halve referencer til N.W.A.
4. NEVER BE BEAT
Fløjter, basguitar og scratches omkredser trommerne, men desværre bliver breakbeatet repetitivt i længden. Lyrisk er det ligeså old school.
5. A DAY IN THE LIFE
Basgangen er mægtig god, men Pac blev tydeligvis bedre til historiefortælling senere hen.
6. MY BURNIN’ HEART
En kærlighedssang for det skal man jo have med.
7. MINNIE THE MOOCHER
Allerede her er hans historiefortælling faktisk bedre, men det er stadig stærk præget af old school simplicitet. Pac fortæller historien om den titulære hovedperson, der på sin vis er en slags forløber for Brenda. Et af de bedre numre på kompilationen.
8. THE CASE OF THE MISPLACED MIC II
Et remiks af originalen og ja, nummeret er ret undervældende.
9. STATIC MIX
De sidste to numre er tydeligvis ikke helt så gamle som de forrige, da Pac udviser en pludselig aggressivitet, mens produktionen er lidt mere professionelt lydende. Selvpromoverende rap over et breakbeat, men det er da bestemt et af kompilationens mere underholdende numre – hvilket ikke mindst skyldes den højere produktionsværdi.
10. STATIC MIX II
Endnu engang var et remiks ikke rigtigt nødvendig, men spørgsmålet er, om kompilationen i sin helhed overhovedet var det?
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Lost Tapes er meget undervældende. Det er korrekt. Men for de mest fanatiske fans kan det også være et rimelig spændende indblik i Pac’s baggrund – og vejen frem til debutalbummet. Selvom enkelte numre har en smule af interesse, vil man dog højst sandsynligt ikke finde noget, der bare tilnærmelsesvis kan betragtes som nye favoritter, da produktionen er overvejende uinteressant, mens Pac er en grøn rapper, der tydeligvis stadig forsøger at finde sig selv. Så med mindre du altså bare ikke kan få nok af manden, er der ikke nogen grund til at opstøve The Lost Tapes.
BEDSTE NUMRE: “Panther Power”; “Static Mix”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar