U-God – Dopium (2009)

U-God har generelt den tvivlsomme ære af at være Wu-Tang Clan’s mindst vellidte person, men det har da ikke forhindret ham i at udgive tre soloalbums. Ingen af dem har modtaget ovenud favoriserende anmeldelser, men der synes at være en tavs konsensus om, at hans sidste udspil, Dopium, fra 2009 er hans bedste værk hidtil. Han er altså den eneste af klanens medlemmer, der tilsyneladende er blevet bedre med tiden (sådan da), men alligevel er han dog stadig den mindst populære af flokken.

Ghostface Killah – Ironman (1996)

Man snakker ofte om generationer af Wu-Tang materiale, og disse spænder som regel fra det ene kollektive Wu-Tang album til det næste. Den første generation varede derfor fra 1993 (Enter the Wu-Tang (36 Chambers)) til 1997 (Wu-Tang Forever), og det er primært i disse år, at man finder de kollektivt anerkendte classic soloalbums. Dette skyldtes bl.a., at RZA stort set har produceret alt materialet fra denne tid – dvs. syv albums på fem år, hvorefter han holdt en tiltrængt pause (udgivelserne blev dog langt mere hyppige i den anden generation– der var bare andre producere bag knapperne). Jeg har allerede dækket fire ud af de fem soloalbums fra ”den klassiske periode”, hvilket gør Ironman til den femte og sidste.

Method Man - Tical (1994)

Efter succesen med deres debutalbum var det tid for Wu-Tang Clan at kickstarte de enkelte medlemmers solokarrierer, og Method Man fik æren af at være den allerførste, der blev lanceret under egne faner. Det var dog et nøje beregnet træk, da Method Man allerede var blevet promoveret særligt meget på Enter the Wu-Tang (36 Chambers) med det selvbetitlede solonummer ”Method Man”. Grundet Wu-Tang Clan’s særlige pladekontrakt med Loud Records kunne medlemmerne signe til et hvilket som helst andet pladeselskab som soloartist, hvilket de bestemt tog fordel af, da de næsten alle havnede hos vidt forskellige selskaber. Meth valgte Def Jam.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

En af tidernes mest anmelderroste hip-hop grupper må nødvendigvis være den legendariske Wu-Tang Clan, der i en periode domineret af vestkystens gangsta rap egenhændigt satte New York tilbage på landskortet i 1993. De er definitionen af supergruppe med otte primære rappere og en enkelt producer, der ligeledes låner sin vokal til gruppens numre en gang i mellem.