29 december 2011

Aceyalone - All Balls Don't Bounce (1995)


Aceyalone, med det borgerlige navn Eddie Hayes, er definitionen af en dedikeret rapper. Han har været med til at starte fire forskellige hip-hop grupper og kollektiver, som han alle har udgivet albums med. Den første af disse grupper er Freestyle Fellowship, som udgav sit første album for tyve år siden og sit seneste tyve år senere. Med Abstract Rude har han formet to grupper; den første værende Haiku D’Etat, som også inkluderer rapper Myka 9, og den anden værende The A-Team. (Knap så originalt navn her til sidst) Project Blowed er det fjerde kollektiv, som skulle være et åben mic projekt, men det er lidt skuffende blot en samling af hans gamle kollegaer. Men før alt dette blev aktuelt, var han selvfølgelig også medlem af en gruppe i high school. Derudover har han også en imponerende solokarriere ved siden af.

Efter at have udgivet to albums med resten af Freestyle Fellowship blev Aceyalone opdaget af Capitol Records, med hvem han udgav sin debut, All Balls Don’t Bounce. Et album der vækkede endnu mere interesse for manden i undergrunden, men som desværre ikke solgte godt nok, til at Capitol ville have noget at gøre med ham fremover. Så i forlængelse af kreationen af Project Blowed oprettede Aceyalone også et pladeselskab, hvor han senere genudgav albummet pakket sammen med en bonusdisk. Men sjovt nok er den version en smule sværere at opstøve, så jeg anmelder ikke bonusdisken.

På trods af hans tilsyneladende mange kammerater og venlige kollegaer kom der overraskende få forbi til optagelsen af dette album. Til gengæld gæster gruppemedlemmerne fra Haiku D’Etat flere gange, og så har han også en god håndfuld forskellige producerer til at ordne alt det tekniske.

1.       ALL BALLS
Aceyalone fyrer en del ligegyldige linjer af sted, men budskabet er nu meget godt – på trods af at være gemt godt væk. Hele metaforen med bolde er nemlig meget god; ikke alle bolde opfører sig ens, men de vil til sidst alle ligge stille. Aceyalone har en meget positiv gnist i sin stemme, og han virker faktisk meget tilfreds og munter, hvilket er dejligt til en afveksling, og heldigvis også går igen i samtlige numre. Af en eller anden grund finder han det i øvrigt nødvendigt allerede efter første nummer at give shout-outs til sine medrappere.

2.       ANYWHERE YOU GO
Aceyalone fyrer mere battlerap af, som bare ikke er særlig interessant. Hans linjer er ikke specielt gode, plus han også lyder alt for flink. Hans flow er fint, da han virkelig lyder afslappet. Beatet er dog for afslappet eller bare kedeligt.

3.       DEEP AND WIDE (FEAT. ABSTRACT RUDE)
Her forsøger Aceyalone sig med mere battlerap sammen med et mere iørefaldende omkvæd og et lidt mere interessant beat. Det er et ret kort nummer, hvilket er helt okay, for det vækker ingen positive følelser i mig. Der synes bare ikke at ske noget interessant.

4.       MR. OUTSIDER
Lyrikken får en overhaling, og har endelig mere substans. Aceyalone har dog en gang i mellem nogle problemer med at holde sig til emnet, men generelt er hans linjer retfærdiggjorte. Desværre kendte han ikke mange imponerende producerer, så endnu en gang bliver vi spist af med et halvkedeligt og halvanonymt beat. Heldigvis er hans flow fint.

5.       ANNALILLIA
Her har vi faktisk at gøre med et smooth og okay beat, som bliver dedikeret til Annalillia; en pige han møder på en bar og forsøger at score.  Det afsluttes med en gentagelse af albumtitlen, så den røde tråd viser sig lige så stille. Omkvædet er hendes navn gentaget mange gange, hvilket faktisk gør nummeret lidt irriterende.

6.       KNOWNOTS (FEAT. ABSTRACT RUDE & MIKAH 9)
Mikah 9 forsøger at skille sig ud ved at forvrænge sin stemme og have et atypisk flow, og det lykkedes ham. Det dog ikke godt. Abstract Rude formår dog at stjæle noget opmærksomhed med en engagerende stemme, hvilket også var tiltrængt. Beat og tekst kan glemmes igen uden problemer.

7.       ARHYTHAMATICULAS
Aceyalone prøver at forklare, hvorfor mange andre MCer er dårlige. Det virker bare for en gang skyld godt. Beatet har dybe trommer og en god bas, så det er, som det skal være, og Aceyalone har et godt og dynamisk flow. Ikke dårligt. 

8.       THE GREATEST SHOW ON EARTH
Elementer af beatet minder om introen til A Tribe Called Quests “The Low End Theory”, men efter nogle søgninger synes der dog ikke at være nogen sammenhæng. Beatet er fint nok, men jeg begynder virkelig at være træt af Aceyalones intetsigende linjer, jeg ikke kunne være mere ligeglade med.

9.       MIC CHECK
Aceyalone er glad for meget simple omkvæd med ganske få repeterede linjer, men her er det faktisk lykkedes godt at få det implementeret. Beatet er fedt, og Aceyalone lyder meget overbevisende og interessant. Linjen omkring at han kom med et crew kaldet ”self”, som alle ligner ham sig, er virkelig plat men derfor også sjov. Man skal altså ikke gøre sig forhåbninger om, at lyrikken pludselig er blevet fantastisk. Men de rastløse trommer og hans gode flow er nok i sig selv for denne gang.

10.   CALL IT CALI
Et meget unødvendigt mellemspil. Heldigvis lyder det dog ikke dårligt.

11.   HEADACHES AND WOES
De dybe trommer er fede herpå, og generelt er beatet faktisk super fedt. Aceyalone skifter sine (manglende) punchlines ud med nogle tanker om verden, og det er virkelig forfriskende. Omkvædet bliver rappet og er også godt, så det positive synes ingen ende at tage. Mod slutningen går han dog lidt i selvsving, hvorefter beatet skifter, eller på nærmeste vis forsvinder. Men hvorfor? Nu var der lige et fedt beat, jeg kunne nyde i stedet. Efter få sekunder vænner man sig dog til det, og jeg når lige at værdsætte det før nummeret slutter.

12.   I THINK
Aceyalone producerer som den eneste gang selv sit nummer, og resultatet er overraskende godt. Beatet er faktisk super fedt. Det er til gengæld utrolig kort, da han synes at have haft en lille tanke på sit sind, som han ville af med. Det er ret ærgerligt, da nummeret kunne have været albummets bedste.

13.   MAKEBA
Det mest deprimerende beat på albummet. Aceyalone mindes en gammel kæreste og medrapper, og ærgrer sig over at de gled fra hinanden, og håber at mødes med hende igen snart. Teksten er godt skrevet, og han virker også mindre begejstret på nummeret. Det siger mig dog alligevel ikke så meget.

14.   B-BOY KINGDOM (FEAT. ABSTRACT RUDE, MIKAH 9 & P.E.A.C.E.)
Et meget lidt interessant nummer med crewet.

15.   KEEP IT TRUE (FEAT. ABSTRACT RUDE & CHANGE OF RHYTHM)
Vokalsamples danner rammerne for omkvædet, som sammen med beatet er ganske sjælfuldt. De to gæster pynter fint på nummeret, og selvom det hurtigt kommer til at handle om, hvad alle andre gør forkert (faktisk mest når Aceyalone har ordet), er det stadig fornøjeligt. Første vers, hvor der udveksles linjer, og sidste vers, hvor Aceyalone hurtigt får sagt sine sidste ord, er uden tvivl de bedste vers.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Første halvdel af albummet er ret svært at komme igennem, men på den anden side af midten begynder der heldigvis at ske noget. Produktionerne er meget varieret i kvalitet; der er mange mere eller mindre dårlige beats og kun nogle få gode. Det matcher sådan set Aceyalone fint, da hans tekster er fyldt med intetsigende lort. Han er fuldstændig fikseret på andre rappere, hvilket meget hurtigt bliver kedeligt at høre på. Han har en karakteristisk stemme og et glimrende flow, så man føler lidt at et potentiale er spildt. Jeg havde egentligt planlagt at anbefale All Balls Don’t Bounce, men efter at have hørt det igennem igen nogle gange, må jeg indrømme at jeg faktisk ikke kan anbefale, at man køber Aceyalones debut. Men hør nedenstående numre, som er gode.

BEDSTE NUMRE: ”All Balls”; ”Mic Check”; ”Headaches & Woes”; ”I Think”;

Ingen kommentarer:

Send en kommentar