.jpg)
Jeg
placerede i sin tid Madvillain på min top fem over bedste rapper/producer duoer
pga. albummet Madvillainy, som stadig
efter syv år er deres eneste udgivelse foruden nogle remikses af selvsamme album.
En efterfølger har ellers angiveligt været på trapperne i længere tid, og måske
den ændrer noget, men end til da er det altså ganske forsvarligt at kalde
Madvillain en rapper/producer duo, selvom de to medlemmer egentligt begge er
erfarne herrer som både det ene og det andet.
Jeg har tidligere skrevet om den californiske Otis Jackson Jr. i min anmeldelse af Quasimoto’s debutalbum, hvilket er navnet, man oftest ser ham rappe under, da Otis Jackson Jr. angiveligt ikke er glad for sin naturlige, dybe stemme og derfor som Quasimoto har tilladt sig at gøre den tegneserieagtig høj. Quasimoto har da nydt en smule succes med sine jazzede og hashglorificerende numre, men Otis Jackson Jr. er nok bedst kendt for Madlib’s kompetencer bag knapperne. Madlib er hans primære kaldenavn, og det er noget af denne producermoniker, der udgør den ene halvdel af navnet Madvillain.
Den anden halvdel repræsenterer den New York-bosatte familiefar Daniel Dumile og udgøres af kaldenavnet The Super Villain, som egentligt ikke er et egentligt kunstnernavn, men snarere blot et simpelt kælenavn. Daniel Dumile kalder sig selv et hav af forskellige navne, men hans mest brugte i professionelt øjemed er MF DOOM. Hans andre større karakterer hedder King Geedorah og Victor Vaughn (der ligesom The Super Villain og MF DOOM bærer referencer til tegneserieskurken Victor von Doom), som Daniel også har udgivet musik under. Han producerer ofte sine egne plader, og gør det enten under navnet MF DOOM eller produceralteregoet Metal Fingers, som desuden også har udgivet en lang række af intrumentalalbums. Ja, og så kalder Daniel også stadig jævnligt sig selv for sit originale kunstnernavn Zev Love X, som han hed, da han gjorde sin officielle rapdebut på 3rd Bass’ ”The Gas Face”. Trods de mange alteregoer er antallet af hans samarbejdspartnere (som han har udgivet albums sammen med) dog endnu større, og blandt dem finder man altså også Madlib.
Jeg har tidligere skrevet om den californiske Otis Jackson Jr. i min anmeldelse af Quasimoto’s debutalbum, hvilket er navnet, man oftest ser ham rappe under, da Otis Jackson Jr. angiveligt ikke er glad for sin naturlige, dybe stemme og derfor som Quasimoto har tilladt sig at gøre den tegneserieagtig høj. Quasimoto har da nydt en smule succes med sine jazzede og hashglorificerende numre, men Otis Jackson Jr. er nok bedst kendt for Madlib’s kompetencer bag knapperne. Madlib er hans primære kaldenavn, og det er noget af denne producermoniker, der udgør den ene halvdel af navnet Madvillain.
Den anden halvdel repræsenterer den New York-bosatte familiefar Daniel Dumile og udgøres af kaldenavnet The Super Villain, som egentligt ikke er et egentligt kunstnernavn, men snarere blot et simpelt kælenavn. Daniel Dumile kalder sig selv et hav af forskellige navne, men hans mest brugte i professionelt øjemed er MF DOOM. Hans andre større karakterer hedder King Geedorah og Victor Vaughn (der ligesom The Super Villain og MF DOOM bærer referencer til tegneserieskurken Victor von Doom), som Daniel også har udgivet musik under. Han producerer ofte sine egne plader, og gør det enten under navnet MF DOOM eller produceralteregoet Metal Fingers, som desuden også har udgivet en lang række af intrumentalalbums. Ja, og så kalder Daniel også stadig jævnligt sig selv for sit originale kunstnernavn Zev Love X, som han hed, da han gjorde sin officielle rapdebut på 3rd Bass’ ”The Gas Face”. Trods de mange alteregoer er antallet af hans samarbejdspartnere (som han har udgivet albums sammen med) dog endnu større, og blandt dem finder man altså også Madlib.
Madlib er
utroligt godt bekendt med gamle soul- og jazzplader, hvilket kommer til udtryk
med en alsidig, skæv og sampletung produktion på samtlige af hans albums, og
her er Madvillainy ingen undtagelse.
MF DOOM holder sig (stort set)
omvendt til rappen, men er modsat normalen også temmelig alsidig, da han på Madvillainy kaster sig over flere
forskellige koncepter og emner. Hans tankevækkende og til tider kryptiske lyrik
er til gengæld bestået sammen med hans monotone stemme (ikke nødvendigvis en dårlig
ting) og forkærlighed for cartoons. Et af albummets mindre varemærker er
desuden den lange trackliste, der kompenserer for de korte og koncentrerede
numre, der i øvrigt hænger forholdsvist løst sammen. Madvillainy er en meget alternativ
plade, og måske af netop den grund var det en rimelig succes (det nåede endda
ind på Billboard), der pludselig vendte en masse opmærksomhed mod både Madlib
og MF DOOM, og i dag stadig er begge involveredes bedst kendte projekt. Nogle
ville nok kalde det en klassiker.
1. THE ILLEST VILLAINS
Gennem lydbidder fra forskellige cartoons bliver de to vilde antagonister introduceret. Mærkeligt og anderledes. Typisk MF DOOM.2. ACCORDION
Madlib sampler harmonikaen fra Daedelus’ “Experience”, hvilket giver MF DOOM et fantastisk beat at introducere sig selv over. Foruden masser af ordlege krydrer han sin tekst med en bemærkelsesværdig reference til harmonikaer, så det hele går ligesom op i en højere enhed. Et helt igennem lækkert nummer, som oven i køber har en interessant samhørig musikvideo.
3.
MEAT GRINDER
Jeg elsker begyndelsen, men selvom det bliver lidt mindre interessant, når Madlib skifter det egentlige beat ind, så er det nu stadig et fedt nummer (med en god bas)
4. BISTRO
Dette er egentligt bare et mellemspil (af gode grunde ikke pga. den korte længde, men fordi DOOM nøjes med at give shout-outs), men takket være en smooth produktion bliver det eleveret til noget meget mere. Det lyder sgu fedt, og så lyder det i øvrigt også lidt som noget fra Biggie’s ”Life After Death” – både pga. beatet og MF DOOM’s halvsnøvlende udtale – og selvom det kan virke lidt mærkeligt, så er det jo ikke et ringe album at blive sammenlignet med
5. RAID (FEAT. M.E.D.)
Madlib sampler med stor overbevisning bl.a. George Clinton’s ”Computer Games” fra 1982, hvilket end videre ikke er mandens eneste udvandring i de digitale lyde, da han rent faktisk sampler egentlige computerspil senere på albummet. Hvordan det lyder, vender jeg tilbage til, men end til da vil jeg nøjes med at skamrose dette fantastiske, absurde nummer. Fedt. M.E.D. passer i øvrigt glimrende ind i duoens lydbillede.
6. AMERICA’S MOST BLUNTED (FEAT. QUASIMOTO)
Duoens første annoncerede nummer. Det skyldes muligvis den normale varighed (knap fire minutter) og at begge medlemmer har noget at skulle sige herpå. Som oftest når Madlib har noget på hjerte, bliver det dog kanaliseret gennem beat og karakteren Quasimoto. Det er som altid dejligt funky og tåget.
7. SICKFIT
Et nydeligt mellemspil med hårdtslående trommer, men Madlib måtte evt. gerne lige have rystet posen midtvejs.
8. RAINBOWS
MF DOOM synger faktisk sine to vers i dette ikke desto mindre dejlige stykke musik. Han overanstrenger sig absolut ikke, men synger så det passer til hans kompetencer og samtidig lyder okay. Medregnet Madlib’s meget melodiske beat er nummeret derfor en ganske underholdende affære.
9. CURLS
Endnu engang er titlen hevet forholdsvis tilfældigt ud af teksten, som i denne omgang er begrænset til et enkelt vers af MF DOOM’s umiddelbare tanker. Nummeret slutter lidt pludseligt, og efter at det knap nok er startet, men det er nu godt, så længe det varer.
10. DO NOT FIRE!
Den føromtalte instrumental med inkorporerede lyde fra et par ældre spil. Interessant koncept, men der sker nu ikke meget heri.
11. MONEY FOLDER
Det pludselige break midt i MF DOOM’s vers er et underligt valg, da det ikke rigtigt tilføjer nummeret noget. Madlib’s beat er da heller ikke sindsoprivende (uden på nogen måde at være dårligt), så nummeret udmærker sig ikke særligt på Madvillainy. Det er dog stadig godt.
12. SHADOWS OF TOMORROW (FEAT. QUASIMOTO)
Madlib har lavet flere numre, der bare er så obskure og skæve, at de er værd at høre. Dette er et af dem. Han sampler Sun Ra’s “Space Is the Place”, hvilket er en herlig titel, da det også antyder noget meget abstrakt og anderledes. Først lægger han et vers som Quasimoto, hvorefter han skifter til sin naturlige stemme, og jeg må nu indrømme, at jeg foretrækker ham som Quasimoto, da denne syrede karakter bare er mægtig godt gennemført og samtidig passer perfekt til den utroligt langhårede, psykedeliske tekst. Nummeret er dog som antydet mere sjovt, end det er godt.
13. OPERATION LIFESAVER AKA MINT TEST
Ideen bag dette nummer er helt igennem latterlig, da MF DOOM over et temmelig dramatisk beat beretter om mødet med en kvinde, der tilsyneladende har dårlig ånde. Tåbeligt. Men hvorfor lyder det så så forbandet fedt? Det har nok noget med Madlib’s ubegribeligt fede beat at gøre.
14. FIGARO
Rimelig ligetil med et simpelt og semimelodisk beat og mangfoldige rim af MF DOOM. Af den grund virker nummeret måske også lidt kedeligt i konteksten, selvom nummeret bestemt heller ikke er dårligt.
15. HARDCORE HUSTLE (FEAT. WILDCHILD)
Dette nummer er til gengæld ikke særligt interessant, da Wildchild (tidligere medlem af Madlib’s gruppe Lootpack) ikke bare gæster nummeret men erstatter MF DOOM. Madlib’s saksede vokalsamples er dog spændende nok, men det gør ikke noget, at netop dette nummer er et af de kortere.
16. STRANGE WAYS
Madlib’s disker tids nok op med en melodisk og strygerbesmykket produktion, der også inkluderer et par vokalsamples eller to, mens DOOM bliver socialrealistisk, samfundskritisk og pacifistisk. I den rækkefølge. Nice. Den afsluttende vintage lydbid lægger i øvrigt op til næste nummer…
17. FANCY CLOWN (FEAT. VICTOR VAUGHN)
Og som du formegentligt ved nu, så er Victor Vaughn blot endnu en af MF DOOM’s alteregoer, men interessant nok langer han faktisk ud efter MF DOOM i dette nummer, da han tilsyneladende har været sammen med Vaughn’s dame. Ja, MF DOOM disser praktisk talt sig selv. Fantastisk. Og så er Madlib’s jazzede beat med sit sample af Z. Z. Hill’s "That Ain't The Way You Make Love" oven i købet superbt. Jeg elsker vokalsamplet.
Jeg elsker begyndelsen, men selvom det bliver lidt mindre interessant, når Madlib skifter det egentlige beat ind, så er det nu stadig et fedt nummer (med en god bas)
4. BISTRO
Dette er egentligt bare et mellemspil (af gode grunde ikke pga. den korte længde, men fordi DOOM nøjes med at give shout-outs), men takket være en smooth produktion bliver det eleveret til noget meget mere. Det lyder sgu fedt, og så lyder det i øvrigt også lidt som noget fra Biggie’s ”Life After Death” – både pga. beatet og MF DOOM’s halvsnøvlende udtale – og selvom det kan virke lidt mærkeligt, så er det jo ikke et ringe album at blive sammenlignet med
5. RAID (FEAT. M.E.D.)
Madlib sampler med stor overbevisning bl.a. George Clinton’s ”Computer Games” fra 1982, hvilket end videre ikke er mandens eneste udvandring i de digitale lyde, da han rent faktisk sampler egentlige computerspil senere på albummet. Hvordan det lyder, vender jeg tilbage til, men end til da vil jeg nøjes med at skamrose dette fantastiske, absurde nummer. Fedt. M.E.D. passer i øvrigt glimrende ind i duoens lydbillede.
6. AMERICA’S MOST BLUNTED (FEAT. QUASIMOTO)
Duoens første annoncerede nummer. Det skyldes muligvis den normale varighed (knap fire minutter) og at begge medlemmer har noget at skulle sige herpå. Som oftest når Madlib har noget på hjerte, bliver det dog kanaliseret gennem beat og karakteren Quasimoto. Det er som altid dejligt funky og tåget.
7. SICKFIT
Et nydeligt mellemspil med hårdtslående trommer, men Madlib måtte evt. gerne lige have rystet posen midtvejs.
8. RAINBOWS
MF DOOM synger faktisk sine to vers i dette ikke desto mindre dejlige stykke musik. Han overanstrenger sig absolut ikke, men synger så det passer til hans kompetencer og samtidig lyder okay. Medregnet Madlib’s meget melodiske beat er nummeret derfor en ganske underholdende affære.
9. CURLS
Endnu engang er titlen hevet forholdsvis tilfældigt ud af teksten, som i denne omgang er begrænset til et enkelt vers af MF DOOM’s umiddelbare tanker. Nummeret slutter lidt pludseligt, og efter at det knap nok er startet, men det er nu godt, så længe det varer.
10. DO NOT FIRE!
Den føromtalte instrumental med inkorporerede lyde fra et par ældre spil. Interessant koncept, men der sker nu ikke meget heri.
11. MONEY FOLDER
Det pludselige break midt i MF DOOM’s vers er et underligt valg, da det ikke rigtigt tilføjer nummeret noget. Madlib’s beat er da heller ikke sindsoprivende (uden på nogen måde at være dårligt), så nummeret udmærker sig ikke særligt på Madvillainy. Det er dog stadig godt.
12. SHADOWS OF TOMORROW (FEAT. QUASIMOTO)
Madlib har lavet flere numre, der bare er så obskure og skæve, at de er værd at høre. Dette er et af dem. Han sampler Sun Ra’s “Space Is the Place”, hvilket er en herlig titel, da det også antyder noget meget abstrakt og anderledes. Først lægger han et vers som Quasimoto, hvorefter han skifter til sin naturlige stemme, og jeg må nu indrømme, at jeg foretrækker ham som Quasimoto, da denne syrede karakter bare er mægtig godt gennemført og samtidig passer perfekt til den utroligt langhårede, psykedeliske tekst. Nummeret er dog som antydet mere sjovt, end det er godt.
13. OPERATION LIFESAVER AKA MINT TEST
Ideen bag dette nummer er helt igennem latterlig, da MF DOOM over et temmelig dramatisk beat beretter om mødet med en kvinde, der tilsyneladende har dårlig ånde. Tåbeligt. Men hvorfor lyder det så så forbandet fedt? Det har nok noget med Madlib’s ubegribeligt fede beat at gøre.
14. FIGARO
Rimelig ligetil med et simpelt og semimelodisk beat og mangfoldige rim af MF DOOM. Af den grund virker nummeret måske også lidt kedeligt i konteksten, selvom nummeret bestemt heller ikke er dårligt.
15. HARDCORE HUSTLE (FEAT. WILDCHILD)
Dette nummer er til gengæld ikke særligt interessant, da Wildchild (tidligere medlem af Madlib’s gruppe Lootpack) ikke bare gæster nummeret men erstatter MF DOOM. Madlib’s saksede vokalsamples er dog spændende nok, men det gør ikke noget, at netop dette nummer er et af de kortere.
16. STRANGE WAYS
Madlib’s disker tids nok op med en melodisk og strygerbesmykket produktion, der også inkluderer et par vokalsamples eller to, mens DOOM bliver socialrealistisk, samfundskritisk og pacifistisk. I den rækkefølge. Nice. Den afsluttende vintage lydbid lægger i øvrigt op til næste nummer…
17. FANCY CLOWN (FEAT. VICTOR VAUGHN)
Og som du formegentligt ved nu, så er Victor Vaughn blot endnu en af MF DOOM’s alteregoer, men interessant nok langer han faktisk ud efter MF DOOM i dette nummer, da han tilsyneladende har været sammen med Vaughn’s dame. Ja, MF DOOM disser praktisk talt sig selv. Fantastisk. Og så er Madlib’s jazzede beat med sit sample af Z. Z. Hill’s "That Ain't The Way You Make Love" oven i købet superbt. Jeg elsker vokalsamplet.
18. EYE (FEAT. STACY EPPS)
Madlib tangerer trip-hop genren her med sit luftige og spacy beat, hvilket kun bliver mere overbevisende af Stacy Epp’s psykedeliske præstation. Nummeret passer ikke umiddelbart ind på albummet, men omvendt burde intet være for mærkeligt til Madvillain.
19. SUPERVILLAIN THEME
Kort og fin instrumental.
20. ALL CAPS
MF DOOM fortæller lidt om sin rapteknik og stil, og et sted hen ad vejen smider han så kort en reference til sit blokbogstavseksklusive navn, hvilket titlen er afledt af. Han går altså alt andet end i dybden med, hvorfor han skriver sit navn med blokbogstaver, men det gør heller ikke så meget, da nummeret alligevel er super fedt – ikke mindst takket være Madlib’s forrygende brug af fløjter, horn og livlige keys. Musikvideoen er i øvrigt ret morsomt lavet.
21. GREAT DAY
Endnu engang får vi en smagsprøve på DOOM’s sangtalent, og det er nu stadig ikke dårligt. Han synger nogle enkelte linjer over et meget jazzet og afslappende beat, hvorefter han fyrer endnu et underholdende vers af sted.
22. RHINESTONE COWBOY
Noget af det tætteste man kommer på et traditionelt nummer på Madvillainy, da DOOM har to vers, der begge sluttes af med ordene i titlen. Der er dog ingen omkvæd, og faktisk virker de to vers rimelig uafhængige af hinanden, så selvom nummeret også har en mere konventionel længde, så er det stadig i Madvillain’s ånd. Det sidste minuts penge er da også dedikeret til et afsluttende tegnefilmssample.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Efter hele 22 numre er der ikke gået mere end halvtreds minutter, hvilket ikke er noget, man oplever på mange albums. Madvillainy er helt bestemt noget ganske særligt, og det skyldtes ikke blot sangopbygningen men mere eller mindre alt ved hele projektet. En ting er at selve strukturen er uforudsigelig og eksperimentel, men en anden er MF DOOM’s fascinerende og alt andet end simple lyrik og Madlib’s vanvittige beats og overraskende samples. Selvom numrene i øvrigt kan virke ret selvstændige, så hviler der sig alligevel en utrolig samhørighed over albummets numre. Man kan altså godt fremhæve enkelte numre fra Madvillainy, men albummet nydes nu allerbedst som en samlet pakke, og med den kommentar er det selvklart, at jeg i allerhøjeste grad vil anbefale et køb. Madvillainy er fantastisk. En klassiker.
BEDSTE NUMRE: ”Accordion”; ”Meat Grinder”; ”Raid”; ”America’s Most Blunted”; ”Rainbows”; ”Curls”; “Operation Lifesaver AKA Mint Test”; ”Strange Ways”; ”Fancy Clown”; “ALL CAPS”; ”Great Day Today”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar