Det sidste medlem af den forgangne gruppe 213 finder vi en smule overraskende i slutningen af denne måned, da han jo ellers kom på alles læber i 1992 efter sin medvirken på The Chronic, hvilket var et album, jeg lagde måneden ud med at anmelde. Vi er nu trådt ind i 1998, hvilket ikke engang er ved at være slutningen på G-Funk æraen, men nærmest allerede er eftertiden. G-Funken er nemlig mere eller mindre død på dette tidspunkt, hvilket reflekteres i et mindre udvalg af plader og deres væsentligt mindre salgstal. Men hvorfor vælger Nate Dogg så at udgive sit debutalbum (G-Funk Classics Vol 1. & 2 er rent faktisk et egentligt soloalbum) på dette tidspunkt? Pga. Death Row Records. Men lad os lige spole tilbage til begyndelsen. Før hans forholdsvis nylige død, før problemerne med Death Row og før Nate Dogg overhovedet hed Nate Dogg.
