2Pac - Loyal to the Game (2004)

Efter at have arbejdet på soundtracket til Tupac: Resurrection fik Eminem tilsyneladende blod på tanden, så han kontaktede Afeni Shakur for at få tilladelse til at producere den næste posthume udgivelse, og eftersom han jo var det største navn indenfor genren på dette tidspunkt, fik han da lov. Afeni havde altså tydeligvis ikke samlet op på ledetrådene fra føromtalte soundtrack, der enstemmigt fortalte, at alt måske ikke var helt som det burde være med hensyn til Eminem. Hans stofmisbrug havde allerede et fast greb i ham dengang, og under udviklingen af dagens hovedpunkt slog den endeligt benene helt væk under ham (det påvirkede dog mest hans vokale præstation). Denne pludseligt fallerede rapper, kun en skygge af sit blot to år tidligere jeg, er (næst efter Pac) altså hoveddrivkraften bag Loyal to the Game.

Masta Killa - No Said Date (2004)

Det er ikke fordi, jeg har glemt U-God's debutalbum, Golden Arms Redemption, fra 1999, men jeg har lidt andre planer med ham, så derefter går jeg imidlertid videre til den sidste solodebut fra Wu-Tang, Masta Killa’s No Said Date, der udkom mere end ti år efter klanen gjorde sin debut. I kølvandet på en del lunkne Wu udgivelser blev No Said Date generelt modtaget pænt pga. sin retro Wu-Tang lyd med filmdialog, enkelte RZA produktioner og involveringen af alle klanens medlemmer på mikrofonen. Ikke noget man ville have forventet af klanens mest stille medlem.

Madvillain - Madvillainy (2004)

Jeg placerede i sin tid Madvillain på min top fem over bedste rapper/producer duoer pga. albummet Madvillainy, som stadig efter syv år er deres eneste udgivelse foruden nogle remikses af selvsamme album. En efterfølger har ellers angiveligt været på trapperne i længere tid, og måske den ændrer noget, men end til da er det altså ganske forsvarligt at kalde Madvillain en rapper/producer duo, selvom de to medlemmer egentligt begge er erfarne herrer som både det ene og det andet.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Blue Scholars er det selvbetitlede debutalbum af den Seattle-baserede rapper/producer duo bestående af MC Geologic (døbt George Quibuyen) og DJ Sabzi (døbt Saba Mohajerjasbi). Debuten udkom lokalt i 2004 med elleve numre, men da albummet året efter fik en national udgivelse blev der tilføjet tre ekstra numre, mens det introducerende nummer blev skiftet ud, og det er selvfølgelig denne version, jeg anmelder i dag. Jeg betragter dog stadig albummet generelt som havende en år 2004 udgivelse. Jeg placerede sidste år Blue Scholars på min top 5 over bedste rapper/producer duoer, hvor jeg i samme ombæring fremhævede efterfølgeren Bayani, men i dag er fokus altså på debuten.

Kanye West - The College Dropout (2004)

Der var engang, hvor jeg var en smule mere ignorant, og en amerikansk producer-slash-rapper tog verden med storm til stor overraskelse for mange inkl. mig selv. Hans navn var og er stadig Kanye West, og han slog igennem med intet andet end sit debutalbum, The College Dropout. Jeg havde trods mandens voldsomme og pludselige popularitet ikke meget til overs for ham end til den dag, hvor jeg rent faktisk hørte et helt album igennem med ham. Så var jeg - ligesom millioner af andre - også solgt. Det er blevet tid til min tredje auteur-analyse.

Eyedea & Abilities - By The Throat (2004)

Eyedea & Abilities er en opløst MC/DJ duo fra Saint Paul, Minnesota, der var aktive i næsten to årtier fra 1993 og til 2010. De ville formegentligt stadig have været aktive i dag, hvis ikke rapperen Eyedea på tragisk vis døde af en overdosis for et par år siden. De var dog langt fra lige produktive hele tiden, da flere subliminale pauser er skyld i et ret begrænset bagkatalog. De udgav nemlig kun tre albums.

Eminem - Encore (2004)

Eminem’s femte soloalbum var oprindeligt sat til at udkomme d. 16. november 2004, men udgivelsen blev pga. et tidligt leak rykkede fire dage frem, hvilket betød, at albummet udkom præcis otte år efter hans første soloalbum Infinite. På de otte år er der sket en hel del i hans karrierer; han udgav tre rigtig sublime albums og spillede hovedpersonen i en ligeså succesrig biograffilm. Han synes at forvandle alt, han rørte ved, til guld, men i slutningen af 2004 skulle vi se Eminem træde forkert for første gang, da han udgav Encore, der kvalitetsmæssigt mest af alt mindende om hans debut Infinite; ideforladt og tamt. Men modsat dengang skyldes det nu et voldsomt stofmisbrug, at Eminem allerede havde sagt det meste, han havde på hjerte, og måske vigtigst af alt at han for første gang i sit liv havde ganske få modstandere. Jeg sluttede indledningen i mit indlæg om 8 Mile soundtracket af med, at Eminem ikke kunne blive mere populær på det tidspunkt, og det var lige præcis det, der var hans problem. For som han sagde i ”The Way I Am”:

D12 - D12 World (2004)

Eminem lagde angiveligt i 2002 sine alkohol- og narkotikavaner på hylden, men det holdte i så fald ikke længe, da han kort efter påbegyndte et misbrug af sovepiller og derefter vicodin. Han var derfor i de næste mange år meget ustabil og ofte påvirket, hvilket specielt kommer til udtryk på Encore, men generelt havde han en anden udstråling på mikrofonen i disse år, hvilket ikke just var en positiv udvikling af hans talent.

Clemens - Dans Med Døden (2004)

Efter en mindre pause vender Clemens tilbage med et nyt album I 2004. Jeg ville gerne kunne skrive ”endelig tilbage”, men efter sidste udgivelse synes hans fremtidige musikkarreer mindre interessant. Ifølge diverse anmeldelser fjernede Dans Med Døden på ny al tvivl omkring Clemens’ evner som MC, og jeg kan da afsløre, at jeg ikke er helt uenig med dem.