Bishop Nehru - Strictly Flowz (2013)

…

Selvom jeg ikke har været aktiv på bloggen det sidste par måneder, har jeg dog stadig fået hørt en masse nyt musik, hvoraf størstedelen selvfølgelig er inden for vores fortrukne genre. Der er så meget, at jeg umuligt kan nå at anmelde det hele, så jeg har overvejet at begynde at lave mindre og mere traditionelle anmeldelser. Måske, måske ikke. Jeg har også overvejet at skrive på engelsk.

Jay-Z - Magna Carta Holy Grail (2013)

Det er hele fire år siden, at Jay-Z sidst smed et soloalbum på gaden. Det vil sige, at tiden var kortere mellem hans såkaldte pensionering i 2003 og hans tre år senere (og knap så overraskende) comeback. Mange ting kan nå at ske i løbet af fire år – både på det personlige plan og i den populære musikstrøm. F.eks. har Shawn nu en lille pige med Beyonce, mens trapmusik er en af de større trends i denne tid. Modsat normen har han dog denne gang valgt at tilpasse sig disse ændringer meget nøgternt, hvilket f.eks. får Magna Carta Holy Grail til at stå i skarp kontrast til Kanye West’s Yeezus, der ingen vinde følger.

ANTHM - Handful Of Dust (2013)

Som de fleste andre blev min opmærksomhed også rettet mod Handful Of Dust af den ene grund, at der et eller andet sted på coveret står skrevet ”Blu”. Den californiske rapper-slash-producer har muligvis planer om at blive kendt som producer under navnet GODleeBarnes, men det ændrer ikke på, at jeg fremover stadig vil refererer til ham som Blu. Hans navneskift giver næsten lige så lidt mening som Snoop Dogg’s Lion’s.

Som coveret angiver, fungerer Blu dog udelukkende som producer, hvilket overlader mikrofonstjansen til rapperen ANTHM (fra den modsatte kyst), der med Handful Of Dust udgiver sit tredje album, og ligesom de to andre er også dette gratis at hente. Om end album måske er så meget at sige, da Handful Of Dust blot er på størrelse med en EP.

U-God – Dopium (2009)

U-God har generelt den tvivlsomme ære af at være Wu-Tang Clan’s mindst vellidte person, men det har da ikke forhindret ham i at udgive tre soloalbums. Ingen af dem har modtaget ovenud favoriserende anmeldelser, men der synes at være en tavs konsensus om, at hans sidste udspil, Dopium, fra 2009 er hans bedste værk hidtil. Han er altså den eneste af klanens medlemmer, der tilsyneladende er blevet bedre med tiden (sådan da), men alligevel er han dog stadig den mindst populære af flokken.

Masta Killa - No Said Date (2004)

Det er ikke fordi, jeg har glemt U-God's debutalbum, Golden Arms Redemption, fra 1999, men jeg har lidt andre planer med ham, så derefter går jeg imidlertid videre til den sidste solodebut fra Wu-Tang, Masta Killa’s No Said Date, der udkom mere end ti år efter klanen gjorde sin debut. I kølvandet på en del lunkne Wu udgivelser blev No Said Date generelt modtaget pænt pga. sin retro Wu-Tang lyd med filmdialog, enkelte RZA produktioner og involveringen af alle klanens medlemmer på mikrofonen. Ikke noget man ville have forventet af klanens mest stille medlem.

Inspectah Deck – Uncontrolled Substance (1999)

Året 1999 er noget ganske særligt i Wu-Tang sammenhænge, da intet mindre end seks soloalbums så dagens lys fra seks forskellige af klanens ni medlemmer. Inspectah Deck’s debut Uncontrolled Substance er et af disse albums, selvom det originalt ikke var ment sådan. Deck indspillede nemlig allerede i 1995 materiale til sin debut, men da RZA’s kælderstudie blev oversvømmet og fik smadret det meste af sin inventar, gik mange af RZA’s beats tabt – inkl. dem, der var ment for inspektøren, og eftersom RZA derefter trak sig lidt tilbage og blev fedtet med sine beats måtte Deck selv finde en løsning.

RZA – RZA as Bobby Digital in Stereo (1998)

RZA, produceren bag næsten samtlige af de dengang hidtidige Wu-Tang skæringer, skød sammen med Meth’s en uge ældre Tical 2000: Judgement Day i 1998 den anden generation af Wu-Tang soloalbums i gang. Det er generelt en generation kendetegnet af undervældende efterfølgere og en blandet omgang catch-up af tre ud af fire af gruppens sidste medlemmer. Tre albums skiller sig dog ud. Først og fremmest Ghost’s efterfølger til 1996’s Ironman, Supreme Clientele, der er mandens mest værdsatte værk, dernæst er der Inspectah Deck’s højst udskudte men anmelderroste debut Uncontrolled Substance, og til sidst har vi RZA’s fuldlængde debutalbum (hans egentlige debut kom nogle år tidligere (før Wu-Tang) med den hurtigt glemte EP Ooh I Love You Rakeem), RZA as Bobby Digital in Stereo, og hvordan skiller det sig så ud? Ved overhovedet ikke at repræsentere RZA som hverken producer eller rapper, da det, som titlen antyder, i stedet er skrevet og indspillet under alteregoet Bobby Digital.

Ghostface Killah – Ironman (1996)

Man snakker ofte om generationer af Wu-Tang materiale, og disse spænder som regel fra det ene kollektive Wu-Tang album til det næste. Den første generation varede derfor fra 1993 (Enter the Wu-Tang (36 Chambers)) til 1997 (Wu-Tang Forever), og det er primært i disse år, at man finder de kollektivt anerkendte classic soloalbums. Dette skyldtes bl.a., at RZA stort set har produceret alt materialet fra denne tid – dvs. syv albums på fem år, hvorefter han holdt en tiltrængt pause (udgivelserne blev dog langt mere hyppige i den anden generation– der var bare andre producere bag knapperne). Jeg har allerede dækket fire ud af de fem soloalbums fra ”den klassiske periode”, hvilket gør Ironman til den femte og sidste.

The Genius/GZA – Liquid Swords (1995)

Det sidste Wu soloalbum til at udkomme i 1995 er Liquid Swords af gruppens aldersrepræsentant GZA. Det album skiller sig dog ud fra de andre ved ikke at være et debutalbum. Før der var noget, der hed Wu-Tang udgav GZA nemlig albummet Words from the Genius under navnet The Genius (i forbindelse med dannelsen af Wu-Tang tog han ”GZA” til sig, men han kunne tilsyneladende ikke give slip på The Genius, så han udgiver derfor sin musik under et miks af begge). Debutalbummet er hovedsageligt produceret af Easy Mo Bee, der sidenhen ville blive associeret med 2Pac og Bad Boy Records, men da pladen fejlede i handlen, skred GZA fra Cold Chillin’ Records, og Wu-Tang var kort efter en realitet.

Raekwon – Only Built 4 Cuban Linx… (1995)

The Wu-Tang Clan var i begyndelsen kendte for støvede keys, beskidte trommer og kung fu rap – altså en stemningsfuld men forholdsvis letfordøjelig omgang. Det skete, at de engang i mellem berørte personlige og levevisrelaterede emner, men det var holdt til et minimum. Nogle isolerede eksempler på dette er ”Can It Be All So Simple” og ”C.R.E.A.M.”, og det er ikke tilfældigt, at Raekwon medvirker i begge numre. Som stor fan af gangsterfilm og –bøger dyrkede han nemlig mere end nogen anden i gruppen gadelivet, der kan være både meget brutalt og meget berigende.

Ol' Dirty Bastard - Return to the 36 Chambers: The Dirty Version (1995)

Der begynder at tegne sig et billede…

 

I 1995 så man en del aktivitet i Wu-Tang lejren, da året bød på tre nye soloudgivelser fra nogle af gruppens mest profilerede rappere. Den første kom fra den nu afdøde Ol’ Dirty Bastard, der efter at have signet til Elektra udgav debutalbummet Return to the 36 Chambers: The Dirty Version (det er rent faktisk den fulde titel) tidligt i 1995.

Method Man - Tical (1994)

Efter succesen med deres debutalbum var det tid for Wu-Tang Clan at kickstarte de enkelte medlemmers solokarrierer, og Method Man fik æren af at være den allerførste, der blev lanceret under egne faner. Det var dog et nøje beregnet træk, da Method Man allerede var blevet promoveret særligt meget på Enter the Wu-Tang (36 Chambers) med det selvbetitlede solonummer ”Method Man”. Grundet Wu-Tang Clan’s særlige pladekontrakt med Loud Records kunne medlemmerne signe til et hvilket som helst andet pladeselskab som soloartist, hvilket de bestemt tog fordel af, da de næsten alle havnede hos vidt forskellige selskaber. Meth valgte Def Jam.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

En af tidernes mest anmelderroste hip-hop grupper må nødvendigvis være den legendariske Wu-Tang Clan, der i en periode domineret af vestkystens gangsta rap egenhændigt satte New York tilbage på landskortet i 1993. De er definitionen af supergruppe med otte primære rappere og en enkelt producer, der ligeledes låner sin vokal til gruppens numre en gang i mellem.

Eric B. & Rakim - Paid in Full (1987)

Den New York-bosatte DJ/MC duo Eric B. & Rakim bliver ofte nævnt som en af vores fortrukne genres mest indflydelsesrige pionerer, og denne højtsatte status tillægges som regel Eric B.’s rige sampling af bl.a. gamle funk plader og ikke mindst Rakim’s tilbagelænede flow og rimmæssigt komplekse tekster. En del af deres eftermæle er derfor henholdsvis at have sat skub i samplingen af bl.a. funk, og ligeledes at inspirere andre rappere, der har citeret Rakim til ukendelighed.

Big L - Lifestylez Ov Da Poor and Dangerous (1995)

Den nu afdøde Lamont Coleman er født og opvokset i Harlem i New York, hvor han i begyndelsen af halvfemserne freestylede sig op ad undegrundens popularitetsstige og på den led blev introduceret for Lord Finesse. Big L, som han kalder sig, gjorde sin professionelle debut på en b-side af en af Finesse’s singler i 1992, mens han senere samme år vandt en større freestyle konkurrence og gjorde sin pladedebut på Showbiz og A.G.’s Runaway Slave. Ikke overraskende blev han derefter inviteret indenfor hos D.I.T.C. kollektivet, som bl.a. inkluderer de førnævnte navne.

The Notorious B.I.G. - Ready to Die (1994)

Jeg kørte en anmeldelse af 2Pac’s Me Against The World i sommers, og når man først har sagt A, så må man nødvendigvis også sige B, så selvfølgelig måtte opmærksomheden også vendes mod den ligeledes afdøde Biggie for en stund. De to hører sammen som mælk og chokolade, selvom de egentligt ikke passer sammen som eksempelvis André og Antwan, da Shakur og Wallace laver vidt forskelligt musik, hvilket blot har været endnu en fordybning i den kløft, som man stadig i dag finder mellem de to rappers fanskarer. Jeg har da også en umiddelbar favorit, men som udgangspunkt hører jeg dem begge.

A Tribe Called Quest - Midnight Marauders (1993)

A Tribe Called Quest er det mest fremtrædende led af det hedengangne kollektiv Native Tongues, der gik sin sejrsgang omkring overgangen til halvfemserne. Kollektivet var et inspirerende og positivt alternativ til den populære gangsta rap, og her imponerede ATCQ altså særligt med sine jazzede og afslappende skæringer – med Q-Tip i front.

De La Soul's Plug 1 & Plug 2 Present... First Serve (2012)

To tredjedele af De La Soul er tilbage med konceptalbummet First Serve eller De La Soul’s Plug 1 & Plug 2 Present… First Serve. Det er ikke helt åbenlyst, hvad der er titel og hvad der er kunstnernavn, men jeg vælger fremover blot at kalde albummet First Serve. Hvis man kan sin De La Soul, vil man vide, at albummet kun indeholder bidrag fra Kelvin Mercer (a/k/a Posdnuos og Plug 1) og David Jolicoeur (a/k/a Dave og Plug 2), mens Vincent Mason (a/k/a Maseo og Plug 3) sidder over. Den reducerede gruppe har slået kludene sammen med den franske DJ duo Chokolate & Khalid, som sammen med Plug 1 har udarbejdet melodierne.

The Throne - Watch The Throne (2011)

En del mennesker blev glade, da det i 2010 blev offentliggjort, at Kanye West og Jay-Z – to af de største navne indenfor hip-hop genren – ville samarbejde om et fælles album (under navnet The Throne); ikke ulige Bad Meets Evil året forinden. Altså lige foruden at Royce da 5’9” i konteksten er et mindre navn, og Eminem’s underlag gik fra poppet og mindre imponerende (Recovery) til overraskende lidt mere rå beats (Hell: The Sequel). Det sidste punkt er faktisk ret vigtigt, da Kanye West i 2010 omvendt havde imponeret med en fantastisk og progressiv produktion, så forventningerne var vanvittig høje til Watch The Throne. En mindre ting de to kollaborationer dog også har til fælles er tankerne bag størrelsen på det færdige produkt. Bad Meets Evil udgav teoretisk set en EP, men den kunne også kategoriseres som en kort LP. The Throne planlagde også oprindeligt at udgive en kort (eller faktisk normal) EP, men her udviklede projektet sig til en fuldblods LP.

Masta Ace - MA_DOOM: Son of Yvonne (2012)

I noget tid har jeg egentligt tænkt over at skrive nogle linjer om Brooklyn rapperen Masta Ace, men der er bare hele tiden kommet noget i vejen (andre rappere). End til nu. Masta Ace (eller Duval Clear) udgav nemlig sit fjerde soloalbum for et par måneder siden, hvilket gav mig en formidabel undskyldning til at introducere ham på HIP HOP MEDLEY.