Viser opslag med etiketten Shady. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Shady. Vis alle opslag

22 december 2012

Ca$his - The County Hound EP (2007)


Julen er over os i denne tid, og selvom jeg egentligt ikke i den anledning er blevet mere tidspresset end normalt, så er det alligevel lykkedes mig at forsømme blogskrivningen de sidste dage, så det bliver en lille, kort sag i dag. Jeg kiggede faktisk målrettet gennem mit bibliotek efter noget kort, og det var i denne sammenhæng, at jeg faldt over The County Hound EP, som jeg dog også har dedikeret nogle tanker til før i forbindelse med bloggen. Det betyder dog ikke, at anmeldelsen nødvendigvis bliver ren reklame, da jeg ikke rigtigt kan huske EP’en foruden enkelte numre, så måske udgivelsen egentligt slet ikke er værd at skrive om i længden.

27 august 2012

Slaughterhouse - Welcome to: Our House (2012)


Slaughterhouse er en såkaldt supergruppe (bestående af Royce da 5’9”, Joe Budden, Crooked I og Joel Ortiz), hvilket er en ret interessant betragtning, da medlemmerne også er et kollektiv af pariaer med plettede baggrunde og mindre komplimenterende punkter på deres CV’er. De var nemlig alle forholdsvis udstødte i vores fortrukne genre, da medlemmet Joe Budden i 2008 samlede dem om et nummer på sit album, Halfway House (sammen med Nino Bless, men det snakker vi ikke mere om). Nummeret havde fået titlen ”Slaughterhouse”, og da firkløveren følte en tilpas kemi i mellem sig, valgte de at tage navnet med over i et gruppeprojekt. Slaughterhouse var født.

03 marts 2012

Bad Meets Evil - Hell: The Sequel (2011)


Eminem (Evil) og Royce da 5’9” (Bad) mødte hinanden kort efter, at Eminem kreerede Slim Shady tilbage i 1997, og slog sig hurtigt sammen som undergrundsduoen Bad Meets Evil. De indspillede en del musik, bl.a. ”Renegade”, som Eminem efter et udfald mellem de to herrer tog med til Jay-Z, som med sine vers erstattede Royce’s. Inden de gik hvert til sit, nåede de at udgive en enkelt maxi single, som udkom kort før The Slim Shady LP for at ride videre på Eminem’s pludselige succesbølge med singlen ”My Name Is”. Den blev udgivet af pladeselskabet Game Recordings, som havde et lige delt fokus på egentligt musik og softcore porno. Maxi singlen indeholdte ”Nuttin’ to Do” og ”Scary Movies” (og Royce’s solo indsats ”I’m the King”), som begge har gode produktioner af Reef og fede punchlines, men det allerbedste er, at Royce og Eminem bare fungerer fantastisk sammen.

17 februar 2012

Eminem Presents: The Re-Up (2006)


Vi har allerede været vidne til Eminem’s heftige stofmisbrug, og dets dårlige indflydelse på hans musik, så det kunne kun blive værre, da hans bedste ven, Proof, døde i foråret 2006, og han senere indledte endnu et ægteskab med Kim, som kun varede få måneder. Det var derfor endnu engang en voldsom hård tid for Eminem, men han nægtede tilsyneladende at trække sig tilbage, da han i slutningen af året udgav pladeselskabs (Shady Records) kompilationen Eminem Presents: The Re-Up, der var et forsøg på at skabe opmærksomhed om hans nye protegér, og da drengene åbenbart ikke sælger sig selv, smed han sit navn i titlen, og medvirkede mere på albummet end nogen anden.

08 februar 2012

D12 - D12 World (2004)



Eminem lagde angiveligt i 2002 sine alkohol- og narkotikavaner på hylden, men det holdte i så fald ikke længe, da han kort efter påbegyndte et misbrug af sovepiller og derefter vicodin. Han var derfor i de næste mange år meget ustabil og ofte påvirket, hvilket specielt kommer til udtryk på Encore, men generelt havde han en anden udstråling på mikrofonen i disse år, hvilket ikke just var en positiv udvikling af hans talent.

24 januar 2012

D12 - Devil's Night (2001)


D12 startede i 1996 ud som en seks-personers gruppe bestående af grundlæggerne Proof og Kon Artist og de erhvervede medrappere Bizarre, Kuniva, Bugz og Eminem, som sammenlagt med deres alter egoer blev til tolv 'medlemmer'. Gruppen eksisterer stadig i dag og har stadig seks egentlige medlemmer, men gruppen har gennem sine 15-16 år alligevel været noget ustabil og igennem nødvendige forandringer. De nåede at udgive The Underground EP før Bugz døde i 1999, hvilket satte medlemstallet ned på seks igen, da hans kammerat Swifty havde tilsluttet sig gruppen få uger forinden. Derudover har Eminem altid været et lidt løst medlem – på trods af at han producerede og medvirkede på samtlige numre på debuten – hvilket skyldes, at han har en succesfuld solokarriere ved siden af og andre samarbejdspartnere, og at de andre fra gruppen (af samme grund) tager en smule afstand fra ham, da han har en tendens til at stjæle alt opmærksomheden og gøre det til ”hans” gruppe (ikke bevidst dog, da Eminem virkelig forsøgte at fremstå som blot endnu et medlem). Specielt gruppens nyere mixtapes vidner om de turbulente forhold, da Eminem næsten ikke er repræsenteret, og Proof er fraværende pga. sin tidlige død i 2006. (Fuzz Scoota har dog tilsluttet sig gruppen i mellemtiden).