Thug Life - Thug Life: Volume 1 (1994)

Med mere succes kom også flere skandaler, der først så 2Pac i en skudduel med en politibetjent uden for tjeneste, og selvom han slap godt fra det, så blev sagen blot afløst af en voldtægtssag i slutningen af 1993. Det var tilsyneladende dråben for Shakur, da han derefter kastede sig over projektet Thug Life – en livsstil han ville refererer til resten af sine dage, men også en musikgruppe gjort op af ham selv og vennerne Big Syke, Macadoshis, Rated R og stedbroderen Mopreme. Gruppen indspillede originalt en masse gangstarap, men da undergenren var under hård beskydning i medierne på dette tidspunkt, valgte 2Pac og resten af slænget tilsyneladende af egen fri vilje (albummet er udgivet på Pac's eget pladeselskab Out Da Gutta)  at skrotte noget af materialet og ændre retning en smule.

Method Man - Tical (1994)

Efter succesen med deres debutalbum var det tid for Wu-Tang Clan at kickstarte de enkelte medlemmers solokarrierer, og Method Man fik æren af at være den allerførste, der blev lanceret under egne faner. Det var dog et nøje beregnet træk, da Method Man allerede var blevet promoveret særligt meget på Enter the Wu-Tang (36 Chambers) med det selvbetitlede solonummer ”Method Man”. Grundet Wu-Tang Clan’s særlige pladekontrakt med Loud Records kunne medlemmerne signe til et hvilket som helst andet pladeselskab som soloartist, hvilket de bestemt tog fordel af, da de næsten alle havnede hos vidt forskellige selskaber. Meth valgte Def Jam.

OutKast – Southernplayalisticadillacmuzik (1994)

Forbered jer på endnu en auteur-analyse, hvilket vil sige, at resten af ugen er dedikeret til duoen OutKast, der er et ud af forholdsvis få navne, der har formået at imponere mig fra sin bopæl i det sydlige U.S.A. Der stopper det dog ikke, da OutKast sågar var med til at sætte syden på hip-hop kortet, der hidtil primært havde fremhævet de to kyster eller nærmere præcist Californien og New York. Mest interessant er det dog, at det tilsyneladende ikke var voldsomt svært for dem, da deres allerførste single ”Player’s Ball” strøg ind på førstepladsen på Billboards rapliste.  Det var desuden ikke deres eneste populære single, så både dig og dine forældre kender formegentligt til gruppen. Hvad dine forældre formegentligt derimod ikke ved, så består gruppen af André (3000) og Big Boi, som rigtigt hedder henholdsvis André Benjamin og Antwan Patton.

The Notorious B.I.G. - Ready to Die (1994)

Jeg kørte en anmeldelse af 2Pac’s Me Against The World i sommers, og når man først har sagt A, så må man nødvendigvis også sige B, så selvfølgelig måtte opmærksomheden også vendes mod den ligeledes afdøde Biggie for en stund. De to hører sammen som mælk og chokolade, selvom de egentligt ikke passer sammen som eksempelvis André og Antwan, da Shakur og Wallace laver vidt forskelligt musik, hvilket blot har været endnu en fordybning i den kløft, som man stadig i dag finder mellem de to rappers fanskarer. Jeg har da også en umiddelbar favorit, men som udgangspunkt hører jeg dem begge.

Nas - Illmatic (1994)

I anledning af Nas’ tiende udgivelse har jeg valgt at anmelde Illmatic (ingen mening nødvendigvis det giver) - stedet hvor det hele næsten startede for den erfarne rapper, der for nogle uger siden udgav Life Is Good. Kun næsten, for det hele startede jo faktisk tilbage i 1991 med hans medvirkning på Main Source’s ”Live at the Barbeque”, som han skaffede sig via sit forhold til Large Professor (hovedmanden bag Main Source’s debutalbum). De mødte hinanden i slutningen af firserne, da Nas formegentligt stadig kaldte sig Kid Wave og blot hang ud med sin ven og DJ Ill Will i Queensbridge.

Lil’ ½ Dead – The Dead Has Arisen (1994)

Til at slutte denne måneds mange G-Funk udspil af på har jeg Lil’ ½ Dead og hans debutalbum The Dead Has Arisen. Det er nogle skridt tilbage i tiden i forhold til f.eks. Vontel, som med Vision Of A Dream muligvis havde været en perfekt måde at slutte af på i henhold til hip-hopens historie, da albummet blandede den aldrende G-Funk med datidens begyndende dyrkelse af materialismen, men sådan skulle det ikke gå. Dels fordi Nate Dogg sneg sig ind efter ham, og dels fordi Lil' ½ Dead er et bedre eksempel på den G-Funk, de fleste forbinder genren med, og dermed hvad denne måned nu engang mest af alt har været en hyldest af.  Eller også kvajede jeg mig bare tidligere på måneden. Ikke desto mindre kommer man ikke uden om Lil’ ½ Dead, når man snakker godt G-Funk, så en anmeldelse er næsten nødvendig.

Warren G - Regulate...G Funk Era (1994)

Warren G er sammen med sin stedbror og Cold 187um (fra Above the Law) en af G-Funkens største pionerer, hvilket verden særligt fik at føle i 1994, da han i foråret udgav singlen ”Regulate" med Nate Dogg medvirkende. Senere på året udkom hans debut, Regulate…G Funk Era, som var et pragteksemplar på afslappet og originalt G-Funk, og det har i dag solgt mere end tre millioner i U.S.A. alene.

Kokane - Funk Upon a Rhyme (1994)

Fra en af Californiens mindre fremtrædende byer (Pomona) kommer Jerry B. Long, Jr, som i folkemunde er en smule mindre ukendt som Kokane. Hvis man også vil fange den resterende lille brøkdel på det forkerte ben, kan man dog vælge at kalde ham ”Who Am I?”, hvilket hans debutalbum teknisk set er udgivet under. Det er dog ikke fordi, han som sådan er upopulær, men han opererer blot oftest i skyggen af andre.

Ant Banks - The Big Badass (1994)

 

Mens Dr. Dre havde travlt med at bringe G-Funken hjem i alles stuer med sin debut i starten af halvfemserne, så så Ant Banks med fra sidelinjen i Oakland, Californien, og arbejdede på sin egen form for funky rap. Resultatet er en lidt anderledes slags G-Funk, da de behandlede emner varierer lidt, og funken har fået en meget større og fyldigere rolle. Ant Bank’s funky produktioner nåede anerkendelse i elektronisk musik nicher, og bl.a. den populære, franske duo Daft Punk har peget på Ant Bank som en tidlig inspirationskilde. Albummets centrum i instrumentregi er, foruden trommerne, uden tøven de funky basgange, som også har høstet Ant Bank den meste lovprisning rundt omkring i verden.