Efter at
have arbejdet på soundtracket til Tupac:
Resurrection fik Eminem tilsyneladende blod på tanden, så han kontaktede
Afeni Shakur for at få tilladelse til at producere den næste posthume
udgivelse, og eftersom han jo var det største navn indenfor genren på dette
tidspunkt, fik han da lov. Afeni havde altså tydeligvis ikke samlet op på
ledetrådene fra føromtalte soundtrack, der enstemmigt fortalte, at alt måske
ikke var helt som det burde være med hensyn til Eminem. Hans stofmisbrug havde
allerede et fast greb i ham dengang, og under udviklingen af dagens hovedpunkt slog
den endeligt benene helt væk under ham (det påvirkede dog mest hans vokale
præstation). Denne pludseligt fallerede rapper, kun en skygge af sit blot to år
tidligere jeg, er (næst efter Pac) altså hoveddrivkraften bag Loyal to the Game.
Eminem har,
sammen med pianisten Luis Resto, produceret hele albummet (foruden nogle
bonusnumre), og størstedelen af disse numre er remikses af rester fra Pac’s
tidlige, socialrealistiske og samfundskritiske periode (starthalvfemserne). Det
var en god tid med stærk lyrik fra Pac’s side, og denne bliver så blandet op
med Eminem’s lidt atypiske produktion.
Det er ikke fordi, man på noget tidspunkt er i tvivl om, hvem der har stået bag knapperne – Eminem bringer sågar også samples af tidligere samarbejdspartnere (Elton John og Dido) med sig – foruden dengang hyppige kollaboratører som G-Unit, Nate Dogg og Obie Trice. Med atypisk produktion tænker jeg derimod mere på brugen af utraditionelle teknikker, såsom at lægge (få) ord i munden på Pac ved hjælp af klip og klister-metoden og ikke mindst at tilpasse Pac’s vokal til beatet frem for den anden vej omkring. Dvs. at vokalen nogle gange har fået sænket/hævet tempoet og pitchen.
Loyal to the Game solgte mere end en million kopier på trods af lunkne anmeldelser, men endnu engang kan de høje salgstal højst sandsynligt tilskrives en hitsingle – i dette tilfælde den sidste i rækken af populære Pac-skæringer.
1. SOLDIER LIKE ME (FEAT. EMINEM)
Man er som skrevet ikke i tvivl om, at Em har produceret. Der bydes på hans karakteristiske, hårdtslående og funkfrie beats med nogle dertilhørende simple keys og specieleffekter som (mange) pistolskud. Altså noget nær den diametrale modsætning til Pac’s typiske produktion i starthalvfemserne, hvor hans vokaler stammer fra. Det er lidt akavet, og når jeg så samtidig ikke finder Em’s produktion særligt medrivende (plus inkorporeringen af pistolskud aldrig har været en god ide), så lover nummeret ikke godt for resten af albummet. Em’s omkvæd er i øvrigt meget karakteristisk for denne periode i hans liv – altså elendigt.
2. THE UPPERCUT (FEAT. E.D.I. MEAN & YOUNG NOBLE)
Det er lidt sørgeligt, men da vi med Loyal to the Game skriver år 2004, er det uden tvivl at fortrække, at Em holder sig fra mikrofonen. Derfor (plus det mere fængende beat) er dette nummer også bedre end åbneren. Faktisk er det okay.
3. OUT ON BAIL
Et eksempel på hvordan Em har manipuleret Pac’s ord, får vi her, da Pac sætter sig selv i forbindelse med sin nye producer. Det er temmelig plat, men det lyder da i det mindste ret overbevisende – modsat resten af nummeret.
4. GHETTO GOSPEL (FEAT. ELTON JOHN)
Og her har vi så hitsinglen. Pac’s stemme lyder en tand lysere end normalt, så det er nok ikke forkert at mistænke vokalen for at have gennemgået nogle små ændringer for at passe til det melodiske beat. Elton John er krediteret, selvom han egentligt kun bliver samplet, men som da han hjalp Eminem med udførelsen af ”Stan”, så lyder det sgu ganske fint. Em har sakset nogle gode (og ikke-kontinuerlige) linjer fra ”Indian Sunset”, der passer godt sammen med Pac’s vers om ”krigen i gaderne”. Det er ret tydeligt, at nummeret er et produkt af en heftig post-produktion, men det lyder nu udmærket (omend stadig en kende akavet).
5. BLACK COTTON (FEAT. EMINEM, KASTRO & YOUNG NOBLE)
Eminem vender tilbage med et ringe omkvæd (forventeligt) og et beat, der lyder som noget 50 Cent ville have elsket at bruge. Der gemmer sig et lille kompliment i den sidste del, da basgangen er temmelig fængende. De to andre gæster er dog ligeledes uinteressante, så nummeret er stadig ret dårligt.
6. LOYAL TO THE GAME (FEAT. G-UNIT)
De montone trommer lokker en del, og når først G-Unit dukker op, er det svært at holde sig fra ”skip”-knappen. Pac lyder forfærdeligt over beatet, og 50 Cent og Lloyd er bare ringe. Den bedste stund er derfor, når Young Buck træder til og giver et overraskende godt vers over den bølgende bas.
7. THUGS GET LONELY TOO (FEAT. NATE DOGG)
Nate Dogg’s omkvæd er ikke noget særligt, og resten er bare elendigt.
8. N.I.G.G.A. (FEAT. JADAKISS)
Den er god nok. Em har produceret et nummer med titlen “Nigga”. Han skjuler sig godt nok bag akronym-opstillingen, hvilket i øvrigt er lidt morsomt, eftersom versene ikke rigtigt forholder sig eksplicit til betydningen ”Never Ignorant, Getting Goals Accomplished”. Jadakiss er desuden temmelig søvndyssende at lægge øre til.
9. WHO DO YOU LOVE?
Det er svært at finde noget at skrive om noget så ligegyldigt som dette.
10. CROOKED NIGGA TOO
Pac rapper hurtigt. Meget hurtigt. Det i sig selv gør nummeret er interessant lyt (selvom Em har haft en finger med i spillet), men der var heller ikke andet til at gøre det.
11. DON’T YOU TRUST ME? (FEAT. DIDO)
Pendanten til Tupac: Resurrection’s “Runnin’ (Dying to Live)”. Dvs. omkvædet som sådan er fængende men bare virker malplaceret. Det bliver lidt for mærkeligt i længden, og så er Pac’s vokal tydeligvis blevet sløvet ned, hvilket har en ret irriterende effekt.
12. HENNESSEY (FEAT. OBIE TRICE)
At høre Pac have en god tid i studiet med sin homie Obie ville have været et muntert lyt, hvis altså ikke de aldrig nogensinde har mødt hinanden. Det er dog et af de bedre numre end til videre.
13. THUG 4 LIFE
Hvorfor Em vælger at runde sin del af med denne mærkværdige tur rundt i Thug Life og indiske melodier er gået forbi mig.
De såkaldte bonusnumre:
14. PO NIGGA BLUES (SCOTT STORCH REMIX) (FEAT. RON ISLEY)
Efter det forudgående skal der ikke så meget til for at imponere, så når (eller hvis) man endelig indhenter bonusnumrene, vil man formegentligt blive meget glædeligt overrasket. Det er da også en del bedre, da produceren Scott vælger at genintroducere os for Pac’s gode venner: funk og melodi. Pac lyder meget mere naturlig i denne udmærkede, lille omgang ”blues”. Taget ud af kontekst er det hele dog knap så imponerende.
Det er ikke fordi, man på noget tidspunkt er i tvivl om, hvem der har stået bag knapperne – Eminem bringer sågar også samples af tidligere samarbejdspartnere (Elton John og Dido) med sig – foruden dengang hyppige kollaboratører som G-Unit, Nate Dogg og Obie Trice. Med atypisk produktion tænker jeg derimod mere på brugen af utraditionelle teknikker, såsom at lægge (få) ord i munden på Pac ved hjælp af klip og klister-metoden og ikke mindst at tilpasse Pac’s vokal til beatet frem for den anden vej omkring. Dvs. at vokalen nogle gange har fået sænket/hævet tempoet og pitchen.
Loyal to the Game solgte mere end en million kopier på trods af lunkne anmeldelser, men endnu engang kan de høje salgstal højst sandsynligt tilskrives en hitsingle – i dette tilfælde den sidste i rækken af populære Pac-skæringer.
1. SOLDIER LIKE ME (FEAT. EMINEM)
Man er som skrevet ikke i tvivl om, at Em har produceret. Der bydes på hans karakteristiske, hårdtslående og funkfrie beats med nogle dertilhørende simple keys og specieleffekter som (mange) pistolskud. Altså noget nær den diametrale modsætning til Pac’s typiske produktion i starthalvfemserne, hvor hans vokaler stammer fra. Det er lidt akavet, og når jeg så samtidig ikke finder Em’s produktion særligt medrivende (plus inkorporeringen af pistolskud aldrig har været en god ide), så lover nummeret ikke godt for resten af albummet. Em’s omkvæd er i øvrigt meget karakteristisk for denne periode i hans liv – altså elendigt.
2. THE UPPERCUT (FEAT. E.D.I. MEAN & YOUNG NOBLE)
Det er lidt sørgeligt, men da vi med Loyal to the Game skriver år 2004, er det uden tvivl at fortrække, at Em holder sig fra mikrofonen. Derfor (plus det mere fængende beat) er dette nummer også bedre end åbneren. Faktisk er det okay.
3. OUT ON BAIL
Et eksempel på hvordan Em har manipuleret Pac’s ord, får vi her, da Pac sætter sig selv i forbindelse med sin nye producer. Det er temmelig plat, men det lyder da i det mindste ret overbevisende – modsat resten af nummeret.
4. GHETTO GOSPEL (FEAT. ELTON JOHN)
Og her har vi så hitsinglen. Pac’s stemme lyder en tand lysere end normalt, så det er nok ikke forkert at mistænke vokalen for at have gennemgået nogle små ændringer for at passe til det melodiske beat. Elton John er krediteret, selvom han egentligt kun bliver samplet, men som da han hjalp Eminem med udførelsen af ”Stan”, så lyder det sgu ganske fint. Em har sakset nogle gode (og ikke-kontinuerlige) linjer fra ”Indian Sunset”, der passer godt sammen med Pac’s vers om ”krigen i gaderne”. Det er ret tydeligt, at nummeret er et produkt af en heftig post-produktion, men det lyder nu udmærket (omend stadig en kende akavet).
5. BLACK COTTON (FEAT. EMINEM, KASTRO & YOUNG NOBLE)
Eminem vender tilbage med et ringe omkvæd (forventeligt) og et beat, der lyder som noget 50 Cent ville have elsket at bruge. Der gemmer sig et lille kompliment i den sidste del, da basgangen er temmelig fængende. De to andre gæster er dog ligeledes uinteressante, så nummeret er stadig ret dårligt.
6. LOYAL TO THE GAME (FEAT. G-UNIT)
De montone trommer lokker en del, og når først G-Unit dukker op, er det svært at holde sig fra ”skip”-knappen. Pac lyder forfærdeligt over beatet, og 50 Cent og Lloyd er bare ringe. Den bedste stund er derfor, når Young Buck træder til og giver et overraskende godt vers over den bølgende bas.
7. THUGS GET LONELY TOO (FEAT. NATE DOGG)
Nate Dogg’s omkvæd er ikke noget særligt, og resten er bare elendigt.
8. N.I.G.G.A. (FEAT. JADAKISS)
Den er god nok. Em har produceret et nummer med titlen “Nigga”. Han skjuler sig godt nok bag akronym-opstillingen, hvilket i øvrigt er lidt morsomt, eftersom versene ikke rigtigt forholder sig eksplicit til betydningen ”Never Ignorant, Getting Goals Accomplished”. Jadakiss er desuden temmelig søvndyssende at lægge øre til.
9. WHO DO YOU LOVE?
Det er svært at finde noget at skrive om noget så ligegyldigt som dette.
10. CROOKED NIGGA TOO
Pac rapper hurtigt. Meget hurtigt. Det i sig selv gør nummeret er interessant lyt (selvom Em har haft en finger med i spillet), men der var heller ikke andet til at gøre det.
11. DON’T YOU TRUST ME? (FEAT. DIDO)
Pendanten til Tupac: Resurrection’s “Runnin’ (Dying to Live)”. Dvs. omkvædet som sådan er fængende men bare virker malplaceret. Det bliver lidt for mærkeligt i længden, og så er Pac’s vokal tydeligvis blevet sløvet ned, hvilket har en ret irriterende effekt.
12. HENNESSEY (FEAT. OBIE TRICE)
At høre Pac have en god tid i studiet med sin homie Obie ville have været et muntert lyt, hvis altså ikke de aldrig nogensinde har mødt hinanden. Det er dog et af de bedre numre end til videre.
13. THUG 4 LIFE
Hvorfor Em vælger at runde sin del af med denne mærkværdige tur rundt i Thug Life og indiske melodier er gået forbi mig.
De såkaldte bonusnumre:
14. PO NIGGA BLUES (SCOTT STORCH REMIX) (FEAT. RON ISLEY)
Efter det forudgående skal der ikke så meget til for at imponere, så når (eller hvis) man endelig indhenter bonusnumrene, vil man formegentligt blive meget glædeligt overrasket. Det er da også en del bedre, da produceren Scott vælger at genintroducere os for Pac’s gode venner: funk og melodi. Pac lyder meget mere naturlig i denne udmærkede, lille omgang ”blues”. Taget ud af kontekst er det hele dog knap så imponerende.
15. HENNESY (RED SPYDA REMIX) (E.D.I. MEAN & SLEEPY BROWN)
Red Spyda følger op med endnu en nydelig produktion, der særligt brillerer med sin vældig gode og funkye basgang. Gæsterne passer bedre ind end Obie, men det er stadig uden sammenligning Pac, der tager den fulde opmærksomhed – selvom han bare snakker om Hennesy. Uden tvivl albummets bedste beat.
16. CROOKED NIGGA TOO (RAPHAEL SAADIQ REMIX) (FEAT. RAPHAEL SAADIQ)
Jeg ville virkelig ønske, at Raphael havde holdt sig bag knapperne og skånet os for hans forfærdelige rnb-omkvæd. Tempoet er tilbage til det normale, men det gør faktisk bare Pac’s vers mindre mindeværdige, så han drukner fuldstændigt i Raphael’s påtrængende vokal.
17. LOYAL TO THE GAME (DJ QUIK REMIX) (FEAT. BIG SYKE & DJ QUIK)
Det er bedre end de fleste tidligere numre, men det er mindre interessant end de to første remikses, hvilket ikke helt er optimalt, når man tænker på, at DJ Quik har produceret. Han måtte gerne have gjort lidt mere ud af trommerne og bassen, men jeg kan til gengæld godt lide hans forskellige vokalsamples. Han virker også lidt ligeglad med det hele i verset, men han får det alligevel til at lyde okay (han minder til tider lidt om Eazy-E), så det er faktisk Big Syke, der har det mindst interessante vers.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Det er heldigt, at de fire bonusnumre er inkluderet, for ellers ville Loyal to the Game have været noget af en katastrofe. Det hjælper dog ikke Eminem’s ry, da han altså stadig ikke er lykkedes særlig godt med at fortolke Pac’s musik. Forklaringen er ganske simpel, da Em simpelthen har produceret med sig selv eller Shady Record’s artister for øje, og eftersom de overhovedet ikke minder om 2Pac, så virker numrene akavede og uoptimale. Dette understreger bonusnumrene blot, da de bygger videre på Pac’s tidlige, funkye og melodiske stil, og pludselig spiller det hele meget bedre (uden stadig at være vildt godt). Jeg vil derfor råde jer til at holde jer langt væk fra Loyal to the Game – måske Em’s største bommert, og han har altså begået sin andel (og mere til).
BEDSTE NUMRE: “Ghetto Gospel”; “Po Nigga Blues (Scott Storch Remix)”; “Hennesy (Red Spyda Remix)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar