Dessa - A Badly Broken Code (2010)

Dessa er født Margret Wander i Minneapolis, hvor hun i sine teenageår fik en kløe i fingerspidserne, som hun forsøgte at tæmme med spoken word poetry. På grundlag af disse meldte hun sig ind i flere konkurrencer, hvilket ledte hende til mødet med MC Yoni, med hvem hun dannede gruppen Medida sammen med yderligere to musikanter (Omaur Bliss og Andrew Lucas). Pludselig lavede Dessa altså også hip-hop. Yoni fungerede lidt som hendes mentor, da han introducerede hende til genren, hvilket kulminerede i mødet med kollektivet Doomtree, som overraskende nok holdt til et bare blokke fra hendes hjem.

Medida blev derefter så småt skiftet ud med Doomtree, som i sidste ende tog Dessa til sig. Hun er den eneste kvinde blandt et halvt dusin mænd, som alle laver alternativ hip-hop, og på dette sidste punkt skiller hun sig til gengæld ikke ud. Faktisk er hun nok den mest alternative i flokken, da hun uden problemer blander sang og rap. I årene lige efter indlogeringen udgav Dessa en EP, var en del af kollektivets samlede udgivelser og medvirkede på de andre medlemmers projekter, men vi skal frem til 2010, før hendes solodebutalbum ser dagens lys. Det er selvfølgelig A Badly Broken Code, som selvfølgelig også er udgivet på kollektivets eget pladeselskab (ganske simpelt kaldet Doomtree og i øvrigt helt uafhængigt af andre).

A Badly Broken Code er et indsigtsfuldt og melodisk album med de fleste produktioner af Doomtree’s in-house producere, en enkelt af den gamle kollega Andrew Lucas og til slut en enkelt af Big Jess, som er affilieret med de fleste store undergrundsrappere og producere i Minneapolis. På mikrofonen tager Dessa sig dog primært af det hele selv med sine flydende skift mellem sang og rap, da hun kun bliver gjort selskab af et enkelt par andre vokalister.

1.       CHILDREN’S WORK
I et under alle omstændighederne overraskende træk lægger Dessa ud med at fortælle om sit (gode) forhold til sin lillebror, og hvordan de som børn skilte sig ud fra andre. Budskabet er ganske simpelt; børn er ikke altid  lige lette at analysere og forstå - hvilket kan være svært at så tvivl i. Dessa’s syngende flow bliver også præsenteret med det samme, og det er svært ikke at engagere sig i den nydelige levering. Interessant start, der bestemt lægger op til et spændende album.

2.       POOR ATLAS
Mere eller mindre et mellemspil, hvor Dessa, som i øvrigt har produceret nummeret, synger nogle enkelte strofer. Hun synger lige så nydeligt som hun rapper, så det lyder nu glimrende.

3.       THE CROW
Umiddelbart et nummer om at engagere sig i noget eller nogen. Dessa begår sig nydeligt med poetiske vendinger og stabile toner, og selvom jeg godt kunne ønske lidt mere af trommerne, så er nummeret nu ret godt.

4.       DIXON’S GIRL
Jeg har ikke helt styr på, om nogle numre fra albummet blev udgivet som singler, men hvis vi antager at nogle gjorde, så ville det ikke overraske mig, hvis dette var blandt dem. Det er dog langt fra en kritik, da nummeret er rigtig fedt. Produktionen er engagerende med sine urolige trommer og spinkle blæsere, og Dessa imponerer stort med sine skift fra sang til rap, der er særligt bemærkelsesværdige i dette nummer. Hendes flow er virkelig fedt.

5.       MINESHAFT II
Cecil Otter bidrager her med måske albummets bedste produktion, der blander nogle hurtige guitartabs med en dyb bas og meget engagerende trommer. Dessa svarer tilbage med et meget fængende omkvæd og gode vers om brast kærlighed og tilgivelse. Fantastisk ligeså.

6.       THE CHACONNE (FEAT. MATTHEW SANTOS)
Over endnu en god basgang og simple keys får Dessa selskab af rnb-sangeren Matthew Santos, som efterhånden har assisteret en god håndfuld rappere. Jeg er ikke just en stor fan af manden, men alligevel synes jeg, at han får viklet sig fint ind i Dessa’s sang, der endnu engang bærer præg af refleksioner og erindringer. Udmærket - selvom der intet rap er at finde.

7.       MATCHES TO PAPER DOLLS
Det voldsomt violindominerede beat falder ikke i helt så god jord hos mig, som jeg ville ønske, men heldigvis lykkedes det ikke strygeren at stjæle alt opmærksomheden væk fra bassen og de gode trommer. Det skingre børnekor-agtige omkvæd er til gengæld svært at komme uden om, men Dessa opvejer det dog med et dynamisk flow og malende vers om et dysfunktionelt forhold.

8.       GO HOME
Tempoet sænkes drastisk med dette nummer, hvilket desværre ikke falder ud til Dessa’s fordel. Ligesom alt andet på A Badly Broken Code lyder det ikke dårligt, men dette er nu en kende kedeligt.

9.       SEAMSTRESS
Tempoet hæves såmænd igen, men næsten halvdelen af nummeret bliver blot akkompagneret af simple guitartabs og en statisk basgang, og når trommerne endelig dukker op, bliver det hele faktisk ikke engang bedre, da de er mere larmende end berigende. Derudover er Dessa faktisk også en kende uinteressant med et halvdårligt omkvæd, så dette må være undtagelsen, der bekræfter føromtalte regl, da nummeret faktisk er dårligt.

10.   DUTCH
Vi er dog heldigvis nu tilbage på sporet igen, da Dessa flekser sit problemfrie og flydende flow over et ganske godt beat af Lazerbreak. Lyrisk er nummeret også glimrende, da hun mere eller mindre reflekterer over sin seksualitet, sit kærlighedsliv og deslige.

11.   THE BULLPEN
Endnu engang reflekterer Dessa over sin seksualitet, men denne gang i forhold til sit erhverv; hip-hop, som trods alt primært er befolket af det modsatte køn. Det resulterer i nogle observante vers, men det semifestlige beat og omkvædet siger mig desværre ikke meget.

12.   MOMENTO MORI
Endnu engang lader trommerne vente på sig, således at Dessa lægger ud med kun at være gjort selskab af en trompet (og et forsinket klaver). Det er såmænd stadig en interessant tilgang, men jeg må alligevel erklære en lille utilfredshed med den stædige blæser. Det bliver nu for meget. Stadig ikke et decideret dårligt nummer dog.

13.   CREW
Et nummer om Doomtree, og så er det end ikke et posse-cut. Det er dog intet problem, da nummeret ikke desto mindre er super fedt. Det skyldtes både det meget engagerende beat og Dessa’s åbenlyse taknemmelighed og kærlighed til kammeraterne.

14.   ALIBI
Dessa vil tilsyneladende hjælpe et hvert familiemedlem med at skaffe sig et skudsikkert alibi, uden at stille spørgsmål. Det indbefatter muligvis også Doomtree kollektivet, da de efter det forrige nummer lyder til at være som familie for hende. Dessa forsøger dog også at forbygge behovet for et alibi ved at råde folk til at være påpasselige. Uanset hvad, så er den fraværende pointe dog, at nummeret er rigtig godt.

15.   INTO THE SPIN
Det lugter lidt af en outro med et langt forspil, et lavt tempo og en kort varighed. Ikke just vildt ophidsende, men det er vel en fin nok afrunding.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Det første nummer, som jeg hørte med Dessa, var ”Dixon’s Girl”, hvorefter jeg mere eller mindre øjeblikkeligt var solgt og det samme var albummet. Heldigvis skuffede A Badly Broken Code bestemt heller ikke, da produktionen er rimelig strømlinet om end lidt generisk til tider. Albummet har dog alligevel hele vejen sin helt egen organiske og luftige vibe, og flere gange går de enkelte dele op i en større enhed, hvilket resulterer i fabelagtige beats, som Dessa yderligere supplerer op med opmuntrende, ambitiøse og reflekterende vers og jævnligt fængende omkvæd. Hendes flow er ydermere forholdsvist eksperimentelt og alternativt, da man aldrig helt ved, hvor man har hende; det ene øjeblik glider ordne ud umiddelbart efter hinanden, mens spændingen i det andet holdes med en langsom og melodiøs levering. Kan man lide ”Dixon’s Girl”, som man evt. kan høre længere oppe, så vil man uden tvivl sætte pris på størstedelen af de resterende numre på A Badly Broken Code – ligesom jeg selv. Køb, køb!

BEDSTE NUMRE: “Children’s Work”; “The Crow”; “Dixon’s Girl”; “Mineshaft II”; “The Chaconne”; “Dutch”; “Crew”; “Alibi”