Eminem - The Marshall Mathers LP 2 (2013)

The Marshall Mathers LP 2. En meget vovet titel. Næsten provokerende. Selvom originalen ikke er helt fejlfri (pga. et par uheldige gæsteoptrædener og beats), så er det sgu en klassiker - foruden at være fra en meget anderledes tid, hvor både Eminem og hans omverden så helt anderledes ud. Så at udgive et album nu, der officielt skal forstille at være en efterfølger til mandens bedste værk hidtil nogensinde, vil, kan og bør kun vække en masse følelser i de mange fans rundt omkring i verden. Mens nogen vil juble, vil nogen af dem uundgåeligt også blive skuffet. Dette vil f.eks. ske, hvis man forventer et tilbagefald til hans tidligere personage med kontroversielle rim, et cool flow og simple Dre beats. Det er ikke Eminem anno årtusindskiftet, man stifter bekendtskab med på denne plade. Men nu er der jo også forskel på at være i slut tyverne og start fyrrene.

King Gordy - The Entity (2003)

Web Entertainment, som udgav Eminem’s solodebut Infinite og Shady-debuten The Slim Shady EP, består af producerne og brødrende Bass, der på trods af at have ramt en guldåre med den unge Marshall Mathers, aldrig rigtigt har formået at spinde mere guld på situationen. Efter Eminem havnede på Aftermath fortsatte han samarbejdet med Bass brødrene, hvilket blot gjorde Eminem til en af deres eneste partnere, da de derfra primært kun har produceret beats til ham og altid fra inde bag kulisserne. Spildt potentiale, vil jeg tro.

Slaughterhouse - Welcome to: Our House (2012)

Slaughterhouse er en såkaldt supergruppe (bestående af Royce da 5’9”, Joe Budden, Crooked I og Joel Ortiz), hvilket er en ret interessant betragtning, da medlemmerne også er et kollektiv af pariaer med plettede baggrunde og mindre komplimenterende punkter på deres CV’er. De var nemlig alle forholdsvis udstødte i vores fortrukne genre, da medlemmet Joe Budden i 2008 samlede dem om et nummer på sit album, Halfway House (sammen med Nino Bless, men det snakker vi ikke mere om). Nummeret havde fået titlen ”Slaughterhouse”, og da firkløveren følte en tilpas kemi i mellem sig, valgte de at tage navnet med over i et gruppeprojekt. Slaughterhouse var født.

Bad Meets Evil - Hell: The Sequel (2011)

Eminem (Evil) og Royce da 5’9” (Bad) mødte hinanden kort efter, at Eminem kreerede Slim Shady tilbage i 1997, og slog sig hurtigt sammen som undergrundsduoen Bad Meets Evil. De indspillede en del musik, bl.a. ”Renegade”, som Eminem efter et udfald mellem de to herrer tog med til Jay-Z, som med sine vers erstattede Royce’s. Inden de gik hvert til sit, nåede de at udgive en enkelt maxi single, som udkom kort før The Slim Shady LP for at ride videre på Eminem’s pludselige succesbølge med singlen ”My Name Is”. Den blev udgivet af pladeselskabet Game Recordings, som havde et lige delt fokus på egentligt musik og softcore porno. Maxi singlen indeholdte ”Nuttin’ to Do” og ”Scary Movies” (og Royce’s solo indsats ”I’m the King”), som begge har gode produktioner af Reef og fede punchlines, men det allerbedste er, at Royce og Eminem bare fungerer fantastisk sammen.

Eminem - Recovery (2010)

“There is no Relapse 2”. Således tweetede Eminem tilbage i april 2010, og et par uger senere udgav han første singlen fra hans nye projekt Recovery. Der var oprindeligt lagt op til et oprigtigt tilbagefald til hans tidligere stadie med en mere karakteristisk Slim Shady og simple, rå beats, som vi også så det på Relapse, men også med en sober stemme og mere personlige tekster (som hans medvirken på "Drop the World" og "Airplanes, Part II" af henholdsvis Lil' Wayne og B.o.B. også vidnede om). Eminem var i studiet konstant, og rygter om samarbejde med D12, Dr. Dre, Royce (som sammen med resten af Slaughterhouse viste sig i ”Forever” musikvideoen) m.fl. begyndte at sprede sig, så det hele virkede altså meget lovende (bortset fra at man ufrivilligt associerede titlen med accenter). Men i takt med at Eminem bevægede sig mere og mere i den nye (eller gamle?) retning, begyndte projektet at minde mindre og mindre om Relapse, og han besluttede derfor til sidst at tilegne projektet et nyt navn, og derfra behandle det helt anderledes.

Eminem - Relapse: Refill (2009)

Relapse blev sluttet af med offentliggørelsen af endnu et album, der populært blot gik under navnet Relapse 2. Eminem havde nemlig tilsyneladende indspillet numre nok til flere albums, og Relapse 2 var derfor blot et spørgsmål om at vælge hans favoritter, men som tiden gik, ændrede hans ambitioner med det nye album sig også, og Relapse 2, som skulle have været udgivet samme år som originalen, blev derfor udsat på ubestemt tid. For ikke at skuffe sine fans udgav Eminem så en lille samling nye numre, som blev pakket sammen med Relapse, og dermed også tillod ham at tage fuldpris for det. Relapse: Refill var født. Titlen refererer endnu en gang til piller, men er også indholdsmæssigt meget sigende, da Refill byder på flere numre omhandlende stoffer, misbrug og seriemord. Bonusdisken byder dog også på ganske simple numre omhandlende ingenting, og med det eneste formål at imponere med punchlines og rim.

Eminem - Relapse (2009)

De grimme oplevelser i 2006 gav Eminem ar for livet, og hans misbrug af sovepiller blev blot værre og værre for til sidst at ende i en overdosis året efter efterfulgt af et hospitalbesøg. Da han kom hjem, havde han et kort tilbagefald til pillerne, men indså til sidst sit sygelige misbrug, og fik endelig frivilligt og helhjertet bedt om hjælp, som han så fik. Han har angiveligt været sober siden foråret 2008, hvorefter han endnu engang kunne blive høj på musikken. Dette skulle fejres med et nyt album, og arbejdet begyndte derfor på Relapse, som landede i butikkerne i foråret 2009.

Eminem Presents: The Re-Up (2006)

Vi har allerede været vidne til Eminem’s heftige stofmisbrug, og dets dårlige indflydelse på hans musik, så det kunne kun blive værre, da hans bedste ven, Proof, døde i foråret 2006, og han senere indledte endnu et ægteskab med Kim, som kun varede få måneder. Det var derfor endnu engang en voldsom hård tid for Eminem, men han nægtede tilsyneladende at trække sig tilbage, da han i slutningen af året udgav pladeselskabs (Shady Records) kompilationen Eminem Presents: The Re-Up, der var et forsøg på at skabe opmærksomhed om hans nye protegér, og da drengene åbenbart ikke sælger sig selv, smed han sit navn i titlen, og medvirkede mere på albummet end nogen anden.

Eminem - Curtain Calls (2005)

Da følgende anmeldelse ikke helt er fyldestgørende nok til at være en del af min tredags cyklus, har jeg valgt at smide den op i dag. Jeg anmelder nemlig kun 3-5 numre - afhængigt af éns temperament.

I sommeren 2005 bukkede Eminem under for presset, og aflyste resten af den tredje turne med Anger Management Tour for at tjekke ind på en afvænningsklinik. Desværre havde han bare ikke hjertet med sig i denne rehabiliteringsfase, og han faldt derfor hurtigt i igen. I forvejen blev hans tilbagetrædelse som rapper rygtet overalt, og mange rygter gik bl.a. også ud på, at Eminem snart ville udgive sit sidste album, evt. en opsamling, og en opsamlingsplade var præcis, hvad verden fik i slutningen af 2005, da Curtain Calls udkom. Men var det så slut derefter? Ikke engang Eminem selv var sikker på noget dengang, men det viste sig jo så siden hen, at han ikke kunne holde fingrene væk fra mikrofonen.

Eminem - Encore (2004)

Eminem’s femte soloalbum var oprindeligt sat til at udkomme d. 16. november 2004, men udgivelsen blev pga. et tidligt leak rykkede fire dage frem, hvilket betød, at albummet udkom præcis otte år efter hans første soloalbum Infinite. På de otte år er der sket en hel del i hans karrierer; han udgav tre rigtig sublime albums og spillede hovedpersonen i en ligeså succesrig biograffilm. Han synes at forvandle alt, han rørte ved, til guld, men i slutningen af 2004 skulle vi se Eminem træde forkert for første gang, da han udgav Encore, der kvalitetsmæssigt mest af alt mindende om hans debut Infinite; ideforladt og tamt. Men modsat dengang skyldes det nu et voldsomt stofmisbrug, at Eminem allerede havde sagt det meste, han havde på hjerte, og måske vigtigst af alt at han for første gang i sit liv havde ganske få modstandere. Jeg sluttede indledningen i mit indlæg om 8 Mile soundtracket af med, at Eminem ikke kunne blive mere populær på det tidspunkt, og det var lige præcis det, der var hans problem. For som han sagde i ”The Way I Am”:

D12 - D12 World (2004)

Eminem lagde angiveligt i 2002 sine alkohol- og narkotikavaner på hylden, men det holdte i så fald ikke længe, da han kort efter påbegyndte et misbrug af sovepiller og derefter vicodin. Han var derfor i de næste mange år meget ustabil og ofte påvirket, hvilket specielt kommer til udtryk på Encore, men generelt havde han en anden udstråling på mikrofonen i disse år, hvilket ikke just var en positiv udvikling af hans talent.

Music from and Inspired by the Motion Picture 8 Mile (Soundtrack) (2002)

I slutningen af 2002 gjorde Eminem en sidste indsats for at overbevise alle, om at han faktisk ikke er en gangsta men blot en ganske fredelig person, der nyder at rappe og te sig anderledes, når han gør det. Folk var blødt en smule op efter The Eminem Show, men 8 Mile blev uden tvivl nådestødet, der nåede helt ind til selv de mest kritiske og snerpede blandt den amerikanske befolkning. Aviser, der tidligere havde trykt misinformerende anti-Eminem artikler, udviklede pludselig en forståelse for manden, og følte at hans kvindehad og homofobi nu blot var et mere eller mindre naturligt middel i kommunikationen. De havde nemlig de sidste få år misforstået Eminem på hans albums, men da der til slut i 2002 kom billeder på hans virkelige person og handlinger, var intet lagt op til fortolkning længere, og alle kunne nu uden problemer se Eminem for, hvad han er; en usikker, sårbar og følsom rapper.

Eminem - The Eminem Show (2002)

På trods af at The Marshall Mathers LP var et forsøg på at rense sit rygte, og slippe af med de mange anklager om at have leveret uhyrligt, eksplicit og skadende materiale til børn, tog den negative omtale blot til efter udgivelsen. Feminister og homoseksuelles rettighedsgrupper mødte op til Eminem’s koncerter for at demonstrere, mens han også var blevet folkefjende nummer et i pressen.  Eminem’s respons til alt kritikken var blot gentagelser af alt det, han allerede havde sagt på albummet end til Grammy Awards ceremonien i 2001, hvor det hele kulminerede med omfangsrige demonstrationer, og derefter Eminem’s optrædning med homoseksuelle Elton John, som han spillede ”Stan” sammen med. (det kommer jeg i øvrigt tilbage til om nogle uger) Ikke at det hjalp det helt store dog, da der skulle mere til at tilfredsstille den sultne presse. Og jeg skriver ’skulle’, fordi det lykkedes nemlig Eminem at skabe fred med sin omverden samme år som udgivelsen af hans næste soloalbum, The Eminem Show. Det skyldes dog primært noget helt andet… (noget med en film, der i øvrigt har et officielt soundtrack).

D12 - Devil's Night (2001)

D12 startede i 1996 ud som en seks-personers gruppe bestående af grundlæggerne Proof og Kon Artist og de erhvervede medrappere Bizarre, Kuniva, Bugz og Eminem, som sammenlagt med deres alter egoer blev til tolv 'medlemmer'. Gruppen eksisterer stadig i dag og har stadig seks egentlige medlemmer, men gruppen har gennem sine 15-16 år alligevel været noget ustabil og igennem nødvendige forandringer. De nåede at udgive The Underground EP før Bugz døde i 1999, hvilket satte medlemstallet ned på seks igen, da hans kammerat Swifty havde tilsluttet sig gruppen få uger forinden. Derudover har Eminem altid været et lidt løst medlem – på trods af at han producerede og medvirkede på samtlige numre på debuten – hvilket skyldes, at han har en succesfuld solokarriere ved siden af og andre samarbejdspartnere, og at de andre fra gruppen (af samme grund) tager en smule afstand fra ham, da han har en tendens til at stjæle alt opmærksomheden og gøre det til ”hans” gruppe (ikke bevidst dog, da Eminem virkelig forsøgte at fremstå som blot endnu et medlem). Specielt gruppens nyere mixtapes vidner om de turbulente forhold, da Eminem næsten ikke er repræsenteret, og Proof er fraværende pga. sin tidlige død i 2006. (Fuzz Scoota har dog tilsluttet sig gruppen i mellemtiden).

Eminem - The Marshall Mathers LP (2000)

Efter Eminem's enorme succes med The Slim Shady LP og Marshall's og Kim’s officielle genforening og bryllup to måneder efter udgivelsen skulle man tro at alt nu åndende fred og idyl i den lille familie for første gang, og det gjorde det måske også for en stund, men det kunne selvfølgelig ikke vare ved – ikke når man har at gøre med et dysfunktionelt forhold, som før eller senere vil falde fra hinanden, og aggressive og vulgære tekster, som uden tvivl fik blodtrykket op hos forstadsmødre, når de hørte deres børn citerer dem. De arrige mødre og diverse foreninger var dog på dette tidspunkt stadig forholdsvis under kontrol, hvilket bare ikke også gjaldt ægteskabet. For der var skam problemer i forholdet, og ”Kim” gjorde bare ondt værre. Det skulle dog først være ved en liveoptræden af nummeret, at bærret flød over, da Kim var blandt publikum og ellers var blevet lovet dets fravær. Hun tog derefter hjem til sin mor, og forsøgte at tage sit eget liv. Det mislykkedes hende selvfølgelig, men kort efter søgte parret om skilsmisse.

Eminem - The Slim Shady LP (1999)

Alene, uden penge og et sted at bo rejser Eminem med sin kammerat og maneger Paul Rosenberg (tidligere rapper og uddannet advokat) til Los Angelas for at deltage i Rap Olympics ’97. Eminem havde oprindeligt en aftale med Wendy Day om at være på hans hold til holdbattles, men Eminem nåede det ikke, da solo turneringen tog for meget af hans tid. Hans nåede nemlig hele vejen til finalen, som han dog tabte. Flere kilder påstår, at den store ære i stedet gik til rapperen J.U.I.C.E., som i alt skulle have slået Eminem i to finaler i større konkurrencer. Paul Rosenberg har dog udtalt, at sejren til Rap Olympics gik til Other-Wize.

Eminem - The Slim Shady EP (1997)

I tiden omkring og kort efter Eminem’s forrige album Infinite var der mange skæbnesvangre hændelser i hans liv. Marshall og hans familie boede rundt omkring i diverse slumkvarterer i Detroit, hvor de oplevede at få stjålet stort set alting og have vildfarne skud ramme huset, og Marshall’s jobsituation hos Gilbert’s Lodge, hvor han havde arbejde nogle år, var usikker, hvilket resulterede i fyringer. Det gjorde det svært for ham at tage vare på sin datter, men det var dog ikke noget problem længere, da Kim fik nok af de mange problemer, tog Hailie i hånden og flyttede hjem til sin mor og blandt andet også efterlod Marshall med en slem skriveblokade og et alkoholmisbrug. Marshall havde ramt rock bottom, og forsøgte at afslutte det ved at begå selvmord. Men som så mange gange før mislykkedes han igen, men herefter fandt Marshall en måde at komme ud med alt sin vrede.

Eminem - Infinite (1996)

Årene efter, at Soul Intent gik i opløsning, er formegentligt nogle af de vigtigste for Marshall på både et personligt og professionelt plan. Første juledag i selvsamme år som Soul Intent EP udkom, fødte Kim Scott nemlig Hailie Jade, som er Marshall’s eneste biologiske barn i en søskendeflok, der nu også tæller Kim’s søsters barn Alaina ”Lainie”, og Whitney, som er Kim’s datter fra et andet forhold. Hailie influerer åbenlyst Marshall meget, hvilket også kommer til udtryk i hans kommende tekster.

Soul Intent - Soul Intent EP (1995)

Mine tematiserede føljetoner, som jeg ynder at kalde auteuranalyser, vil jeg i dag fortsætte med runde to. Sidste måned afsluttede jeg min gennemgang af Clemens’ diskografi, og nu er det så videre til en ny. Hvis du allerede gættede vores hovedperson efter at have læst overskriften, så er der uden tvivl kudus til dig, da de fleste ikke er bekendte med hans musik udgivet før hans store kommercielle gennembrud i 1999. Min næste føljeton følger Eminem fra hans spæde dage i små grupper som Soul Intent, og frem til hans seneste soloudgivelse, Recovery, og genforeningen med hans gamle ven og kollega Royce da 5’9” og gendannelsen af Bad Meets Evil. Det vil formodentligt næsten være ligeså meget en biografi, som det vil være en samling anmeldelser, så forbered dig på en del tekst.

Binary Star - Masters of the Universe (2000)

Binary Star er en hip-hop duo bestående af MCer/ producere Senim Silla & One Be Lo (dengang kendt som OneManArmy). De udgav i 1999 deres debut Waterworld, som fik meget lidt succes, så de skiftede pladeselskab til Subterraneous Records, hvorpå de udgav Masters of the Universe til betydeligt mere succes med over 20.000 solgte eksemplarer. Man skulle så tro, at Masters of the Universe ville være helt nyt materiale, men det er faktisk ikke tilfældet, da dette stort set blot er et remiks af debuten. Tre numre fra debuten er dog blevet erstattet af fuldstændigt nyt materiale.