2Pac - Best of 2Pac (2007)

Jeg lover, at det her er den sidste. Men hvorfor en mere? Hvorfor endnu et opsamlingsalbum?  Faktisk er Best of 2Pac den tredje (og fjerde – mere om det om lidt) opsamling i rækken, eftersom Death Row udgav The Prophet: The Best of the Works i 2003. Jeg sprang over den, da albummet ikke indeholder nogen nye skæringer (kort anmeldelse: pladen er opbygget af en meget tvivlsom samling numre), men det samme gør sig altså ikke gældende for Best of 2Pac. Det er meget begrænset, hvad der er af nyheder, men der er dog nogle få stykker.

Jeg omtalte før Best of 2Pac som to albums, for det er præcis, hvad det er. Det er en serie på to separate albums, henholdsvis kaldet Part 1: Thug og Part 2: Life, og de udkom begge d. fjerde december 2007. Dette på trods af, at skiverne tilsammen tager kortere tid at kværne sig igennem end den næsten ti år ældre Greatest Hits. Udgivelsen Udgivelserne blev derfor ikke overraskende mødt af en del himmelvendte øjne og rystende hoveder, men nok om det.

Thug-skiven holder sig primært til numre udgivet før Pac’s død, og selvfølgelig er All Eyez on Me bedst repræsenteret, mens man til gengæld kan undre sig over fraværet af Thug Life: Volume 1. Tager man et kig over tracklisten er der dog en chance for, at man løfter på skulderne og udånder et lille suk. Der er i alt 11 numre, heriblandt remikset af ”Dear Mama” og en helt ny skæring. Blandt de resterende 9 finder man alle undtagen en på Greatest Hits (to stammer endda derfra), undtagelsen værende ”Trapped”.

Det nye nummer er ”Resist the Temptation” – produceret af Sha Money XL og medvirkende Amel Larrieux i omkvædet – og om ikke andet er det ikke helt dårligt, da der bliver budt på en traditionel, melodiøs produktion og en forholdsvis medrivende vokal (om end hans flow er lidt mærkværdigt, og så er omkvædet i øvrigt elendigt). Part 1: Thug er derfor som sådan ikke en dårlig samling, men trods titlen virker de valgte numre ret tilfældige, og med den smule materiale, der er, efterlader albummet uundgåeligt en dårlig smag i munden på mig.

Life-skiven holder sig omvendt (og paradoksalt nok) mest til numre udgivet efter hans død med flest indslag fra Better Dayz, og af den grund er det faktisk den mest interessante af de to, da der netop ikke førhen havde været en opsamling af de bedste numre fra posthume udgivelser. Man får derfor samlet numre som ”Ghetto Gospel”, ”Never Call U Bitch Again” og ”They Don't Give A Fuck About Us”. Ej at forglemme den nye version af ”Thug Mansion”, der indeholder den akustiske baggrund men uden vers fra Nas – min yndlings servering af et meget særegent nummer.

Derudover finder man også det helt nye nummer ”Dopefiend’s Diner”, hvilket må siges at være en noget utraditionel Pac-skæring. Beatet er underspillet med bløde trommer, spinkle keys, en smule lilletromme og en masse specieleffekter, der forholder sig til Pac’s historie (fortalt med et roligt, syngende flow) om et pludselig skyderi, han ufrivilligt bliver vidne til. Ret alternativt, men jeg kan faktisk godt lide det.

Part 2: Life er altså en noget mere succesfuld samling, men selv hvad angår opsamlinger af posthume udspil, er det dog bestemt heller ikke perfekt.”Nothing to Lose” kunne eksempelvis med fordel have erstattet ”Still Ballin (Nitty Remix)”, mens ”Brenda’s Got A Baby” og ”Keep Ya Head Up” også nødvendigvis føles lidt malplaceret (selvom de begge er en fornøjelse at høre igen), og så er også dette album bare tarveligt kort. Afeni og Suge har været på sporet af en god ide, men de har tilsyneladende ikke helt haft hold om den. Selvom det kunne være bedre, er Part 2: Life dog stadig en fin mulighed for at blive introduceret for den posthume musik. Denne kan brændes, mens Part 1 bare kan ignoreres. 

Bedste numre: ”Thug Mansion”; ”Dopefiend’s Diner”