2Pac - Pac's Life (2006)

Ti år efter hans død udkom det syvende og pt. endelige, posthume album med 2Pac (kompilationer ikke medregnet, selvom dette album også lægger sig lidt op ad dem). Eminem er et fortidsspøgelse, og det samme er ideen om en enkelt producer, så musikken er udarbejdet af flere forskellige mennesker uafhængigt af hinanden. Derudover er numrene plastret til med gæstesangere og –rappere, så Pac’s Life, som albummet hedder, er mere end nogensinde før en fælles bedrift.

Langt de fleste af numrene er remikses med nye beats og gæster, så væk er Johnny ”J”, DJ Quik, Daz Dillinger og Kurupt, og ind kommer Swizz Beatz, Sha Money XL, T.I., Krayzie Bone og Ludacris. Den eneste konstant foruden Pac er stort set Outlawz, som løbende dukker op i forskellige afskygninger.

Selvom der i sin tid blev gjort en del ud af udgivelsen af Pac’s Life, var responsen fra fans og anmeldere ret lunken – og ærlig talt havde de nok en god grund til at være utilfredse. Jeg vil ikke engang forgive, at der er en chance for, at Pac’s Life er vellykket. Det kan bare ikke rigtigt betale sig længere.

1.       UNTOUCHABLE (REMIX) (FEAT. KRAYZIE BONE)
Et nummer, der har set næsten utallige remikses – det seneste af RZA til filmen Django Unchained (se den!). Hvad vi har her er i stedet udarbejdet af Swizz Beatz, og selvom det er en smule rodet og in-your-face (ikke mindst pga. at Swizz som så mange gange før og efter maser sin repetitive vokal ned over omkvædet), så gemmer der sig nu også en ret fængende, gennemgående melodi. Pac’s vokal er glimrende, og Krayzie Bone (fra Bone Thugs-N-Harmony) er som altid en fornøjelse med sit syngende flow. Det er altså ikke helt dumt.

2.       PAC’S LIFE (FEAT. ASHANTI & T.I.)
Hvis man nogensinde har behov for at definere den kommercielle pop-lyd, så behøver man bare at referere til denne skæring. Ashanti synger omkvædet, der flyder fint sammen med beatet, men det er ikke just et kompliment. L.T. Hutton har produceret tre flere numre på albummet…

3.       DUMPIN’ (FEAT. CARL THOMAS, HUSSEIN & PAPOOSE)
Der er kun en, der kan konkurrere med Hutton om antallet af producerede beats, og det er den føromtalte Sha Money XL (teknisk set har han endda bidraget med flere beats uden at have produceret flere numre), der bl.a. har arbejdet en del sammen med 50 Cent. Ikke helt så overraskende lyder det derfor lidt som noget, Eminem kunne have stået bag. Papoose er en interessant overraskelse, men Hussein formår faktisk at udspille ham. Generelt er versene ikke værst.

4.       PLAYA CARDZ RIGHT (FEMALE VERSION) (FEAT. KEYSHIA COLE)
En langsom stortromme, en smule lilletromme, spinkle keys og klappen; sådan kan beatet beskrives, og nej, det er ikke synderligt interessant. Cole holder sig i baggrunden, hvor hun sådan set bidrager med en okay sangstemme, så hun er blot malplaceret.

5.       WHAT’Z NEXT? (FEAT. A3 & JAY ROCK)
Salih Williams må stå for et af albummets absolut værste beats. En ting er at lave noget generisk, poppet fis – en anden er at forsøge at skabe en blanding af noget elektronisk og trap, og fejle fuldstændigt. En af de tidlige præstationer af Jay Rock, der pt. har succes med supergruppen Black Hippy – hvilket dog mest af alt skyldes gruppemedlemmerne Ab-Soul og ikke mindst Kendrick Lamar – men heller ikke dengang var han synderlig spændende.

6.       SLEEP (FEAT. CHAMILLIONAIRE & YOUNG BUCK)
Med hjælp fra nogle stemningsskabende keys retter Sha Money op på den tidligere skade og leverer en noget mere fængslende kulisse for de tre rappere. Young Buck er ikke så slem, som man kunne frygte (hans vers synes at være én lang reference til forskellige Pac-skæringer), og da jeg har en mindre svaghed for Chamillionaire, er nummeret nu okay. Pac? Nå ja, han er der også et sted.

7.       INTERNATIONAL (FEAT. NIPSEY HUSSLE & YOUNG DRE THE TRUTH)
L. T. Hutton vender tilbage, og det er ikke blevet synderligt bedre siden sidst. Nipsey er lige så elendig, og lad mig slet ikke begynde på omkvædet, der er fucking auto-tuned…

8.       DON’T SLEEP (FEAT. NUTT-SO, KADAFI, LIL’ SCRAPPY & STORMEY)
Man må sige, at E.D.I. er vokset med opgaven som producer, da han her leverer et nydeligt beat med en engagerende trommeprogrammering og fængende basgang. Ikke desto mindre lyder Kadafi temmelig akavet over beatet, mens Scrappy bare er dårlig. Omvendt er Nutt ganske fremragende, mens Pac gør sin sædvanlige ting. Det efterlader Stormey i omkvædet, hvilket han gør fint, så hvis man kan se igennem fingre med den knap så fede anden halvdel, vil man være rimelig underholdt. Og så fik jeg slet ikke kommenteret den ironiske titel.

9.       SOON AS I GET HOME (FEAT. KADAFI)
Dette er tilsyneladende den originale version med oprindeligt beat og oprindelige vers. Det betyder, at vi et anderledes træk bliver beriget med beat fra QD III’s hænder. Han har disket op med noget G-Funk, og det er uden tvivl det bedste stykke musik, som Pac’s Life har at byde på. Nummeret er decideret godt. Ahh…

10.   PLAYA CARDZ RIGHT (MALE VERSION) (FEAT. LUDACRIS & KEON BRYCE)
Forbløffende nok er den ikke meget bedre end kvinde-versionen.

11.   DON’T STOP (FEAT. OUTLAW IMMORTALZ, NANCI FLETCHER & STORMEY)
Nu følger to styks med L.T. Hutton i forlængelse af hinanden, og jeg kan uden overraskelse i stemmen fortælle, at han stadig stinker som producer – også selvom beatet er mindre kommercielt (det gjorde det blot på en eller anden måde værre). Forekomsten af Big Syke var om ikke andet en god overraskelse.

12.   PAC’S LIFE (REMIX) (FEAT. CHRIS STARR, SNOOP DOGG & T.I.)
Nu også med Snoop… Stadig noget skrammel.

13.   UNTOUCHABLE (FEAT. HUSSEIN, KADAFI & GRAVY)
Tja. Jeg fortrækker stadig ”remikset” – det har også et Bone-medlem.

Man finder et af følgende bonusnumre på nogle versioner:

14.   DEAR MAMA (REMIX) (FEAT. ANTHONY HAMILTON)
Der var ikke rigtig nogen grund til at pille ved denne klassiker. Der er lavet to styks officielle remiksalbums med Pac’s musik, og selvom remikset ikke er dårligt, giver det mig ikke just lyst til at opspore dem (derudover har de fået horrible anmeldelser, så forvent ikke at jeg rører dem med en ildtang).

15.   SCARED STRAIGHT
Virkelig dårligt – og det er bestemt ikke pga. Pac, der faktisk lyder ret cool.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Pac’s Life er muligvis endnu værre end Loyal to the Game. Det inkluderer tre nogenlunde-til-lidt-mere-nogenlunde numre og et enkelt godt – resten er ren affald. Det er dog vigtigt at understrege, at dette bestemt ikke skyldes Pac, da de valgte vokaler faktisk er forholdsvis gode. Kritikken er derimod rettet mod upassende gæster og ikke mindst den foragtelige, kommercielle produktion. 2Pac’s Life er dovent, uinspirerende og ganske enkelt legenden uværdig. (Psst; tjek dog lige nedenstående nummer ud).

BEDSTE NUMRE: “Soon As I Get Home”