Hr. West har
været god ved sine fans i det nye årti med en ny udgivelse hvert år end til
videre. Han lagde ud med det anmelderroste soloalbum, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, i ’10, hvorefter den stod på et
par alternative udgivelser med henholdsvis Jay-Z og GOOD Music-kunstnerne. Nu
er han så tilbage med sit sjette soloalbum i form af den kontroversielt
betitlede Yeezus, hvor han med blot
ti numre på ny forsøger at genopfinde sig selv.
Som med My Dark Fantasy griber han atter denne opgave an ved at blande tidligere stilistiske tendenser. Dvs. Yeezus både indeholder soul- og rocksamples, autotune, synths, lilletromme og house-elementer. Mens My Dark Fantasy er et storslået, episk og orkestreret værk, er Yeezus dog ligesom sin promovering (og coveret) mere enkelt med en minimalistisk og rå produktion, mens man også finder færre gæsteoptrædener. Det kan lyde lidt som 808s & Heartbreak, men det er ikke helt tilfældet, da stemningen denne gang er mere mørk, og produktionen er udarbejdet af mange andre end blot Kanye West. Han får nemlig hjælp af særligt Rick Rubin og Daft Punk til at kreere sin nye lyd, der kombinerer Daft Punk’s faste greb om den elektroniske musikverden med Rubin’s erfaring med nedbarberede synths.
’Ye er som antydet heller ikke i samme følelsesladede emo-mode som dengang – han er trods alt i et forhold nu, og selvom stabiliteten af dette kan diskuteres, så har de da været sammen længe nok til at dele fødslen af deres lille pige. Jovist, han finder da stadig plads til at beklage sig over det uforståelige, modsatte køn, men det bliver gjort med mere had end gråd i stemmen – ligesom når han indvier lytteren i sine tanker om bl.a. hudfarve. Melankolien er altså skiftet ud med en nuanceret men grynet dysterhed.
Yeezus bliver lovprist af anmelderne, der kalder det modigt, innovativt, skelsættende, dissonerende, mørkt og kompromisløst. Lad os se om det kan harmonere med ”godt og underholdende”.
1. ON SIGHT
Uanset hvad du forventer af Yeezus kan du kun blive overrasket af åbneren. Daft Punk sørger for en højtrystende omgang house, der pludselig halvvejs inde kortvarigt skifter til et sødt soulsample. Opbygningen minder lidt om OutKast’s ”Ghetto Musick” – et nummer jeg ikke er voldsomt glad for (uden det er dårligt), men alligevel fortrækker jeg det over ”On Sight”. Kanye drukner lidt i produktionen med sin snak om hans ligeglade attitude, men det er måske meget passende.
2. BLACK SKINHEAD
Med synths, der lyder som stærkt forvrængede guitarer, sparkes et af de første offentliggjorte numre i gang. Disse bliver akkompagneret af en blanding af jungle- og militante trommer og en tydeligvis engageret Kanye, der næsten skriger sine linjer ud. Han siger forholdsvis lidt om hudfarve her, da han snakker mindst ligeså meget om sin vilde livsstil. Ikke desto mindre er jeg vild med denne skæring, hvilket mest af alt skyldes den spændende produktion og Kanye’s indlevelse i musikken.
3. I AM A GOD (FEAT. GOD)
Endnu et nummer, der blev spillet live optil pladens udgivelse. Titlen er ganske pretentiøs, men det burde ikke rigtigt komme som nogen overraskelse for folk, som har fulgt manden mere end to uger. Alligevel virker det lidt plat, når han rekonstruerer sin såkaldte samtale med Jesus. Beatet er på en og samme tid afslappende og sælsom, men ’Ye (sammen med en lille håndfuld andre) får det til at fungere udmærket. Et stemningsfuldt og nogenlunde interessant kig ind i hans arrogante hjerne.
4. NEW SLAVES (FEAT. FRANK OCEAN)
Da jeg hørte den dårligt miksede version, der først lækkede, var jeg ret spændt på at høre resten af albummet, da ’Ye slipper nogle spændende tanker om fordomme mod sorte og andre rettet direkte mod ham selv, mens beatet er simpelt men yderst fængende. Han læner sig lidt for meget op ad gentagelser til tider, men dette bliver mere end opvejet af den nye afslutning, hvor Frank Ocean kigger forbi. Først skråler han sit hjerte ud under indflydelse af auto-tune, men det lyder faktisk vildt godt. Seriøst. Dernæst skifter han over til sin naturlige stemme, der stille og roligt følger beatet til døren. Jeg kan godt lide de pludselige små skift af beat, der sker i flere numre herpå, men dette må absolut være kongen.
Som med My Dark Fantasy griber han atter denne opgave an ved at blande tidligere stilistiske tendenser. Dvs. Yeezus både indeholder soul- og rocksamples, autotune, synths, lilletromme og house-elementer. Mens My Dark Fantasy er et storslået, episk og orkestreret værk, er Yeezus dog ligesom sin promovering (og coveret) mere enkelt med en minimalistisk og rå produktion, mens man også finder færre gæsteoptrædener. Det kan lyde lidt som 808s & Heartbreak, men det er ikke helt tilfældet, da stemningen denne gang er mere mørk, og produktionen er udarbejdet af mange andre end blot Kanye West. Han får nemlig hjælp af særligt Rick Rubin og Daft Punk til at kreere sin nye lyd, der kombinerer Daft Punk’s faste greb om den elektroniske musikverden med Rubin’s erfaring med nedbarberede synths.
’Ye er som antydet heller ikke i samme følelsesladede emo-mode som dengang – han er trods alt i et forhold nu, og selvom stabiliteten af dette kan diskuteres, så har de da været sammen længe nok til at dele fødslen af deres lille pige. Jovist, han finder da stadig plads til at beklage sig over det uforståelige, modsatte køn, men det bliver gjort med mere had end gråd i stemmen – ligesom når han indvier lytteren i sine tanker om bl.a. hudfarve. Melankolien er altså skiftet ud med en nuanceret men grynet dysterhed.
Yeezus bliver lovprist af anmelderne, der kalder det modigt, innovativt, skelsættende, dissonerende, mørkt og kompromisløst. Lad os se om det kan harmonere med ”godt og underholdende”.
1. ON SIGHT
Uanset hvad du forventer af Yeezus kan du kun blive overrasket af åbneren. Daft Punk sørger for en højtrystende omgang house, der pludselig halvvejs inde kortvarigt skifter til et sødt soulsample. Opbygningen minder lidt om OutKast’s ”Ghetto Musick” – et nummer jeg ikke er voldsomt glad for (uden det er dårligt), men alligevel fortrækker jeg det over ”On Sight”. Kanye drukner lidt i produktionen med sin snak om hans ligeglade attitude, men det er måske meget passende.
2. BLACK SKINHEAD
Med synths, der lyder som stærkt forvrængede guitarer, sparkes et af de første offentliggjorte numre i gang. Disse bliver akkompagneret af en blanding af jungle- og militante trommer og en tydeligvis engageret Kanye, der næsten skriger sine linjer ud. Han siger forholdsvis lidt om hudfarve her, da han snakker mindst ligeså meget om sin vilde livsstil. Ikke desto mindre er jeg vild med denne skæring, hvilket mest af alt skyldes den spændende produktion og Kanye’s indlevelse i musikken.
3. I AM A GOD (FEAT. GOD)
Endnu et nummer, der blev spillet live optil pladens udgivelse. Titlen er ganske pretentiøs, men det burde ikke rigtigt komme som nogen overraskelse for folk, som har fulgt manden mere end to uger. Alligevel virker det lidt plat, når han rekonstruerer sin såkaldte samtale med Jesus. Beatet er på en og samme tid afslappende og sælsom, men ’Ye (sammen med en lille håndfuld andre) får det til at fungere udmærket. Et stemningsfuldt og nogenlunde interessant kig ind i hans arrogante hjerne.
4. NEW SLAVES (FEAT. FRANK OCEAN)
Da jeg hørte den dårligt miksede version, der først lækkede, var jeg ret spændt på at høre resten af albummet, da ’Ye slipper nogle spændende tanker om fordomme mod sorte og andre rettet direkte mod ham selv, mens beatet er simpelt men yderst fængende. Han læner sig lidt for meget op ad gentagelser til tider, men dette bliver mere end opvejet af den nye afslutning, hvor Frank Ocean kigger forbi. Først skråler han sit hjerte ud under indflydelse af auto-tune, men det lyder faktisk vildt godt. Seriøst. Dernæst skifter han over til sin naturlige stemme, der stille og roligt følger beatet til døren. Jeg kan godt lide de pludselige små skift af beat, der sker i flere numre herpå, men dette må absolut være kongen.
5. HOLD MY LIQUOR (FEAT. CHIEF KEEF & JUSTIN VERNON OF BON IVER)
Takket være et fængende guitarspor og en stemningsfuld produktion kan jeg faktisk godt lide nummeret. Ikke engang Chief Keef i omkvædet kan fucke det op for mig, da hans skæve præstation passer fint til temaet (alkohol og uheldige konsekvenserne). Jeg vil dog sige, at jeg efterhånden er lidt træt af sorte rappere, der absolut skal fylde sine tekster med ordet ”nigga” – det er mit eneste problem med omkvædet. Som antydet lægger lyrikken ikke fjern for West’s tidligere eskapader, men det lyder nu stadig ret godt.
6. I’M IN IT
Sexrap med lilletromme og reggae. Jah, det er ret svært at være positiv omkring dette uinspirerende værk. Et sikkert skip.
7. BLOOD ON THE LEAVES
Formegentligt det nummer, der har modtaget flest rosende anmærkninger af diverse anmeldere. Grunden er uden tvivl det (ganske rigtigt) vidunderlige sample af Nina Simone’s ”Strange Fruit”, men derfra har jeg lidt svært ved at forstå, hvorfor netop dette skulle modtage en nærmest kultstatus. Nummeret er da ikke dårligt, men der bliver i mine øjne fyldt lidt for meget auto-tune på, mens produktionen i grunden heller ikke er den bedste på skiven. Det er spændende at høre beatets dynamiske udvikling, men kombinationen af hornlydende synths og lilletromme er nu ikke så fed igen. Som den provokatør West er, kaster han sig i øvrigt ikke ud i en længere smøre om racisme (hvilket ellers ville have været i tråd med titlen og samplet) men derimod endnu en ulykkelig kærlighedshistorie. Et interessant twist i et okay nummer.
8. GUILT TRIP (FEAT. KID CUDI)
Endnu et forlist forhold, endnu en sang. Og når jeg skriver sang, er det fordi, der primært bliver sunget gennem denne melodiske omgang synth. Selv Kanye’s vers bliver leveret med et syngende flow og en spandfuld auto-tune. Det minder derfor en del om 808s & Heartbreak, hvorpå det nok ville have været et af de bedre numre. Tag det som du vil.
9. SEND IT UP (FEAT. KING L)
De fleste er enige om, at dette dansenummer er albummets sorte får, og der er jeg nok tilbøjelig til at være enig, selvom det ikke er det første nummer på albummet, der falder uden for min smag. De skingre synths bliver hurtigt en mindre pinsel, og King L burde bare fucke af.
10. BOUND 2 (FEAT. CHARLIE WILSON)
Ligeså sikkert som åbneren vil få dig til at hæve øjenbrynene, vil afslutningen tvinge et lille smil frem på dig. I et overraskende træk sampler Kanye noget glad soul i form af Ponderosa Twins Plus One’s ”Bound”, hvilket straks sender tankerne tilbage på debutalbummet. Ligesom i åbneren drukner Kanye dog lidt i produktionen, da det er svært ikke at blive fanget af det vidunderlige vokalsample. Ikke desto mindre lyder det ganske godt. Med albummets titel og dette nummer i tankerne ville det på mange måder være oplagt for Kanye West at stoppe sin solokarriere nu pga. hele cyklustingen, men jeg håber nu, at han fortsætter lidt endnu.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Yeezus er i mine ører ikke just det mesterværk, som mange gerne vil gøre det til. Produktionen er til tider for upassende eller/og irriterende, mens det lyriske indhold ikke helt indeholder den diversitet, jeg havde håbet på. Jeg vil dog ikke påstå, at albummet decideret bliver kedeligt på noget tidspunkt, da produktionen kommer godt omkring med eksperimentelle og dynamiske forløb. Om det lyder godt er dog en anden sag – en der ikke altid ser helt så godt ud, hvilket gør albummet et lidt inkonsistent lyt. De fleste numre er dog over middel, hvoraf nogle enkelte formegentligt også vil få en plads på min Kanye West-afspilningsliste pga. flotte, udfordrende og anderledes kompositioner. Jeg vægter derfor Yeezus højere end 808s & Heartbreak, som jeg anbefalede at låne, så med noget god vilje vil jeg nok at anbefale et køb af Yeezus. Bare husk at høre albummet igennem nogle gange før du kaster din færdige bedømmelse – det vil højst sandsynligt også vokse på dig.
BEDSTE NUMRE: “Black Skinhead”; “New Slaves”; “Hold My Liqour”; “Blood On The Leaves”; “Bound 2”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar