Hvis der er
én gruppe af rappere i U.S.A., der er mere usædvanlige end hvide rappere, så må
det være kvindelige rappere. De kan med grove træk deles op i to slags
personer; de, der fokuserer og spiller alt for meget på sit køn (Lil’ Kim,
Charli Baltimore og til en hvis udtrækning Nicki Minaj), og de andre mere
tilforladelige som f.eks. Dessa, Eternia, Jean Grae, Lauryn Hill og Yo-Yo m.fl.,
hvoraf sidstnævnte danner fundamentet for dagens anmeldelse.
Verden blev først introduceret for Yo-Yo (Yolanda Whittaker) på Ice Cube’s ”It’s a Man’s World” fra hans debutalbum, hvori Yo-Yo afbryder Ice Cube midt i hans mindre flatterende vers om kvinder, og derefter begynder en morsom debat om, hvorvidt hip-hop er en mandeverden. Et meget underholdende nummer, som får Yo-Yo til at fremstå som en glimrende rapper. Året efter i 1991 udgav hun sin debut, Make Way for the Motherlode, som var rimelig populær, dog uden at være den helt store kommercielle succes, som Atlantic Records formegentligt havde håbet på, eftersom at Ice Cube havde mere end gengældt tjenesten og medvirket på to af albummets numre. Endnu et år gik og Yo-Yo’s andet album, Black Pearl, udkom i 1992. Albummet var markant anderledes end sin forgænger, da hun droppede den hårde attitude, og lavede mere opløftende og afslappende numre. Derudover medvirker kun en enkelt gæsterapper, og albummet er måske netop derfor også noget kortere.
Albummet er produceret af Ice Cube, hans to affilierede producere Sir Jinx og DJ Pooh, og DJ Muggs (fra Cypress Hill), og byder på alt fra rå og rastløse produktioner til en mere rolige og funky produktion. Black Pearl blev pænt modtaget af kritikkerne, men hverken solgte særlig meget eller affødte større hits, og albummets salg blev derfor betragtet som en skuffelse. Siden hendes skrinlagte femte album, har hun været rimelig stille, men hun skulle angiveligt stadig være aktiv.
1. THE NO INTRO
Ice Cube fortæller, at vi ingen intro behøver…
2. HOME GIRL, DON’T PLAY DAT
Over en typisk rastløs og livlig Ice Cube produktion (gen)introduceres vi for Yo-Yo, der former et flow, der passer fint til resten af lydbilledet. Med pop-kultur referencer og et ufarligt sprog brækker hun sandheden ned om sin by, som selvfølgelig er Compton. Glimrende begyndelse.
3. SO FUNKY
Dette er nærmest den diametrale modsætning til forrige nummer, da tempoet er sat helt ned og produktionen er meget afslappende og en smule funky. Yo-Yo fortæller lidt om modtagelsen af hendes tidligere musik, og hvordan hun fremover vil klø på, uanset hvad folk siger til hende. Det lyder jo meget lovende, men den bløde produktion kan alligevel godt blive lidt for sukkersød.
4. BLACK PEARL
Dette var ikke overraskende en single, og den klarede sig selvfølgelig rimelig godt på hitlisterne. Det er meget radiovenligt, men det er nu ikke så stort et problem. RnB omkvædet er fængende og fungerer såmænd okay, og Yo-Yo giver os inspirerende og positive linjer om at være stærk og fredelig. Det er et respektabelt forsøg på at score noget tid i æteren.
5. CLEOPATRA
Dette er bare hamrende kedeligt. Yo-Yo er faktisk rimelig interessant, men beatet ødelægger et hvert håb for dette nummer.
6. IT’S A LONG WAY HOME
DJ Muggs træder til og får albummet smidt tilbage på rette i spor igen med dette meget engagerende nummer. Yo-Yo flyder elegant med beatet, og præsenterer os endnu engang for nogle gennemtænkte vers. Meget underholdende.
Verden blev først introduceret for Yo-Yo (Yolanda Whittaker) på Ice Cube’s ”It’s a Man’s World” fra hans debutalbum, hvori Yo-Yo afbryder Ice Cube midt i hans mindre flatterende vers om kvinder, og derefter begynder en morsom debat om, hvorvidt hip-hop er en mandeverden. Et meget underholdende nummer, som får Yo-Yo til at fremstå som en glimrende rapper. Året efter i 1991 udgav hun sin debut, Make Way for the Motherlode, som var rimelig populær, dog uden at være den helt store kommercielle succes, som Atlantic Records formegentligt havde håbet på, eftersom at Ice Cube havde mere end gengældt tjenesten og medvirket på to af albummets numre. Endnu et år gik og Yo-Yo’s andet album, Black Pearl, udkom i 1992. Albummet var markant anderledes end sin forgænger, da hun droppede den hårde attitude, og lavede mere opløftende og afslappende numre. Derudover medvirker kun en enkelt gæsterapper, og albummet er måske netop derfor også noget kortere.
Albummet er produceret af Ice Cube, hans to affilierede producere Sir Jinx og DJ Pooh, og DJ Muggs (fra Cypress Hill), og byder på alt fra rå og rastløse produktioner til en mere rolige og funky produktion. Black Pearl blev pænt modtaget af kritikkerne, men hverken solgte særlig meget eller affødte større hits, og albummets salg blev derfor betragtet som en skuffelse. Siden hendes skrinlagte femte album, har hun været rimelig stille, men hun skulle angiveligt stadig være aktiv.
1. THE NO INTRO
Ice Cube fortæller, at vi ingen intro behøver…
2. HOME GIRL, DON’T PLAY DAT
Over en typisk rastløs og livlig Ice Cube produktion (gen)introduceres vi for Yo-Yo, der former et flow, der passer fint til resten af lydbilledet. Med pop-kultur referencer og et ufarligt sprog brækker hun sandheden ned om sin by, som selvfølgelig er Compton. Glimrende begyndelse.
3. SO FUNKY
Dette er nærmest den diametrale modsætning til forrige nummer, da tempoet er sat helt ned og produktionen er meget afslappende og en smule funky. Yo-Yo fortæller lidt om modtagelsen af hendes tidligere musik, og hvordan hun fremover vil klø på, uanset hvad folk siger til hende. Det lyder jo meget lovende, men den bløde produktion kan alligevel godt blive lidt for sukkersød.
4. BLACK PEARL
Dette var ikke overraskende en single, og den klarede sig selvfølgelig rimelig godt på hitlisterne. Det er meget radiovenligt, men det er nu ikke så stort et problem. RnB omkvædet er fængende og fungerer såmænd okay, og Yo-Yo giver os inspirerende og positive linjer om at være stærk og fredelig. Det er et respektabelt forsøg på at score noget tid i æteren.
5. CLEOPATRA
Dette er bare hamrende kedeligt. Yo-Yo er faktisk rimelig interessant, men beatet ødelægger et hvert håb for dette nummer.
6. IT’S A LONG WAY HOME
DJ Muggs træder til og får albummet smidt tilbage på rette i spor igen med dette meget engagerende nummer. Yo-Yo flyder elegant med beatet, og præsenterer os endnu engang for nogle gennemtænkte vers. Meget underholdende.
7. YOU SHOULD HAVE LISTENED
Yo-Yo skruer op under den sociale bevidsthed, og lægger et ord ind på vegne af alverdens svigtede kvinder, og det lyder utroligt overbevisende. Omkvædet er endnu et af de radiovenlige af slagsen med en RnB-sangerinde, men endnu engang må jeg også indrømme, at Yo-Yo får det til at fungere okay. Man kan godt fornemme at Yo-Yo er blevet oplært af Ice Cube, hvilket er et stort plus.
8. WOMAN TO WOMAN
En blanding mellem en skit og et egentligt nummer, da Yo-Yo bliver ringet op af en kvinde, som har fundet Yo-Yo’s nummer i sin kærestes jakkelomme, og så veksles der ellers mellem normal samtale og rap i form af Yo-Yo’s længere svar. Yo-Yo er tilsyneladende ligeglad med kritikken og konkluderer, at kvinden i den anden ende af røret er et fjols, da hun ikke kan holde sin mand på måtten. Det er en sjov ide, men det er svært at forsvare en inkludering på sin håndholdte af dette nummer, da der er for meget snak. Når det gode beat dog endelig er til stede, og Yo-Yo fortæller om sine oplevelser, lyder det rigtig godt. Beatet er faktisk mere funky og underholdende end det i ”So Funky”.
9. HOES
Oven på en solid sampling af Bar-Kays’ ”In the Hole” tager Yo-Yo en meningsudveksling med en mandlig rapper – lidt ligesom man så det med Yo-Yo og Ice Cube på AmeriKKKa’s Most Wanted. Yo-Yo forsvarer dog ikke sit køn i lige så høj grad, som hun bare forsvarer sig selv, da det intet har med raptekniske færdigheder at gøre. Det er derfor ikke lige så interessant, men det er nu stadig okay.
10. I CAN’T TAKE NO MORE
Historien om Yo-Yo og hendes store kærlighed er umiddelbart en typisk kærlighedshistorie, hvor de finder sammen og får en baby, men så er der også lige det faktum, at kæresten begynder at blive voldelig, og pludselig har det udviklet sig til et voldsomt dysfunktionelt forhold. Yo-Yo ender med at skride fra ham, og opfordrer også alle andre kvinder i samme situation til at gøre det samme. Jeg går ikke ud fra, at det er en sand historie, men den er godt fortalt og har selvfølgelig et godt budskab. Yo-Yo har i øvrigt et meget fedt flow, og RnB omkvædet er så godt, som det nu bliver.
11. A FEW GOOD MEN
Yo-Yo har hjertet på det rette sted, men dette nummer er ret kedeligt. Beatet er langsommeligt og omkvædet er indholdsløst. Hun talte før på vegne af kvinderne, og denne gang er det så fyrenes tur. Ganske hæderlig tankegang, men det er bare ikke særligt underholdende.
12. WILL YOU BE MINE
Dette nummer er temmelig forfærdeligt. Der er meget mere RnB over det end rap, og det er selvfølgelig ikke nødvendigvis en dårlig ting, men jo det er det. Det skiller sig meget ud fra resten af albummet på en alternativ og irriterende måde. Dette kunne jeg godt have undværet.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Yo-Yo er det kvindelige modstykke til Ice Cube på denne udgivelse, da hun er meget social bevidst, og det kan stort set mærkes på samtlige numre. Hendes mission har umiddelbart været at sætte fokus på og hjælpe de svage, og resultatet er ret godt. Hun tager fat på forskellige og til tider mere specifikke emner, hvilket klæder hende. Produktionen er rimelig vellykket, så Black Pearl er generelt en positiv oplevelse. Det bliver lidt mainstream til tider, men kan man leve med det, bør man købe albummet.
BEDSTE NUMRE: ”Home Girl, Don’t Play Dat”; “So Funky”; ”It’s a Long Way Home”; “You Should Have Listened”; “Hoes”; “I Can’t Take No More”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar