2Pac - Better Dayz (2002)

Okay, så med Better Dayz har vi det tredje og sidste posthume dobbeltalbum med 2Pac, og det fungerer på flere punkter som en bro mellem disse og de efterfølgende enkelt-disk-albums. Dette skyldes bl.a., at flere af numrene er remikses – nogle gange af numre på selvsamme album – og at flere atypiske og uventede mennesker endvidere medvirker på disse numre. Der er dog også stadig tider, hvor Johnny ”J” har stået bag knapperne, mens Outlawz flere gange deler mikrofonen med værten, så albummet er en blanding af gammelt og nyt. Og med ”nyt” menes altså inkluderingen af mennesker (både på mikrofonen og bag knapperne), der intet har haft med Pac at gøre før.

Både Pac's og andres vokaler er primært taget fra perioden 1994-1996, så lyrisk er det hele en ligeså varieret omgang som produktionerne. Afeni og Suge har dog forsøgt at systematisere det hele en smule ved at give den første disk et mere hardcore udtryk og disk to et mere rnb-agtigt udtryk (bestemt af f.eks. samples og omkvæd). Trods mixet og de mange features var Better Dayz alligevel endnu en pæn succes med flere millioner solgte eksemplarer, men endnu mere overraskende var anmeldelserne, der faktisk slet ikke var dårlige. Måske hjælpen udefra var, hvad der hele tiden havde manglet.

DISC 1:
1.       INTRO
En kvindelig ”korrespondent” hyper albummet fra en pladebutik i sekunderne op til udgivelsen.

2.       STILL BALLIN’ (FEAT. TRICK DADDY)
Nitty’s festlige beat er vel okay, men jeg forstår stadig ikke, hvad fanden Trick Daddy laver her.

3.       WHEN WE RIDE ON OUR ENEMIES
Det lyder lidt som noget, Eminem kunne have produceret, men det er det lidt for tidligt til. Hvis det ikke var hint nok, så får I også lige denne: Beatet stinker.

4.       CHANGED MAN (FEAT. JOHNTA AUSTIN & T.I.)
Jazze Pha har remikset nogle stykker, og denne T.I. duet med rnb-fyren Austin i omkvædet er ganske forfærdelig. Det skyldes dog ikke T.I., der faktisk gør det meget godt. Men selv hvis man kunne tilgive hans malplacerede medvirken, har beatet og omkvædet allerede jordet nummeret.

5.       FUCK EM ALL (FEAT. OUTLAWZ)
I et alternativt træk gør Johnny “J” brug af en rytmisk guitar mikset med en bølgende basgang. Anderledes men ret interessant. Særligt hvis det var blevet givet væk til en anden, mere passende rapper. Det er dog stadig okay.

6.       NEVER B PEACE (FEAT. E.D.I. MEAN & KASTRO)
Nitty står også bag flere remikses, og her har vi så det andet. Der er lidt western over det, men det forhindrer det ikke i at lyde tarveligt.

7.       MAMA’S JUST A LITTLE GIRL (FEAT. KIMMA HILL)
Introen på R U Still Down? ville have været langt bedre udnyttet som introduktion til dette album, da man støder på en del guitarlicks i løbet af Better Dayz. Nogle fungerer bedre end andre, men eksemplet her er nu ikke helt dumt (uden heller at være videre fantastisk). Pac følger op med en historie fra ghettoen, hvilket rundes af med nogle referencer til hans digt om rosen, der skød op gennem asfalten. Det bedste nummer end til videre.

8.       STREET FAME
Producer Briss får endnu en chance for at imponere, hvilket trods alt lykkedes ham noget bedre denne gang. En mere engagerende trommeprogrammering parres med nogle fremherskende keys, mens en aggressiv Pac tager sig af både vers og omkvæd. Det er stadig ikke voldsomt godt, men skuden virker til at gøre klar til at vende?

9.       WHATCHA GONNA DO? (FEAT. OUTLAWZ)
Nope. Bl.a. takket være E.D.I., der bidrager med, hvad der sagtens kunne have været hans første selvgjorte beat.

10.   FAIR XCHANGE (FEAT. JAZZE PHA)
Ligesom Briss har Jazze Pha også mere held med sig anden gang, da hans beat her faktisk er ret engagerende. Til gengæld er hans vokale bidrag i form af et rnb omkvæd lidt i vejen, selvom det vel lyrisk passer fint til Pac’s hunkønsfokuserede vers. Utroligt hvad et godt beat kan gøre, da nummeret stadig er forholdsvis godt.

11.   LATE NIGHT (FEAT. OUTLAWZ & DJ QUIK)
Først udgivet på Death Row kompilationen Still Smokin’: Chronic 2000 (hvis eneste formål var at pisse Dr. Dre af), men eftersom dét album ikke var den store succes, så får vi også nummeret her. Produktionen er en ganske afslappende og rimelig melodiøs omgang, en tone som de forskellige vers dog ikke just synes at være tilpasset. Det kunne også hurtigt være blevet for sukkersødt. Udmærket nummer.

12.   GHETTO STAR (FEAT. NUTT-SO)
Ville have været bedre uden Nutt-So (der lyder som din næste gangsta-rapper), men som det er nu, kunne det også have været meget værre. Et overraskende fint stykke produktionsarbejde af den ukendte Go-Twice.

13.   THUGZ MANSION (ACOUSTIC VERSION) (FEAT. NAS & J. PHOENIX)
En rap uden trommer? Helt korrekt. Kun akkompagneret af et nydeligt guitarspil og en simpel basgang lufter Pac nogle tanker om livet efter døden. Phoenix synger det tilpas afslappende omkvæd, og midt i det hele dukker Nas op med et vers om familie, venner og døden. Det har været noget af et sats, men det fungerer ret godt. Det er dog ikke den bedste version af nummeret, der findes… (Og her tænker jeg ikke på den lidt anderledes version fundet på God's Son.)

DISC 2:
1.       MY BLOCK (REMIX)
Den såkaldte rnb-side er mere melodiøs og til tider fængende, hvilket eksemplificeres nogenlunde med denne åbner (originalen stammer fra soundtracket The Show) om Pac’s hjem. Det ”I Can”-agtige omkvæd er dog lige en tand eller to for meget.

2.       THUGZ MANSION (FEAT. ANTHONY HAMILTON)
Og nej, det var heller ikke denne version, jeg mente. Bestemt ikke.

3.       NEVER CALL U BITCH AGAIN (FEAT. TYRESE)
Endelig endnu et Johnny “J” beat og straks stryger kvaliteten op. Så meget, at man kan undre sig over, hvorfor de har valgt at remikse næsten samtlige af hans numre.  Tyrese gør det acceptabelt i omkvædet, Pac undskylder overfor sin dame på en rimelig fængende måde, og vigtigst af alt så er beatet meget fængslende.

4.       BETTER DAYZ (FEAT. RON ISLEY)
Ay, Johnny igen og han har medbragt et sample af Isley Brothers’ vidunderlige ”Let’s Fall in Love”. Pac synes at genbruge enkelte linjer i sine vers om kvinder nok engang, nogle vers der i grunden ikke er videre interessante, så titelnummeret er dog ikke mere end okay.

5.       U CAN CALL (FEAT. JAZZE PHA)
Sidste omgang med Jazze Pha byder på et nogenlunde beat og endnu et irriterende omkvæd. Ligesom sidst er fokus på det modsatte køn, men det er generelt noget mindre interessant denne gang.

6.       MILITARY MINDS (FEAT. COCOA BROVAZ & BUCKSHOT)
E.D.I.’s beat kan først virke tomt og generisk, men det er faktisk vokset lidt på mig, og derudover giver samarbejdet med Smif-N-Wessun og Buckshot såmænd også et spændende indblik i det nedlagte One Nation-projekt.

7.       FAME (FEAT. OUTLAWZ)
En enkelt fra Hurt-M-Badd som egentligt ikke havde behøvet at se dagens lys. Ideen bag nummeret er ret spinkel, og udførelsen er endnu værre, selvom beatet ikke er slemt.

8.       FAIR XCHANGE (REMIX) (FEAT. MÝA)
Da jeg først kaldte skiven for rnb-agtig, var det formegentligt noget som dette, man kom til at tænke på – og frygte. Med god grund.

9.       CATCHIN’ FEELINS (FEAT. OUTLAWZ)
Outlawz er over det hele på de afsluttende numre, og dette inkluderer endda også produktionen, da E.D.I. bidrager med endnu et beat i form af dette stykke melodiøse melankoli. Han kan godt noget, men beatet virker stadig til at bygge op til et klimaks, der desværre aldrig rigtig kommer. Napoleon er i øvrigt stadig dårlig.

10.   THERE U GO (FEAT. BIG SYKE & OUTLAWZ)
Tempoet sænkes og fokusset skifter endnu engang til det modsatte køn.  Sammenspillet mellem det rolige beat, langsomme vokalpræstationer og rnb-omkvædet er bare uheldigvis tåkrummende dårligt.

11.   THIS LIFE I LEAD (FEAT. OUTLAWZ)
Bedre end det forrige nummer, men alt andet ville også have været usandsynligt. Stadig dårligt, selvom Johnny har produceret. Han er nu ikke fejlfri, hvilket vi også har fået bevist flere gange efterhånden.

12.   WHO DO U BELIEVE IN? (FEAT. NANCI FLETCHER, YAKI KADAFI & BIG PIMPIN’ DELEMOND)
Marginalt bedre (basgangen er en smule interessant), så det går da den rigtige vej.

13.   THEY DON’T GIVE A FUCK ABOUT US (FEAT. OUTLAWZ)
Meget bedre. Eftersom den efterfølgende outro kun varer få sekunder, kan dette let anses som afslutningen på Better Dayz, og i det mindste ender det godt. Det lyder rent faktisk som et rigtigt Pac-nummer med masser af attitude, selvgjort omkvæd og en god, melodiøs produktion af Johnny. Nummeret er i øvrigt også kendt fra den obskure og knap så officielle Makaveli & Dillinger Don't Go 2 Sleep.

14.   OUTRO
…

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Så er Better Dayz virkelig et køb værd? Niks. Lyrisk er albummet en kende mere interessant end de tidligere posthume udgivelser, da det på en eller anden måde er lykkedes Afeni og Suge at grave nogle mere personlige vokalbider frem. Til gengæld er produktionen meget værre end normalt, da mange beats slet ikke virker til at være udarbejdet med Pac i tankerne, plus en del af dem selvfølgelig også bare er godt gammeldags dårlige.  Der er dog enkelte, virkelig fede skæringer i blandt affaldet, men disse tilfælde udgør en så lille brøkdel af den fulde oplevelse, at det næsten kan være ligemeget. Better Dayz er en utroligt usammenhængende oplevelse, der ikke rigtigt lugter af Tupac Shakur, hvilket gør det et meget svært album at kæmpe sig igennem. Der går for meget rnb og ballade i den, så jeg kan ikke rigtigt anbefale, at man giver det et lyt. Jeg vil dog opfordre stærkt til at man høre nedenstående numre, der er de skjulte perler i et dødt hav.

BEDSTE NUMRE: “Late Night”; “Thugz Mansion (Acoustic Version)”; “Never Call You Bitch Again”; “They Don’t Give a Fuck About Us”