Jay-Z - Magna Carta Holy Grail (2013)

Det er hele fire år siden, at Jay-Z sidst smed et soloalbum på gaden. Det vil sige, at tiden var kortere mellem hans såkaldte pensionering i 2003 og hans tre år senere (og knap så overraskende) comeback. Mange ting kan nå at ske i løbet af fire år – både på det personlige plan og i den populære musikstrøm. F.eks. har Shawn nu en lille pige med Beyonce, mens trapmusik er en af de større trends i denne tid. Modsat normen har han dog denne gang valgt at tilpasse sig disse ændringer meget nøgternt, hvilket f.eks. får Magna Carta Holy Grail til at stå i skarp kontrast til Kanye West’s Yeezus, der ingen vinde følger.

De tidligere samarbejdspartnere, Timbaland og Pharrell, har begge haft succes tidligere i år (med henholdsvis Timberlake og Daft Punk), så naturligvis vender de tilbage. I særdeleshed Timbaland, der har været inde over det meste på albummet. Hvad der til gengæld er lidt overraskende, er hans brug af enkelte trapelementer. I stedet for at skabe mode tilslutter han sig uventet bare den eksisterende.

Magna Carta Holy Grail har fået blandet anmeldelser, men der er stadig en del, der mener, at Jay-Z holder fanen højt. Lad os se om Jay-Z stadig kan imponere med et mere traditionelt skåret album.

1.       HOLY GRAIL (FEAT. JUSTIN TIMBERLAKE)
Først og fremmest, ja, jeg kan godt lide Justin Timberlake, og hvis jeg fanger “Mirrors” i radioen, kan jeg godt finde på at skrue op. Jeg kan også godt lide ham her, og ærlig talt så er hans del faktisk bedst. Da han samtidig også har fået lov at åbne albummet, virker nummeret på flere punkter til at være hans, hvilket uheldigvis gør Jay-Z lidt overflødig. Dette understreges yderligere af beatets dyk i kvalitet i løbet af versene. Timberlake's interpolation af Nirvana's “Smells Like Teen Spirit” var dog temmelig styg.

2.       PICASSO BABY
Okay, så Mr. Carter er stinkende rig. Det tror jeg, at de fleste er klar over, men alligevel bruger han længe på at fortælle om sine dyre vaner. Det ændrer sig dog cirka halvvejs inde i nummeret, i takt med at det fede, basfyldte beat skifter til et mere simpelt et af slagsen. Her er han mere interessant at høre på, men jeg kan bedre lide det første beat...

3.       TOM FORD
Jay dedikerer et nummer til en modedesigner. Ligeså ligegyldigt, som teksten er, er beatet mere eller mindre, så det eneste interessante ved nummeret er hans flow, da han af en eller anden grund har valgt at genoplive sit gamle flow (bare uden højt tempo) – bl.a. hørt på Big L’s ”Da Graveyard” fra 1995 – før hans solodebut. Det var ret pudsigt om end ikke just tilønsket.

4.       FUCKWITHMEYOUKNOWIGOTIT (FEAT. RICK ROSS)
Hvis man vil have sig et godt grin, skal man bare sætte sig ned og høre Ross’ bidrag til denne katastrofe af et nummer. Det eneste tilforladelige ved denne fadæse er synthen i omkvædet. Okay, Jay-Z er da heller ikke forfærdelig.

5.       OCEANS (FEAT. FRANK OCEAN)
En abstrakt fortælling om immigration, slaveri, narkohandel og succes. Ind i mellem disse emner får Jay i øvrigt også lige tid til endnu engang at erklære sin kærlighed til Biggie og lave lidt reklame for sin nye biografi. Ocean gør det udmærket i omkvædet, og beatet kunne vel være værre, så nummeret er nogenlunde.

6.       F.U.T.W.
Akronymet står for Fuck Up This World, og nummeret fungerer som et opgør med U.S.A.’s undertrykkelse af sorte, eller noget i den stil. Jeg er egentligt ret ligeglad, og Jay er muligvis også, da han bruger mest tid på at blære sig med sine penge. Beatet bliver dog i det mindste holdt lilletrommefri, hvilket er et pænt plus.

7.       SOMEWHERE IN AMERICA
Nummeret, hvor Jay fylder en outro ud med variationer af ”Twerk, Miley Cyrus”. Mere behøver jeg vist ikke at skrive.

8.       CROWN
Af uransagelige årsager er Sizzla blevet samplet i indledningen – ham, der også er kendt for at være super homofobisk (faktisk et rimeligt fængende nummer, men det hjælper også, at hans jamaicanske accent står i vejen for enhver form for forståelse). Hvad angår ”Crown”, så er det bare gennemført elendigt. Beatet stammer angiveligt fra en 16-årig dreng, og jeg kan virkelig ikke begribe, at Jay-Z har fundet det bare den mindste smule vedkommende.

9.       HEAVEN
Timberlake’s omkvæd lyder som noget, Kno kunne have samplet på Death Is Silent. Produktionen kan ikke helt klare samme sammenligning, men det er stadig en af albummets bedste. Jay-Z misbruger desværre muligheden til tider, som når han giver et kortvarigt men forfærdeligt cover af R.E.M.’s ”Losing My Religion”. (Det andet, fede halvfemserhit, der skal ødelægges).

10.   VERSUS
Med en reference til A Tribe Called Quest’s ”Sucka Nigga” skyder Jay dette korte interlude i gang, der tragisk nok er et af albummets bedste skæringer.

11.   PART II (ON THE RUN) (FEAT. BEYONCÉ)
Selvfølgelig part to til “’03 Bonnie & Clyde”, som jeg har et nogenlunde forhold til (inkl. det 2Pac-inspirerede omkvæd). Ligesom Timberlake kan jeg nemlig også rimelig godt lide Beyoncé, men hun er sgu lidt irriterende her. Det er hun dog ikke ene om, da det hele er ret pladderromantisk, så de burde nok bare have holdt resultatet for dem selv.

12.   BEACH IS BETTER
Woops, Jay-Z var lige ved at give Halle Berry et kompliment uden at skænke konen en tanke, men han fik heldigvis afværget denne potentielt skrækkelige ulykke i en fart.

13.   BBC
Når jeg hører dette nummer, forstiller jeg mig Jay-Z, Nas, Justin Timberlake, og hvem vi ellers har, sidde under åben himmel en sommeraften med barbecue, øl og bål, mens de lader ordet gå på omgang i højt humør. Det er en ganske rar tanke, da de ser ud til at hygge sig vældigt. De lyder også sådan, og det er nu svært ikke at blive smittet af dem. Det ændrer dog ikke på, at nummeret virker utroligt malplaceret på Magna Carta Holy Grail.

14.   JAY-Z BLUE
Og her har vi så et helt nummer dedikeret til den nyfødte. Med dialog fra film og vokalsample af Biggie’s karakteristiske ”huh”… er det svært helt at vide, hvad man skal forvente. Men nummeret er nu ikke dårligt. Det semimelodiske beat går ikke i vejen for Jay’s vers, hvor han trækker paralleller mellem sig selv og både barnet og sin far. Det er udmærket. Altså lige indtil sidste vers, der er en smule tåkrummende.

15.   LA FAMILIA
Det virker lidt til, at Jay lige knap har skrevet nok materiale til et enkelt vers, hvilket han så spreder ud over to. Beatet er ikke bedre.

16.   NICKELS AND DIMES
Mr. Carter har for vane at slutte af med en ekstra introspektiv skæring, hvilket er en tradition det melodiske beat i den grad vil have én til at tro, at han fortsætter, og det har nok fat i noget. Shawn snakker bl.a. om skyldfølelse, godhed og tjenester, og det er faktisk ganske interessant. Udmærket afslutning.

Bonusnummer:

17.   OPEN LETTER
Nogle versioner inkluderer ”Open Letter”, der blev offentliggjort noget tid før albummets udgivelse. Det er et åbent brev bl.a. vedrørende hans kontroversielle tur til Cuba, og da jeg hørte det første gang, blev jeg ret spændt på hans album. Det minimalistiske beat er spændende og Jay-Z er ganske fængslende.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Magna Carta Holy Grail har en høj produktionsværdi, men originaliteten mangler voldsomt. Den store trap-indflydelse er kedelig og uinspirerende, og det samme kan ofte siges om lyrikken. Jay-Z taler nemlig til min store skuffelse mest af alt om sine rigdomme med jævnlige afbrydelser af trættende og tilfældige referencer til familien og popkulturen. I forhold til mandens tidligere albums indeholder Magna Carta Holy Grail forbavsende lidt hjerte, så det hele virker bare et stykke hen ad vejen lidt ligegyldigt. Der er nogle enkelte numre, der på en positiv måde formår at skille sig ud fra mængden, men jeg kan på ingen måde anbefale, at man mere end låner en kopi. Måske Jay-Z bare er blevet for gammel til til det her spil.

BEDSTE NUMRE: ”Heaven”; ”Versus”; ”BBC”; ”Jay-Z Blue”; ”Nickels and Dimes”; “Open Letter”