Tonedeff - Demon (2013)

Da jeg tidligere på året anmeldte Glutton, forventede jeg at se udgivelsen af Polymer i denne måned, men det skete sandt at sige ikke just. Faktisk er vi kun netop noget til andet kapitel i den firedelte EP-serie med Demon, der så dagens lys tidligere på måneden. Jeg var temmelig hård ved Glutton, og jeg har da heller ikke hørt den siden - ja, faktisk har jeg netop fundet ud af, at jeg slet ikke har EP’en liggende på computeren længere. Jeg synes dog at kunne mindes, at flow og lyrik var i orden, mens den syntetiske og larmende produktion var drønhamrende irriterende. Lad os se om Demon kan vinde min interesse i Polymer-projektet tilbage igen.

Eminem - The Marshall Mathers LP 2 (2013)

The Marshall Mathers LP 2. En meget vovet titel. Næsten provokerende. Selvom originalen ikke er helt fejlfri (pga. et par uheldige gæsteoptrædener og beats), så er det sgu en klassiker - foruden at være fra en meget anderledes tid, hvor både Eminem og hans omverden så helt anderledes ud. Så at udgive et album nu, der officielt skal forstille at være en efterfølger til mandens bedste værk hidtil nogensinde, vil, kan og bør kun vække en masse følelser i de mange fans rundt omkring i verden. Mens nogen vil juble, vil nogen af dem uundgåeligt også blive skuffet. Dette vil f.eks. ske, hvis man forventer et tilbagefald til hans tidligere personage med kontroversielle rim, et cool flow og simple Dre beats. Det er ikke Eminem anno årtusindskiftet, man stifter bekendtskab med på denne plade. Men nu er der jo også forskel på at være i slut tyverne og start fyrrene.

Bishop Nehru - Strictly Flowz (2013)

…

Selvom jeg ikke har været aktiv på bloggen det sidste par måneder, har jeg dog stadig fået hørt en masse nyt musik, hvoraf størstedelen selvfølgelig er inden for vores fortrukne genre. Der er så meget, at jeg umuligt kan nå at anmelde det hele, så jeg har overvejet at begynde at lave mindre og mere traditionelle anmeldelser. Måske, måske ikke. Jeg har også overvejet at skrive på engelsk.

Jay-Z - Magna Carta Holy Grail (2013)

Det er hele fire år siden, at Jay-Z sidst smed et soloalbum på gaden. Det vil sige, at tiden var kortere mellem hans såkaldte pensionering i 2003 og hans tre år senere (og knap så overraskende) comeback. Mange ting kan nå at ske i løbet af fire år – både på det personlige plan og i den populære musikstrøm. F.eks. har Shawn nu en lille pige med Beyonce, mens trapmusik er en af de større trends i denne tid. Modsat normen har han dog denne gang valgt at tilpasse sig disse ændringer meget nøgternt, hvilket f.eks. får Magna Carta Holy Grail til at stå i skarp kontrast til Kanye West’s Yeezus, der ingen vinde følger.

Kanye West - Yeezus (2013)

Hr. West har været god ved sine fans i det nye årti med en ny udgivelse hvert år end til videre. Han lagde ud med det anmelderroste soloalbum, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, i ’10, hvorefter den stod på et par alternative udgivelser med henholdsvis Jay-Z og GOOD Music-kunstnerne. Nu er han så tilbage med sit sjette soloalbum i form af den kontroversielt betitlede Yeezus, hvor han med blot ti numre på ny forsøger at genopfinde sig selv.

2Pac - Best of 2Pac (2007)

Jeg lover, at det her er den sidste. Men hvorfor en mere? Hvorfor endnu et opsamlingsalbum?  Faktisk er Best of 2Pac den tredje (og fjerde – mere om det om lidt) opsamling i rækken, eftersom Death Row udgav The Prophet: The Best of the Works i 2003. Jeg sprang over den, da albummet ikke indeholder nogen nye skæringer (kort anmeldelse: pladen er opbygget af en meget tvivlsom samling numre), men det samme gør sig altså ikke gældende for Best of 2Pac. Det er meget begrænset, hvad der er af nyheder, men der er dog nogle få stykker.

2Pac - Beginnings: The Lost Tapes 1988–1991 (2007)

Jeg har bestemt ikke planer om at slutte min tour-de-Pac med Pac’s Life, så her følger min mening om den tidligere omtalte kompilation, der samler en håndfuld materiale fra Pac’s helt spæde år som rapper. De ældste numre kan dateres helt tilbage til slutfirserne, så det er en langt mere old school version af Pac, man bliver introduceret for her. Han har ved flere lejligheder erklæret sin kærlighed til den gamle skole, og det er da heller ikke fordi, konceptet lagde ham fjernt. Pac er nemlig på The Lost Tapes en flittig historiefortæller, og han er også til tider socialrealistisk, så det indeholder nogle elementer, der senere blev kædet sammen til debutalbummet.

2Pac - Pac's Life (2006)

Ti år efter hans død udkom det syvende og pt. endelige, posthume album med 2Pac (kompilationer ikke medregnet, selvom dette album også lægger sig lidt op ad dem). Eminem er et fortidsspøgelse, og det samme er ideen om en enkelt producer, så musikken er udarbejdet af flere forskellige mennesker uafhængigt af hinanden. Derudover er numrene plastret til med gæstesangere og –rappere, så Pac’s Life, som albummet hedder, er mere end nogensinde før en fælles bedrift.

2Pac - Loyal to the Game (2004)

Efter at have arbejdet på soundtracket til Tupac: Resurrection fik Eminem tilsyneladende blod på tanden, så han kontaktede Afeni Shakur for at få tilladelse til at producere den næste posthume udgivelse, og eftersom han jo var det største navn indenfor genren på dette tidspunkt, fik han da lov. Afeni havde altså tydeligvis ikke samlet op på ledetrådene fra føromtalte soundtrack, der enstemmigt fortalte, at alt måske ikke var helt som det burde være med hensyn til Eminem. Hans stofmisbrug havde allerede et fast greb i ham dengang, og under udviklingen af dagens hovedpunkt slog den endeligt benene helt væk under ham (det påvirkede dog mest hans vokale præstation). Denne pludseligt fallerede rapper, kun en skygge af sit blot to år tidligere jeg, er (næst efter Pac) altså hoveddrivkraften bag Loyal to the Game.

Tupac: Resurrection (Soundtrack) (2003)

Der er blevet lavet mange dokumentarer om Tupac igennem årene, men det er kun en af dem, der berører både liv og død, har kørt i biografen og ikke mindst inkluderer Pac selv som fortæller. Tupac: Resurrection udkom i amerikanske biografer i 2003 til temmelig stor succes, inkl. en nominering til Oscaruddelingen. Det er også en udmærket film, så er man det mindste interesseret i manden, er den bestemt et kig værd.

2Pac - Better Dayz (2002)

Okay, så med Better Dayz har vi det tredje og sidste posthume dobbeltalbum med 2Pac, og det fungerer på flere punkter som en bro mellem disse og de efterfølgende enkelt-disk-albums. Dette skyldes bl.a., at flere af numrene er remikses – nogle gange af numre på selvsamme album – og at flere atypiske og uventede mennesker endvidere medvirker på disse numre. Der er dog også stadig tider, hvor Johnny ”J” har stået bag knapperne, mens Outlawz flere gange deler mikrofonen med værten, så albummet er en blanding af gammelt og nyt. Og med ”nyt” menes altså inkluderingen af mennesker (både på mikrofonen og bag knapperne), der intet har haft med Pac at gøre før.

2Pac - Until the End of Time (2001)

Det er begrænset, hvor meget jeg kan skrive om hvert posthume projekt, men her er, hvad der indledningsvis er værd at vide om Until the End of Time fra 2001. Dobbeltalbummet fortsætter fra hvor R U Still Down? slap med indspilninger fra 1995 og videre frem til reintroduktionen af Makaveli, så 2Pac veksler lidt mellem sit dystre og mere muntre hjørne (blandet med noget ”Thug Life”). Enkelte numre er kommet intakt igennem rejsen til officiel udgivelse, men de fleste er blevet remikset eller på anden måde markant ændret. Selv de forholdsvis originale kompositioner indeholder dog også små ændringer, da alle referencer til Death Row f.eks. er klippet ud.

2Pac & Outlawz - Still I Rise (1999)

Det sidste halvfemserne hørte til 2Pac, var Still I Rise, som er udgivet i samarbejde med Outlawz. Det er altså ikke et soloalbum, men det bliver heller ikke rigtigt betragtet som Outlawz’ debut, på trods af at de ikke har udgivet nogle albums tidligere. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i, men det virker nu lidt suspekt, at Outlawz tilsyneladende lykkeligt har glemt dette første udspil.

2Pac - Greatest Hits (1998)

Et år efter udgivelsen af det første posthume album, R U Still Down? (Remember Me), udkom den første 2Pac opsamling, der ikke overraskende ikke inkluderer et eneste nummer fra førnævnte album. Til gengæld er alle fem hovedalbums repræsenteret, mens to singler udgivet omkring udgivelsen af All Eyez On Me - uden at være inkluderet på selvsamme album - også er inkluderet her. Dette efterlader dog stadig fire skæringer, der rigtigt nok aldrig har været udgivet før. Særligt det ene af disse nye numre viste sig dog at være en god inklusion, da det var en hitsingle fra dette album.

2Pac - R U Still Down? (Remember Me) (1997)

Mere 2Pac! De næste par indlæg bliver ikke nødvendigvis nemme at komme igennem for hverken mig selv eller læseren, da de flere gange vil nå en temmelig lang længde, og de vil desuden mere ofte end ikke være domineret af knap så flatterede adjektiver. Det kan derfor virke håbløst at gennemføre projektet, men jeg har en ide om, at det vil være rart at kommentere på så meget af Tupac’s musik som muligt. Derudover gemmer der sig også nogle perler rundt omkring, som jeg vil forsøge at grave frem.

Makaveli - The Don Killuminati: The 7 Day Theory (1996)

Når snakken falder på den Makaveli krediterede The 7 Day Theory er det ikke unormalt at bringe ord som begravelsesmusik og konspirationsteorier ind i samtalen, da albummet er en dyster dokumentation af Pac’s symbolske død og genopstandelse som alteregoet Makaveli – udgivet mindre end en måned efter mandens virkelige død. Af gode grunde er projektet derfor genstand for en del spekulation… Lever Pac mon det søde liv på en stillehavskyst sammen med Elvis Presley og Michael Jackson?

2Pac - All Eyez on Me (1996)

Me Against the World, som jeg anmeldte sidste sommer i G-Funk temamåneden, udkom, mens 2Pac afsonede sin straf for at have antastet en kvinde. Selve dagen for forbrydelsen dækkede han selvfølgelig på Me Against the World, men selve afgørelsen nåede ikke med, da det foregik efter indspilningerne var på plads. En anden ting han ikke berørte (af samme grund), var hændelserne på den skæbnesvangre dag d. 30. november i 1994, hvor han blev beskudt og berøvet i receptionen i Quad Recording Studios, mens Biggie og Puff Daddy ventede på ham nogle etager længere oppe.

Thug Life - Thug Life: Volume 1 (1994)

Med mere succes kom også flere skandaler, der først så 2Pac i en skudduel med en politibetjent uden for tjeneste, og selvom han slap godt fra det, så blev sagen blot afløst af en voldtægtssag i slutningen af 1993. Det var tilsyneladende dråben for Shakur, da han derefter kastede sig over projektet Thug Life – en livsstil han ville refererer til resten af sine dage, men også en musikgruppe gjort op af ham selv og vennerne Big Syke, Macadoshis, Rated R og stedbroderen Mopreme. Gruppen indspillede originalt en masse gangstarap, men da undergenren var under hård beskydning i medierne på dette tidspunkt, valgte 2Pac og resten af slænget tilsyneladende af egen fri vilje (albummet er udgivet på Pac's eget pladeselskab Out Da Gutta)  at skrotte noget af materialet og ændre retning en smule.

2Pac - Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z. (1993)

Med 2Pacalypse Now berørte 2Pac bl.a. politivold, hvilket heller ikke for 2Pac skulle vise sig at være et overstået kapitel, da han efter udgivelsen flere gange kom i karambolage med loven. Først da et par politibetjente angiveligt overfaldt ham for jaywalking (de havde formegentligt lige været i biografen og se Dødbringende Våben 3), og dernæst efter en pistol ved et uheld gik af i hans selskab, hvilket tog livet af en ung dreng 100 m. væk. Derudover var der de sædvanlige anklager, der følger i slipstrømmen på et kontroversielt værk, heriblandt udtalelsen om at 2Pac skulle have hjernevasket og manipuleret en ung politimorder fra Texas gennem sin musik. Alt sammen noget der fremover ville blive hverdagskost for den unge rapper.

2Pac - 2Pacalypse Now (1991)

INDLÆG NR. 200

I anledning af at jeg nu har nået endnu en milepæl med bloggen, løfter jeg den eneste begrænsning (ud over hele ”kun hip-hop”-tingen), jeg hidtil har været underlagt; ikke at anmelde flere albums fra samme diskografi. Jeg vil derfor f.eks. ikke længere lade mig begrænse af, at jeg allerede har anmeldt et album af 2Pac. En anmeldelse af 2Pacalypse Now virker dog ikke helt prangende nok, og eftersom intet holder mig tilbage længere, vil jeg ikke bare anmelde mandens debutalbum men også resten af hans kernealbums. Selvfølgelig med undtagelse af Me Against the World, som jeg allerede har anmeldt tidligere. Hvad angår de efterfølgende posthume plader, så har jeg endnu ikke helt besluttet mig for, hvad jeg vil gøre med dem. Ikke desto mindre kan dette projekt betragtes som en auteur-analyse.

Jeg har allerede været inde på 2Pac’s baggrund i min anmeldelse af Me Against the World, men for helt kort at opsummere så har hans forældre været medlemmer af De Sorte Pantere, han selv har studeret poesi og drama, og i omkring 1990 blev han danser for Digital Underground for derefter at debutere som rapper på deres ”Same Song”. I 1991 udgav Tupac Shakur sit debutalbum.