I anledning
af Nas’ tiende udgivelse har jeg valgt at anmelde Illmatic (ingen mening nødvendigvis det giver) - stedet hvor det
hele næsten startede for den erfarne
rapper, der for nogle uger siden udgav Life
Is Good. Kun næsten, for det hele startede jo faktisk tilbage i 1991 med hans
medvirkning på Main Source’s ”Live at the Barbeque”, som han skaffede sig via
sit forhold til Large Professor (hovedmanden bag Main Source’s debutalbum). De
mødte hinanden i slutningen af firserne, da Nas formegentligt stadig kaldte sig
Kid Wave og blot hang ud med sin ven og DJ Ill Will i Queensbridge.
Large Professor havde flere gange taget den unge Nas (eller Nasty Nas, som han originalt gik under) med i studiet for at prøve at indspille selv og på gode dage møde succesfulde rappere som Rakim, men det var altså først, da han lagde et vers til ”Live at the Barbeque”, at hans stemme kunne købes for penge. Det var lidt af en succes for både Main Souce og Nas, og det følgende år skulle vise sig at være meget skelsættende for ham.
Først dør kammeraten Ill Will i et skuddrama i begyndelsen af 1992, hvor Nas’s bror også var indblandet men overlevede. Det var en øjenåbner og ambitionsgivende begivenhed, der gav Nas meget mere blod på tanden. Heldigt for ham mødte han om sommeren MC Serch (fra det hedengangne 3rd Bass), der lod Nas medvirke på sit debutalbum, hvorefter det gik op for ham, at Nas endnu ikke havde scoret en kontrakt med et pladeselskab. Så MC Serch overtalte Nas til at bidrage med et nummer til soundtracket til Zebrahead; et album hvor MC Serch spillede en større rolle. Soundtracket udkom i slutningen af 1992, og var første gang hans allerede rimelige fanskare hørte den Large Professor producerede ”Halftime”.
MC Serch forsøgte at skaffe Nas en kontrakt med Def Jam, som han selv var signet til, men der blev takket nej, så Nas endte i stedet hos Columbia. Her begyndte arbejdet endelig på debutalbummet med MC Serch som executive producer, eftersom Nas havde fået et andet afslag – denne gang af Large Professor. Nas var blevet et temmelig stort navn i undergrunden, så flere producere strømmede til for at få en del af kagen, heriblandt DJ Premier (bedst kendt som den ene halvdel af det forgangne Gang Starr), Pete Rock og Q-Tip (fra A Tribe Called Quest).
Nas fortsatte med sin naturlige og fantastiske levering, som endnu ikke har ændret sig den dag i dag, og hældte på af realistiske og rå gengivelser af gadelivet. Han arbejdede dog stadig en smule sløvt, så pga. af gadens sult efter mere Nas, følte pladeselskabet sig nødsaget til at gennemtrumfe en lancering på trods af det stadig begrænsede materiale. Derfor endte Nas’ debutalbum, som et ganske kort og nærmest halvfærdigt produkt, men også som hans største udgivelse nogensinde. Man skulle i øvrigt tro, at Nas snart tog ved lære af dette faktum, og lod være med at fylde på med kvalitetsmæssigt varierende materiale på sine fremtidige albums.
Faktisk var Illmatic originalt ikke nogen kommerciel succes, men folk vågnede op efter få år, og albummet bliver nu betragtet som en klassiker af stort set alle, der har hørt det – hvilket er mange. Det er velkendt, at der angiveligt ikke er et eneste ikke-fantastisk nummer på Illmatic, men kan det nu også passe?
1. GENESIS
Det er blot en intro, men det fungerer lidt som en slags stilhed før stormen. Nas og kammeraten AZ introducerer sig selv for lytteren gennem en kort samtale, mens den musikalske baggrund består af bl.a. ”Live at the Barbeque” og DJ Grand Wizard Theodore’s "Subway Theme". Der er altså ikke noget originalt og spændende materiale at finde her, men den rå gadestemning bliver skabt.
2. N.Y. STATE OF MIND
Nas freestyler en smule til at starte med, hvorefter han i første forsøg kaster sig ud i to vers, som han skrev tidligere på dagen; definitionen af en ung og sulten MC. Han følger op på introen, og fortæller om sine erfaringer på gaderne i New York. Det er tydeligt fra begyndelsen, at hans flow er fejlfrit, og lyrikken følger trop med en realistisk gengivelse af hjembyen uden melodrama. DJ Premier giver sit ene ud af tre bidrag til Illmatic, hvilket denne gang består af et fantastisk, sampletungt men alligevel simpelt beat med DJ Premier's karakteristiske hårdtslående trommer. Superb.
Large Professor havde flere gange taget den unge Nas (eller Nasty Nas, som han originalt gik under) med i studiet for at prøve at indspille selv og på gode dage møde succesfulde rappere som Rakim, men det var altså først, da han lagde et vers til ”Live at the Barbeque”, at hans stemme kunne købes for penge. Det var lidt af en succes for både Main Souce og Nas, og det følgende år skulle vise sig at være meget skelsættende for ham.
Først dør kammeraten Ill Will i et skuddrama i begyndelsen af 1992, hvor Nas’s bror også var indblandet men overlevede. Det var en øjenåbner og ambitionsgivende begivenhed, der gav Nas meget mere blod på tanden. Heldigt for ham mødte han om sommeren MC Serch (fra det hedengangne 3rd Bass), der lod Nas medvirke på sit debutalbum, hvorefter det gik op for ham, at Nas endnu ikke havde scoret en kontrakt med et pladeselskab. Så MC Serch overtalte Nas til at bidrage med et nummer til soundtracket til Zebrahead; et album hvor MC Serch spillede en større rolle. Soundtracket udkom i slutningen af 1992, og var første gang hans allerede rimelige fanskare hørte den Large Professor producerede ”Halftime”.
MC Serch forsøgte at skaffe Nas en kontrakt med Def Jam, som han selv var signet til, men der blev takket nej, så Nas endte i stedet hos Columbia. Her begyndte arbejdet endelig på debutalbummet med MC Serch som executive producer, eftersom Nas havde fået et andet afslag – denne gang af Large Professor. Nas var blevet et temmelig stort navn i undergrunden, så flere producere strømmede til for at få en del af kagen, heriblandt DJ Premier (bedst kendt som den ene halvdel af det forgangne Gang Starr), Pete Rock og Q-Tip (fra A Tribe Called Quest).
Nas fortsatte med sin naturlige og fantastiske levering, som endnu ikke har ændret sig den dag i dag, og hældte på af realistiske og rå gengivelser af gadelivet. Han arbejdede dog stadig en smule sløvt, så pga. af gadens sult efter mere Nas, følte pladeselskabet sig nødsaget til at gennemtrumfe en lancering på trods af det stadig begrænsede materiale. Derfor endte Nas’ debutalbum, som et ganske kort og nærmest halvfærdigt produkt, men også som hans største udgivelse nogensinde. Man skulle i øvrigt tro, at Nas snart tog ved lære af dette faktum, og lod være med at fylde på med kvalitetsmæssigt varierende materiale på sine fremtidige albums.
Faktisk var Illmatic originalt ikke nogen kommerciel succes, men folk vågnede op efter få år, og albummet bliver nu betragtet som en klassiker af stort set alle, der har hørt det – hvilket er mange. Det er velkendt, at der angiveligt ikke er et eneste ikke-fantastisk nummer på Illmatic, men kan det nu også passe?
1. GENESIS
Det er blot en intro, men det fungerer lidt som en slags stilhed før stormen. Nas og kammeraten AZ introducerer sig selv for lytteren gennem en kort samtale, mens den musikalske baggrund består af bl.a. ”Live at the Barbeque” og DJ Grand Wizard Theodore’s "Subway Theme". Der er altså ikke noget originalt og spændende materiale at finde her, men den rå gadestemning bliver skabt.
2. N.Y. STATE OF MIND
Nas freestyler en smule til at starte med, hvorefter han i første forsøg kaster sig ud i to vers, som han skrev tidligere på dagen; definitionen af en ung og sulten MC. Han følger op på introen, og fortæller om sine erfaringer på gaderne i New York. Det er tydeligt fra begyndelsen, at hans flow er fejlfrit, og lyrikken følger trop med en realistisk gengivelse af hjembyen uden melodrama. DJ Premier giver sit ene ud af tre bidrag til Illmatic, hvilket denne gang består af et fantastisk, sampletungt men alligevel simpelt beat med DJ Premier's karakteristiske hårdtslående trommer. Superb.
3. LIFE’S A BITCH
Kammeraten AZ har fået lov at åbne dette nummer, hvilket han gør rigtig godt, selvom at han har udtalt, at han oprindeligt ikke var tilfreds med sin indspilning. Ikke desto mindre var det nok til at starte en kamp mellem pladeselskaber om at få lov at signe den unge rapper i sin tid (et gæstevers har desværre sjældent samme virkning nu til dags). Der er ingen problemer med hans vers – eller omkvædet, som han også tager sig af. Omkvædet er fængende og på sin egen simple måde ganske velskrevet. Nas lukker det ned med et mindst lige så imponerende vers, der både er rigt på rim og veldrejede linjer. L.E.S. leverer det jazzede og soulfulde beat, der ligeledes lyder godt. Det bør nævnes (om ikke andet for sjov skyld), at Nas’ far, den rimelig anerkendte musiker Olu Dara, i øvrigt spiller trompet i dette nummer.
4. THE WORLD IS YOURS
Med inspiration fra Scarface leverer Nas i samarbejde med Pete Rock en inspirerende livshymne uden at miste sit fodfæste på gaden. Pete Rock sampler rytmen og en bid vokal fra T La Rock’s "It's Yours", og supplerer dette med klaveret fra Ahmad Jamal’s "I Love Music", hvilket munder ud i en meget underholdende og stemningstilpasset produktion. Foruden den føromtalte bid samplede vokal består det fængende omkvæd i øvrigt også af bidrag fra både Nas og Pete Rock.
5. HALFTIME
Den første single, der på tidspunktet for albummets udgivelse er over halvandet år gammelt. Det kan dog ikke mærkes, da det lægger i fint forlængelse af de tidligere numre, og Nas stilmæssigt ikke har ændret sig meget siden da. Faktisk passer nummeret og dets titel overvældende godt, da det på dette tidspunkt er fint med en lille pause og mere ligetil rap med punchlines. Nas lyder meget engageret i nummeret men uden at miste sin afslappede og selvsikre attitude.
6. MEMORY LANE (SITTIN’ IN DA PARK)
DJ Premier vender tilbage med et overraskende bidrag, da nummeret har en dejlig organisk og soulfuld lyd med simple trommer – altså ikke lige hvad man er vant til fra hans hånd. Det er dog en meget positiv overraskelse, hvilket blot beviser hans alsidighed. Nas mindes sine faldne kammerater, hvor i blandt Ill Will selvfølgelig er. Det samplede omkvæd stemmer egentligt ikke rigtigt overens med hans vers, men det er ikke svært at ignorere. Resten er nemlig guld værd. Fantastisk nummer.
7. ONE LOVE
Producer Q-Tip’s oprindelige ide med sit beat var, at Nas kunne bruge det til at agere en elev, der læste sine sommeraktiviteter op for klassen, men Nas havde dog lidt andre planer, da han hellere ville benytte det dæmpede og soulfulde beat til at oplæse nogle breve til sine fængslede kammerater. Ideen er ganske god, og er senere blevet kopieret flere gange (inkl. et tåkrummende forsøg af Jokeren), men produktionen er en smule undervældende. Q-Tip tager sig af det meget simple omkvæd, hvilket heller ikke just behager mig, men nummeret er alligevel okay.
8. ONE TIME 4 YOUR MIND
Large Professor sender Nas tilbage til “Halftime”-tankegangen med punchlines uden en videre rød tråd. Det lykkedes dog ikke så godt denne gang, da beatet er en kende kedeligt. Nas gør det såmænd udmærket, men hans mentor svigter ham desværre.
9. REPRESENT
DJ Premier kigger forbi en sidste gang med endnu en karakteristisk hårdtslående produktion, som Nas tager sig af med nogle forholdsvis reflekterende vers, hvor han mindes sine (u)gerninger. Omkvædet er typisk posse-cut materiale, men Nas er altså lyrisk ganske alene om at repræsentere Queensbridge. Han giver dog alle sine kammerater shout-outs til slut. Endnu en god Premier/ Nas kombination.
10. IT AIN’T HARD TO TELL
Med Large Professor’s hjælp forsøger Nas endnu engang at imponere med punchlines, og det lykkedes ham i den grad igen. Hans første vers er virkelig fantastisk med klassiske linjer, og heldigvis skuffer Large Professor ikke her. Det hårdtslående beat og sampletunge omkvæd er meget underholdende, så dette er en fin måde at lukke Illmatic på.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Nas startede sin rapkarriere utroligt stærkt, hvilket satte standarten meget højt for samtidige rappere, inkl. ham selv, da han endnu ikke har formået at skabe et ligeså gennemført album. Dette skyldes muligvis tidspresset, da Nas dengang simpelthen ikke kunne nå at indspille et dårligt og radiovenligt nummer. Dette resulterede først i forholdsvis dårlige salg af Illmatic, men det ændrede sig jo så senere hen - og med god grund for Nas er en meget dygtig rapper med et naturligt flow, og Illmatic indeholder udelukkende gode præstationer med ham. Produktionen halter en smule et par gange, men det ændrer ikke på at Illmatic er et fantastisk album. Selv coveret og titlen er fed(t). Stadig en klassiker, og klassikere køber man.
BEDSTE NUMRE: “N.Y. State of Mind”; “Life’s a Bitch”; “The World Is Yours”; “Halftime”; “Memory Lane (Sittin’ in da Park)”; “Represent”; “It Ain’t Hard to Tell”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar