A Tribe Called Quest - Midnight Marauders (1993)

A Tribe Called Quest er det mest fremtrædende led af det hedengangne kollektiv Native Tongues, der gik sin sejrsgang omkring overgangen til halvfemserne. Kollektivet var et inspirerende og positivt alternativ til den populære gangsta rap, og her imponerede ATCQ altså særligt med sine jazzede og afslappende skæringer – med Q-Tip i front.

Q-Tip gik originalt under navnet MC Love Child (han forstår sørme at vælge dem), mens han jævnligt kollaborerede med produceren og kammeraten Ali Shaheed Muhammed. De slog ydermere kludene sammen med Phife Dawg, hvilket endte ud i gruppen Crush Connection. Til slut blev Jarobi White introduceret, og A Tribe Called Quest var skabt.  Dette var dog helt tilbage i firserne, hvor Phife Dawg stadig jagtede en karriere som professionel basketballspiller og Jarobi stadig var et umærkbart medlem, hvilket fulgte med over i debuten People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm fra 1990.

Herefter ændrede en del sig, da Phife Dawg investerede sig selv helt i musikken, og Jarobi ikke blev et tydeligt medlem men lige omvendt forlod gruppen. Q-Tip havde dog allerede slået sig selv fast som hovednavnet, hvilket der ikke blev ændret meget på. Noget, der slet ikke ændrede sig, var de mange samples af gamle jazzplader, som også gav efterfølgeren The Low End Theory en afslappende og dæmpet lyd.

På dette tidspunkt var ATCQ temmelig store, men alligevel lykkedes det dem at overraske og imponere med deres tredje udspil Midnight Marauders, der tog produktionen til et nyt niveau med en mere eklektisk og gennemarbejdet lyd – henholdsvis pga. nuancerede samples og et formegentligt større budget.

Midnight Marauders solgte rigtig pænt og fik gennemgående flatterende ord med på vejen af både kritikere og fans, og i dag bliver det stadig betragtet som en af de helt store hip-hop klassikere.

1.       MIDNIGHT MARAUDERS TOUR GUIDE
…

2.       STEVE BIKO (STIR IT UP)
Omkvædet er på en måde lide nedslående, men som Q-Tip og Phife siger, så repræsenterer de nok en gang A Tribe Called Quest. Dette er derfor alligevel en ganske udmærket introduktion med et fængende beat og forholdsvis humørfyldte vers.

3.       AWARD TOUR (FEAT. TRUGOY THE DOVE)
Muligvis min favorit af de mest populære af Native fyrene. De La Soul’s Trugoy bidrager med et ørehængende omkvæd, som bliver akkompagneret af en fantastisk, livsglad produktion, hvilket er adjektiver, der afspejler sig i de friske vers. Ganske simpelt bare et utroligt underholdende nummer.

4.       8 MILLION STORIES
Phife kører solo over en lettere melankolsk produktion og fortæller om sine problemer. Omkvædet er ret dårligt, men han takler de to fyldige vers i stiv arm. Q-Tip dukker op til sidst med en enkelt linje gentaget til ukendelighed (samme fremgangsmåde som omkvædet altså), hvilket ikke var nødvendigt, da Phife klarer sig udmærket på egen hånd. Q-Tip når dog ikke at ødelægge noget.

5.       SUCKA NIGGA
Nogle enkelte rappere har forsøgt at fortælle historien og udviklingen af ordet “nigger/nigga”, og en af disse er altså Q-Tip, og han gør det endda to gange. Hans ene vers bliver nemlig blot gentaget efter omkvædet, der består af en masse gentagelser af titlen. Det er et interessant om end lidt kontroversielt emne i særligt U.S.A., men udførelsen bærer desværre præg af dovenskab.

6.       MIDNIGHT (FEAT. RAPHAEL SAADIQ)
Hvis du nogensinde har undret dig over, hvad Q-Tip får natten til at gå med, hvilket ikke er at sove, så er du i held med dette nummer. Den observerende og afslappende præstation bliver gjort selskab af et lidt psykedelisk og simpelt beat, og resultatet er nu ganske godt.

7.       WE CAN GET DOWN
Tilbage til de varme og nærmest festlige beats og sammenspillet mellem Q-Tip og Phife, og dette er oven i købet et af de bedre eksempler på selvsamme. Det er svært ikke at blive i lidt bedre humør, når man høre dette nummer, hvilket dog kunne tilskrives de fleste numre på Midnight Marauders.

8.       ELECTRIC RELAXATION
A Tribe Called Quest’s ode til damerne er muligvis den bedste af sin slags inden for hip-hop musikken og formegentligt også en af de allerbedste blandt alle genrer. Det skyldtes naturligvis ikke mindst den vidunderlige og charmerende produktion, der i den grad formår at få nummeret til at skille sig ud. På en udelukkende positiv måde heldigvis.

9.       CLAP YOUR HANDS
Stammen er bestemt glade for sine simple omkvæd, hvor så få ord som muligt helst skal gentages så mange gange som muligt. Det er ikke rigtigt hverken fængende eller interessant, men hvad de mangler på denne front, bringer de i tifold med vers og beat, der er mægtig gode. Særligt Phife’s vers er jeg meget glad for.

10.   OH MY GOD (FEAT. BUSTA RHYMES)
Busta Rhymes bidrager kun med omkvædet, hvilket udelukkende består af de samme fire ord gentaget igen og igen. Dette er ikke så overraskende på Midnight Marauders, men hvad der til gengæld er meget overraskende, er, at Busta Rhymes tilsyneladende ikke bliver samplet. Af muligvis den grund har fyrene derfor valgt at genbruge omkvædet på et senere nummer, hvor det modsat her af en eller anden grund lyder fedt. Omkvædet er desværre ikke det eneste uinteressante ved dette nummer, da også beatet fejler (en tempofyldt basgang er ikke nok) Q-Tip og Phife’s snorlige vers, og så er der altså ikke meget at stille op i nummerets imponerende kontekst.

11.   KEEP IT ROLLIN’ (FEAT. LARGE PROFESSOR)
I samme ombæring, som Large P inviteres indenfor, bliver behovet for et omkvæd negligeret, hvilket på mange måder kan siges at være en win/win situation. Man sidder altså tilbage med tre vers af henholdsvis Phife, Q-Tip og Large P i uafbrudt forlængelse af hinanden, og det hele forgår over et blæserbesmykket men dog lidt for simpelt beat. Large P lyder godt nok en smule på udebane, når han først gør sin entre med sin dybe stemme, men det går rimelig hurtigt i sig selv igen.

12.   THE CHASE, PART II
Endnu en solobedrift af Q-Tip, hvor han kort berører sin diabetes for derefter at falde tilbage i den samme, gamle rille med snakken om musik og rappere. Intet problem i det dog, da hans stemme stadig er fængslende og produktionen god.

13.   LYRICS TO GO
Selvom omkvædet traditionen tro er simpelt, så er titlen tilpas velformuleret og alsidig til at være et okay udgangspunkt. Man risikerer helt sikkert sporadisk at udbryde ”Lyrics to Go” efter at have hørt nummeret. Udmærket.

14.   GOD LIVES THROUGH
Busta Rhymes’ refræn fra “Oh My God” vender stærkt tilbage med et enkelt ord (”yes”) tabt i svinget, så man nu kun sidder tilbage med tre ord, hvilket tilsyneladende var, hvad der skulle til for at skabe et ørehængende omkvæd. Det har dog muligvis også noget at gøre med den utroligt, dejlige og melodiske produktion. Versene er ligeledes underholdende og samtidig overraskende selvironiske med bl.a. Q-Tip’s gentagelse af linjen ”Lyrics are abundant”, der tidligere blev ytret i albummets indledende nummer. Super fedt.

Følgende er et bonusnummer på den europæiske udgivelse:

15.   HOT SEX
Man skal ikke høre mange sekunder, før man forstår, hvorfor det blot er en sen, regionbestemt tilføjelse. Det passer slet ikke ind blandt de andre numre. Alligevel er nummer dog heller ikke helt dårligt, da Q-Tip bl.a. kort beviser, at han også kan levere i dobbelt tempo.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg kunne i teorien bare henlede din opmærksomhed mod nedenstående række af højst anbefalelsesværdige numre, der udgør omtrent to tredjedele af Midnight Marauders, men jeg vil lige tilknytte dem et par enkelte kommentarer mere. For det første er de resterende numre også udmærkede med måske en enkelt undtagelse i form af det europæiske bonusnummer, og for det andet… Fuck det, bare køb Midnight Marauders. NU!

BEDSTE NUMRE: “Stir Biko (Stir It Up)”; ”Award Tour”; ”8 Million Stories”; ”We Can Get Down”; ”Electric Relaxation”; “Clap Your Hands”; “The Chase, Part II”; “Lyrics to Go”; ”God Lives Through”