Eminem - Encore (2004)

Eminem’s femte soloalbum var oprindeligt sat til at udkomme d. 16. november 2004, men udgivelsen blev pga. et tidligt leak rykkede fire dage frem, hvilket betød, at albummet udkom præcis otte år efter hans første soloalbum Infinite. På de otte år er der sket en hel del i hans karrierer; han udgav tre rigtig sublime albums og spillede hovedpersonen i en ligeså succesrig biograffilm. Han synes at forvandle alt, han rørte ved, til guld, men i slutningen af 2004 skulle vi se Eminem træde forkert for første gang, da han udgav Encore, der kvalitetsmæssigt mest af alt mindende om hans debut Infinite; ideforladt og tamt. Men modsat dengang skyldes det nu et voldsomt stofmisbrug, at Eminem allerede havde sagt det meste, han havde på hjerte, og måske vigtigst af alt at han for første gang i sit liv havde ganske få modstandere. Jeg sluttede indledningen i mit indlæg om 8 Mile soundtracket af med, at Eminem ikke kunne blive mere populær på det tidspunkt, og det var lige præcis det, der var hans problem. For som han sagde i ”The Way I Am”:


”Then attack Eminem cause I rap this way 

But I'm glad cause they feed me the fuel
That I need for the fire to burn”

Hans modstandere var hans inspiration, så hans succes blev hans undergang. Encore’s dårlige salg er kun slået af Infinite, og modtog ligesom debuten ingen Grammy Awards. Encore er på mange måder en mærkelig størrelse, og på trods af sine mangler en interessant udgivelse på mange andre punkter. F.eks. var kritikkerne forholdsvis glade for albummet, mens det alle andre steder høstede mange negative kommentarer fra skuffede fans og deslige. Eminem har sågar selv udtalt i den senere tid, at han ikke har meget til overs for denne udgivelse.

Det vil nu være naturligt at spørge sig selv om, hvad albummet da så handler om, hvis man givetvis ikke allerede har hørt det igennem, og bortset fra det latterlige fyld, så er der stort set kun gjort plads til uopfindsomme numre om gamle kendinge som forældrene, døtrene – nu i flertal, politik (som han snusede til på The Eminem Show), barndommen og popmusikere. Jeg har aldrig været fan af Eminem’s politiske numre, da jeg bare ikke rigtig synes, at de passer til hans person. Han kan være morsom, grov, provokerende, kritiserende og personlig, og alt kan være fint, men politisk, synes jeg ikke, passer ham. Enkelte af de andre emner tager han sig kærligt af, men oftest har fantasien og hans tilstand ikke kunne levere bedre.

Noget af skylden for nogle af albummets håbløse udspil kan muligvis tilfalde mixtapet/ bootleget Straight from the Lab, der leakede i 2003, og senere blev officielt udgivet i Europa (i meget lille oplag). Det indeholder syv nye numre med Eminem af tvivlsom lydkvalitet, og de var overvejende diss-tracks, men der var også et nummer, der senere kom på D12 World, og sidst men ikke mindst to numre, der muligvis var ment for Encore, og derfor også muligvis blev kasseret fra albummet efter leaket af mixtapet. Disse to numre plus et helt nyt har dog fundet vej til bonusdisken, som fulgte med albummets Deluxe Edition.

Encore tabte sin Grammy for ’årets rap album’ til Kanye West’s Late Registration, hvilket er en ubrugelig sammenligning, da dét album rent faktisk er fedt. Den fraværende pointe er dog, at Encore er noget makværk, og her følger en dybere begrundelse.

1.       CURTAINS UP
Ærgerligt nok danner albummet associationer til The Eminem Show, da intet har fortjent at ende i samme sætning som Encore.

2.       EVIL DEEDS
Omkvædet er henvendt hans far, som omkvædet i ”Cleanin’ Out My Closet” er henvendt hans mor. Forskellen er så bare, at sidstnævnte er et godt nummer, men ”Evil Deeds” er ret forfærdeligt. Eminem’s flow og levering er meget ringe, og så begynder han at synge midt i første vers (meget sjældent positivt i Eminem’s tilfælde). Teksten har få gode kvaliteter, men er ligeledes overvejende ringe.

3.       NEVER ENOUGH (FEAT. 50 CENT & NATE DOGG)
Dr. Dre’s produktion er fin, og Eminem leverer et glimrende vers møntet på hans haters. Han var populær før denne udgivelse, men der er altid plads til haters. Så et lille fint vers deres vej er meget passende. Nate Dogg synger et godt hook, og selvom 50 Cent kunne undværes, er han ikke helt dum. Fint nummer.

4.       YELLOW BRICK ROAD
Så Eminem datede altså en sort pige for nogle år siden, og efter bruddet lavede han et nummer, hvor han var efter alle sorte kvinder, og som så leakede flere år efter takket være en tidligere ven. Han undskylder så på dette nummer for at være racist, og ændrer sit udsagn til at gælde alle kvinder, så han i stedet er kvindehadsk. Men før han kommer frem til denne ’undskyldning', fortæller han en helt del om sin ungdom, og specielt hans besvær med at passe ind i et miljø befolket af sorte. Det er meget interessant. Desværre lyder det bare ikke lige så fedt.

5.       LIKE TOY SOLDIERS
Jeg kan virkelig godt lide dette nummer. Produktionen med sin evindelige trommehvirvel er fed, og Martika’s omkvæd, synes jeg også, er meget passende. Eminem leverer endnu engang nogle interessante vers, som denne gang også bliver kommunikeret meget bedre ud. Han snakker om forskellige beefs, og fortæller, at han vil forsøge at skabe fred med omverden. Dette gøres bl.a. for at forhindre, at konflikten fortsætter når musikken stopper, og hans bedste ven Proof f.eks. bliver skudt, som afbildet i musikvideoen. Tragisk nok blev Proof jo så faktisk skudt to år efter, men det skyldes dog ikke nogens musik.

6.       MOSH
Eminem bliver endnu engang politisk, og måske det blot skyldes Dr. Dre’s produktion, men jeg føler det altså ikke. Han har dog enkelte gode linjer.

7.       PUKE
Albummet har indtil nu haft sine lyspunkter, men her midt inde i albummet begynder en længere kavalkade af grotesk platte, dumme og såkaldt latterlige numre. ”Puke” er første skud på stammen, og er umanerligt dårligt. Det er noget med, at Eminem brækker sig over Kim, men jeg er egentligt ret ligeglad.

8.       MY 1^ST SINGLE
Dette nummer er utrolig dårligt. Tekst, beat, flow. Intet er noget værd.

9.       PAUL (SKIT)
Paul fortæller, at Michael Jackson (og hans advokater) er vred over ”Just Lose It” musikvideoen, da Eminem laver sjov med alt fra hans næse til anklagerne om pædofili. Det sjoveste er dog, at Weird Al året før ville lave en parodi af ”Lose Yourself”, men blev stoppet af Eminem, da han følte, at hans omdømme ville tage skade.

10.   RAIN MAN
Dette nummer er definitionen af latterlig, da det simpelthen er så plat. Det er et af de mest fucked op numre, Eminem nogensinde har skrevet, og det siger ellers ikke så lidt. Han slutter selv nummeret af med at sige, at han formåede ikke at sige noget af relevans i løbet af nummeret, hvilket er helt korrekt. Det er et sjovt nummer, hvis man er til platheder, men er i realiteten ikke særlig godt.

11.   BIG WEENIE
Han siger absolut intet i dette nummer. Han vrøvler bare løs.

12.   EM CALLS PAUL (SKIT)
…

13.   JUST LOSE IT
Albummets første single. Eminem har udtalt, at han altid laver en cheesy første single for at fange folks opmærksomhed og sælge plader, hvorefter forbrugerne så opdager hans egentlige perler. Det skulle altså betyde, at hvert album har et enkelt plat nummer, og han så sælger væsentligt mere pga. det, hvilket er fair nok. Problemet er bare, at Encore er fyldt med disse slags numre, og kun har enkelte oprigtige og gode numre.

14.   ASS LIKE THAT
Hvis forrige nummer var en forløber til musikvideoen og indholdet i “We Made You”, så er dette en forløber til den musikalske præsentation i førnævnte nummer - særligt grundet hans tåbelige accent. Jeg hader dette nummer.

15.   SPEND SOME TIME (FEAT. OBIE TRICE, STAT QUO & 50 CENT)
Nu er det til gengæld tid til nogle indrømmelser: Jeg kan godt lide produktionen, omkvædet (primært samplet) og introen, som jeg finder utroligt fængende, i dette nummer. Eminem tilegner et glimrende vers til flirten og modellen Tanya, som han også bruger til et konceptnummer på Relapse. Jeg synes såmænd også, at resten leverer nogle fine præstationer (undtagen 50 Cent som lyder snalret og søvnig), men mine forventninger er selvfølgelig heller ikke så høje mere.

16.   MOCKINGBIRD
Eminem var en årrække glad for at skrive numre til sine døtre, og dette er et udfald af tendensen. Som de andre eksempler er nummeret godt, ærligt og åbent omkring fortidens dystre timer, hvilket gør nummeret interessant at følge. På ”Yellow Brick Road” lærte man om Eminem’s helt unge dage, mens man her hører om dagene op til og efter udgivelsen af ”The Slim Shady LP”. ”Mockingbird” er et fint nummer med en god produktion og et acceptabelt sunget omkvæd. Der mangler dog stadig en smule før det er helt fantastisk – måske der er for meget ”Encore” over nummeret. Det er dog stadig hæderligt.

17.   CRAZY IN LOVE
Et nummer rettet mod Kim. Det er muligvis en erstatning af ”Love You More”, da de to numre minder om hinanden, men førnævnte er dog den bedste. Jeg kan dog godt lide produktionen, inkorporeringen af Heart’s ”Crazy on You”, og måden Eminem slutter versene af på, men det er nok guilty pleasures.

18.   ONE SHOT 2 SHOT (FEAT. D12)
Typisk, kedeligt D12 nummer. Den kaotiske start er dog lidt fed. Men det mest interessante ved nummeret er, at Proof underligt nok er fraværende, og at udgaven på den censurerede udgivelse lyder hysterisk dumt, da halvdelen af sætningerne er væk.

19.   FINAL THOUGHT (SKIT)
…

20.   ENCORE (FEAT. DR. DRE & 50 CENT) / CURTAINS DOWN
Nummeret lyder mest af alt som en kedelig freestyle, hvor der ikke rigtigt sker noget spændende. Ærgerligt at Dr. Dre kun medvirker på dette makværk, og endnu ærgerligere er det, at 50 Cent medvirker, da han blot gør det hele værre, hvilket en acceptabel produktion ikke kan redde. Eminem nævner Dr. Dre’s Detox album, men jeg er ærlig talt først overbevist om en specifik udgivelse, når jeg kan samle det op i butikkerne samme dag. Nummeret sluttes af med en makaber outro, som også er afbildet i albumhæftet. Eminem træder på scenen en sidste gang, og skyder vildt omkring sig for til sidst at tage sit eget liv. Outroen var bl.a. skyld i mange spekulationer om, hvorvidt Eminem havde tænkt sig at trække sig tilbage, og stoppe sin karriere som professionel rapper. Opsamlingen året efter var blot benzin på bålet.

Og her til sidst de tre bonusnumre:

1.       WE AS AMERICANS
Nummeret er kendt som ”We Are Americans” på Straight From Lab, og er her blevet censureret en smule, da det tilbage i 2003 affødte en del kontroverser med sin lyrik. Introen, der i sin opbygning minder lidt om introen til ”Spend Some Time”, er lidt spændende, må jeg indrømme, og nummeret er da også generelt okay. Eminem bliver politisk igen, og det ville faktisk virke fint, hvis altså ikke han kørte lidt i ring til tider.

2.       LOVE YOU MORE
Endnu et nummer fra mixtapet. Produktionen er super fed, og er sågar blevet samplet af Troo.l.s i nummeret ”Jo Mer…”. Eminem fortæller om sit turbulente forhold med Kim, hvilket kan virke lidt klichefyldt, og man begynder også at tænke, at de da for fanden snart må finde ud af det sammen, men det er nu stadig et godt nummer, og det formår da også at chokere lidt til sidst, hvilket må have været målet.

3.       RICKY TICKY TOE
Produktionen skriger ”Eminem”, da den er vanvittig genetisk og kedelig (jeg ved godt, at jeg kaldte hans forrige produktion super fed), og det samme kan siges om Eminem selv. Dette nummer måtte han (også) gerne have beholdt for sig selv.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Det er helt utroligt, så tydelig hans manglende inspiration er på dette album, da samtlige numre handler om ingenting, og det er endnu mere utroligt og foruroligende, at han udgiver et sådan album med hans bagkatalog i mente. Der er nogle numre, hvor han tydeligvis har noget på hjerte, men de ødelægges til gengæld ofte af hans påvirkede og fraværende væsen. Enkelte numre fungerer godt (og det er overraskende primært hans singler), og de kunne sandsynligvis være gjort bedre (med undtagelse af ”Like Toy Soldiers”). Encore er en gigantisk skuffelse, som man bør holde sig langt væk fra, og eftersom man allerede kender minimum to ud af tre af de nedenstående numre, gemmer albummet på næst til ingen gode overraskelser.

BEDSTE NUMRE: ”Like Toy Soldiers”; ”Mockingbird”; ”Love You More”