Hilltop Hoods - The Calling (2003)

U.S.A. er selvfølgelig ikke det eneste engelsksprogede land, der producerer spændende og godt hip-hop musik, og jeg har tidligere vendt snuden mod det kolde nord, men nu er tiden også kommet til at tage et kig på den varme syd, og ligeledes lade Australien blive repræsenteret på HIP HOP MEDLEY. Dette sker i form af gruppen Hilltop Hoods, som i 2003 fik sit gennembrud med albummet The Calling.

Gruppen blev formet, da rapperne Suffa og Pressure kom i kontakt med DJ Debris, som delte deres passion for musik, og dermed synes at have været det manglende element for en gruppedannelse. Deres navn er hentet fra rappernes fødested i Sydaustralien, som i omgangskredsen ofte blev refereret til som Hilltop. Gruppens navn nåede i lang tid heller ikke ud af byen, før de kort efter årtusindskiftet begyndte at vække opmærksomhed med deres andet album, som scorede dem et par nomineringer til en australsk prisuddeling. På dette tidspunkt var de blev et temmelig stort lokalt navn, og byen syntes ikke længere at kunne holde på dem, så de signede til et pladeselskab, og fik med deres tredje album, The Calling, for første gang deres navn på hitlisterne, og selvom albummet ikke var en voldsom kommerciel succes, så gjorde den det nødvendige forarbejde, der sikrede dem førstepladser med deres efterfølgende to albums og en pæn, loyal fanskare, der spændt venter på deres kommende sjette album.

Rap i Australien har ligesom i Danmark ikke altid siden fødslen været særligt populær, men dette blev der lavet om på med bl.a. Hilltop Hoods, som stødt siden årtusindskiftet er vokset i popularitet, og har taget resten af genren med sig. De er af flere medier blevet udnævnt som landets bedste rapgruppe, og er desuden blevet meget rost for sine liveoptrædener. The Calling symboliserer gruppens overgang fra undergrundsmusik til landsdækkende og massiv popularitet, da de med dette album fik det ene ben indenfor i folks stuer, mens det andet stadig var strandet i det gamle Hilltop. Stilheden var forsvundet, og stormen var lige om hjørnet.

1.       INCOMING (INTERLUDE 1)
…

2.       TESTIMONIAL YEAR
Gruppen påbegynder den mest naturlige handling på dette tidspunkt, og introducerer sig derfor på fornem vis for lytteren, hvilket jo altid er dejligt. Vi hører om ambitioner, baggrund, prioriteringer mm., og så lyder de to rappere oven i købet meget forskelligt (de har dog en kraftig australsk accent tilfælles), så man risikerer ikke at blande de forskellige fakta sammen. Produktionen er forholdsvis afslappet, og selvom der godt måtte have været lidt mere gang i den, og DJ’en gerne måtte have meldt sin indkomst tidligere, så er den stadig udmærket. Glimrende, kontant introduktion til rapperne.

3.       THE CALLING
Et nummer der gengiver deres passion for musikken, da de forklarer hvordan hip-hop musik har en stor plads i deres liv. Det kan være, at det lyder klichefyldt og redundant, men hvis det gøres rigtigt, kan det blive et meget fint og personligt kig ind i kernen til deres begejstring, og det er præcis sådan, dette nummer er. Produktionen er endnu mere rolig end før, men det gør absolut ingenting, da det dejlige guitarriff er nok til at føre nummeret i mål. Rigtig godt og indsigtsfuldt nummer.

4.       DUMB ENOUGH
Dette blev udgivet som albummets anden single, og det lyder ærlig talt ikke til at have haft anden funktion, hvilket er underligt, da de to andre singler fra albummet var fede og ikke mindst gode valg. Dette nummer lyder bare for indholdstomt, og bliver derfor ret ligegyldigt. Særligt omkvædet irriterer mig en del. Produktionen er udmærket, da jeg godt kan lide den dybe bas og koret i baggrunden i løbet af versene, så det er ikke decideret et dårligt nummer.

5.       ILLUSIONARY LINES
Jeg kan godt lide, hvordan produktion bygger sig op i begyndelsen af nummeret, og til sidst eksploderer i et kaos af forskellige instrumenter. Desværre udvikler dette arrangement sig flere gange i nummeret, og det bliver lidt for rodet til sidst. Pressure tager sig af rimene alene i dette nummer, og det fungerer glimrende for ham. Hans tekst er ret spidsfindig og kompakt, så det er nu en udmærket solobedrift.

6.       TOMORROW WILL DO
Umiddelbart skulle man tro, at nummeret handler om kærlighed og kvinder pga. omkvædet, men de virker næsten til at snakke mere om musik. Produktionen er ret simpel, men alligevel mærkeligt fængende, så nummeret er okay om end lidt usammenhængende. DJ’ens værk mod slutningen er i øvrigt et glimrende stykke tidsudstrækning, når det absolut skal være.

7.       LAYING BLAME
Chi Ali lyder til at være samplet i dette nummer, hvilket er ret morsomt, da han har en meget barnlig stemme. Resten af produktionen er dog ikke særlig mindeværdig og faktisk en kende kedelig, da guiarriffet ikke rigtigt bidraget med noget spændende. Teksten virker lidt som en freestyle, så der er altså ikke det helt store at komme efter. Nummeret virker en anelse som fyld.

8.       SIMMY AND THE GRAVYSPLITTER (FEAT. SIMPLEX) (INTERLUDE 2)
Umiddelbart en egentligt freestyle, og der bliver faktisk leveret nogle udmærkede punchlines.

9.       THE NOSEBLEED SECTION
Suffa går også et øjeblik solo med dette nummer, og stakkels Pressure fristes man til at sige, da Suffa har scoret en af albummets bedste produktioner for sig selv. Med denne voldsomt engagerende produktion, som indbefatter en fantastisk fløjte, sublime scratches og et sprødt breakbeat, kunne det være fuldstændigt ligegyldigt, hvad Pressure valgte at sige, men han vælger altså at dedikere nummeret til de mest dedikerede fans – dem, der står så langt fremme til koncerter at de kan spotte næsteblod hos bokseren rapperne – og det gør han uden problemer. Et helt igennem kanon, underholdende og positivt nummer.

10.   DOWN FOR THE CAUSE (FEAT. HYJAK AND DJ BONES)
Endnu en gang må jeg erklære mig begejstret for bassen, men resten virker lidt uinteressant. Hyjak er såmænd en okay variant af den australske rapper med en mindre synlig accent, men nummeret siger mig bare ikke det store. Lyrikken virker for ustruktureret, og uden mål eller budskab.

11.   MIC FELON
Pressure får en hæderlige trøstepræmie i form af dette nummers stærkt dominerede bas-beat, som jeg vidste, at jeg ville synes om fra første sekund. Basgangen er løftet direkte fra The Beatles’ ”Come Together”, men er blevet styrket i volumen, så den virkelige får lov til at brage derud af. Pressure’s mange ordspil med kriminalitet og rap er ganske opfindsomme og morsomme, så standarden holdes forholdsvis hele vejen igennem, og nummeret er derfor meget underholdende.

12.   WALK ON
Hilltop Hoods sætter tre minutter til side for at blive seriøse for et øjeblik og ytre diverse politiske, kritiske og observerende kommentarer. Det fungerer udmærket, og drengene virker meget overbevisende med deres bemærkninger, men de kommer også vidt omkring, da Suffa formår at snige et diss af Kid Rock ned i sit vers. Det er dog meget interessant, at høre hvordan et par almene australiere ser på krigen mod terrorisme. Produktionen er forholdsvis stille og anonym, og viger altså meget af pladsen for lyrikken, men det er såmænd en meget acceptabel fremgangsmåde.

13.   THE CERTIFICATE (FEAT. CERTIFIED WISE)
Numrene på albummet er overvejende i den kortere ende, men det gælder bestemt ikke dette nummer, der varer over seks minutter, og når det endelig skal være, så kunne de ikke have valgt et meget bedre tidspunkt, da produktionen herpå er vanvittig fed, dynamisk og energisk. De to værter giver alt, hvad de har, men gæsten, Certified Wise, imponerer ikke just. Hans flow er ikke særlig godt, så det er altid en lettelse, når en af drengene tager over for ham. Det forhindrer dog ikke nummeret i at være over seks minutters solidt stykke musik. Super fedt.

14.   HILLTOP HOODS (INTERLUDE 3)
…

15.   WORKING THE MIC
De viser deres respekt til A Tribe Called Quest – ikke mindst den fantastiske “Award Show” – men det er også noget af det eneste positive, jeg har at sige om dette nummer. Det er lidt dystert i sin præsentation, men jeg synes, at rapperne overspiller, så det fungerer ikke for mig. Nummeret lyder faktisk en anelse malplaceret, og virker ikke til at passe helt ind på albummet.

16.   OUTGOING (INTERLUDE 4)
Dette er såmænd blot endnu et mellemspil, men det indeholder et fantastisk beat, som jeg ikke begriber, at de ikke har gjort til et egentligt nummer. Det lyder virkelig fantastisk, og er et festfyrværkeri af gode scratches, et fantastisk klaverspil og hårdtslående trommer.

17.   THE SENTINEL
Drengene tager på en længere rejse ind i The Sentinel, som viser sig at være en noget anderledes klub med sin euforiske og hypnotiserende virkning på de to gæster. Det er på bunden endnu en hyldest til rapmusik, man kvalitetsmæssigt er nummeret helt i vejret. Historiefortællingen sker meget flydende og er letforståelig, der bliver eksperimenteret lidt med flows og så er beatet bare endnu engang fantastisk. Instrumenteringen består kun af en naturlig bas, effektive trommer og et meget ensformigt klaverspil, men sammen går det hele bare op i en større enhed, og med vokalsamplet i omkvædet er det umuligt at få hænderne ned igen. Det lyder virkelig godt, og så er det oven i købet albummets andet længste nummer. Skønt.

Næste nummer er anmærket som et bonusnummer.

18.   HERE COMES THE GIRLS

Albummet har end til nu stort set været pigefri, hvilket er noget atypisk, men det laver Hilltop Hills altså om på med dette nummer. Det skiller sig generelt ud fra resten af albummet, da det har en yderst opløftende produktion med et meget anderledes og karakteristisk vokalsample i omkvædet. Det er ikke dårligt, men det er heller ikke just fordi lyrikken er sindsoprivende velskrevet. Nummeret har pga. af emnet og vokalsamplet en særlig lyd, og som et bonusnummer er den udmærket og ganske spændende.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Hilltop Hoods er en meget solid rapgruppe, hvilket kun bliver bevist af dette fantastiske album. Tekstuniverset kredser meget om musik og glæden ved denne, men det er nu meget befriende at høre rappere, der virkelig brænder for denne genre, og erkende og vise det på så fornem vis som med dette album. The Calling er et varmt album, der stråler af glæde for musikken, og er en stor hyldest til hip-hop musik. Pressure og Suffa er to kompetente rappere med distinkte stemmer og stærke australske accenter (specielt Pressure), hvilket faktisk virker til deres fordel. Produktionerne er overvejende rigtig fede og ikke mindst varierede, hvilket gør albummet til en fornøjelse at høre igennem. Der er enkelte numre, der ikke er så meget værd, men så er der til gengæld også en spandfuld kvalitetsnumre, der blot venter på at blive hørt og nydt. The Calling er helt sikkert et køb værd.

BEDSTE NUMRE: “Testimonial Year”; “The Calling”; “The Nosebleed Section”; “Mic Felon"; “Walk On”; “The Certificate”; “Outgoing (Interlude 4)”; “The Sentinel”