Jeg ved, at mange andre bloggere fortrækker at starte fra en kunstners debutalbum, men hvorfor skulle jeg begynde nu? Rip the Jacker er derfor det femte album af Canibus, og formegentligt hans bedste til dato, hvilket også er den primære grund til, at jeg vælger at fremhæve netop dette album med ham. Rip the Jacker er Canibus’ alterego, som er træt af at blive overset af alle (inkl. Canibus, jep), og derfor er meget vred, hvilket også tydeligt fremgår af lyrikken. Men på trods af at albummet er dedikeret til Rip the Jacker, vil jeg stadig refererer til Canibus fremover.
En af Canibus’ største svagheder har faktisk ikke så meget at gøre med ham, men er derimod hans valg af producere. Først var det Wyclef som ikke helt formåede at levere varen (hvilket de derefter blev uvenner over; men generelt er Canibus vist ikke den mest populære; ikke hvis man dømmer ud fra folk indblandet i dette album hvert fald), men selvom han helt skiftede pladeselskab flere gange, så hjalp det lige meget. Det vil sige, lige indtil han endte hos Babygrande Records, som udgav dette album. Babygrandes CEO Chuck Wilson fik nemlig den ide, at Stoupe the Enemy of Mankind (tidligere medlem af Jedi Mind Tricks) skulle producere Canibus’ næste album, da han havde leveret et (dog mindre ophidsende) beat på det forrige album – et nummer Vinnie Paz (også fra Jedi Mind Tricks) også gæstede på.
Men efter at Canibus havde skrevet de vildeste, videnskabelige og filosofiske tekster og indspillet dem, sluttede han sig til hæren, og efterlod alt materialet urørt uden en eneste produktion på plads. Til gengæld var aftalen med Stoupe på plads, så han fik tilsendt albummets a capella, og producerede derefter hele albummet. Canibus fik angiveligt ikke slutresultatet at høre, før han en uge efter udgivelsen købte sit eget eksemplar. Men det var da i det mindste én solgt enhed.
Havde Canibus så endelig et album, han fuldt ud kunne være tilfreds med? Jeg tror, at svaret allerede er rimelig klart.
1. INTRO
Meget typisk Jedi Mind Tricks intro. Vokalsamplet er taget fra en dokumentar om Jack the Ripper, så det er jo meget passende. Selve beatet der kører kort er ret fedt, og lægger standarden og tonen for resten af albummet. Canibus fik sig nok lidt af en overraskelse her, da han sikkert ikke havde bestilt en intro.
2. GENABIS
Stoupe er gået fuldstændig amok med dette beat. Han sampler tre forskellige numre med Philip Glass, hvilket ikke fortæller mig noget som helst, men det er fucking fantastisk – specielt koret. Canibus lyder vildt sulten og aggressiv på den umådeligt fede måde. Hans tekst er meget prætentiøs, men det glæder den utrolig godt (og resten af albummet for den sags skyld). Han sigter mod stjernerne, og kredser ifølge ham selv om en af vores større af slagsen. Og man fristes sgu til at give ham ret.
3. LEVITIBUS
”Lyrically I'm the illest when my beats is ok” (jah, han siger “is”)
Ikke længere; det vil sige, at han stadig er en god lyriker, men nu er hans beats også i top. Stoupe sampler et par linjer af sin tidligere gruppekammerat Vinnie Paz, som han lægger ind som omkvæd sammen med andre ældre samples (og det lyder overraskende godt),. Jeg kan specielt godt lide samplet ”Darling I am a scientist”, som nu passer meget godt til netop et Canibus nummer.
Canibus, som den undergrundsrapper han er, brokker sig over manglen på succes, men mens han samtidig lyder til at have lært noget, og nu vil omlægge sin taktik. Enkelte linjer lyder til at kunne bruge en omskrivning, da de ikke gør hans flow nogen tjenester.
4. M-SEA-CRESY
Stoupe sampler en del ældre hip-hop på Rip the Jacker, og dette nummer er bestemt ingen undtagelse; man kan derfor finde samples fra hele 5 forskellige hip-hop grupper. Vokalsamples er inkluderet, så omkvædet er bare et stort samplehelvede, og bliver altså for rodet. Jeg undrer mig over, om Canibus bare ikke indspillede nogle omkvæd eller Stoupe evt. bare skrotter dem.
Mit store fokus på Stoupes produktioner skyldes i øvrigt, at Canibus meget kredser om de samme emner, så hvis produktionerne ikke er i orden, kan det godt blive halv kedeligt i længden. Derfor også et godt valg, at albummet ikke har mere end 10-11 numre.
5. NO RETURN
Stoupe sampler et enkelt nummer; både til beat og omkvæd. Vokalsamplet har fået en betydelig graduering i sin pitch (samme teknik Kanye West også ynder at gøre brug af), som faktisk lyder meget godt. Beatet er også super fed, så produktionen er selvfølgelig godkendt. Canibus tager på en rumrejse, da jorden bliver ramt af ’det sidste jordskæl’, og så beretter han lidt om livet i rummet. Det hele er vist bare en undskyldning for at sige mærkelige fremmedord og fagord.
6. SPARTIBUS
Her har vi at gøre med en lidt mere simpel og dæmpet produktion. Omkvædet er derfor blot et par enkelte linjer fra Eric B. & Rakims ”My Melody” gentaget nogle gange. Beatet er ikke dårligt, men det kan godt blive lidt kedeligt i længden.
7. INDIBISIBLE
Som på Jedi Mind Tricks’ Visions of Gandhi har Stoupe også her gjort plads til lidt salsa. De to numre (det andet fra førnævnte album) deler altså så at sige inspirationskilde, men er alligevel vidt forskellige. De har dog det tilfælles, at de begge er super fede. Canibus lægger det ned, som forventet, med gode linjer, men knap så gode egentlige rim.
8. SHOWTIME AT THE GALLOW
Fløjten i dette nummer er utrolig fed, og giver også nummeret et strejf af positivisme (glad musik), hvilket er lidt atypisk for albummet. Så beatet er i orden. Canibus er igen fed at høre på med sin fantasifulde tekst, selvmedlidenhed men ikke mindst gejst og kampvilje. Det virker i øvrigt til at Canibus indspillede hele nummeret på en gang, og at det så er blevet delt i tre af Stoupe, som også har tilføjet endnu et vokalsample (undskyld, men der er virkelig mange af dem på albummet). Jeg bygger dette på, at man hører Canibus hive efter vejret både før og efter andet mellemspil, og det kunne nemt være det samme hiv. Men at Canibus skulle have ignoreret nødvendigheden for omkvæd, ville ikke kom bag på mig. Når man alligevel aldrig bliver populær, kan man sgu lige så godt køre undergrundsstilen helt ud.
9. PSYCH EVALUATION
Dette nummer gør brug af flest samples (syv), men er også samtidig det mindst interessante. Omkvædet er for rodet og langt, og beatet er for kedeligt. Samples er ikke alting åbenbart. Teksten er okay med sine lyspunkter, men meget af det har vi allerede hørt, så det er okay at skippe dette nummer. Canibus rapper også lidt for langsomt. Måske tempoet er blevet sløvet ned af Stoupe.
10. CEMANTICS
Nummeret er såmænd okay, men der er bare ikke så mange overraskelser gemt i det. Så det kan godt virke lidt anonymt. Hvis dette er det første nummer, som du hører fra albummet, vil du sikkert elske det.
11. POET LAUREATE II
Ikke 1, ikke 2, men hele 3 forskellige beats udgør fundamentet for det afsluttende nummer, og må jeg have lov at sige; et bedre et af slagsen. Det første beat er i fuld tråd med de forrige med gode, dybe trommer og et stemningssættende kor. Smukt. Det skifter ca. en tredjedel inde til et smooth, mindre højlydt og dejligt beat på albummet hidtil gennem en fin overgang. Canibus fortsætter sin aggressive tone med filosofisk lyrik, der på samme tid er både voldsom teknisk og basal. Det skyldes, at han kommer godt rundt i det engelske ordforråd, for blot at fortælle hvor god og undervurderet, han er. Men det virker. Efter yderligere to og et halvt min. skiftes der til det sidste beat, som helt fjerner de rytmiske trommer. Så tilbage er, hvad der i teorien slet ikke er et beat. Et orgel tager i stedet fokus, og det kan lyde lidt kedeligt, men det varer også kun et enkelt minut, så i stedet er det faktisk et smart virkemiddel. En slags stilhed før stormen, da det oprindelige beat derefter på flydende vis tager over. Canibus slutter ikke helt fejlagtigt nummeret af med følgende linje:
” I'm probably the best yet, Poet Laureate.”
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Canibus er vanvittig. Aldrig har jeg hørt noget magen til dette album. Det er fyldt med videnskabelige og filosofiske teorier, termer og fagord, og det kan virkelig ikke understreges kraftigt nok. Og sammen med Canibus’ aggressivitet (lidt ligesom Vinnie Paz) er det bare vanvittig fedt at høre på. Man kunne skrive en dybdegående analyse på samtlige sider af dette album, og stadig have flere punchlines, metaforer og/eller kløgtige små detaljer til gode til næste lyt. Dette er lyrik på et helt nyt niveau – ikke så meget på en følelsesmæssig måde, men en avanceret sproglig og retorisk måde. Og heldigvis har Stoupe produceret albummet, så samtlige numre er uforglemmelige. De er ikke alle lige gode, men albummet er næsten sublimt hele vejen i gennem. Den røde tråd tabes aldrig, så det er også meget gennemført. Manglen på et egentligt omkvæd på samtlige numre er ikke et decideret kritikpunkt, men jeg kunne nu godt lide omkvædet på ”Genabis”, så der måtte gerne have været eksperimenteret lidt mere med det.
Fraværet af gæsterappere, har jeg intet problem med. Ikke mindst fordi det ville kræve sin mand at matche Canibus’ høje lyriske niveau. Canibus klarer det fint alene, og dog… Det ville ikke have været det samme uden Stoupe. Køb!
BEDSTE NUMRE: “Genabis”; “No Return”; “Indibisible”; “Showtime at the Gallow”; “Poet Laureate II”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar