U-God – Dopium (2009)

U-God har generelt den tvivlsomme ære af at være Wu-Tang Clan’s mindst vellidte person, men det har da ikke forhindret ham i at udgive tre soloalbums. Ingen af dem har modtaget ovenud favoriserende anmeldelser, men der synes at være en tavs konsensus om, at hans sidste udspil, Dopium, fra 2009 er hans bedste værk hidtil. Han er altså den eneste af klanens medlemmer, der tilsyneladende er blevet bedre med tiden (sådan da), men alligevel er han dog stadig den mindst populære af flokken.

Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Jedi Mind Tricks er formegentligt en af de bedst kendte grupper i hip-hop'ens undergrund, men selvom de som sådan stadig er aktive i dag, så er deres storhedstid ganske sikkert forbi – både kommercielt og kvalitetsmæssigt. Dette skyldtes bl.a., at den ene halvdel af den oprindelige besætning forlod gruppen for et par år siden. Stoupe the Enemy of Mankind, som han kalder sig, var gruppens producer, og han dannede i 1993 Jedi Mind Tricks med kammeraten Vinnie Paz (som dengang kaldte sig Ikon the Verbal Hologram). De debuterede i 1996 med Amber Probe EP, som bød på bombastiske produktioner og psykotiske vers. Flere af de inkluderede numre blev løftet direkte over på debutalbummet med den latterlig lange og prætentiøse titel The Psycho-Social, Chemical, Biological & Electro-Magnetic Manipulation of Human Consciousness.

Canibus – Rip the Jacker (2003)

Jeg ved, at mange andre bloggere fortrækker at starte fra en kunstners debutalbum, men hvorfor skulle jeg begynde nu? Rip the Jacker er derfor det femte album af Canibus, og formegentligt hans bedste til dato, hvilket også er den primære grund til, at jeg vælger at fremhæve netop dette album med ham. Rip the Jacker er Canibus’ alterego, som er træt af at blive overset af alle (inkl. Canibus, jep), og derfor er meget vred, hvilket også tydeligt fremgår af lyrikken. Men på trods af at albummet er dedikeret til Rip the Jacker, vil jeg stadig refererer til Canibus fremover.