2Pac - Better Dayz (2002)

Okay, så med Better Dayz har vi det tredje og sidste posthume dobbeltalbum med 2Pac, og det fungerer på flere punkter som en bro mellem disse og de efterfølgende enkelt-disk-albums. Dette skyldes bl.a., at flere af numrene er remikses – nogle gange af numre på selvsamme album – og at flere atypiske og uventede mennesker endvidere medvirker på disse numre. Der er dog også stadig tider, hvor Johnny ”J” har stået bag knapperne, mens Outlawz flere gange deler mikrofonen med værten, så albummet er en blanding af gammelt og nyt. Og med ”nyt” menes altså inkluderingen af mennesker (både på mikrofonen og bag knapperne), der intet har haft med Pac at gøre før.

Cage - Movies for the Blind (2002)

Cage er såmænd en forholdsvis personlig rapper, der åbner sit hjerte for lytteren, men alligevel bør man kende til hans baggrund, før man begiver sig ud i musikken. Chris Palko, som han er født, har nemlig ikke just haft en traditionel barndom – faktisk lige modsat. Han blev født på en tysk militærbase af sine amerikanske forældre, men som fireårig måtte han sammen med ”familien” (gåseøjnene bliver forklaret snart) flytte tilbage til hjemlandet, da hans far blev taget i at bruge og videresælge heroin, hvilket militæret ikke just billigere. Tilbage i U.S.A. fortsatte faderen dog bare sine aktiviteter, og da Palko blev lidt ældre, fik han lov at hjælpe ved at binde en årepresser omkring sin fars arm. Dette temmelig usunde forhold fik dog sin ende, da faderen truede sin kone og daværende 8-årige dreng med en shotgun, for derefter at blive smidt i fængsel. Det ændrede desværre ikke meget for Palko, da moderens anden mand siden faderen yndede at slå den nu efterhånden unge fyr. Som modsvar droppede Palko ud af skolen for at fokusere på sin kriminelle adfærd og sit store stofmisbrug, hvilket fik hans mor til at sende knægten over på en tysk militærbase, hvor han i sin onkels varetægt blot fik endnu flere slag.

Atmosphere - God Loves Ugly (2002)

Hvorfor dælen anmelder jeg først God Loves Ugly nu, ville du måske spørge, hvis du havde læst min allerførste top 5 fra december, hvor jeg opstillede mine dengang fem favorit rapper/producer duoer med Atmosphere placeret på førstepladsen. Jeg fremhævede i samme ombæring God Loves Ugly, som så at sige er duoens første album, i og med at gruppen bestod af et ekstra medlem på den egentlige debut Overcast!. Svaret er delvist, at jeg i lang tid overvejede at køre en auteur-analyse, men det er nu officielt droppet – hvert fald i sin naturlige kronologiske form – og delvist at det i teorien er lidt kedeligt at anmelde et album, som I allerede kender min mening om. Chancen er dog egentligt ret stor for, at I alligevel ikke gjorde dette, så afsnittet her har egentligt blot ødelagt det hele på ny – men jeg kan jo heller ikke skrive anmeldelsen uden at nævne den føromtalte top 5. Right? Det ville bare være mærkeligt.

Anyway..

Looptroop - The Struggle Continues (2002)

Promoe, som nu er en af Sveriges mest populære rappere, kom til berømmelse, efter han i 1991 stiftede hip-hop gruppen Looptroop sammen med kammeraten og produceren Embee. Kort efter blev Cos.M.I.C. indlogeret i gruppen, og sammen med den nu nyligt erhvervede rapper udgav de deres første uafhængige EP på kassettebånd. Op til deres tredje udgivelse fik gruppen endnu et medlem i form af rapperen Supreme, som i forvejen havde samarbejdet med gruppen op til flere gange. De havde i alt fire uafhængige udgivelser før de i 1998 oprettede deres eget pladeselskab, og med finansiel støtte af Burning Heart Records udgav deres første fuldlængde album.

Genelec & Memphis Reigns - Scorpion Circles (2002)

Da dette er indlæg nr. 50 på bloggen, skal det fejres med et helt særligt projekt. Derfor anmelder jeg i dag et album med den mindre kendte duo Genelec og Memphis Reigns, som fortjener meget mere opmærksomhed end de reelt får.

Genelec og Memphis Reigns er en hip-hop duo fra Santa Cruz, Californien, som debuterede med EP’en Lemme Make Love to You tilbage i år 2000, der skaffede dem et mindre hold fans. I 2002 udgav de deres første og sidste LP, Scorpion Circles, endnu engang til meget ros i lokalområdet, men da de kort efter igen gik hvert til sidst, havde de endnu ikke formåede at sprede budskabet om deres musik. De gjorde ellers et ærligt forsøg, da de samme år fik deres nummer ”Sunwheel” med på kompilationsalbummet Boom Bap for Neanderthals, som bl.a. også indeholdte musik fra QN5 drengene og Vast Aire.

Music from and Inspired by the Motion Picture 8 Mile (Soundtrack) (2002)

I slutningen af 2002 gjorde Eminem en sidste indsats for at overbevise alle, om at han faktisk ikke er en gangsta men blot en ganske fredelig person, der nyder at rappe og te sig anderledes, når han gør det. Folk var blødt en smule op efter The Eminem Show, men 8 Mile blev uden tvivl nådestødet, der nåede helt ind til selv de mest kritiske og snerpede blandt den amerikanske befolkning. Aviser, der tidligere havde trykt misinformerende anti-Eminem artikler, udviklede pludselig en forståelse for manden, og følte at hans kvindehad og homofobi nu blot var et mere eller mindre naturligt middel i kommunikationen. De havde nemlig de sidste få år misforstået Eminem på hans albums, men da der til slut i 2002 kom billeder på hans virkelige person og handlinger, var intet lagt op til fortolkning længere, og alle kunne nu uden problemer se Eminem for, hvad han er; en usikker, sårbar og følsom rapper.

Eminem - The Eminem Show (2002)

På trods af at The Marshall Mathers LP var et forsøg på at rense sit rygte, og slippe af med de mange anklager om at have leveret uhyrligt, eksplicit og skadende materiale til børn, tog den negative omtale blot til efter udgivelsen. Feminister og homoseksuelles rettighedsgrupper mødte op til Eminem’s koncerter for at demonstrere, mens han også var blevet folkefjende nummer et i pressen.  Eminem’s respons til alt kritikken var blot gentagelser af alt det, han allerede havde sagt på albummet end til Grammy Awards ceremonien i 2001, hvor det hele kulminerede med omfangsrige demonstrationer, og derefter Eminem’s optrædning med homoseksuelle Elton John, som han spillede ”Stan” sammen med. (det kommer jeg i øvrigt tilbage til om nogle uger) Ikke at det hjalp det helt store dog, da der skulle mere til at tilfredsstille den sultne presse. Og jeg skriver ’skulle’, fordi det lykkedes nemlig Eminem at skabe fred med sin omverden samme år som udgivelsen af hans næste soloalbum, The Eminem Show. Det skyldes dog primært noget helt andet… (noget med en film, der i øvrigt har et officielt soundtrack).