Ligesom sin stedbror introducerede Warren G også verden for nye lovende rappere med sit debutalbum. Mens Dr. Dre hjalp Tha Dogg Pound, Nate Dogg og særligt Snoop Dogg i gang, forsøgte Warren G at kickstarte karriererne for Twinz og The Dove Shack, men selvom begge grupper er hæderlige, mislykkedes de begge modsat Dr. Dre’s protegeer i at få fodfæste i mainstreamen. Def Jam Recordings valgte ellers at udgive debutalbummene med Twinz og The Dove Shack cirka et år efter Warren G’s Regulate… G Funk Era den 22. August i 1995. Muligvis pga. denne korte tidsramme samarbejdede Warren G derfor kun med Twinz, mens The Dove Shack i høj grad stod på egne ben.
