Årets HIP HOP Album 2013

Endnu et år er omme, og det er tid til at kaste et kritisk blik tilbage på de mange musikudgivelser fra de sidste tolv måneder. Jeg har fået hørt en god andel af, hvad vores foretrukne genre har haft at byde på, men det gør det selvfølgelig ikke nemmere at udforme en top 13 - faktisk nok lige modsat. Det ændrer dog ikke på, at jeg er stor fan af (top)lister, så jeg har ikke mindre end fire at byde på.

Ghostface Killah – Ironman (1996)

Man snakker ofte om generationer af Wu-Tang materiale, og disse spænder som regel fra det ene kollektive Wu-Tang album til det næste. Den første generation varede derfor fra 1993 (Enter the Wu-Tang (36 Chambers)) til 1997 (Wu-Tang Forever), og det er primært i disse år, at man finder de kollektivt anerkendte classic soloalbums. Dette skyldtes bl.a., at RZA stort set har produceret alt materialet fra denne tid – dvs. syv albums på fem år, hvorefter han holdt en tiltrængt pause (udgivelserne blev dog langt mere hyppige i den anden generation– der var bare andre producere bag knapperne). Jeg har allerede dækket fire ud af de fem soloalbums fra ”den klassiske periode”, hvilket gør Ironman til den femte og sidste.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

En af tidernes mest anmelderroste hip-hop grupper må nødvendigvis være den legendariske Wu-Tang Clan, der i en periode domineret af vestkystens gangsta rap egenhændigt satte New York tilbage på landskortet i 1993. De er definitionen af supergruppe med otte primære rappere og en enkelt producer, der ligeledes låner sin vokal til gruppens numre en gang i mellem.