Deacon the Villain & Sheisty Khrist - Niggaz With Latitude (NWL) (2010)

,

Deacon havde som skrevet tidligere to projekter udenfor CunninLynguists i 2010, men mens det første album, Tragedy & Dope med JustMe, er en meget disintegreret del af CunninLynguists og pladeselskabet-slash-kollektivet QN5, pga. albummet i høj grad er et JustMe soloalbum, så forholder det sig anderledes med Deacon’s næste projekt, Niggaz With Latitude (NWL) med Sheisty Khrist, der først og fremmest er udgivet på QN5, hvilket inkluderer alt, hvad dette normalvis indebærer af gæsteoptrædener og hjælpende hænder bag knapperne, men nu er partneren denne gang også meget tættere affilieret til kollektivet. (Og træk vejret.)

JustMe & Deacon the Villain - Tragedy & Dope (2010)

Mens Kno arbejdede på sin solodebut, sendte Deacon The Villain et par følere ud i håbet om at finde nogle rappere at slå tiden ihjel med, samtidig med at det også ville være en chance for ham at eksperimentere med egne beats. Den ene føler nåede helt til Seattle, hvor den ramlede ind i rapperen JustMe (fra Scribbling Idiots). Han er praktiserende katolik, men selvom paralleller kan drages mellem hans trosretning og musik, så laver han ifølge sig selv ikke decideret kristent musik. Tragedy & Dope forholder sig dog en smule uenig.

Kno - Death Is Silent (2010)

Jeg betragter generelt Kno som en solidt integreret del af sydstatsgruppen CunninLynguists, så det er umiddelbart lidt underligt, at han for en kort stund i 2010 løsrev sig for at udgive sit første soloalbum. Når man først har hørt Death Is Silent, forstummer en del af forundringen sig dog, da det ikke lyder som noget CunninLynguists tidligere har udgivet. Til gengæld reflekteres projektet i trioens næste album, Oneirology, der dog stadig ikke er helt så mørkt. For præcis som titlen (og det fine, minimalistiske cover) antyder, byder Death Is Silent på et ganske mørkt og melankolsk lydbillede.

T.I. - No Mercy (2010)

T.I. er en typisk rapper fra sydstaterne med dialekten i orden og numre om pistoler, narko og penge, men der er to yderligere karaktertræk, der får ham til at skille sig ud; først og fremmest er han en mindre pionerer indenfor trap-musik, og dernæst ryger han konstant ind og ud af fængsel. Det sidste punkt begyndte dog efter nogle albums at nage ham mere og mere, og det endte med, at han efter at have fået sin frihed tilbage endnu engang i begyndelsen af 2010 besluttede sig for at ændre sine veje, angre sin fortid og så at sige forblive fri. Hans næste album var derfor planlagt til at udkomme senere på året med titlen King Uncaged, men sørme om han så ikke overtrådte betingelserne for sin prøveløsladelse.

B.o.B Presents: The Adventures of Bobby Ray (2010)

Da Bobby Ray først kom frem med de første mixtapes havde hans musik tydelige rødder i trapgenren, hvilket som sådan ikke er et større mysterium, da han trods alt er vokset op i den sydøstlige by Winston-Salem i North Carolina. Sydstaterne har altid været pionerer for trap med T.I. i spidsen, og tilfældigvis var det også i en af hans klubber, at Bobby blev opdaget (og senere signede han til T.I.’s Grand Hustle). I hans trap- og undergrundstid var han fint tilfreds med at blive kaldt B.o.B, men efterhånden som tiden gik kom den stædige lilletromme i konflikt med mere dynamiske instrumenter som guitaren og klaveret. For tydeligt at gøre op med sit gamle jeg begyndte Bobby derfor at kalde sig selv ved sit borgerlige navn, Bobby Ray, dog uden i sidste ende at ændre sit kunstnernavn.

The Globetroddas - The Love EP (2010)

Så her for nogle måneder siden klikkede jeg rundt på Youtube i håb om at finde noget nyt, interessant musik, og på denne færd af min stødte jeg på en gruppe ved navn The Globetroddas og nummeret ”Love”. Eller det vil faktisk sige, at jeg går ud fra, at det var det nummer. Jeg husker kun, at jeg kunne lide, hvad jeg hørte, hvilket ledte mig til at hente EP’en nummeret stammer fra, hvorefter gruppen druknede i floden af andre udgivelser, der lægger uhørte på min computer. Forleden faldt jeg dog over navnet i mit bibliotek, og således fik jeg endelig hørt hele EP’en, hvilket gav mig lyst til at svinge blyanten (eller egentligt trykke på taster). Som altid skulle der selvfølgelig researches op til anmeldelsen, og her gjorde jeg så et par mindre opdagelser.

Dessa - A Badly Broken Code (2010)

Dessa er født Margret Wander i Minneapolis, hvor hun i sine teenageår fik en kløe i fingerspidserne, som hun forsøgte at tæmme med spoken word poetry. På grundlag af disse meldte hun sig ind i flere konkurrencer, hvilket ledte hende til mødet med MC Yoni, med hvem hun dannede gruppen Medida sammen med yderligere to musikanter (Omaur Bliss og Andrew Lucas). Pludselig lavede Dessa altså også hip-hop. Yoni fungerede lidt som hendes mentor, da han introducerede hende til genren, hvilket kulminerede i mødet med kollektivet Doomtree, som overraskende nok holdt til et bare blokke fra hendes hjem.

Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)

I kølvandet på udgivelsen af 808s & Heartbreak mødte Kanye West Amber Rose, som han indledte et forhold med, hvilket sandsynligvis fik ham i bedre humør, men det helbredte dog ikke helt det knuste hjerte, hvilket kom til udtryk omkring et år efter til 2009 MTV Video Music Awards. Her udspillede den nu notoriske scene sig mellem ham og Taylor Swift; hun havde fået mikrofonen og var i gang med sin tale efter at have vundet prisen for den bedste kvindelige video, hvormed Kanye hopper op på scenen, griber mikrofonen og proklamerer, at Beyonce ellers havde den bedste video nogensinde. En begivenhed, der forargede mange mennesker og morede endnu flere. Hans lille tale er sågar blevet citeret et hav af gange, inkl. af Eminem på ”No Love”.

TiRon - MSTRD (2010)

TiRon er en rapper fra Los Angelas (født i Illinois), og det er cirka alt, jeg har om ham. Til gengæld har jeg lidt om hans affilierede parter, da han har arbejdet sammen med forskellige populære producere som Exile, Madlib og Oddisee, og desuden mænger sig med folk fra kollektivet All City Chess Club, som består af mere eller mindre nye og alternative navne på den amerikanske hip-hop scene og så Pharrell. Blu gæstede TiRon’s mixtape fra 2009, Ketchup, og vendte tilbage igen året efter på MSTRD, hvor også Asher Roth kiggede forbi (på samme nummer endda).

Eminem - Recovery (2010)

“There is no Relapse 2”. Således tweetede Eminem tilbage i april 2010, og et par uger senere udgav han første singlen fra hans nye projekt Recovery. Der var oprindeligt lagt op til et oprigtigt tilbagefald til hans tidligere stadie med en mere karakteristisk Slim Shady og simple, rå beats, som vi også så det på Relapse, men også med en sober stemme og mere personlige tekster (som hans medvirken på "Drop the World" og "Airplanes, Part II" af henholdsvis Lil' Wayne og B.o.B. også vidnede om). Eminem var i studiet konstant, og rygter om samarbejde med D12, Dr. Dre, Royce (som sammen med resten af Slaughterhouse viste sig i ”Forever” musikvideoen) m.fl. begyndte at sprede sig, så det hele virkede altså meget lovende (bortset fra at man ufrivilligt associerede titlen med accenter). Men i takt med at Eminem bevægede sig mere og mere i den nye (eller gamle?) retning, begyndte projektet at minde mindre og mindre om Relapse, og han besluttede derfor til sidst at tilegne projektet et nyt navn, og derfra behandle det helt anderledes.