The Globetroddas - The Love EP (2010)

Så her for nogle måneder siden klikkede jeg rundt på Youtube i håb om at finde noget nyt, interessant musik, og på denne færd af min stødte jeg på en gruppe ved navn The Globetroddas og nummeret ”Love”. Eller det vil faktisk sige, at jeg går ud fra, at det var det nummer. Jeg husker kun, at jeg kunne lide, hvad jeg hørte, hvilket ledte mig til at hente EP’en nummeret stammer fra, hvorefter gruppen druknede i floden af andre udgivelser, der lægger uhørte på min computer. Forleden faldt jeg dog over navnet i mit bibliotek, og således fik jeg endelig hørt hele EP’en, hvilket gav mig lyst til at svinge blyanten (eller egentligt trykke på taster). Som altid skulle der selvfølgelig researches op til anmeldelsen, og her gjorde jeg så et par mindre opdagelser.

Felt - Felt, Vol. 2: A Tribute to Lisa Bonet (2005)

Før vestkystrapperen Murs overhovedet kendte til kollegaen Fashawn udvekslede han jævnligt linjer med Minnesota rapperen Slug (fra Atmosphere) under navnet Felt, som det skal handle om i dag. Det er vel ikke helt forkert at betragte Felt som et lidt eksperimentelt og ikke mindst langvarigt projekt, da duoen har udgivet tre albums, der alle holder sig til en mindre række selv udformede dogmer. For det første er de tre albums dedikeret til hver sin skuespillerinde af den ene eller den anden grund, og denne gestus udgør så også titlen på albummene. Dernæst er der to numre på hvert album, der er opkaldt efter yderligere berømtheder, og til slut har hvert album kun en enkelt producer bag knapperne.

Murs & Fashawn - This Generation (2012)

Mens vi venter på Fashawn’s efterfølger til Boy Meets World har han i selskab med Murs for nyligt udgivet den fællesudarbejdede This Generation, der umiddelbart har en noget overfladisk og upræciseret titel, men faktisk er titlen ganske rammende. De to rappere kommer begge fra Californien, hvor de har brugt meget af deres tid på gaden, men modsat fortidens typiske vestkystrappere, der i højere eller mindre grad var lokale gangstas, så er den nye generation af vestkyst rappere optimistiske og rejseglade. This Generation er et godt eksempel på dette med K-Salaam & Beatnick’s produktion, der er ganske vestkyst-agtig med dominerende basgange og melodiske synthesizere, men et lyrisk indhold, der kun er delvist forbeholdt det almene liv på gaden (langt fra gangstarap).

Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

En af de mest omtalte undergrunds hip-hop duoer i nyere tid må uden tøven være den californiske rapper/producer duo Blu & Exile, der overraskede i 2007 med det meget anmelderroste debutalbum Below the Heavens. Blu (eller Johnson Barnes) er rapperen, mens Exile (eller Aleksander Manfredi) er produceren – hvert fald på dette album, da de begge faktisk har tendenser til at sprede sig til det modsatte felt i andre projekter (særligt Blu, der efterhånden snart producerer ligeså meget som han rapper).

Gift of Gab - The Next Logical Progression (2012)

Jeg har allerede skrevet en smule om den californiske rapper Gift of Gab, der i halvfemserne blev kendt som den snaksaglige halvdel af Blackalicious.I dag skal det dog primært kun handle om ham, da han tidligere i år udgav sit tredje soloalbum. Men først et kort resume: Blackalicious er medlem af kollektivet Quannum Projects, der bestyrer sit eget pladeselskab, som samtlige af duoens albums er udgivet på, inkl. gennembrudsalbummet Nia (som jeg altså allerede har anmeldt). Det samme gjorde sig gældende for Gift of Gab i 2004, da han startede sin sideløbende solokarriere med debuten 4th Dimensionel Rocketships Going Up, og på denne front har intet ændret sig siden, da hans tredje album The Next Logical Progression tidligere i år også udkom på Quannum Projects.

Bwan - Living Room (2012)

Bwan bliver officielt beskrevet som en dræbermaskine med en plan om at massakrerer systemet ved hjælp af aggressive og kritiske talegaver, hvilket interessant nok ikke rigtigt beskriver hans debut Living Room. Her fremstår den californiske rapper som en ganske sympatisk familiefar, der holder sin familie tæt på trods af nogle personlige problemer. Han virker jordnær, autentisk og oprigtig, men er dog stadig en hvis modstander af systemet.

South Central Cartel – All Day Everyday (1997)

Når snakken falder på South Central Cartel, er et af de største spørgsmål altid, hvem der var først med kunstnernavnene Havoc og Prodeje; dem eller Mobb Deep’s Havoc og Prodigy. Overraskende nok viser det sig jo faktisk, at SCC drengene er aldersrepræsentanter, der samtidig også kom ud med et debutalbum et år tidligere end Mobb Deep. Da der er flere tilfældigheder på spil, end hvad godt er, vil jeg dermed konkludere, at Mobb Deep er plagiatorerne. Det andet spørgsmål er så, hvem South Central Cartel helt præcist er.

Original Gospel Gangstaz – Do Or Die (1996)

... og nu til noget helt andet.

Mr. Solo var i begyndelsen af halvfemserne involveret i et banderelateret skyderi, hvor han på den ene eller anden måde næsten døde. Denne oplevelse fik ham til at tage sit liv op til overvejelse, og han besluttede at lade gangstalivet være et minde om en dårligere tid. Til at opnå dette fik han heldigvis hjælp af den her fyr, der kollektivt bliver benævnt som Jesus. Hans egen frelse var dog ikke nok, så som den nyudklækkede samaritaner Mr. Solo var, ville han også hjælpe andre, der levede det samme liv, som han selv tidligere gjorde, ved at overbevise dem om, at en katolsk livsstil var en bedre og rigere vej gennem livet. Eller også ville han bare overbevise sig selv om, at hans egne valg var ligeså fornuftige, som han bildte andre ind, at de var. Sådan er Mr. Solo’s eget syn hvert fald (mere eller mindre) på sine tilbagelagte år.

Westside Connection – Bow Down (1996)

Westside Connection er en gruppe med tre mere eller mindre større vestkyst navne på medlemslisten; Mack 10, hans mentor Ice Cube og WC (muligvis mest genkendelig i selskab med Maad Circle). På trods af popularitetsforskelle har gruppen dog ingen tydelig leder (dvs. Ice Cube styrer altså ikke hele lortet), og de kom derfor frem som et rimelig afbalanceret kollektiv på den front. Kvalitetsmæssigt er der dog nogle uligheder, da det trods alt kan være svært at følge med Ice Cube.

Young Murder Squad - How We Livin’ (1996)

I 1995 gik Young Money, Young Hogg og Gangsta Reese sammen og dannede gruppen Young Murder Squad, der red videre på trioens uopfindsomhed i henhold til navngivning. De var en lille samling unge fra det sydlige Los Angelas, der lykkedes i at imponere det lokale pladeselskab G.W.K. Records, der blev stiftet af South Central Cartel rapperen Havoc (ingen forbindelse til Mobb Deep). Young Murder Squad blev derfor tæt affilieret til det forholdsvis populære South Central Cartel kollektiv, der i kølvandet på N.W.A.’s opløsning havde tjent en lille skilling på sin gangsta rap.

Frost – Smile Now, Die Later (1995)

Frost (eller Arturo Molina Jr.) var tidligt ude som rapper – ikke så meget i forhold til sin egen alder, men derimod i forhold til hip-hop musikkens alder. Han kan nemlig bryste sig med at have været en del af spillet i omkring tredive år. Lidt ligesom Ice-T, hvem Frost tilsyneladende beundrede nok til at vælge et kunstnernavn, der var inspireret af ham. I midten af firserne samlede Frost derfor mikrofonen op under navnet Kid Frost, som omtrent ti år senere blev reduceret til Frost. Han er af mexicansk-amerikansk afstamning og opvokset i Los Angelas, hvilke er to punkter, der tydeligt kommer til udtryk gennem hans karriere.

Mad CJ Mac – True Game (1995)

I anledning af sit første fuldlængdealbum tilføjede CJ Mac modsat rapperen Frost i 1995 en stavelse til sit kunstnernavn i form af ordet ”Mad”, da han oprindeligt blot kaldte sig C.J. Mack (så der var også lidt andre ændringer). Senere gjorde han dog Frost kunsten efter, da han op til udgivelsen af sit andet album skrottede ”Mad” igen. Forvirringen grundet hans ubeslutsomhed vil jeg gøre op med, ved blot at referere til ham som CJ Mac herfra.

I Smooth 7 – Ghetto Life (1995)

Jeg har tidligere anmeldt mindre kendte rappers musik, men I Smooth 7 (eller blot Smooth 7) er på et helt andet niveau, da han end ikke er lykkedes i at udgive et album. Han er endnu en fyr fra Los Angeles, som forsøgte at leve højt på gangsta rappen’s popularitet. Han medvirkede i midten af halvfemserne på ganske få projekter, heriblandt Volume 10’s Hip-Hopera (det hedder henholdsvis rapperen og albummet helt seriøst), før han fik sit første solonummer med på kompilationen State Of Emergency: Society In Crisis, som også indeholdte skæringer med bl.a. Ice-T, Lord Finesse og The Pharcyde. Nummeret hed ”For Da Love Of The Ghetto” og blev I Smooth 7’s første skridt i mod et potentielt soloalbum. Det fungerede som glimrende reklame for de, der nu hørte kompilationen (som jeg antager nogen da må have gjort), og i 1995 var det så umiddelbart tid til debutalbummet Ghetto Life, som naturligvis skulle følge op på det tidligere nummers socialrealisme og fortællinger fra ghettoen. The Source nåede sågar at give albummet nogle rimelig pæne ord med på vejen, før Mad Sound Recordings tilsyneladende fik kolde fødder og annullerede udgivelsen.

Yo-Yo - Black Pearl (1992)

Hvis der er én gruppe af rappere i U.S.A., der er mere usædvanlige end hvide rappere, så må det være kvindelige rappere. De kan med grove træk deles op i to slags personer; de, der fokuserer og spiller alt for meget på sit køn (Lil’ Kim, Charli Baltimore og til en hvis udtrækning Nicki Minaj), og de andre mere tilforladelige som f.eks. Dessa, Eternia, Jean Grae, Lauryn Hill og Yo-Yo m.fl., hvoraf sidstnævnte danner fundamentet for dagens anmeldelse.

Yomo & Maulkie – Are U Xperienced (1991)

Eazy-E var i sine sidste år meget dygtig til at hive spændende og nye navne ind i folden, og hans (og Jerry Heller’s) pladeselskab Ruthless Records brystede sig derfor i starten af halvfemserne med mange spændende kunstnere. En af de første af disse var rapperne Yomo og Maulkie, som første gang arbejdede sammen med Eazy-E og The D.O.C. på sidstnævntes anmelderroste debutalbum, No One Can Do It Better, i 1989. De signede derefter til Ruthless Records og udgav i 1991 sit første og sidste album, Are U Xperienced? Titlen er en vilkårlig og ligegyldig slags homage til The Jimi Hendrix Experience’s debutalbum fra 1967.

TiRon - MSTRD (2010)

TiRon er en rapper fra Los Angelas (født i Illinois), og det er cirka alt, jeg har om ham. Til gengæld har jeg lidt om hans affilierede parter, da han har arbejdet sammen med forskellige populære producere som Exile, Madlib og Oddisee, og desuden mænger sig med folk fra kollektivet All City Chess Club, som består af mere eller mindre nye og alternative navne på den amerikanske hip-hop scene og så Pharrell. Blu gæstede TiRon’s mixtape fra 2009, Ketchup, og vendte tilbage igen året efter på MSTRD, hvor også Asher Roth kiggede forbi (på samme nummer endda).

Too $hort - Life Is...Too $hort (1989)

En af kommerciel raps ældste veteraner må være Todd Anthony Shaw, som i begyndelsen af firserne begyndte at producere og rappe under navnet Too $hort (som jeg blot skriver som 'Too Short' fremover). Han var en af de allerførste større rappere fra den amerikanske vestkyst, eftersom at både Sugarhill Gang, Melle Mel og venner og Kurtis Blow – ligesom de fleste andre tidligere prominente rappere – stammer fra New York eller omegn. Han udgav sit første album helt tilbage i 1983 (et år efter ”The Message" blev udgivet), hvor landskendte hip-hop navne altså kunne tælles på en enkelt hånd, og hvor Hot Soul Singles hitlisten kort forinden var blevet ændret til Hot Black Singles (i dag Hot R&B/Hip-Hop Songs).

People Under The Stairs - Highlighter (2011)

I 1997 gik de to californiske rappere Thes One (som også fungerer som gruppens producer) og Double K sammen, og formede gruppen People Under the Stairs, hvilket til dags dato har affødt otte anmelderroste albums, et stort passioneret følge og mere end tusind udsolgte shows fordelt over hele verden. Meget af deres succes nedstammer fra et af deres allerførste numre, ”San Francisco Knights”, som de indspillede efter en tur til San Francisco – ganske få måneder efter gruppens dannelse. De udgav en single i et meget lille oplag, hvoraf en butiksejer købte en stor portion, som efter at være blevet spillet i butikken, blev udsolgt på ganske få minutter. Det fik butiksejeren til at kontakte ejeren af Om Records (belæggende i San Francisco), og People Under the Stairs signede til sit første pladeselskab.

Fort Minor - The Rising Tied (2005)

Identitetskrise har muligvis været Michael Kenji Shinoda’s andet mellemnavn på både et personligt og professionelt plan. Han befinder sig nemlig i den lidt anderledes situation at være af japansk-amerikansk herkomst, samtidig med at han er en rapper i et udbredt rockband. Han har styr på det hele nu, men sådan har det ikke altid været.

Jurassic 5 - Quality Control (2000)

Medlemmerne fra henholdsvis grupperne Rebels of Rhythm og Unity Committee valgte i 1993 at fusionere de to grupper, og skabe en ny, større og fælles gruppe, som de kaldte Jurassic 5, eller J5, eller Jurass. Kært barn har mange navne, som man ellers ofte fejlagtigt siger, men i dette tilfælde har vi rent faktisk at gøre med et vidunderbarn af hip-hop’en.  På trods af gruppenavnets inkludering af tallet 5, så indeholder den store gruppe faktisk seks medlemmer, hvoraf to af dem er DJ’s og går under navnene DJ Nu-Mark og Cut Chemist. Sidstnævnte forlod gruppen før deres tredje fuldlængde albums udgivelse, hvorefter resten af gruppen desværre også gik hver til sidst i 2007. Gruppens fire rappere er Akil, Zaakir, Mark 7even og den fremtrædende Chali 2na. Særligt Charli 2na har altid skilt sig ud fra gruppen med sin dybe og monotone stemme, hvilken i øvrigt lyder super fed, men de resterende tre rappere formår også mere eller mindre at personificere sig selv på gruppens albums, hvilket til at begynde er et godt grundlag for en gruppe.