2Pac - Greatest Hits (1998)

Et år efter udgivelsen af det første posthume album, R U Still Down? (Remember Me), udkom den første 2Pac opsamling, der ikke overraskende ikke inkluderer et eneste nummer fra førnævnte album. Til gengæld er alle fem hovedalbums repræsenteret, mens to singler udgivet omkring udgivelsen af All Eyez On Me - uden at være inkluderet på selvsamme album - også er inkluderet her. Dette efterlader dog stadig fire skæringer, der rigtigt nok aldrig har været udgivet før. Særligt det ene af disse nye numre viste sig dog at være en god inklusion, da det var en hitsingle fra dette album.

RZA – RZA as Bobby Digital in Stereo (1998)

RZA, produceren bag næsten samtlige af de dengang hidtidige Wu-Tang skæringer, skød sammen med Meth’s en uge ældre Tical 2000: Judgement Day i 1998 den anden generation af Wu-Tang soloalbums i gang. Det er generelt en generation kendetegnet af undervældende efterfølgere og en blandet omgang catch-up af tre ud af fire af gruppens sidste medlemmer. Tre albums skiller sig dog ud. Først og fremmest Ghost’s efterfølger til 1996’s Ironman, Supreme Clientele, der er mandens mest værdsatte værk, dernæst er der Inspectah Deck’s højst udskudte men anmelderroste debut Uncontrolled Substance, og til sidst har vi RZA’s fuldlængde debutalbum (hans egentlige debut kom nogle år tidligere (før Wu-Tang) med den hurtigt glemte EP Ooh I Love You Rakeem), RZA as Bobby Digital in Stereo, og hvordan skiller det sig så ud? Ved overhovedet ikke at repræsentere RZA som hverken producer eller rapper, da det, som titlen antyder, i stedet er skrevet og indspillet under alteregoet Bobby Digital.

OutKast – Aquemini (1998)

OutKast satte sig med ATLiens for at lave et kort og nærmest singlepræget album uden afbrydelser. Hvert nummer stod fint for sig selv, og den eneste forstyrrelse i løbet af hele albummet var halvandet minuts spoken word poetry mod slutningen, bare lige så man ikke glemte, at det var OutKast, man havde med at gøre. Omvendt er det med Aquemini, der på flere punkter er en eksperimentel rejse gennem vores fortrukne genre. Den futuristiske produktion er blevet en smule nedtrappet, mens OutKast’s socialrealisme og historiefortælling er taget flere nyk op. Hvad albummet dog stadig har tilfælles med ATLiens, er André og Big Boi's blik mod stjernerne, da titlen i denne omgang er en sammentrækning af duoens stjernetegn.

Gang Starr - Moment of Truth (1998)

Gang Starr startede originalt i 1985 som et mindre kollektiv af rapperen Guru, DJ Mike Dee og en række løst forbundet producere, men efter fire år og ganske få udgivne singler gik gruppen i opløsning. Næsten. Guru var en stædig rad, der ikke allerede var villig til at give afkald på gruppenavnet, så han fortsatte under navnet Gang Starr i sin søgen efter en ny DJ og producer. Først her kommer DJ Premier ind i billedet, da han i 1989 imponerede Guru med et demotape, der sikrede ham en plads i Gang Starr, og så var der ellers lukket for tilmeldinger. Guru og DJ Premier satte øjeblikkeligt i gang med arbejdet på et album, hvilket allerede senere samme år resulterede i udgivelsen af debuten No More Ms. Nice Guy.

The Coup - Steal This Album (1998)

The Coup er en temmelig alsidig hip-hop gruppe fra Californien af to mærkbare grunde. For det første går gruppens DJ under navnet Pam the Funktress, da hun ganske rigtigt er en kvinde, og for det andet er gruppens frontfigur (både primære producer og rapper), Boots Riley, selverklæret kommunist. Det tredje og sidste medlem er derfor lidt mindre interessant, da E-Roc, som han kalder sig, blot er gruppens anden rapper, når han da ikke bare fungerer som hypeman. Og det er han så ikke engang længere, da han forlod den udviklingsdygtige gruppe kort før lanceringen af gruppens mest anmelderroste album, Steal This Album – en titel der referer til Abbie Hoffman’s Steal This Book, og som i øvrigt blev brugt af The Coup før System of a Down.

Nate Dogg ‎– G-Funk Classics Vol. 1 & 2 (1998)

Det sidste medlem af den forgangne gruppe 213 finder vi en smule overraskende i slutningen af denne måned, da han jo ellers kom på alles læber i 1992 efter sin medvirken på The Chronic, hvilket var et album, jeg lagde måneden ud med at anmelde. Vi er nu trådt ind i 1998, hvilket ikke engang er ved at være slutningen på G-Funk æraen, men nærmest allerede er eftertiden. G-Funken er nemlig mere eller mindre død på dette tidspunkt, hvilket reflekteres i et mindre udvalg af plader og deres væsentligt mindre salgstal. Men hvorfor vælger Nate Dogg så at udgive sit debutalbum (G-Funk Classics Vol 1. & 2 er rent faktisk et egentligt soloalbum) på dette tidspunkt? Pga. Death Row Records. Men lad os lige spole tilbage til begyndelsen. Før hans forholdsvis nylige død, før problemerne med Death Row og før Nate Dogg overhovedet hed Nate Dogg.

Vontel - Vision Of A Dream (1998)

Vontel minder udadtil mere om MC Hammer end Ice Cube, men mest af alt minder han nok om Snoop Dogg post-Death Row Records, da han klæder sig lidt som en pimp med smykker og farverigt overtøj. Alligevel leverer den Phoenix, Arziona baserede rapper altså G-Funken med sin første og sidste udgivelse, debutalbummet Vision Of A Dream, der blev udgivet i 1998 på Fo Life Records.

Malk de Koijn - Smash Hit In Aberdeen (1998)

Der var engang, hvor også dansk mainstream rap var underholdende, og det var selvfølgelig dengang i halvfemserne, hvor der faktisk ikke var den store forskel på mainstream og ikke-mainstream rap. Der blev derfor dengang lavet nogle spændende kompilationer med lovende nye navne på den danske rapscene, hvilket bl.a. inkluderede Rap’O’Mania serien og særligt De Grimme Ællinger, da rap endnu ikke var blevet fuldt accepteret af æterens mest loyale fans.

Black Star - Mos Def & Talib Kweli Are Black Star (1998)

Først en venlig påmindelse til min læser: Da vi skriver 2012 i morgen, vil hyppigheden af mine uploads reduceres betydeligt. Jeg vil forsøge at skrive mindst en i ugen, men jeg går altså ikke efter noget skema mere. Håber dog alligevel at se dig igen om nogle dage. (ja, og godt nytår)

Rawkus Records, som blev etableret i 1996, er foruden sine (engang) tilknyttede rappere kendt for sine kompilationsalbums, hvor både pladeselskabets egne rappere og uafhængige rappere bidrager med numre. Den første serie af disse kompilationsalbums er Soundbombing, som der pt. er udgivet tre parter af – og på den anden udgivelse gæster endda ingen mindre end Eminem, men det var også tilbage i begyndelsen af hans mainstream karrierer, og et sådan træk ser man ham på ingen måde tage i dag.