Bad Meets Evil - Hell: The Sequel (2011)

Eminem (Evil) og Royce da 5’9” (Bad) mødte hinanden kort efter, at Eminem kreerede Slim Shady tilbage i 1997, og slog sig hurtigt sammen som undergrundsduoen Bad Meets Evil. De indspillede en del musik, bl.a. ”Renegade”, som Eminem efter et udfald mellem de to herrer tog med til Jay-Z, som med sine vers erstattede Royce’s. Inden de gik hvert til sit, nåede de at udgive en enkelt maxi single, som udkom kort før The Slim Shady LP for at ride videre på Eminem’s pludselige succesbølge med singlen ”My Name Is”. Den blev udgivet af pladeselskabet Game Recordings, som havde et lige delt fokus på egentligt musik og softcore porno. Maxi singlen indeholdte ”Nuttin’ to Do” og ”Scary Movies” (og Royce’s solo indsats ”I’m the King”), som begge har gode produktioner af Reef og fede punchlines, men det allerbedste er, at Royce og Eminem bare fungerer fantastisk sammen.

De virkede altså som en lovende gruppe, men desværre kom der grus i maskineriet, da Royce’s manager i 1999 fik Royce i problemer med Dr. Dre, da han afslørede Royce som ghostwriter på 2001. Dr. Dre gav ham et ultimatum, og en chance for at redde trådene ud kunne derfor gribes ved at fyre sin manager, men da Royce nægtede dette, var løbet kørt, og ham og Eminem mistede langsomt kontakten. Værre blev det kun, da Royce kort efter havnede i en beef med D12 (minus Eminem). Royce og Eminem har altså aldrig rigtig haft problemer med hinanden, men dem, de måtte have, blev løst i 2008, og derfra gik det kun fremad, og endte i 2011 med en genforening af Bad Meets Evil.

Et par numre med både Eminem og Royce medvirkende leakede til internettet omkring nytårsskiftet til 2011, og rygterne begyndte for alvor at sprede sig. Et par uger inde i det nye år signede Slaugtherhouse (som Royce er medlem af) til Shady Records, og rygterne om en genforening af Bad Meets Evil tog endnu engang til i kraft. Senere blev det officielt, og i juni udgav de deres første EP, Hell: The Sequel, navngivet sådan fordi ”Bad Meets Evil” fra The Slim Shady LP sluttede med linjerne ”See you in hell for the sequel”.

EP’en indeholder helt nyt materiale, og de to tidligere leakede numre fås kun med albummets Deluxe Edition (som dog er mest normal). Enkelte producerer fra Recovery går igen som Havoc og DJ Khalil, men ellers er EP’en primært produceret af Denaun Parter (også kendt som Kon Artist og Mr. Porter). Enkelte gæster kigger forbi, hvoraf resten af Slaughterhouse er de eneste rappere, og de to sangere er Mike Epps og noget overraskende for en Bad Meets Evil udgivelse den populære Bruno Mars. Der er altså ingen tvivl om, at drengene gerne vil sælge nogle kopier, og af samme grund var der mange, der op til udgivelsen, stillede spørgsmålstegn ved, om den opnåede lyd kunne harmonisere med det Bad Meets Evil oprindeligt stod for, som var den rå, morsomme og underholdende undergrund. EP’en solgte dog rimelig godt, og modtog forholdsvis positive anmeldelser fra kritikkerne, så man må trods alt håbe at Royce endelig nyder en smule fortjent succes.

Men lad os finde ud af om Eminem (og ikke mindst Royce) slutter af med manér med Hell: The Sequel, da dette indlæg er min sidste anmeldelse af en Eminem-involverede udgivelse. End til videre selvfølgelig…

1.       WELCOME 2 HELL
Havoc’s produktion lægger sig meget godt op af de tidligere Bad Meets Evil numre, og altså også modsat meget af det man hørte på Recovery. Den er forholdsvis simpel, men fungerer stadig fint.
Eminem og Royce lyder naturligvis anderledes og mere modne, og specielt Eminem var noget mere overbevisende som en ond og ligeglad dæmon for ti år siden, men Bad Meets Evil koncepten fungerede dog stadig i 2011. Der er også gode overraskelser, da man med Royce tydeligt kan høre en musikalsk udvikling, for selvom han var en god rapper før, så er han endnu bedre nu, og har fuldstændig styr på teknikkerne.  ”Welcome 2 Hell” er en fed reintroduktion til en gruppe, som tydeligvis stadig fungerer hammer godt sammen.

2.       FAST LANE
Eminem lyder lidt mærkelig, og jeg fristes til at tildele nummeret Royce, som specielt i slutningen af andet vers imponerer utroligt meget med et fantastisk flow og utallige interne rim. Han har generelt nogle fede vers, da han stadig har noget at bevise overfor verden, og fylder på med morsomme personlige bemærkninger, så som at Eminem nu har genoplivet hans pengestrøm. Eminem er dog også udmærket, og ligesom med sit flow bringer han også interessante ordspil med fra Recovery. Prikken over i’et er den fantastiske, energiske produktion, som er krediteret til Eminem, JG og Supa Dups. Et fantastisk valg som første single fra EP’en, også selvom Sly Jordan’s vokal i omkvædet burde være overvejet en ekstra gang.

3.       THE REUNION
Dette nummer er noget anderledes end resten af EP’en, og kommer den desværre ikke til gode. Det er en mærkelig blanding af det ældre og dystre Bad Meets Evil og Recovery. Produktionen og versene er meget dystre, og det et interessant eksperiment, men derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Eminem absolut skal ødelægge det hele ved at synge et irriterende omkvæd. Det kunne have været et spændende konceptuelt nummer, men bliver desværre ødelagt af ærgerlige designvalg.

4.       ABOVE THE LAW
Mr. Porter (som han er krediteret) bidrager med sin første produktion, og den er næsten oppe på siden af ”Fastlane”, da den er ret fed. Både Eminem og Royce er super fede, og specielt Eminem lyder virkelig til at give den alt, han kan. Nummeret har EP’en første eksempel på et hook sunget af en kvinde, og selvom det er meget bedre end at høre Eminem synge, så virker det lidt som et fejlvalg over det rå og sprøde beat. Det er et fedt nummer, men ikke decideret typisk Bad Meets Evil, da de har et enkelt vers hver, og jeg derfor heller ikke på samme måde føler deres indbyrdes kemi.

5.       I’M ON EVERYTHING (FEAT. MIKE EPPS)
Nummeret er lidt en joke – både fra gruppens side og bogstaveligtalt, da teksten er fjollet og nummeret er ret dårligt. Mr. Porter’s produktion er mildt fængende men lidt irriterende, og helt end til sidste vers er nummeret dårligt. De synger et forfærdeligt omkvæd, og har nogle kedelige solovers, men til sidst udveksler de flere linjer med hinanden, og pludselig begynder nummeret at åbne sig op. Det er bare alt for sent. Mike Epps har dog en fin stemme.

6.       A KISS
Nummeret er produceret af Bangladesh som bl.a. også er manden bag Lil’ Wayne’s ”A Milli”, hvilket i min optik ikke er et særlig godt udgangspunkt, og ikke overraskende er produktionen på ”A Kiss” heller ikke særlig god. Jeg synes dog heller ikke, at Royce’s og Eminem’s mange vers er særlig interessante, så nummeret er hele vejen igennem et temmelig kedeligt bekendtskab.

7.       LIGHTERS (FEAT. BRUNO MARS)
Den notoriske kollaboration med Bruno Mars, som selvfølgelig blev sendt ud i æteren efter ”Fast Lane”, men selvom tilstedeværelsen af Bruno Mars på en Bad Meets Evil udgivelse er fuldstændig latterlig, så er nummeret alligevel ret godt. Eminem har endnu engang co-produceret nummeret, og selvom den er meget kommercieltlydende, så er produktionen ikke helt dum. De to herre griber nummeret an med en mere seriøs tone, og leverer nogle personlige og eftertænksomme vers, hvilket lykkedes dem helt fint, og er et værdsat afbræk. Hvis de bare havde sendt Bruno Mars langt væk, ville jeg med glæde have anbefalet det, men jeg må nøjes med at konkludere, at nummeret er nogenlunde.

8.       TAKE FROM ME
Claret Jai vender tilbage i omkvædet, men denne gang virker hendes bløde stemme meget bedre. Royce og Eminem giver nogle af deres bedste præstationer på EP'en med dynamiske og fede flows, så de bare lyder fantastisk godt. Som titlen angiver, adresserer rapperne (mest Eminem) piratkopieringen, der forgår af deres udgivelser. Royce vender nemlig hurtigt opmærksomheden mod sin bror (hvilket bestemt ikke er et kritikpunkt), som han tydeligvis har nogle uløste problemer med, mens mangemillionæren hele vejen igennem beklager sig over usolgte kopier, hvilket specielt piner ham, fordi musikken næsten er hele hans liv. Når man bliver verdenskendt, behøver man ikke længere eksponering gennem piratkopiering, så man kan sige, at Eminem har en god grund til at være vred, og faktisk er hans vers overraskende interessant og godt strikket sammen. Mr. Porter's produktion er ikke fantastisk, men han har skruet et tilpas glimrende og engagerende beat sammen, der fungerer med omkvædet, så selvom nummeret ikke er, hvad man forventer sig af gruppen, så er det stadig ret fedt.

9.       LOUD NOISES (FEAT. SLAUGHTERHOUSE)
Mr. Porter’s og Eminem’s produktion siger mig intet, hvilket er ærgerligt for Slaughterhouse, da dette er deres store chance for at skabe noget opmærksomhed omkring dem selv. De klarer den rimeligt alle sammen, men når alt kommer til alt, så er nummeret temmelig kedeligt. En skuffende kollaboration, men det kan også skyldes at resten af EP’en har sat en høj standard, da nummeret er mindst lige så godt som ”Session One”.

De to (tidligere leakede) bonusnumre følger efter (og gør i øvrigt EP'en til en længere en af slagsen, hvilket også i højere grad er med til at retfærdiggøre prisen):

10.   LIVING PROOF
Eminem og Royce havde tilsyneladende en super god basis for deres samarbejde, da dette tidligere materiale er af næsten samme kvalitet som resten af udgivelsen, og det var derfor også meget forståeligt, at folk blev begejstret for genforeningen af Bad Meets Evil. Nummeret repræsenterede meget godt, hvordan EP’en ville komme til at lyde, da Mr. Porter’s produktion er rå med et fængende trommemønster, og Royce og Eminem giver nogle flotte, engagerede præstationer. Glimrende nummer.

11.   ECHO
Endnu en sangerinde gæster EP’en i form af Liz Rodriguez, som synger et fint omkvæd. Hun bliver hængende i en del sekunder, men det har jeg faktisk ikke rigtigt noget problem med. Da nummeret leakede var rækkefølgen af versene (de to der er) vendt om, således at Royce lagde ud, og andre småting er også ændret eller tilføjet, men nummeret er stort set den samme gode oplevelse, som da det først ramte internettet. DJ Khalil bidrager med en produktion, der som minimum er på niveau med hans bedste fra Recovery, og har nogle meget fede trommer. Eminem hæver sit tonefald som hørt flere gange på Recovery, og jeg synes det klæder nummeret vildt godt, da det i forvejen er lidt af en adrenalinindsprøjtning. Royce har også et super fedt vers, så jeg er yderst tilfreds. Jeg blev derfor meget glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at disse to numre var at finde på EP’en (dog som bonusser).

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Bad Meets Evil er tilbage, og selvom de ikke lyder som i slutningen af halvfemserne, så er de stadig voldsomt fede. Eminem lyder lidt skinger i stemmen engang i mellem, mens Royce holder et flot jævnt niveau, og uden tvivl er en af de få, der kan konkurrere med Eminem på hans hjemmebane, som er rap i hurtigt tempo med et superbt flow og morsomme ordspil og metaforer. Royce sågar udkonkurrer medrapperen enkelte gange, hvilket kræver sin mand, da Eminem ikke er kommet let til sine mange platinplader. Men foruden at matche hinandens evner fungerer duoen også perfekt sammen, da de har en god kemi og samarbejder rigtig godt. Det er svært ikke at blive begejstret for Hell: The Sequel, der på trods af enkelte svipsere, er af vældig god kvalitet, varieret og et skridt tilbage mod rødderne, hvor både Royce og ikke mindst Eminem kom fra, hvilket er meget positivt ment. Produktionerne er langt mindre poppede end på Recovery, hvilket er et dejligt tilbagefald, og Mr. Porter formår at imponere med sine mange bidrag til en meget hæderlig og ventet debut af Bad Meets Evil. Det er et køb værd, og ikke kun for at løfte Eminem’s humør.

BEDSTE NUMRE: “Welcome 2 Hell”; “Fast Lane”; “Above the Law”; “Take from Me”; “Echo”